Vilde og modige Wilma: Mindeord om Helle Fuglsang
Af Laura Luise Schultz
Det gav genlyd af chok og vantro i hele det uafhængige scenekunstmiljø, da livstykket Helle Fuglsang pludselig gik bort på årets allersidste dag. Nytårsaftensdag 2025 blev koreografen, mime- og performancekunstneren Helle Fuglsang ramt af et hjertestop, 65 år gammel. Der er svært at forstå, at den helt enestående modige og originale kunstner bag Wilma Version ikke længere skal videreføre sit vilde, gakkede og dybt meningsfulde kunstneriske virke.
Fuglsangs evigt foranderlige persona, den poetiske Wilma-figur, tillod hende at forbinde sig med de mest fremmed- og forskelligartede omgivelser, altid ud fra de givne omstændigheder og de forhåndenværende søms princip. Den lille usikkerhed, om hvorvidt hun var i rolle eller ej, var subtilt inviterende og kunstnerisk produktiv. Den lod hende trænge ind i de mest usandsynlige miljøer og menneskeliv, lod hende sætte hverdagslivet i scene, så det trådte klarere frem: påtrængende, råt og fortryllet.
Fuglsang arbejdede improvisatorisk med minoriserede og udsatte mennesker, som hun forbandt på kryds og tværs af kloden. Hun bragte danseren Renalda Lucke fra Tanzania til Hvide Sande for at danse med indremissionske fiskere (Black&White 2012). Hun transmitterede live dans fra det lukkede land Tchad til Sydhavnen (Les Amazones d’Afrique 2023), sendte stumfilmstjernen Asta Nielsen alias Wilma til Mexico for at genopføre sin berømte lassodans (Afgrunden 2019) – og optrådte for resten også lige på grænsemuren mellem USA og Mexico (Borderline). Hun kunne få et politikor til at synge “Let there be peace on earth, and let it begin with me” sammen med afrikanske hjemløse foran Folkets Hus på Nørrebro, så ikke et øje var tørt (Less Home Less 2014). Ikke mindst kunne Fuglsang transmittere fra valgkampen i et ufatteligt opdelt USA i projektet Wilma & Friheden (2024-25), hvor hun iført Trump-gummimaske og Wonder Woman-kostume kortsluttede de uoverstigelige selvmodsigelser og paradokser i den amerikanske virkelighed. Projektet mundede ud i Fuglsangs sidste værk, videoinstallationen Kun overgået af virkeligheden (2025), der lykkeligvis fortsat vil komme på turné rundt i landet.
Nævnes må også den musikdramatiske trilogi baseret på morsesignaler og radiokommunikation (The Lighthouse 2018, On/Off 2019, Prik Prik Streg 2021) – endnu et gigantisk, kritisk kommunikationsprojekt, der involverede færger og fyrtårne, bl.a. for at sætte spørgsmål ved landegrænser og markere dem med lyd.
Sjælsmark-børnene bryder den usynlige mur til Danmark foran Christiansborg 14. november 2019. Mime-koreografi af Helle Fuglsang/Wilma Version. Foto: Mathias Vejerslev.
Som absolutte milepæle står Fuglsangs arbejde med børn i flygtningelejre i Danmark og Grækenland. Her kunne hun trække på sin mangeårige erfaring med at undervise børn i mimedramagruppen Mimoserne i Valby siden starten af 00’erne. Først skaffede Fuglsang sig ind på udrejsecenter Sjælsmark i Hørsholm, hvor børn og voksne ellers helst skulle gå i frø og miste enhver mening med livet – centret er indrettet med færrest mulige aktiviteter for at presse de afviste asylansøgere hjem. Helle Fuglsang mimede med børnene og filmede dem danse, mime, træne og lege i den nedlagte kasernes lange, tomme gange. (Bag hegnet 2020). (Familierne blev i øvrigt kort efter flyttet fra Sjælsmark, da en rapport fra 2019 dokumenterede, at børnene blev syge af at være der).
Dokumentarfilmen See You. 16 scenes from a refugee camp (2023) er en endnu større bedrift. Her tilbragte Fuglsang i 2022 fire uger på Lesbos, hvor hun mimede med børn fra RIC – Reception and Identification Centre, der har erstattet den tidligere, notorisk berygtede flygtningelejr Moria. At hun evnede at skaffe sig adgang til lejren, vidner om den blanding af stædig opfindsomhed og evne til at gribe tilfældets gaver, som karakteriserede mimekunstneren Fuglsang. Hun var drevet af et ønske om at mobilisere børnene, forløse deres potentiale og gå imod det groteske spild af menneskelige ressourcer, som såkaldt illegale flygtninge og deres børn reduceres til. De positurer og mimesketcher, Fuglsang lærte de her unger, handlede om styrke og handlekraft, de handlede om at bryde gennem mure og overvinde begrænsninger. Filmene om dem handlede til gengæld om, at vi andre skulle få øje på de menneskelige ressourcer i de her udgrænsede børn og mennesker, at vi skulle se dem og ikke kigge væk. See You blev fortjent belønnet med prisen som bedste instruktør ved både Luleå Film Festival og Toronto Short and Documentary Film Festival 2024.
Det må have været benhårdt at orkestrere de helt usandsynlige og nærmest umulige sociale møder mellem mennesker og grupper, der ellers ikke møder hinanden i vores omhyggeligt opdelte samfund – hen over klasse- og kulturskel, på tværs af land og by, hen over nationale og globale afstande. Det så altid underspillet og improviseret ud, for det var dét, der var Fuglsangs helt særlige talent og Wilmas forføreriske virkemiddel. Det var reelt en selvinvestering af helt uhørt kraft.
Helle Fuglsang stod på mange måder på toppen af sit kunstneriske virke i disse år. Filmmediet tilføjede hendes performative kunst en større rækkevidde og fik hende indskrevet i det kulturelle arkiv – men det tilføjede først og fremmest yderligere kunstneriske lag i spillet med at genfortrylle virkeligheden og sætte livet fri.
For Fuglsang var aldrig bare kunstner, hun var altid først og fremmest en aktivistisk kunstner, dybt investeret i det nære og vedvarende arbejde med hjemløsecafeen Grace i ejendommen hjemme på Åboulevarden, hvor hun selv boede højere oppe i opgangen sammen med filmmageren Morten Vest, og hvor mange kolleger gennem tiden fik husly under kortere eller længere ophold. Wilmas gule spadseredragt og Asta Nielsens sorte page skulle bruges til at frisætte mennesker og deres ressourcer, ikke mindst under de ekstremt udsatte forhold, hvor der var allermest brug for flere kræfter.
Fuglsang var uddannet fra École Internationale de Mimodrame Marcel Marceau de Paris i midten af 1980’erne og var båret af et kæmpe engagement i sit fag og sit felt – hun var en drivkraft, der bakkede op om festivaler og kolleger, og hun sad i bestyrelsen for Uafhængige Scenekunstnere i mange år. Helle Fuglsang efterlader sig kæresten Morten og datteren Ki. Hun vil blive savnet af uendeligt mange flere.
Vil man holde mindet i hævd om Helle Fuglsangs unikke mod og talent for at give stemme og synlighed til de mange nøgne liv i vores samtid, kan man se dokumentationer af nogle af hendes mest markante projekter her: https://wilmaversion.dk/dokumentation/