Dobbeltanmeldelse af UNSEX ME HERE af Olympia Bukkakis & Maria F. Scaroni og
MINORITY MAN af Ann-Christin Kongsness på Bora Bora
Af Nete Brix Bønsdorff Rasmussen
Dette års Genderhouse Queer Arts Festival på Bora Bora bød på dobbeltprogram med de to forestillinger UNSEX ME HERE af Olympia Bukkakis & Maria F. Scaroni og
MINORITY MAN af Ann-Christin Kongsness. Som publikum kunne man ikke lade være med at blive revet med af de optrædendes fysiske udfoldelse, følelse og humor. Vi klapper og hujer i vores sæder, mens verden bliver gjort forunderligt Queer for øjnene af os.
UNSEX ME HERE
To skikkelser ligger på et tæppe i det mørke rum, vi træder ind i på Bora Bora. Lyset er svagt, og man kan høre de to skikkelser tale lavt til hinanden på gulvet, mens vi sætter os. De to kroppe ligner antikke statuer, der hviler sig i en have, let påklædt i tøj i samme farve som deres hud, der får dem til at se nøgne ud. Men som røgen lister ud fra et hjørne, og det grønne lys falder over rummet, er vi i stedet i en forhistorisk hule. Vendt mod hinanden reciterer de to et digt, en remse, en besværgelse, måske. Langsomt og længe bevæger de to kroppe sig rundt og undersøger hinandens kroppe og deres omgivelser i hulen. Skræmte af mikrofonens ’klank’ mod gulvet, når der trækkes i ledningen. Nysgerrigt snusende til højhælede støvler, der står på gulvet, før de tages på. Fra publikumsrækkerne følger vi opmærksomt med i denne verden, hvor de ting, vi troede, vi kendte, nu føles underlige, ja queer. Vi undres, griner, græder, mens den australske og tyske Dragqueen/koreograf Olympia Bukkakis og italienske og tyske danser/koreograf Maria F. Scaroni over den følgende times tid præsenterer os for en æstetisk og kropslig undersøgelse af figurerne dronningen og heksen gennem drag, dans, musik og stor fysisk indlevelse.
Foto: Asina Jurca Avci
’Queer’
Ordet Queer kan ifølge Oxford English Dictionary ledes tilbage til et skotsk ord fra det 16. århundrede, der betyder mærkelig, besynderlig, ejendommelig, excentrisk og lignende. En ved første antagelse passende beskrivelse af forestillingen UNSEX ME HERE (2026), der spillede på Bora Bora i Aarhus d. 17. og 18. april, som en del af den fjerde udgave af The Genderhouse Queer Arts Festival produceret af HIMHERANDIT Productions.
Før showet går i gang får vi en præsentation af festivalen fra kunstnerisk leder for HIMHERANDIT, Andreas Constantinou. ”Let’s Queer the codes of the theater”, siger han. Under festivalens forestillinger bliver vi opfordret til at klappe, larme, huje og trampe lige så meget vi vil. Vi bliver bedt om at deltage i showet, at indleve os fysisk, auditivt og følelsesmæssigt, og det føles festligt og befriende at få lov til. Det på denne måde levende publikum er en konvention, som jeg mest kender fra queer-barer og spillesteder, hvor der optrædes med drag. Med Constantinous præsentation bliver vi for denne aften en flok queer besættere, som invaderer teatrets til tider stive normer med vores larmende, flamboyante tilstedeværelse. Under forestillingen kan jeg heller ikke holde mig tilbage længere. Jeg lægger hurtigt min anmeldernotesbog fra mig. Jeg vil også have hænderne fri til at klappe og knipse og være med. Det jeg skal huske, tænker jeg, må jeg huske med kroppen.
»Somatisk drag« man kan mærke
Netop den kropslige oplevelse er i centrum i UNSEX ME HERE. Olympia Bukkakis og Maria F. Scaroni har komponeret forestillingen med deres praksis indenfor somatisk drag og somatisk dans, som de italesætter det i forestillingen. En tilgang til drag og dans hvor kropsbevidsthed og sanseoplevelser er i fokus, frem for det ydre udtryk og det man fx ser i spejlet, som ellers ofte er en autoritet i danselokalet. Man arbejder indefra og ud frem for udefra og ind. Resultatet er i UNSEX ME HERE en række performances, som udgør forestillingens helhed, hvor man i den grad kan mærke Bukkakis og Scaronis sceniske nærvær. Man kunne fornemme den sansemæssige udførlighed og koncentration, som lå i hver bevægelse og gestus, fra de langsomme følsomme bevægelser til de energifyldte dansetrin til lyden af Lady Gagas Abracadabra.
