Dansk Danseteater danser derudaf – komisk, tragisk og politisk
Af Kathrine Winkelhorn
Marco Layera (1978) har netop været i København i små tre måneder for at instruere forestillingen, Before The End i tæt samarbejde med Dansk Danseteater. Den chilenske instruktør Marco Layera (1978) er næppe kendt for et dansk publikum, så her introduceres instruktøren og teaterlederen. Oprindeligt studerede han jura, filosofi og kriminologi ved Universitetet i Chile og senere skuespil ved dramaskolen La Matriz i Valparaiso. I 2008 grundlagde han teaterkollektivet La Re-sentida med unge fra Chile for at give plads til unges ideer, overbevisninger og visioner i teatrets regi. Kernegruppen er skiftet ud flere gange, men den kollektive arbejdsmetode med Marco Layera som instruktør og teaterleder er uændret. (Teatrets navn, La Re-sentida betyder: Den dobbelte Forbitrelse)
I nogle år har La Re-Sentida samarbejdet med den spanskkyndige dramaturg, Martin Valdés-Stauberer baseret på oplevelser med volden i Chiles nyere historie. Ud af det samarbejde kom den anmelderroste forestilling, Oasis de la Impunidad (De Forbiterede), der blev udviklet på Teatro La Re-Sentida i Santiago de Chile bl.a. med støtte fra Goethe Instituttet med premiere på Schaubühne i Berlin 1. april 2022. Kun med få ord og med kroppen som medium, blev voldens mekanismer til umiddelbare sanselige billeder i et ekspressivt og konceptuelt koreografisk formsprog. For Layera var og er det afgørende, at teater genvinder en oprørsk kraft, og at teatret er absolut forpligtet på virkeligheden.
I et interview på Betty Nansens hjemmeside fortæller Marco Layera om at skabe en forestilling om at være i ”et mellemrum”. Han fortæller, at vi lever i en verden, hvor truslen om kollaps er konstant, men aldrig endelig. Vi lever i et evigt nu, hvor vi venter på, at noget skal ændre sig, at noget skal slutte, at noget skal begynde. Vi venter på, at krige skal ophøre, at retfærdigheden skal komme, at nogen gør noget. Det tvang ham til at give slip på en narrativ sammenhæng og til at forstå, at værkets mening ikke påtvinges, men opdages prøve efter prøve. Marco Layera understreger, at han ønsker, at publikum skal føle spænding, desorientering, ubehag og latter. Som publikum skal vi acceptere at træde ind i et fremmed territorium og ikke søge en lineær fortælling, men derimod en fysisk og emotionel oplevelse, udtaler Marco Layera.
En kollektiv arbejdsproces mod et konceptuelt og koreografisk formsprogKunstnerisk leder af Dansk Danseteater, Marina Mascarell, har længe ønsket at samarbejde med Marco Layera og har fulgt hans arbejde og oplevet, hvordan hans særlige fysiske tilgang til teatret rækker ud over det traditionelle skuespillerarbejde. ”Det er et meget fysisk teater, og jeg har tænkt, at det ville fungere godt med dansere, og at deres kroppe kunne bringe Layeras arbejde et andet sted hen end skuespillernes”, udtaler Marina Mascarell på Betty Nansens hjemmeside. Selvom hans udgangspunkt er teatret, rummer hans arbejde en klar kropslig og rumlig tænkning, som har klare berøringsflader med koreografisk praksis.
Forestillingens afsæt er den geopolitiske omvæltning, som verden befinder sig i, hvor meget er vendt på hovedet. Een lever i en slags suspenderet mellem-tid i en verden, der ikke længere fungerer, og en anden i en verden, som endnu ikke eksisterer. Vi taler ikke om slutningen som selve døden, men snarere om dødskamp. En krop der ikke kan finde sin plads, som er i konstant alarmberedskab og permanent spænding, og som ikke har mulighed for at forløse sig, fortæller Layera. Det er første gang,at Layera anvender dansere i en dramaturgisk proces.
Efter forestillingen fortæller to dansere om processen frem mod premieren. Før danserne mødte Marco, blev der fremsendt spørgeskemaer i forhold til, hvordan danserne ville reagere i stærkt følsomme og sensitive situationer. Marco havde en grundide om, hvad dansere ville kunne og viste dem kolossal stor tillid. Han insisterede på, at hver enkelt danser skulle vise sårbarhed, og ofte arbejdede han enkeltvis med danserne for at få dem til at fremstå som individer. Alle improvisationer blev filmet. ”Først fem dage før premieren begyndte koreografien at falde ind i kroppen som en tilstand”, sagde én af danserne.
På Edison – Before the End
Man træder ind i den gamle transformerstation på Betty Nansens Anneksscene Edison. Væggene er beklædt med stof fra gulv til loft i changerende røde farver, og på bagvæggen er et åbent solbeskinnet vindue, hvor vi ser ud på Amager Forbrændingen med den skrånende bakke og en høj skorsten. Vi befinder os i en forstand i København, men forestillingen rækker langt uden for byens og landets grænser.
