En teksttro opsætning af Annie Ernauxs selvbiografiske roman
Af Janicke Branth
Fem årtier, fem skuespillere, et livsforløb. En ad gangen kommer skuespillerne op på scenen iklædt årtiets tøjstil og med hver sin rekvisit fra hovedkarakterens liv: en spade, en skrivemaskine, en kat, en dagbog osv. De repræsenterer hver sit årti og hver sin side af kvinden ’Annie’. Den ældste af dem lægger ud med sin angst for ikke længere ”at kunne sætte ord på virkeligheden”, og imens sidder en af de yngre Annie‘er og skriver rytmisk på en skrivemaskine. ”Årene” placerer sig i spændingsfeltet mellem nedfældet erindring og erkendelse af altings forsvinden. Romanen starter med et citat af Tjekhov: ”Den dag vil komme da alt hvad vi fandt væsentligt vil være glemt”
Forestillingen starter i 50’erne, hvor teenage Annie graver en død soldat ud af sandet en sommerdag på stranden i Normandiet. Den slutter med, at den ældste Annie begraver sin kat i haven – med samme spade – og mærker, at hun ”foregriber sin egen begravelse”.
Teater er – med en gammel kliche – nuets/øjeblikkets kunst. Men denne dramatisering handler – som Ernauxs selvbiografi – om en kvinde, som vil erindre den tid, som er gået. Ikke overraskende er romanen ofte blevet sammenlignet med Proust. ”Årene”er først og fremmest et erindringsværk, der lægger lag på lag af antydede følelser oven på hinanden og på den måde skaber et portræt af en epoke: anden halvdel af det 20. århundrede.
Er ”Årene” en tekst, som egner sig til scenen?
Jeg læste ”Årene” da Annie Ernaux i 2021 fik nobelprisen. Det farver naturligvis mit blik på opsætningen. Jeg kan jo ikke vide, hvordan den opleves af dem, der ikke har læst den. Som litterært værk rummer den en dramaturgisk udfordring: Hvordan etablere de erindrede konflikter på scenen? På Republique bliver de overvejende til indre og retrospektive konflikter. Der etableres ikke en egentlig dialogisk spænding mellem figurerne, men snarere en række monologiske refleksioner rettet mod publikum, en episk montage der ikke kan undgå at give opsætningen en lidt litterær karakter.
I romanen forbindes kvindens udvikling med en mængde præcise detaljer og tidsmarkører, som accelerer i antal, efterhånden som tiden selv accelerer, og en ny tid fylder det sociale rum med en overvældende mængde nye objekter. Den beskriver en livsrejse fra det enkle, fattige og (moralsk) restriktive efterkrigsliv i en lille provinsby til et senmoderne liv i metropolen Paris. Fra arbejderklasse til anerkendt kunstner og intellektuel på en af de helt store scener i europæisk kultur. Fra efterkrigstid til buldrende senmoderne forbrugersamfund.
”Det som denne verden har prentet i hende og hendes samtidige, vil hun bruge til at genskabe en fælles tid (-) finde erindringen om den kollektive erindring i en individuel erindring for at fremstille Historiens levende dimension” – skriver Ernaux i slutningen af romanen, som munder ud i en lille poetik.
Det særlige ved romanen er dens dobbelte spor: det kollektive ’vi’ og det individuelle ’hun’. En roman, som ikke prioriterer fortællingen om jeg’et, men skildrer et ’hun’ som en del af et kollektivt ’vi’. Det kunne måske netop være noget, som er oplagt at udfolde i en scenisk version. Navnlig i en tid, hvor teatret i den grad har taget den episke form til sig.
Minimalistisk scenografi
Steffen Aarfing har skabt et relativt abstrakt rum, en åben, næsten hvid, scenografi. En trappe med fem trin i scenens fulde bredde fører op til et plateau med et bord og stole – middagsbordet spiller en central rolle hos Ernaux: Her taler de voksne om krigen, de unge par diskuterer nymodens retter og livsformer med deres forældre, og den ældre kvinde tier, mens de unge udfolder sig om digitale muligheder.
De florlette semitransparante gardiner opdeler rummet og er med til at skabe en fornemmelse af et mentalt rum. På hver side af scenen er der borde med rekvisitter, især flyttekasser, som et tegn på, at ’Annie’ aldrig slår sig permanent ned noget sted. Og på tidens flygtighed og sociale mobilitet.
