Anmeldese af Flora, Teater Katapult
Erik Exe Christoffersen
Angsten for at fejle
Scenen er dækket af røg, der vokser som en levende skulptur, idet den belyses nedefra. I dybden er scenen et uigennemtrængeligt tomrum. Forscenen består af en 6-8 meter lang gangbro, omkring en meter bred. Vi befinder os på et hospital, men der er på intet tidspunkt gjort forsøg på at skabe et hospitalsrum, scenen er snarere en installation, og hovedpersonen, Flora, står forrest på den minimalistiske scene. Indimellem får dialogen karakter af en slags forhør af hende.
Foto Jakob Stage
Det begynder med mere røg, og ud af røgen kommer fire skikkelser i mørkt tøj til syne, de sætter sig bag gangbroen med front mod publikum. Som en slags kor messer de “Flora”, “Flora” indtil hun kommer frem fra mørket, iført en hvid sygeplejeuniform. Flora træder op på gangbroen og ser søgende ud mod tilskuerne. Fortælleren forklarer, at hun står på hospitalets tag og ryger en smøg. Hun ryger ellers ikke, kun når det har været en af de rigtig hårde vagter.
Sneen falder, hendes vagt er forbi, men hun er stadig påvirket af dagens travle forløb på den tilsyneladende kronisk underbemandede afdeling.
Lyset skaber et sceneskift
Lydcollagen af stemmer og lyde sætter den hektiske stemning. Man fornemmer en nedtælling til et hjertestød, nogen har fået hjertestop og forsøges genoplivet? Flora spørger forvirret: Hvad sker der? Hvad foregår der? Kan jeg få en forklaring? Intet svar, men mere baggrundsstøj forstærker forvirringen. En fortællerstemme fremhæver: Det begyndte allerede for 24 timer siden.
Flora er hjemme efter nattevagten, telefonen ringer, det er den ansvarshavende fra hospitalet, som beder hende om at tage en ekstra vagt. Hun forsøger at undslå sig, men overtales til at sige ja, og vender tilbage til hospitalet.
Her får hun meddelelsen om, at den unge kvinde på stue 22 skal skannes, hvilket hun er uforstående overfor, da lægerne lige har lovet kvinden hjemsendelse. Der kommer ikke noget klart svar på, hvorfor beslutningen er taget, blot at der er krav om et sikkerhedstjek. Flora får den utaknemmelige opgave at forklare kvinden, hvorfor hun alligevel ikke kan komme hjem, selvom hun ikke forstår hvorfor.
En ny ældre kvindelig patient er indlagt på stue 33. Flora påtager sig opgaven at følge hende, da ingen andre tilsyneladende har tid. Hun har et fast velkomstritual: “Velkommen til luksushotellet, du får et armbånd på, så vi kan finde dig, hvis du stikker af. Er der problemer trækker du i den røde snor.” Den nye patient klager over ventetiden, hun vil ses af en læge men får tilbudt saftevand. Hun klager, bl.a. over en pude som er for hård. Flora forsøger stadig at finde ud af hvad, der sker med den unge kvinde på stue 22 , som hun føler et særligt omsorgsfuldt ansvar for. Derimod forsøger hun at holde kværulanten på stue 33 hen med snak.
Foto: Jakob Stage
Dramatiker Josephine Eusebius har leveret en effektiv dramatisk tekst, hvor scenerne springer episodisk i hospitalets fortravlede tempo, altimens Floras træthed, irritation og fortvivlelse bliver mere og mere fremtrædende.
Det kommer frem i løbet af natten, at den unge kvinde i stue 22 har en kræftknude i hjernen, som lægerne i første omgang havde overset. Knuden er dødelig, og det bliver Floras opgave at forklare kvinden situationen.
I en lang stum scene ses de to i et vindue tilbage i baggrunden af scenerummet, der som nævnt har ligget i total mørke. Scenen skaber en særlig intim stemning. De taler sammen længe og fortvivlelsen breder sig og afsluttes i en lang tavs scene, hvor de to kvinder blot omfavner hinanden. I bunden af vinduet ligger blomster, et tegn på en mulig afsked.
Efter denne scene springer fortællingen tilbage i tid. Det viser sig, at lydcollagen og alarmerne ved forestillingens begyndelse var møntet på den ældre kvinde i stue 33, som har fået hjertestop. Det var hende, man forsøgte at genoplive, og på den måde skabes her en gentagelse af den indledende scene, hvor Flora mistede overblik og ikke forstod, hvad der skete omkring hende. Men det bliver klart, at i Floras lange omfavnelsescene havde hun slukket for sin telefon af hensyn til er følsomt nærvær med kvinden og overhørte derfor nødopkaldet fra stue 33. Om dette også er den unge kvindes endeligt fremgår ikke klart, men blomsterne i vinduet antyder en begravelse.
Herefter gentages slutscenen, hvor Flora igen står på taget, det sner og hun ryger. En ældre kollega kommer ind og genfortæller anekdoten om, at det somme tider er nødvendigt med en smøg. Hun tilføjer: Du tænker vel ikke på at spring ud? Det gør du ikke? Vi kan ikke undvære dig. Du er dygtig og uundværlig. Flora græder og gentager: Men det er umuligt at gøre sit arbejde ordentlig. Vi må bare gøre det så godt vi kan, svarer kollegaen.
Plottet er enkelt, og jeg kan dårligt undgå associationer til den danske film Det andet offer, (2025) hvor lægen, Alexandra (Özlem Saglanmak), under en hektisk vagt på neurologisk afdeling påtager sig et ekstra ansvar, som får fatale følger, da et fejlskøn ender i en ung mands død. Skylden over hændelsen spreder sig blandt alle involverede. Det er klart, at filmen med over to timers varighed kommer dybere ned i den komplekse fortælling mellem lægestaben og de pårørende. Men den slukkede telefon peger på en fatal fejl, som Flora kan stilles til ansvar for. Samtidig er begge værker bevidste om, at det ikke handler om skyld eller skam, men et langt mere overordnet strukturelt problem, et kompleksitetsvilkår for ansatte på hospitalet. Man fornemmer og forstår dette gennem fortællingen om det nærmest umulige ansvar, personalet presses til at påtage sig. Alle fejler på et eller andet tidspunkt og mister overblikket.
Fremstillingen mellem Flora og de fire korkvinder, der på skift agerer forskellige roller og stemmer, skaber en næsten filmisk dynamik, som understøttes af et fremragende og dragende lydbillede sammen med et markant lysdesign. Dette er med til i en hastig rytme at beskære og fokusere de enkelte dialogscener. Denne spænding i det dramatiske værk er resultatet af en stærk minimalistisk iscenesættelse af instruktør, Matthew Lenton, samt Josephine Eusebius’ rørende og dramaturgisk velfungerende tekst. I det hele taget er der tale om et stærkt kunstnerisk team med skuespillerne, instruktøren, forfatter samt tekstdramaturg Rikke Frigast Jakobsen, scenograf Mai Katsume, lysdesigner Simon Wilkinson og komponist & lyddesign Mark Melville. Hvordan rækkefølgen i den kreative proces har været er vanskeligt at udtale sig om. Men det er givet, at der er tale om en yderst sammenhængende værk og en markant udsigelse.
Det er i sig selv imponerende, at Katapult, efter at have være nær lukning, er i stand til at skabe en meget professionel og stram forestilling med fremragende skuespillere, både i hovedrollen som Flora (Lærke Schærff Engelbrecht) og i de øvrige roller, som fordeles mellem de fire sortklædte. Desuden er scenen som sådan en både funktionel og elegant løsning skabt ef røg, en gangbro, lys og lyd.
FLORA spilles på en blanding af dansk og engelsk. Det er en international co-produktion af det skotske kompagni Vanishing Point og aarhusianske Teater Katapult. Katapult har eksisteret siden midt 90erne og er opstået ud af et ønske om at behandle aktuelle tematikker og vække eftertanke. Det må siges at lykkes særdeles godt. Katapult er generelt orienteret mod ny dramatik. Som I tilfældet Flora, er det grundlaget for en scenekunst, som både rummer en form for realisme og virkelighedsreference, og som samtidig har etableret et teatralt rum, der i sin funtionelle enkelthed skaber en melankolsk spænding, som man ikke sådan lige kan ryste af sig.
Erik Exe Christoffersen, lektor emeritus Aarhus Universitet
MEDVIRKENDE Lærke Schærff Engelbrecht, Aisha Goodman, Mia Dinitzen, Charlotte Trier & Aisha Lawal
INSTRUKTØR Matthew Lenton
MANUSKRIPT Josephine Eusebius
SCENOGRAF Mai Katsume
LYSDESIGN Simon Wilkinson
KOMPONIST & LYDDESIGN Mark Melville
ASSOCIERET INSTRUKTØR Ben Standish
TEKSTDRAMATURG Rikke Frigast Jakobsen
PRODUCENT Teater Katapult & Vanishing Point