På en stol sidder en mand og lytter til fuglefløjt, og pludselig lyder et skud. Manden tager det nedskudte op og bærer det varsomt op på armen mod brystet. Var det en fugl, der blev skudt? Nej, det bliver smidt på gulvet, og han samler en paryk op og sætter den på hovedet. Forestillingen er i gang og en karnevalistisk og frygtsom stemning er slået an.
De eneste rekvisitter i rummet, er 11 røde stole, omgivet af røde vægge på et rødt gulv med fire lysekroner i loftet med røde lys. Scenografien bæres af kostumerne af den norske scenograf, Fredrik Floen, med påtegnede skeletter i forskellige variationer, der understreger individuelle forskelle i gruppen med kostumer holdt i samme sorte og gule farver.
Danserne kommer stille ind på scenen i små grupper med museskridt gående på tæerne og tager frygtsomt og undersøgende publikum i øjesyn og sætter sig på stolene. En mand sidder med bøjet nakke på en stol og flere prikker til ham. De bærer ham op for at se, om han er levende. Danserne har hele tiden blikket på publikum, som anglende råb om hjælp for at dæmpe frygten. Den mekaniske dans intensiveres langsomt i takt med, at musikken til tider er næsten alarmistisk med associationer til ambulancer, brandbiler og ulykker.
Det er kroppene, der fortæller, og pludselig spytter danserne sten ud af munden. Sortmalede tænder bliver synlige, og stenene kan ses som symbol på det forlorne mennesker indtager som føde og som politiske budskaber.
Individerne og kollektivet bliver mere og mere frygtsomme, musikken intensiveres, dansen bliver voldsommere, nogle går op ”på taget af Amagerbakke” og står og skriger lydløst, og igen samles danserne i små grupper på gulvet med munden åben, og ligner grædende Pjerrotfigurer. Lysekronerne blinker taktfast rødt, musikken banker derudaf, og danserne sætter sig én efter en på stolene og affører sig hvert sit skelet. Måske som en påmindelse om, at skelettet holder vore kroppe oprejst?
Mod slutningen falder danserne sammen og kravler formålsløst rundt rund på knæ som får – med det ene ben bøjet – hvilket er absurd og komisk – mens en mand med et hvidt lommetørklæde kvæler fårene. Forestillingens klimaks er en 3-4 minutter lang pas de deux og kampscene mellem to mænd, der forsøger at dræbe hinanden samtidig med, at de omfavnende klynger sig til hinanden. Mod slutningen, når alle er døde, rives de røde tæpper ned fra væggene og smides over de døde. Rummet er opløst, musikken bliver arytmisk med dybe toner i mol på bas eller cello og en knapt hørlig vokal. Tre kæmpestore, hvide karnevalsagtige figurer træder ind, og lægger de røde stoffer over ligene ordentligt og pænt til rette. Måske bringer de en form for orden i kaos, eller er de budbringere om et håb med en transformerende kraft?
En sanselig forestilling
Before the End er en voldsom og sanselig oplevelse. Dansernes kroppe er fuldstændig synkrone med rummet og musikken, og som publikum føler vi med danserne, ser deres fortvivlelse, og angsten ses i hver en muskel, mimik og krop. Danserne permanente tåspidsgang giver et konstant spændingsmoment og er et afgørende koreografisk – og dramaturgisk greb, der underbygger den højspændte stemning af panik og frygt.
Man kunne indvende, at forestillingen måske savner en vis fremdrift, men Damien Bazins musik kompenserer for det i en fortællende musik, der understreger dansernes mekaniske bevægelser i forhold til tempo og lydbillede. Omvendt kan man sige, at forestillingens titel antyder, at et kollaps er nær, og det fikspunkt er en forventning, der pirrer os som publikum. Det ekspressive koreografiske koncept fascinerer, og forestillingen viser, hvordan den individuelle angst bliver en kollektive angst, der æder mennesket op indefra. En aktuel forestilling, som overbevisende kombinerer det fysiske, det politiske – det tragiske og det komiske – en imponerende fysisk præstation af Dansk Danseteater.
Spiller på Betty Nansens Anneks Scene Edison frem til 11. marts 2026 samt på Bellevue Teaters Sommerballet 18. september. Læs mere her
Dansere: Dansk Danseteater – Kristin Bjerkestrand, Amancio Gonzales, Wolf Govaerts, Lukas Hartvig-Møller, Jessica Lyall, Lola Potiron, Yi- Shao Li, Leticia Silva, Carlos Luis Blanco Ramos, Bradley Waller, Reiko Ohta, Mathilde Stefanini
Iscenesættelse: Marco Layera
Koreografi: Marco Layera og de medvirkende dansere
Scenografi og Kostumer: Fredrik Floen
Komponist: Damien Bazin
Lysdesign: Ulrik Gad
Kunstnerisk Konsulent Carolina de la Maza
Dramaturg: Tom Silkeberg
Reseacher: Quim Bigas
Kathrine Winkelhorn, emerita fra Malmö Universitet, Kultur og Medieproduktion