At blive set uden at blive mødt
Af Viola Thiemann Juhl
Midt på scenen sidder skuespilleren Anne Reumert på en kæmpestor kiste, mens 3 rengøringsfolk går rundt og gør rent. Forestillingen kredser om kisten fra første øjeblik. I Glad Teaters opsætning af 4:48 Psykose er døden ikke noget, der nærmer sig, men et vilkår, man allerede befinder sig i. Reumerts stemme udfolder sig som en ”solosymfoni” – én stemme med et flerstemmigt indre, mens et tavst ensemble bevæger sig omkring hende uden nogensinde at ende i et egentligt møde. Forestillingen balancerer mellem det rørende og det groteske og stiller publikum i en ubehagelig position som vidner: Vi ser med, men kan ikke gribe ind.
Døden som konstant tilstand
Sarah Kanes 4:48 Psykose har ikke et traditionelt handlingsforløb, men kan opfattes som et bevidsthedsdrama om et menneske fanget i selvrefleksion, behandlingssystem, ensomhed og dødstanker. Glad Teater fastholder denne struktur, og forestillingen opholder sig i tilstande fremfor et lineært forløb. Det føles derfor, som om forestillingen aldrig rigtig begynder – og aldrig slutter. Døden, smerten og ensomheden fungerer ikke som dramatiske højdepunkter, men i stedet som konstante grundvilkår.
Allerede fra begyndelsen er døden til stede. Anne Reumert bevæger sig ovenpå kisten, rundt om den og vasker sig i den, imens hun fremfører Kanes tekst som en monolog. Ligesom Kanes tekst er poetisk, er Glad Teaters opsætning fyldt med symbolske billeder. Døden er ikke noget, der nærmer sig; den er et rum, man allerede befinder sig i. Den konstante cirkulation omkring døden præger forestillingens tidsoplevelse, der opleves cyklisk eller gået i stå. Der er ingen tydelig begyndelse, ingen egentlig afslutning – kun gentagelse og ophold i samme mentale kredsløb.
Anne Reumert er den eneste live talende stemme. De øvrige performere, Andreas Flodin Pedersen, Janick Pihl Nielsen og Michele Hagelund Rasmussen (Glad Teaters ensemble) forbliver tavse, kun få gange griner de og fungerer som kropslige figurer omkring hende. Psykisk lidelse og ensomhed forklares ikke i forestillingen, men den sanses. Publikum ser med og bliver konfronteret med spørgsmålet om, hvad det egentlig vil sige at se og være vidne.
Selv når Reumert ikke er alene på scenen, forbliver hun isoleret. De andre kroppe er til stede, men uden at indgå i et egentligt møde. Nærheden ophæver ikke ensomheden, den forstærker den. Forestillingen viser en ensomhed, der ikke opstår af fravær, men af tilstedeværelse uden relation. Det fælles bliver ikke et rum for deling, men et ekko, der understreger, at stemmen står alene.
Systemet som grotesk figur
Rundt om Reumert bevæger de tre performere sig som rengøringsfolk og som krage, kanin og hjort. De er ikke psykologiske karakterer, men kan opleves som repræsentationer af behandlere, observatører og indre stemmer. Da Reumert siger ”doktor dit, doktor dat og doktor fækumdik”, træder dyrene frem som en grotesk visualisering af behandlingssystemets absurditet.
Kragen, kaninen og hjorten taler ikke, men handler. De tænder og slukker, hver især i forskellige scener, for et bånd, der starter en mekanisk voiceover, der fungerer som lægens stemme. Voiceoveren gentager velkendte formuleringer som ”Det er ikke din skyld”, der på grund af gentagelsen mister sin trøstende funktion. Omsorgen forbliver tom. Sproget afslører sin egen utilstrækkelighed.
At lægens stemme udelukkende er til stede som voiceover, og aldrig knyttes til en konkret person på scenen, er et afgørende greb. Stemmen er allestedsnærværende, men uden krop. Den taler, men lytter ikke. Dermed bliver behandlingen ikke fysisk opnåelig.
Dyrenes handlinger rummer humor og en stor symbolik. Kaninen spiller Gameboy, som om lidelsen kan reguleres teknisk, og der fremtræder dermed et symbol på systemets kontrol over individet. Fuglen kommer ind med et æg, taber det og piller det på jorden. Denne handling kan ses som et konkret billede på, hvordan et liv bliver tabt på gulvet og langsomt splittet fuldkommen ad. Hjorten sidder og spiser popcorn, som viser, at smerten er blevet til noget, der kan betragtes og underholde, hvilket skaber en ubehagelig spejling mellem systemet på scenen og publikum i salen. At se er ikke neutralt.