Det scenografiske rum er smukt og æstetisk, næsten klassicistisk i sin renhed, men også meget langt fra de små, nedslidte og overfyldte rum, der var rammen om hovedkarakterens opvækst og studieår. Spørgsmålet er, om et så abstrakt rum kan formidle den nøgterne sanselighed, der er så essentiel i ’Annies’ historie? Det rene rum understreges yderligere af en æterisk klanglig lydside, hvor det litterære materiale var fuldt af referencer til engelsk/amerikansk pop, rock, blues, jazz og ikke mindst en fransk visetradition, der resonerer gennem årtierne som et lystfyldt lydspor.
Teksttro dramatisering
Marie Bjørn har fået, eller givet sig selv, en bunden opgave, i og med hun følger værkets kronologi, men samtidig må reducere den store mængde af referencer til specifikke sociale og politiske forhold. Det er naturligt til en opsætning i Danmark, men det er også med til at fjerne det lag af konkret virkelighed, som knytter teksten til årtiernes begivenheder. Tilbage bliver fortællingen om et kvindeliv. Men kan det helt nok?
De fem skuespillere skal ikke spille Annie Ernaux (romanens ’hun’), men skal trække på egne erfaringer og kropsliggøre den seksualitet, de oplevelser af overgreb og fysisk udvikling, som romanen også beskriver sammen med hendes refleksioner over den sociale, ideologiske og politiske proces, hun gennemlever.
De fem skuespillere har arbejdet med en række improvisationer, der giver krop og sanselighed til teksten. Alvilda Lyneborg Lassen er lysende, som teenage Annie i 50’erne, der opdager sin spirende seksualitet og kan illustrere den meget humoristisk. Özlem Saglanmak spiller en mere forknyt studerende i starten af 60’erne, der bliver gravid og får foretaget en voldsom, illegal abort. Det er også Özlem, der gestalter gifte Annie, både som glad ung mor med et nyfødte barn i armene – før 1968 – og senere som frustreret mor med barnevogn – efter 68. Den spirende forfatter (Ena Spottag) kæderyger og hamrer sin tekst ned på skrivemaskinen, mens fraskilte Annie (Christine Albeck Børge) skriver lister over det fælles inventar, og tilmed må tage afsked med sin far, som ikke kan bæres ned fra første sal i en kiste, fordi trappen er for smal, og derfor må slæbes afsted i en plastiksæk. Den postklimakterielle, frie Annie (Karen-Lise Mynster), ifører sig igen det forførende lingeri og tager sig en ung elsker for endnu engang at realisere det begær, der – ligesom erindringen – aldrig forlader hende.
Spillerne har skabt et fint partitur over deres improvisationer, som markerer det kollektive ”vi”, der er så væsentligt for at tegne det individuelle i det almene. Det oplever vi ikke mindst, når de andre spillere spejler den talende skuespillers bevægelser bag de semitransparente gardiner – som et (græsk) kor af skygger. Et fint billede på Annie Ernauxs pointe om, at individet også altid rummer sine tidligere versioner.
Spillernes individuelle partitur bliver det materiale, instruktøren efterhånden samler til en montage. På den måde får hver figur sin egen psykiske og kropslige karakter, der svarer til værkets insisteren på, at identiteten formes af et historisk og socialt fællesskab. Men det kan ikke nægtes, at man indimellem sporer reminiscenser fra prøveprocessen, som ikke virker helt integreret i den endelige sceneversion.
Tidligere remedieringer.
“Årene” blev allerede dramatiseret i Frankrig 2016 (bearbejdet og instrueret af JeanneChampagne) for to skuespillere; men det er nok Eline Arbo’s opsætning på Almeida Theatre i London i 2024, senere overført til West End i London 2025, som har været inspiration for denne version. Arbo valgte netop en opsætning med fem skuespillere.
En opsætning af ”Årene” er naturligvis fristende, for der er en kæmpe interesse for romanen, og den passer perfekt ind i dette årti, hvor Ernauxs værk kan fortolkes gennem feministiske og kollektive strategier på scenen. Men der kan også være en risiko for, at det kunstneriske hold bliver for respektfuldt og reducerer det radikale i Ernaux’s projekt. Det er som om, den store mængde episke replikker flyder gennem ørerne som verbal musik, men ikke rigtigt fæstner sig til kroppene og deres handlinger. Forfatterens knivskarpe portræt af en kvinde, og en epoke, tangerer mere det elegiske end det humoristiske.
Årene spiller på Republique fra d. 19.februar til 28.marts, 2026. Læs mere her
Instruktion: Liv Helm
Scenografi: Steffen Aarfing
Lyd: Emil Assing Høyer
Lys: Mathilde Niemann Hyttel
Dramatisering: Marie Bjørn, baseret på tekstoversættelse af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen
Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Christine Albeck Børge, Özlem Saglanmak, Ena Spottag Fog og Alvilda Lyneborg Lassen.
Janicke Branth, dramaturg cand. phil. tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen.