Kærligheden, venskabet og Djinnen: Elias Sadaqs poesi i scenisk forvandling
Af Helene Grøn
I Djinn bliver publikum inviteret ind i et rum, hvor skoene tages af, og grænserne mellem hjem, tro og begær forskydes. Med poesi, krop og rum som bærende elementer, undersøger forestillingen kærlighed, venskab og tilhør, og de strukturer, der både bærer og begrænser dem.
Man bliver bedt om at tage skoene af, så snart man træder ind ad døren til Blaagaard Teater. Dem kan man stille på et skostativ, mens man nyder foyerens udsmykning med tekander, papirlapper med arabisk skrift og andre genstande, man ville finde i et hjem. Ens fødder, nu iført sokker eller sutsko, bærer én ind i teatersalen, hvor man, i dæmpet lys, kan vælge mellem at sidde på rækker af puder med ryglæn, betrukket i smukt ornamenteret stof, eller på stole og bænke langs væggene. Foran scenen hænger et smukt forhæng, og midt i salen står et podium med en polestang. Selvom historien endnu ikke er begyndt, danner Lina Hashims smukke, gennemtænkte og altomfattende scenografi, fra foyer til scene, et rum omkring oplevelsen.
Eid Mubarak
Mens publikum vælger, hvor de vil sidde, begynder forestillingens to skuespillere at bevæge sig rundt iblandt os. Den ene, Kevan Nirwan Soloman, som spiller stykkets hovedrolle, Zakarias, er klædt i en blålig, løstsiddende dragt med lange linjer. Han vinker og hilser på os, “salam alaikum”, og vi er opfordret til at hilse tilbage, “wa alaikum salaam”. Den anden, Aftab Asghar Gondal, som spiller stykkets resterende roller og står for meget af forestillingens dans og fysiske udtryk, er klædt i en lignende, festlig dragt. Gondal portrætterer her Zakarias’ farmor. Hendes ansigt er delvist skjult bag et perlebesat slør, og selvom hendes tilstedeværelse er tavs og tilbagetrukket, har den en magnetisk vægt.
Samspillet mellem Hashims kreative rumlighed, Oshanas sikre hånd, og det lys- og lydtekniske arbejde danner en fantasifuld ramme omkring den unge forelskelse. Vi er med Zakarias og Yunus i boligblokken, på taget og i naturen. Gondals flydende, næsten kattelignende bevægelser i poledansen leder os ind i begærets verden, hvor djinner hersker, og hvor ellers fastlåste sociale og religiøse regler sættes us af spil. I den virkelige verden, hvor de snart bliver opdaget af Yunus’ far, er sådanne handlinger forbudte. Men mens Yunus’ smukke og erotiske dans synes at gøre nar af tyngdekraften, og Zakarias bevæger sig med samme flydende lethed, er reglerne for en stund udvisket. Det er her – i rummet mellem himmel og jord, mellem virkelighed og fantasi – at Yunus og Zakarias deler deres kys.
Det er Eid i en boligblok i Brabrand, og den 10-årige Zakarias er oprigtigt glad for, at vi er der. Han danser for os, låner sin farmors sko og får publikum med i dansen, indtil hans far, hvis tilstedeværelse bæres af en rungende stemme afspillet på en radio, afbryder ham. Den kropsløse stemme får både Zakarias og hans farmor til at stivne. I situationens anspændthed fortæller Zakarias, at de i moskeen kalder hans far for ”Majnoun”, den skøre, og at hans mor er gået bort. Hjemmelivet synes præget af latente trusler, der kun snævert afværges af Zakarias’ farmor.
Eid-festen afsluttes med bøn i moskeen, som vi ankommer til gennem Hashims scenografi og Sargun Oshanas instruktion. Indgangen er ved scenen, hvor vi netop har set konflikten i hjemmet udspille sig. Zakarias følges med sin far, og vi introduceres til imamens søn, Yunus, som skal hjælpe med at lede bønnen fra et podium bagerst i salen. Gennem hele moskescenen, hvor begyndelsen på Yunus og Zakarias’ romantiske venskab udfolder sig, må publikum vende sig rundt, se frem og tilbage, og fysisk følge de to unge karakterers følelsesmæssige oprør og nervøse glæde ved at komme tæt på hinanden.
Fra digt til scenen
Den tematiske og relationelle drivkraft i stykket taler for sig selv. Forestillingen stiller spørgsmål om selvaccept, venskab, kærlighed og familie. Den spørger, hvor man kan høre til, når man ikke kan være sig selv i det hjem, man er vokset op i, og samtidig hvordan man kan bevare sig selv, når man er nødt til at vende tilbage.
Fortællingen handler i bund og grund om integration, men ikke i den politiserede og polariserende form, som ofte udspiller sig i medierne, og som vi kender så godt. Snarere synes Sadaq at vinkle det betændte integrationsspørgsmål til en undersøgelse af, hvordan man kan integrere alle elementer af sig selv – kultur, seksualitet, familie og hjem – i forsøget på at blive et helt menneske. Sadaq fører Zakarias gennem denne bevægelse: gennem relationen til Yunus, der befinder sig på den ømme grænse mellem kærlighed og venskab; gennem rejsen til København, hvor han kan være mere fri; og til sidst gennem tilbagevenden hjem, hvor han må se både sin fortid og sin familie i øjnene.
Mere implicit udspiller denne bevægelse sig i Zakarias’ rejse mellem det virkelige og det, der ligger ud over virkeligheden, mellem tro og overtro, mellem djinnerne som ekstern tilstedeværelse, og djinnen som en del af ham selv. Stykket spørger, om de er hjælpende eller onde ånder. Skal de fordrives eller accepteres? Uanset hvad viser Sadaq, at de har en plads. Om ikke andet som et sted at placere det, der måske er uforståeligt og uforklarligt, men som alligevel kan være en poetisk, spirituel nødvendighed.