Sindssygens rytme
Sne daler langsomt ned over scenen og Anne Reumert ligger i fosterstilling alene. De tre dyr sætter sig langsomt ind til hende, men nærheden ophæver ikke ensomheden. Tværtimod forstærkes den. Reumert siger: ”Jeg må bære alt alene”, og sneen bliver til piller. Det er et råb om hjælp, men hjælpen er piller, hvis bivirkninger gør at hun mister sig selv. ”Ikke ret på mig” siger hun. Voiceoveren: ”Det er ikke din skyld”. Ordene klinger uden forløsning, og kroppen presses gradvist ind i rytmer og bevægelser, den ikke selv kontrollerer.
ßScenen markerer et skift, hvor sprogets gentagelser begynder at glide over i rytme. Ensomheden er ikke længere stille, men kropsligt påtrængende.
I forestillingens mest intense sekvenser forskydes fokus fra ord til rytme. Sproget opløses i gentagelser, remser og korte udsagn, som mister deres forklarende kraft. Denne sproglige opløsning spejles i forestillingens lyddesign, af Rune Abel, hvor techno overtager rummet. Lyden er tvangsmæssig og Reumerts krop trækkes ind i rytmen. Hun iføres hundesele og føres rundt af de andre performere. Kroppen reduceres til et objekt, der reagerer på impulser udefra. ”Hvordan stopper jeg” gentager hun uden svar.
Technomusikken stopper og ordene accelererer: ”Slå, brænde, flyde, blafre, lyne, blafre, brænde, flænge, vride, presse, tjatte” Reumert gentager ordnerne igen og igen. Betydningen forsvinder og tilbage er bevægelse og puls. Psykosen fremstilles ikke som kaos, men som et system med sin egen logik og sin egen rytme, der ikke kan afbrydes indefra.
At blive set uden at blive mødt
Reumert retter blikket direkte mod publikum og siger: ”Lad vær at se på mig”, og i forestillingens sidste scene forvandles udsagnet til en insisteren: ”Se mig. Se mig”. Blikket bliver en central dramatisk handling. At blive set er både en længsel og en trussel. Anerkendelse og overskridelse ligger tæt op ad hinanden.
Et stærkt billede fra forestillingen er en scene, hvor Janich Pihl Nielsen, kragen, laver en gestus, der ligner, at han spiller cello på Reumerts arm med en kniv. Blod begynder at dryppe, mens hun uberørt skriver ned i sin dagbog. Blodet og kroppen er det eneste tegn på eksistens. Hun siger ”Skønne smerte der siger at jeg findes”. Når sproget ikke længere kan bære erfaringen, må kroppen gøre det.
Mod slutningen træder rengøringsfolket fra begyndelsen ind på scenen og gør rent netop som i starten. Reumert fortæller opremsende med hvilke piller hun vil tage en overdosis og begå selvmord. Kaosset fra technoscenen ryddes op og sporene fjernes. Det er et enkelt, men brutalt, billede på et samfund, der hellere vil rydde op efter psykisk lidelse end blive i den. Forestillingen slutter uden forløsning, men med at publikum ser Reumert forlade scenen, fordi hun beder om at blive set. Et blik, der bliver hængende.
Kan et så ensomt værk bæres af noget fælles? Glad Teaters 4:48 Psykose giver ikke et svar, men insisterer på spørgsmålet. Forestillingen kræver ikke forståelse, men kræver vidner. Efter forestillingen har man set – og det sete kan ikke gøres uset igen. Glad Teaters opsætning formår at vise smerte for et fælles blik.
4:48 Psykose spillede på Sort/Hvid fra d. 16.01 til 31.01 2026. Læs mere her.
Medvirkende: Anne Reumert (ekstern), Andreas Flodin Pedersen, Janick Pihl Nielsen, Michele Hagelund Rasmussen (Glad Teaters ensemble), Jesper Michelsen (lægens stemme).
Instruktør: Jesper Michelsen
Medinstruktør: Lars Englund Frimann
Scenograf: Lise Marie Birch
Kostumier: Fie Von Veer
Lyddesigner: Rune Abel Aagaard
Lysdesigner: Mie Mona Jakobsen Nielsen
Koreografisk konsulent: Jakob Schrøder
Viola Thiemann Juhl er bachelor i Teater- og performance studier på Københavns Universitet og har skrevet bachelorprojekt om Sarah Kanes tekst 4:48 Psychosis.