Maskines roterende betingelse – REMACHINE
Anmeldelse
Af Emilie Lund Christensen
I REMACINE undersøger Jefta van Dinther, hvordan performerens krop navigerer og reagerer i et konstant roterende, maskinelt system, der både bærer, styrer og udfordrer dem.
Forestillingen udfolder sig på en stor, cirkulær drejescene – omtrent ti meter i diameter og hævet fra gulvet – som roterer langsomt og uophørligt i urets retning. Denne konstante bevægelse etablerer et grundvilkår for forestillingen: intet punkt er stabilt, intet perspektiv endeligt, og publikums kinæstetiske oplevelse af rum og bevægelse forskydes tilsvarende. Alligevel reagerer performerene ubesværet – sidder, kravler, marcherer, synger – og tilpasser sig det roterende system.
Forestillingen åbner i mørke til lyden af en enkelt performer, der indleder en melankolsk a cappella-sang. Gradvist opsamles de øvrige stemmer, der fremfører tekstlinjer af Anna von Hausswolffs lyrik i en re-komponeret udgave, de synger: “I’m restless, I’m older, I’m heavy, like a stone”. Stemmerne vibrerer intenst i rummet og bidrager til et tungsindigt, næsten postapokalyptisk udtryk, understøttet af sparsommelig lysføring og scenografi – på én gang fremmed og enormt nærværende.
I det visuelle åbningsbillede sidder performerene langs scenens kant, næsten stille, med tunge, overdimensionerede tennissko slæbende mod gulvet. Kun få, præcise hovedbevægelser bryder stilstanden. Tiden strækkes, men oplevelsen er ikke statisk: fordi scenen roterer, forandres billedet konstant. Publikum møder skiftevis hver performers frontale blik, hvilket skaber en perception af variation inden for gentagelse – et centralt greb i forestillingens æstetik.
Rotationen fungerer ikke blot som scenografisk element, men som et dramaturgisk princip hvis muligheder roligt udfoldes. I et tidligt øjeblik forbliver en performer siddende, mens scenen fortsætter sin bevægelse under kroppen på hende, hvilket skaber et stærkt billede på forskydningen mellem realitet og oplevet virkelighed. Senere bevæger danserne sig i formationer, der ved første øjekast kan aflæses som lige linjer – som når de maver sig frem i ormelignende bevægelser eller marcher frem og tilbage – men som i virkeligheden konstant korrigeres asymmetrisk, hvilket røbes, når formationen drejes, og vi ser den fra andre vinkler. Dette gentagne greb skaber en følelse af kollektiv orden og industriel eller militær stringens, men midt i den kontinuerlige bevægelse understreger det spændingen mellem den perceptuelle fremtrædelse og koreografiens faktiske kompleksitet.
Maskinen er måske også farlig. En performer dukker op under scenen i mellemrummet mellem den øverste plade og gulvet; senere ses flere performere, der trækker sig sammen – som om de får støv på sig eller kæmper for at komme fri – og spændingen bliver tydelig. Narrativer holdes flertydige og fragmentariske, som når to performere laver “sneengle” med halvdelen af kroppen under scenen, langt mere legende. Denne flertydighed i konkrete handlinger ses i hele forestillingen, hvor også et “dræbende kys” eller øjnene rettet mod noget over performere forbliver åbent for fortolkning. På trods af direktet interaktion og ofte synkron bevægelser opleves performerene som oftes parallelt i deres tilstedeværelse. Performerne er forskellige i udseende, med flerenationale baggrunde og små variationer i kostumerne, men de er ikke karakterer eller psykologiske subjekter; de fremstår nærmere som funktionelle tilstedeværelser i et kredsløb.
Musikalsk skabes en kontrast mellem elektroniske lydlandskaber – metalliske klange, tandhjulslyde og mekanisk friktion – og de organiske stemmer, som både forankrer lyduniverset i det menneskelige og skaber nærvær midt i maskinens symbolik. Performernes evne til at synge, bevæge sig og ubesværet skifte mellem begge udtryk er imponerende. Det placerer REMACINE et særligt sted i performance- og dansefeltet: som en form for koreografisk pendant til teaterkoncerten eller musicalen, uden at blive populistisk, idet sang og musik ikke ledsager bevægelsen, men behandles med samme kunstneriske tyngde og tekniske krav. At både sang og bevægelser opretholder et højt og intenst nærvær gennem hele forestillingen står som et af værkets stærkeste elementer.
Lyset er centralt i forestillingen; det arbejder konsekvent med kontraster og mørklægning af dele af den roterende disk, hvilket skaber rumlige forskydninger og foranderlige perceptioner. Lyset giver plads til, at selv de enkleste bevægelser får stor betydning i dette stringent koreograferede univers.
I slutbilledet samles performerene igen i centrum, forbinder sig via snore til midten og strækker dem ud mod periferien, skaber mønstre og linjer inden de ender jævnt fordelt langs scenekanten og synger: “Will we fall?”. Spørgsmålet forbliver ubesvaret, men rummer forestillingens eksistentielle kerne: mennesket i limbo mellem autonomi og afhængighed, mellem fastholdelse af det menneskelige skrøbelige og maskinens pålagte vilkår.
Æstetisk indgår REMACINE i dialog med Damien Jalets Omphalos, særligt i brugen af cirkulær, roterende scenografi, lys og mørke samt den dunkle stemning. Hvor Omphalos arbejder mod et kosmisk totalperspektiv, forskydes fokus her mod en intim skala, hvor den enkelte performer fremstår som en komponent i et fælles kredsløb.
Som tilskuer slapper vi i selskab med performernes kropslige kontrol, vokale intensitet og fortrolighed med den roterende scene, hvilket muliggør indtræden i værkets tilstand. REMACINE fremstår som et stringent gennemarbejdet gesamtkunstværk, ikke mindst fordi performerene forener koreografisk præcision og vokalt nærvær i et sjældent sammentænkt udtryk, der sammen med lys og lyd smelter sammen i kropslig tilstand snarere end narrativ. Publikum forlader rummet uden definitive svar, men med en kropslig og affektiv fornemmelse af at have været del af en roterende virkelighed, hvor mennesket tilpasser sig og eksisterer inden for dens rytme.
Opført på Bora Bora, Aarhus d. 23.01.2026
Emilie Lund er danser koreograf og kunstnerisk leder af Black Circle – Eluda Dance Co.
Koreografi: Jefta van Dinther
Medvirkende: Brittanie Brown, Gyung Moo Kim, Leah Marojeviç, Roger Sala Reyner, Sarah Stanley, Manon Parent.
Lysdesign: Jonatan Winbo. Kostumer: Cristina Nyffeler. Lyd: David Kiers
– herunder specialkomponeret musik baseret på Anna von Hausswolff
Dramaturgi: Gabriel Smeets, Maja Zimmermann. Assisterende koreograf: Tomislav Feller
Foto: Jubal Battisti, Elin Berge
Co-produktion: Norrlandsoperan Umeå, Dansens Hus Stockholm, Tanzquartier Wien, Sadler’s Wells London, PACT Zollverein Essen