Selve stykket udspringer af Sadaqs digtsamling af samme navn, udgivet i 2024. I digtsamlingen bevæger fortællingen sig i flere retninger end i forestillingen. Her har dramatikeren – Sadaq selv – valgt at fokusere på ét af samlingens relationelle spor, og den tematiske bearbejdning af begær og besættelse udfolder sig derfor i en mere koncentreret og teaterproper form.
Alligevel er digtene tydeligt til stede. De lever i Zakarias’ farmors omfattende viden om besværgelser, fra dem, der tiltrækker kærlighed, til dem, der holder onde ånder på afstand. Poesien fremstår her kulturelt generøs. Den deler ud af den rige viden Sadaq kender til, som måske ikke er alle vedkommende eller bekendt for de etnisk danske teatergængere. Den viser det hverdagsagtige, der kan ligge i både troen og overtroens forsøg på at styre og forstå verden omkring sig. Digtene er også til stede i de voice-overs, der ledsager kærlighedsscenerne mellem Zakarias og Yunus og løber gennem forestillingen som helhed. Her får poesien en særlig funktion: den taler følelsernes og begærets sprog og siger det, som situationen ikke tillader at blive formuleret direkte.
Byen og Natklubben
Der gives ingen nemme løsninger, hverken i stykket eller digtsamlingen, og det er netop dét, der gør forestillingen så nærværende og levende. Efter han bliver opdaget med imamens søn, rejser Zakarias til København, hvor han i nattens byliv kan give efter for sine drømme og fantasier. Her åbner det forhæng, der hidtil har afgrænset scenen, og blotlægger to plateauer. På det ene danser Gondal; her er en natklub, her er puls og bevægelse, og publikum inviteres igen op at stå for at danse.
Det forførende liv i nattens timer fungerer som en opvågnen til en anden måde at leve på, hvor Zakarias ikke behøver at skjule den del af sig selv, der tvang ham væk fra Brabrand. Men frigørelsen rummer også sine egne kontraster. For parallelt med oplevelsen af fællesskab og begær vises en anden virkelighed, da Zakarias sidder alene i metroen tidligt om morgenen, uden et hjem og uden et sted at tage hen.
Forestillingen gør det tydeligt, at frigørelsens udlevelse også kræver økonomiske, sociale og stabile rammer for at kunne finde fodfæste. Den er ikke blind for de nødvendige strukturelle betingelser, der omgiver en sådan bevægelse, men insisterer tværtimod på at vise den situation, mange queer personer, der ikke kan være hjemme, placeres i. På den måde stiller stykket et implicit, men insisterende spørgsmål om, hvorvidt der er plads til både frigørelse og tilhør på samme tid.
Da Zakarias’ farmor går bort, vender han tilbage til Brabrand, hvor han igen møder Yunus. Scenisk er vi samtidig tilbage ved et slags status quo, dér hvor forestillingen begyndte. Forhænget er igen trukket for, og publikum må vende sig om for at se Yunus lede bønnen fra podiet bagved publikumsrækkerne.
Forestillingen ender her, bittersødt, med et spørgsmål fra Yunus om, hvorvidt de stadig er venner. Et spørgsmål, der rummer en verden af tilgivelse, accept og de mangfoldige måder, man kan håndtere at være queer på inden for rigide og religiøse rammer. Der finder ingen moralisering sted mellem Yunus’ og Zacharias’ valg, mellem udlevelse og fortielse. Snarere ser vi en insisteren på tilgivelse og accept – både af det indre og skjulte liv og af det, der er sket imellem dem. Svaret, en stille forsikring, bliver en menneske-til-menneske-accept og en bekræftelse af, at de er venner i alle ordets betydninger.
Fortryllelsen og Djinnen
Skuespillerne, instruktøren, scenografen, dramatikeren og alle, der har haft en hånd med i forestillingen, har skabt et univers, der på én gang er fantasifuldt og realistisk, og som nænsomt, men nøgternt, behandler komplekse problemstillinger. Publikum trækkes generøst ind i en verden af djinner og religion, af rigide sociale og religiøse rammer, der samtidig rummer en stærk fornemmelse af tilhør og hjemlighed. Her bliver det tydeligt, hvordan både venskab og kærlighed må navigeres inden for strukturer, der ikke nødvendigvis nærer deres udfoldelse.
Der gives ingen nemme løsninger, og samtidig fældes der ingen domme. Måske er det netop her, forestillingens magi står stærkest: i dens insisteren på at vise og stille de spørgsmål, publikum selv må tage med sig videre. Spørgsmål om, hvordan det forsnævrende og det fortryllende, djinnen og det guddommelige, venskabet, kærligheden og begæret kan bæres i den samme krop og det samme sind – og i det samfund, der omgiver dem.
Djinn spillede på Blaagaard Teater fra den 15.11-16.12 2025. Læs mere her.
Medvirkende: Kevan Nirwan Soliman, Aftab Asghar Gondal
Iscenesættelse: Sargun Oshana
Dramatiker: Elias Sadaq
Scenografi: Lina Hashim
Lyddesign: Jacobe Suissa
Lysdesign: Thora Eriksen
Dramaturg: Christina Wendelboe
Helene Grøn er forsker og forfatter med speciale i teater, litteratur og migration. Hendes forskning og skrivning kredser om kærlighed, tilhør og etik i kunstneriske praksisser.