Foto: Asina Jurca Avci
Dermed ikke sagt at det ikke også var fabelagtigt at se på. Det er naturligvis også en dragforestilling hvor ekstravagancen er på plads. Kostumerne, som er skabt af Jay Barry Matthews, Alexis Mersmann og Olympia Bukkakis selv, er storslåede og både kreativt konstrueret og anvendt. I flere af forestillingens dele virker kostumerne næsten mere som en rekvisit, en fremmed genstand, end som tøj, der normalt opleves som naturlige forlængelser af dem, der bærer dem. En quiltet kappe bæres skævt, parykker og sko tages af og på og rykkes rundt med, og nogle beklædningsgenstande er ren spektakulær ornamentik. I en dans bærer Scaroni en kjole, som aldrig rigtig sidder ”som den skal”, og mest virker til at være i vejen for hendes kropslige udfoldelse. Tøj og kostumer er gennem Bukkakis og Scaronis interaktion og anvendelse af dem, også gjort queer. Det er ikke-naturlige genstande, som alle også tjener til at udføre en gestus i forestillingen. Det samme gælder anvendelsen af lys og lyd. Det kreative samspil mellem disse elementer og Bukkakis og Scaroni får os til at se alting, som om vi aldrig har set det før. Bukkakis og Scaroni formår på denne måde at vise os en magisk og queer verden.
Den onde, interessante kvinde
UNSEX ME HERE har sin titel fra en replik fra William Shakespeares Macbeth (1623). Replikken er talt af Lady Macbeth, der i akt 1, scene 5, kalder på ånderne for at de skal tage hendes femininitet, hendes kvindelighed fra hende – ”kom til mit kvindebryst, ombyt dets mælk med galde” – og gøre hende i stand til at udføre onde handlinger og dræbe kong Duncan, så Macbeth i stedet kan blive konge og, måske vigtigst af alt, så hun kan blive dronning. Med denne historie fortæller Olympia Bukkakis, hvordan forestillingen undersøger og fejrer de ikke-reproduktive femininiteter som Lady Macbeth, heksen og andre kvindelige figurer og identiteter stemplet som outsidere i vestlig historie og kultur. En måde at fordømme disse femininiteter har været at stemple dem som afvigende, hysteriske og onde. Lady Macbeth er ’den onde kvinde’, men, som Bukkakis påpeger, hun er derfor også en interessant kvinde. Bukkakis og Scaroni legemliggør denne femininitet på poetisk og æstetisk sanselig vis i denne drag- og danseforestilling. Drag som genrekonvention udforsker og udfordrer kulturelle kønspraksisser og kønsdiskurser, og i dette perspektiv er ikke-reproduktive femininiteter i sandhed interessante at fremhæve som fænomen, der netop måske er blevet fordømt og tilsidesat, fordi de udfordrer og modstrider traditionelle grænser for ”acceptabel” femininitet.
Plads til sorg og glæde
Olympia Bukkakis og Maria F. Scaroni giver os med UNSEX ME HERE et rum, hvor vi kan føle bredt og mangesidigt. Der er plads til grin, glæde og fejring af drag og queerness såvel som sorg over verdens tilstand de steder, hvor mennesker, kvinder, børn og familier også står over for stor lidelse. Vi mindes om, at vores liv og verden rummer det hele. At den er mærkelig, besynderlig, ejendommelig, excentrisk og meget interessant.
MINORITY MAN
Klapsalverne lyder og Olympia Bukkakis og Maria F. Scaroni bukker mens en undseelig mand i blåt jakkesæt med stort fuldskæg stiller sig op og klapper ved siden af dem, nærmest for også at få lidt af æren for de andres optræden. Det er en smule akavet og meget sjovt. Både fordi Bukkakis og Scaroni ikke virker til at tage det så tungt, men mest fordi vi ved, at med dette er det næste show allerede begyndt. Lidt akavet præsenterer Robin sig. Vi får en kort pause, mens der skiftes scene, hvorefter Robin for alvor begynder at udfolde og fortælle os om hans identitet som heteroseksuel cismand. En identitet, som for tiden er i krise, en krise Robin forsøger at navigere i, i forestillingen MINORITY MAN.
Robin er performeren og koreografen Ann-Christin Kongsness’ Drag king persona, der med unægtelig lethed og præcision skildrer den mand som mange i queer cirkler kender, men ingen ønsker at kende. I en hjertelig satire får vi lov til at grine af manden, der approprierer den queer frisættelseskamp for at navigere sin egen identitetskrise. Ganske enkelt, hylemorsomt og særdeles veludført. Kongsness har selv udviklet showets koncept, skrevet, instrueret og koreograferet. Mens vi mødes af personaen, den heteroseksuelle cismand Robin, fornemmer vi også en kunstner bagved karakteren, der har stærke rødder i queer miljøet og er i stand til at bruge disse rødder til at skildre en outsider på finurlig og intelligent vis.
Til at assistere sig har Robin teknikeren Lavrans, en dragpersona skabt af Desiree Bøgh Vaksdal, der også har ageret som kunstnerisk vejleder og lysdesigner til forestillingen.
Robin og Lavrans er medstiftere af det skandinaviske drag king-kollektiv Gutta sammen med RichHard (Josephine Kylén Collins) og Larry (Lærke Grøntved). Gutta baserer sig i Oslo og blev stiftet i 2019. Det er et kollektiv, hvor kunstnerne udforsker deres egen maskulinitet og tager fat om mandlige stereotyper i deres optrædener.
Spot on karikatur af den velmenende heteroseksuelle cismand
Kongsness’ skildring af den figur hun karikerer er veldrejet og føles totalt autentisk, især når det kommer til Robins fysikalitet. Robin fanger med præcision den på en gang akavede og selvfølgelige selvsikkerhed, som følger med den sociale position som hvid heteroseksuel cismand for hvem det at føle sig som en udsat gruppe er helt nyt territorie. På en og samme tid selvynkende og underdanig imens han bevæger sig rundt i rummet, som om han ejer det, og taler til os, som om vi selvfølgelig synes, at hans frisættelseskamp er den første og vigtigste på dagsordenen lige nu. Robin fanger på denne måde det, man med Bertolt Brechts begreb kan kalde den ’sociale gestus’ for den moderne heteroseksuelle cismand, dvs. de handlinger – måden han går, står, taler og udtrykker sig på – som udtrykker karakterens/personens sociale position i samfundet. Dette gøres samtidig med så megen hjerte, at man ikke kan lade være med også at synes, at Robin er lidt sød i sin naivitet. Robin identificerer sig selv som ”lesbro”: en heteroseksuel mand, der omgås lesbiske personer. Han har endda lavet sit eget prideflag og deler pins ud blandt publikum, som også er eller kender en lesbro, der har brug for at blive anerkendt. Man kan ikke rigtig være irriteret på ham, når han ikke ænser, at vi griner af hans fejlslagne forsøg på at inkludere sig selv i kredse, hvor han ikke rigtigt hører til. Alligevel formår Robin at skabe en fest med sine energiske og halvkejtede dansenumre, hvor lys og lyd bakker ham op i hans selviscenesættelse.
Foto: Ingeborg Bjerke Styve
Taler til et LGBTQ+ publikum
Man kan måske kalde humoren i MINORITY MAN indforstået. Den taler specifikt til et queer publikum med sproglige og kulturelle referencer. Måden Robin er en queer allieret og har adopteret queer diskurs rammer ikke altid plet, og de subtile jokes er sjove fordi, vi blandt publikum selv har bevæget os inden for disse diskurser og også før har mødt mennesker som Robin, måske endda i vores egen omgangskreds. Selvom MINORITY MAN også har en bred humoristisk appel i kraft af Robins rene tilstedevær og fysikalitet, så er meget af det sjove også det indforståede. På denne måde er humoren med til at skabe en fællesskabsfølelse mellem os i salen, fordi vi kan grine sammen over en fælles referenceramme. Udvalget af sange Robin danser til, den slang, han approprierer, og de symboler, han anvender, er nogle, vi i miljøet kender, omgås og anvender til daglig. Fra diskussionen og brugen af ordet ’Fag Hag’ til All the Things She Said og den kulturelle betydning af popduoen t.A.T.u., til pins med nyfortolkede lesbiske prideflag. Jeg mindes om, at noget af det særlige ved at være en del af queermiljøet er, at vi deler disse referencer, indforståede jokes og selvironiske iagttagelser, som noget der binder os sammen. MINORITY MAN er ikke til et universelt publikum og det er kun passende, da det ’universelle publikum’ som oftest betyder et straight publikum, der i virkeligheden ikke er universelt overhovedet, men viser sig at være ekskluderende på andre måder. Det er derimod en dejlig oplevelse at se en forestilling, som ved præcis hvor den taler fra, og hvem den taler til. Som en, der er en del af den gruppe der tales til, er det særligt forfriskende.
Drag på teaterscenen
Når Bora Bora sammen med HIMHERANDIT til The Genderhouse Queer Arts Festival sætter drag på scenen åbnes der også op for samtaler om, hvordan queer performance, men også teater og performancekunst i det hele taget, møder og reflekterer over samfundet og vores tid. Drag kan vise verden på nye, transformative, humoristiske og kritiske måder, hvor det selvfølgelige ikke længere er selvfølgeligt. Festivalen fejrer mangfoldighed, glæde og frihed. Jeg havde i hvert fald lyst til at gå ud og danse bagefter.
UNSEX ME HERE spillede på Bora Bora fra 17.04 til 18.04 2026.
Medvirkende: Olympia Bukkakis, Maria F. Scaroni
Instrueret/koreograferet af: Olympia Bukkakis, Maria F. Scaroni
Scenografi: Olympia Bukkakis, Maria F. Scaroni
Kostumedesign: Jay Barry Matthews, Alexis Mersmann, Olympia Bukkakis
Lyddesign: Olympia Bukkakis, Maria F. Scaroni
MINORITY MAN spillede på Bora Bora fra 17.04 til 18.04 2026.
Medvirkende: Ann-Christin Kongsness, Desiree Bøgh Vaksdal
Instrueret/koreograferet af: Ann-Christin Kongsness
Lysdesign: Desiree Bøgh Vaksdal
Musik: David Bowie, Frankie Valli, t.A.T.u.
Nete Brix Bønsdorff Rasmussen læser på sit sidste semester i Bacheloren i Dramaturgi på Aarhus Universitet.