Fra russisk spleen til dansk landbrug
Af Janicke Branth
Bondegårdsbesøg
Efter de mange reklamebilleder af Nicolas Bro som svinebonde i foromtalerne til Yana Ross’ nye opsætning af Onkel Vanja på Det Kongelige Teater får publikum lidt af en overraskelse, da tæppet går op: for godt nok aner vi konturerne af en moderne beton konstruktion, men midt i den ser vi et helt klassisk 1890’er møblement med sort kakkelovn, fire epoke-klædte skikkelser i sorte kjoler og stilige jakkesæt om et bord, hvor kvinderne broderer og strikker, mens stykkets første replikker udveksles. De fire er Vanja, Sonja, Vanjas mor, Marija og lægen Astrov. Bag dem den fallerede godsejer Telegin, som her går til hånde med te og vodka.
Men så holder ’illusionen’ ikke længere. Telegins mobiltelefon ringer! Der er afbud fra et selskab, som skulle være kommet på bondegårdsbesøg den dag. Alle ånder lettet op og smider de klassiske kostumer, for at trække i overalls eller let sommertøj. Kort sagt, den teksttro start viser sig at være et set-up for det ”bondegårdsbesøg med frokost”, som gården overlever på. Fiktionen holder kun som ramme, – den er der for ’publikums’ skyld, for at give dem en oplevelse af klassisk, landlig autenticitet.
Herfra forlader vi delvis Tjekhovs tekst (dog ikke handling), og Niels Brunse må have haft en sjov smag i munden ved at være nævnt i programmet som oversætter (af originalteksten ganske vist). Projektet er herfra at ’oversætte’ til dansk nutid og lade skuespillerne improvisere over Tjekhovs tekst, i stedet for at holde sig til det oprindelige manus.
Tjekhovs musikalitet
Onkel Vanja er fra Tjekhovs hånd et uhyre musikalsk stykke dramatik. Det landlige miljø og dets trivielle hverdag præsenteres: for meget arbejde, stor tristesse og en pæn dosis vodka til at lette lidt på tingene. Ind i denne landlige hverdag træder parret fra storbyen: Den aldrende professor i humaniora, Alexander (far til Sonja), med sin meget yngre og meget smukke kone, som ikke for ingenting hedder J(H)elena. Hermed rykkes der ved den skrøbelige balance i hverdagen, og fra da af drejer alt sig om Alexander og Jelena. Fra da af går tilværelsen på landstedet i opløsning.
Det ekstravagante par bliver et sindbillede på den vantrivsel, der kommer af en ”umage kamp for eksistensen”, som lægen Astrov bemærker, da han beskriver udviklingen i naturen omkring landstedet. Med parrets ankomst bliver de andre beboere sig deres egen afmagt og mistrivsel bevidst, flere erotiske konflikter dukker op til overfladen og eksploderer mellem hænderne på dem, som det uvejr, der var undervejs i starten af stykket. Det hele slutter med det beundrede pars afrejse, og alt falder til ro igen i sin ensformige hverdagslighed. Nu blot endnu mere trøstesløst.
Realismens dilemma
Yana Ross har trods sin litauisk-amerikanske baggrund valgt at forlægge handlingen til en bondegård i Danmark i slut 60’erne/start 70’erne. Hun er kendt for at aktualisere klassiske værker og lade dem udspille sig i det land, hvor de opføres. Hun er uddannet fra GITIS i Moskva og Yale School of Drama i USA, og det virker som om, hun tilhører den instruktørtradition, som, ikke mindst i Moskva, har udviklet sig siden Stanislavski. Hun har flere Tjekhovopsætninger bag sig på større europæiske teatre.
I denne version er der således ikke tale om et decideret brud med naturalismen, snarere en styrkelse af den ved netop at flytte fortidens inventar og vilkår op til den nære fortid, og åbne tekstens musikalske rytme for et mere nutidigt hverdagssprogs fyldord og upræcise formuleringer. Pointen er, at replikkerne skal komme fra skuespillerne selv, som derfor skal tale dem med deres egne ord.
Sprækker i realismen
I Bettina Meyers scenografi tegnes billedet af en landejendom anno 1970’erne med overdækket gylletank, en mudret gårdsplads og en åben udendørs betonhal. Efter den klassiske indledning demonteres 1800-tals møblementet og erstattes af de billige, hvide plastikstole, man ser alle vegne. Men det forhindrer ikke, at vi oplever små brud i realismen, hverken i scenografi eller iscenesættelse. Fx stiger der med jævne mellemrum røg op fra gylletanken, som af en eller anden grund er udstyret med en stige, de medvirkende en gang imellem klatrer op og ned ad. Direkte henvendelser til publikum tilføjer – ligesom den klassiske ramme – et metalag, når en af spillerne inddrager os som deltagere i bondegårdsbesøget, eller når Sonja spejler sig i vores blikke, mens hun går catwalk i den stramme aftenkjole, hun har fået af Jelena, – eller når mændene knurrer rovdyragtigt ud mod publikum.
Jelena (Sofie Nolsøe) træder ind i en blomstret kjole, a la dem Kirsten Walter havde på i Olsenbanden filmene, og Jens Jørn Spottags professor er i klassisk brunt fløjls jakkesæt med orange sweater og briller. Resten af flokken er i et landligt arbejdsoutfit, der passer til 60’erne som til i dag. Telegin er omdøbt til Jens Jensen (Jens Hansen havde en bondegård) og Astrov til Mikael. Når Tjekhov lader sine karakterer citere russiske forfattere refereres der her til Holberg og Pontoppidan. Gør det stykket mere nærværende for publikum? Næppe – man kan måske føle sig lidt talt ned til.
