Anmeldelse af GÅRDEN på Vendsyssel Teater
Af Caroline Ravnsbæk Geertsen
Foto: Tau Lytzen
GÅRDEN handler om en slægtsgård, som det unge par Gry og Mia overtager med økologiske drømme og ambitioner om et regenerativt landbrug. Det viser sig hurtigt at drømmene er længere væk, da de hurtigt konfronteres med den hårde virkelighed. På nabogården bor Hans og Grethe, der har drevet konventionelt landbrug og nu lever godt af den høst, der hører med når man vier sit liv til pløjede marker og stordrift. Grethe længes efter at indhente den mistede kvalitetstid, som nu endelig er mulig efter Hans er gået på pension. Det går bare ikke så let, for inde i Hans trækker markerne fortsat mere end Mallorcas firestjernede hoteller med fuldpension.
Der er flere, som har lange øjne på den nye økologiske gård end bare Hans og Grethe, nemlig deres søn Lars. Han drømmer om at lægge det nye økologiske hobbyprojekt om til en svinegård. Lars tilbyder at købe gården for en favorabel pris, men hvad betyder mest for Gry og Mia økonomisk løsrivelse eller at blive økologisk stavbundet?
En duft af fyrretræ
GÅRDEN er en indviklet historie om relationer, drømme og savn om en tid som var eller som man håber på kommer.
Forestillingen benytter sig af dukker, der optræder som skygger fra gårdens fortidige generationer. De er med til at indvikle trådene, der forbinder karaktererne endnu mere ind i hinanden, så fortiden får en rolle i denne ellers socialrealistiske intriger.
Jeg lukkes ind i salen sammen med lokale byrådsmedlemmer fra begge sider af fløjene. Blikket drages mod den store trækulisse, der forstiller gavlen på en lade. Scenen står tom og duftende af frisk fyrretræ. Undervejs optræder elementer af scenografi og rekvisitter, såsom stole, pæle til hegn, en rød tråd og rullende kufferter. Den episke spillestil bryder ikke gennem den fjerde mur, men dukkerne der føres af skuespillerne, skaber det nærvær, man håber at mærke fra karaktererne selv.
GÅRDEN er en forsigtig iscenesættelse med en hyper-aktuel og afgørende politisk og økologisk dagsorden for den jord, og skildrer hvordan den skal drives, men ikke mindst også økologiens smalle kår for dens (og vores) overlevelse.
Foto: Tau Lytzen
En økologisk tragedie
GÅRDEN viser tilskueren den tragedie, der udspiller sig ude i virkeligheden blandt gårdlængerne og de opdyrkede marker i dag. Forestillingen viser også hvor indviklet vi er med vores forfædres, og hvor svært det kan være, at vikle sig ud af de tråde. Slægtsgården har fulgt slægters gang lige indtil datteren Gry beslutter sig for at overtage og videreføre slægtsgården. Livet på gården pludseligt bliver langt mere kompliceret. Inden dramaet kan få lov at udfolde sig, møder tilskueren tre dukker i vinduet på lade-gavlen, som scenografien hovedsageligt består af. Selvom den er simpel, dufter den af fyrretræ, som hjælper sanserne med at leve sig ind i fiktionskontrakten, som man ellers godt kan tvivle på undervejs.
En revy til landmændene?
Skuespillerne snakker til hinanden, mens de ser ud mod tilskuerne. De taler ikke til os, men mere til et tomrum. Jeg bliver i tvivl om det er en symbolik i denne henvendelse eller om det bare spillestilen. Jeg forsøger at skabe mine egne symbolikker for at forstå fiktionskontrakten og ikke mindst, hvad forestillingen gerne vil kommunikere til os. Jeg vil så gerne forstå, hvad der udspiller sig foran mig. Selvom tilskueren introduceres for den arketypiske jyske bondemand og dertilhørende oversete hustru, opleves det ikke som om, vi skal grine af det. Tværtimod. Forestillingens alvor og vigtighed bliver til en frustration over ikke qt kunne mærke nærvær mellem karaktererne. Når der iscenesættes så psykologiske karakter og tilskueren møder så helstøbte karakterer; såsom Gry, hendes kæreste Mia, den pensionerede landmand Hans og hustruen Grethe, så længes man efter, at de ser hinanden i øjnene, med den intensitet handlingen bygger op til. Undervejs som handlingen skrider frem, så higer jeg efter at at få afløb for den intensitet, der bygger sig op.
Foto: Tau Lytzen
Fortidens skygger hersker på gården. Dukkerne kropsliggør tidligere generationer, som underbygger den infiltration af fortid, nutid og fremtid som landbruget i skrivende stund træder vande i. Dette formgreb, kropsliggør og tilføjer et fiktionslag, hvor de afdøde slægtninge lever. Dukkernes tilstedeværelse nuancerer de øvrige karakterer som Gry, Mia, Hans og Grethe, men giver også et indblik i hvem den afdøde gårdejer Grys far var, og hvordan han anskuede verden. Dukkerne optræder som forlængelse af dukkeførerens krop, den ene arm fører dukkens hoved og den anden dukkens arm. Dukkerne føres af skuespillerne selv, og det fremtræder som et meta-lag, der kun understreger hvordan disse dukker er som tråde der forbinder skuespillernes karakterer med hinanden. Fortiden pusler i baggrunden og det ser tilskueren i afbrydelser af den fremskredne handling om det økologiske landbrugs vej mod den pestideside-sprøjtet afgrund, i form af smukke mørke sekvenser med blot små lysstråler. I de små lysbrud optræder skikkelser fra gårdens stamtræ. Dukkerne er disse fortidsskygger og de vikler fortid, nutid og fremtid, så meget sammen, at karaktererne mister grebet om deres visioner, beslutninger og relationer. Dukkerne styrker intrigerne og samtidig er de katalysatoren for at tilskueren indlever sig i karakterernes indre liv.
Danmark en super-bondegård de bygge vil
Her i landet er 60-62% af den danske jord til landbrugets favør. Det er med til at udnævne Danmark som en af de mest intensivt opdyrkede lande – og så kan man spørge sig selv, hvordan det forvaltes i de pågældende hektar jord, som er over halvdelen af landets naturarealer? Hvordan dyrkes disse arealer, hvad rives der op i de pløjede marker, hvilke tråde kappes over? Hvilke tråde får lov til at blive? Det er dog ikke det hyper-aktuelle emne forestillingen forsøger at behandle. Og som ikke er mindre relevant i det aktuelle valg, som af venstrefløjen blev kaldt et ”Svinevalg”. GÅRDEN manøvrer forsigtigt udenom den højspændte aktualitet og afpolitiserer emnet, ved at fokuserer på relationerne, de nulevendes drømme, frygt og bekymringer. Det er nærmere de afdøde slægtninge, som udgør den reelle modstander. Ikke sagt, at der ikke udfolder sig intriger og trekantsdrama, men i lyset fra de tidligere generationer, bliver konfigurationen af jalousi, ensomhed, mistillid og frygt, mellem karaktererne underordnet. Når nabogårdens søn vil købe gården for at opstarte svineproduktion, resonerer det hos tilskueren, for der behandler forestillingen de dilemmaer, som tilskueren kan genkende i virkeligheden. Den gylle-lugtende debat som har fyldt og til stadighed fylder i politik, bliver nok italesat, men det er ikke her, der bliver forsøgt prikke hul på debatten.
Foto: Tau Lytzen
En rød snubletråd
Forestillingen arbejder med et scenografisk og koreografisk element, der indprenter sig tydeligt hos mig. Et hegn sættes op langs scenekanten med en rød tråd. Distancen markeres her tydeligt mellem tilskuere og skuespillere, men er også et vendepunkt. Et vendepunkt, hvor økologien indser, at den må tage sig til takke med de godhjertede gårdejere, som har høstet sin økonomiske afhængighed på de pløjede marker. Nogen savner byen, nogen er jaloux, nogens hjerter sidder i klemme i fortiden og bliver bløde om hjertet for det unge par, som kæmper med at regenerere de opdyrkede marker. Argumentet for den pensioneredes landmands økonomiske bidrag kommer af, at han alligevel er for rastløs og ikke færdig med at arbejde. Hans argument kunne også have været; at efter alle disse år med den dominerende monokoltur i landbruget, vil jeg gerne være med til at regenerere den jord, jeg og mine tidligere generationer har revet op i, forurenet og forstyrret. Det er desværre ikke tilfældet. Karaktererne er velspillet og leverer de til og fravalg, som instruktøren har taget, med et flot skuespils håndværk der gør, at vi trods alt følger med hele vejen.
Marker, eng og plov
Det er tydeligt et bevidst valg, men dertil også et fravalg, som vækker den pro-økologiske specialeskrivendes frustration. En frustration om at økologi forbliver et mislykket hobby-projekter, hvor man er dømt til røde tal på bundlinjen og vedvarende økonomisk støtte fra det konventionelle landbrugs monokultur, hvor samme art dyrkes på samme store areal år efter år. Frustration over at monokulturen altid vil vægtes højere end økologien, enten økonomisk eller i de pesticider der forstyrrer jorden, dyrene, arterne, menneskene, kloden. Det sætter sig hos en økologisk-drømmende tilskuer, som en form for naivitet og afmagt, når lyset slukkes og forestilling sluttes.
GÅRDEN spillede på Vendsyssel Teater fra d. 27. februar til d. 27. marts 2026.
Instruktion: Rolf Heim. Scenografi: Rolf Heim m.fl.. Lyd: Jonas Hvid. Lys: Søren Lydersen. Dramatiker: Julie Maj Jakobsen. Dukkemager: Katrine Karlsen og Jonathan Hjort. Medvirkende: Holger Østergaard, Stina Mølgaard, Kirstine Hedrup, Allan Helge Jensen, Mette Kolding.
Caroline Ravnsbæk Geertsen, kandidatstuderende på Dramaturgi, AU