Fra komedie til farce
Hele denne opdatering – som ikke er noget nyt greb i scenekunsten – ændrer i dette tilfælde ikke bare sproget og forestillingens rytme, men også karaktererne. Når Tjekhovs læge, Astrov, nøgternt, sagligt og indsigtsfuldt fortæller Jelena om den økologiske katastrofe, naturen var udsat for allerede på hans tid, så skal Mads Rømer Brolin-Tani, der spiller Astrov/Mikael, fable new age romantisk om sin sjælelige interaktion med egetræer og dyr i naturen. Jelena selv fremstår i starten lidt som en barbiedukke og forklarer sin indolente passivitet, som havde hun læst en artikel om, at Tjekhovs karakterer oplever sig som bipersoner i deres eget liv. Og Onkel Vanja selv vikler sit hoved ind i gazebind og tumler rundt, som var han trådt ud af et Kviummaleri. Kun alt for sjældent får Nicolas Bro plads til at udfolde den smerte, der ligger under hele Vanjas karakter, også når han taler ironisk om sig selv og sit liv. På en måde bliver det alt sammen sjovt og underholdende, hvad der ikke så tit er tilfældet i mere traditionelle Tjekhov-opsætninger.
Tjekhov uden undertekst
I anden aktens lange nattescene, hvor ingen kan sove pga. sommervarmen, lader Ross alle de medvirkende vade rundt i det undertøj, som synes at være blevet en fast uniform i dansk scenekunst. Som en yngre kvinde på rækken foran mig bemærkede, da vi gik til pause: ”Hvorfor skal skuespillerne i dag altid optræde i undertøj?”.
Her har det naturligvis en lidet subtil symbolsk funktion, idet natten og varmen får alle de underliggende konflikter til at boble op til overfladen. Underteksten bliver til frit overspil i undertøj. Vanjas ulykkelige forelskelse i Jelena, som hele tiden afviser ham, Sonjas forelskelse i Astrov/Mikael, Jelenas frustrerede ægteskab med Alexander og hans frustration over alderdom og livet på landet osv. Alt sammen tilsat store mængder vodka.
Med spillernes egen improviserede tekst bliver anden akt rigeligt langt og – urytmisk – men afsluttes med Sonjas helt forrygende amerikanske soul sang, inden hun bæres bort i et drømmebillede af Astrov/Mikael i cowboykostume! (endnu et realismebrud). Men hvorfor skal hendes forelskelse i ham udstilles i så banalt et billede? Det forekommer endnu mere unødvendigt, da Mathilde Arcel som Sonja, med sit smukt nuancerede spil, al sin følsomme empati for de andre og sin forelskelse i Astrov, på en mærkelig måde bliver forestillingens centrum mere end den smukke Jelena og Nicolas Bros forceret komiske Vanja. Der er i det hele taget en antydning af en feministisk vinkel i opsætningen, når ikke mindst mændenes undertekst bliver lagt så tydeligt frem.
Når Astrov i tredje akt fortæller Jelena om landskabets forfald over de seneste 50 år, så fabler Mikael/Astrov her om naturens sjæl og træernes liv, mens Jelena snor sig om hans krop og ben i rendyrket seksuel lidenskab – og det er da ret morsomt at se på denne mand, der taler og taler om naturen uden at ænse sin egen krop. Men vi får så ikke originalens super aktuelle kritik af den menneskeskabte ødelæggelse af naturen.
Ligesom originalens replikker ikke altid kommer fra de karakterer, de er tiltænkt, så er det som om Vanjas Kviumagtige tumling skal forplante sig til de øvrige karakterer og blive forestillingens røde tråd og udsagn om, at vi alle er tumlinger.
You win some you lose some
I stedet for Tjekhovs undertekst får vi her en illustration af underteksten gennem en kropslig, fysisk og gestisk udfoldelse af det komiske. Dermed er opsætningen dels mere underholdende, dels mere i tråd med en tid med faible for krop og farce frem for komedie.
Der er ingen tvivl om, at Yana Ross og Bettina Meyer har skabt en flot og underholdende forestilling – især fordi hele ensemblet udfylder konceptet med en imponerende indsats og vilje til at give det fylde. Men denne form for tekstopdatering har endnu til gode at bevise, at skuespillere ikke evner at gøre en så musikalsk begavet dramatikers tekst (som Tjekhovs) til deres egen – også i en opdateret sceneversion.
Det er som om man bag det hele mærker teatrets dilemma: På den ene side vil man gerne sætte en vægtig klassiker på repertoiret, på den anden side vil man ikke risikere, at publikum falder fra. Og Tjekhov har jo ikke ry for at være underholdende.
Onkel Vanja spiller i på Det Kongelige Teater fra 25.03 til 08.05.2026. Læs mere her.
Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Sofia Nolsøe, Mathilde Arcel, Tina Gylling Mortensen, Nicolas Bro, Mads Rømer Brolin-Tani, Morten Brovn.
Iscenesættelse og bearbejdelse: Yana Ross
Scenografi og kostumedesign: Bettina Meyer
Lysdesign: Michael Breiner
Lyddesign: Jonas Vest
Koreografi: Mia Hellberg
Assisterende instruktør: Matilda Belin Larsson
Dramaturgi: Benedikte Hammershøy Nielsen
Oversættelse af originalstykke: Niels Brunse
Janicke Branth, dramaturg cand. phil. tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen.