Fædra og Hippolytos – den destruktive kærlighed
Janek Szatkowski
En fremragende forestilling om mennesker, der ikke forstår kærligheden. Ødelagt, som de er, af patriarkens voldelige dominans.
Scenografien (ved Nathalie Mellbye) udnytter den brede scene på Scala til at vise et enormt rum, dækket med lysbrune træpaneler på vægge og loft, et gulv med 6 plateauer. I baggrunden gardiner. Midt på scenen et tv fra 1950’erne på frontscenen et spisebord på et ægte tæppe med armlæderstole. I begge sider armstole ved små borde med grå telefoner med drejeskiver. Det er herskabeligt.
Fædra (Nanna Bøttcher) træder ind i silkeslåbrok, og en forvandling finder sted. Lyset ændres, da gardinerne trækkes fra og Afrodite, den skumfødte med det røde hår (Amanda Drew), kommer til syne med sin cello på en urskovslignende baggrund.
Fædra har tændt fjernsynet. Det viser flimrende striber, men iblandt billeder af jagerfly, atombombe skyer, nøgen kvindekrop – og livebilleder af Afrodite. Ovenpå dette fjernsyn tilfredsstiller Fædra sig selv. Det foregår ikke langsomt og sensuelt, men med en voldsom stærk længsel efter tilfredsstillelse.
Denne åbning fordobler det sceniske univers. Det højborgerlige univers synes omgivet af et andet, hvor en syngende gudinde kommenterer på begivenhederne. Åbningen ud mod skovens univers af frodighed og fugt er en lokkende udvej. Gudinden præsenterer sig som ’stormægtig’ og som den, der straffer dem, der trodser hende. Afrodite spørger, hvem det er, der kommer fra ”ørkenen, lænket til sin elskede”. Paladset bliver et billede på en gold ørken, de elskende vil bort fra, måske ud i den grønne urskov. Tiderne i forestillingens univers er på en og samme tid en græsk oldtid, en 1950’ tid efter krigen, med stænk af nutid i replikkerne.
Theodor (Rasmus Hammerich) ankommer, og Fædra gemmer sig. Som en anden kong Theseus, forventer han ved sin ankomst at blive modtaget af sin kone, og få sin seksuelle lyst tilfredsstillet. Fædra værger sig. Theodor falder bevidstløs om. Kongen er borte, Fædra vil ikke længere holde sin kærlighed tilbage, hun vil nu tage sig af den ’ild’, der brænder i hende.
Tilbage til det fine hjem, Hippolytos (Emil Busk Jensen) er stået op. Fædra er den venlige (sted)moder, der taler til sønnen, som i bedste teenagerstil spiser sine cornflakes uden at svare. Fædra vil have Hippolytos med ind på hospitalet for at besøge Theodor. Hippolytos venter imidlertid besøg. Så nu, da faderen ikke er hjemme…? Fædra bestemmer, at den eneste regel er, at der er ingen regler er. I Fædras reaktion på oplysningen om Alice (Marie Boda), der skal komme på besøg, er der tvetydig accept. I patriarkens fravær opstår nye muligheder.
I næste scene opsøger Fædra Theodor på hospitalet, hvor han nidkært vogtes af en sygeplejerske (Jamina Chelina Green). Theodor er fortsat i koma, og ligger ubevægelig i sengen. Sygeplejersken opfordrer Fædra til at tale med ham, selvom han ikke kan svare.
Dér, på hospitalet beretter Fædra om sin bekymring for, at Hippolytos skal forlade hjemmet. Afrodite toner frem og Fædra beskriver kærligheden til Hippolytos med en blanding af poetisk schwung og kras hverdagsliderlighed ”Hvorfor gav du mig mit syge skridt, Afrodite?” og ”Hvorfor slagtede du mit sind som svin, min konge?” Sygeplejersken griber ind (hun har givetvis hørt det hele), og Fædra indrømmer, at hun længe har håbet på at Theodor skulle dø.
Nu er alle figurer blevet præsenteret, de givne omstændigheder linet op. Der er et effektivt samspil mellem tekstens mange lag og scenografiens kontraster. Effektivt understøttet af en lydside (design: Aki Shiraishi Bech), der varierer mellem en diskret ambient ubestemmelig lyd, og fuldt udtræk i Afrodites sange. Lyset (Clement Irbil) er med til at understrege forskellen mellem de scener, hvor Afrodite hvirvler et digterisk univers frem, som manuskriptet (Bjørn Rasmussen) skaber med stumper fra de klassiske tekster og dramatikerens egne glimrende lyrisk, billedmættede forstærkninger.
Adaptionen – Fædra som handlende
Bjørn Rasmussens tekst udnytter dobbeltheden mellem det poetiske i universet med Afrodite,. og så den mere realistiske dialog mellem figurerne i ’paladset’ og på hospitalet. I forestillingen er både Fædra og Hippolytos suget ind i Afrodites univers. Det er en tekst, der stoler på ordene, og som bevidst arbejder med kontrasten mellem græsk tragedie og en skarp profileret hverdagsdialog. I dialogerne er der en realistisk lydhørhed overfor de unges tone og adfærd, og en fint registret brutalitet i nogle af Fædras replikker. I en scene midtvejs bliver universet opløst. Her træder figurerne frem med iagttagelser og reaktioner på begivenhederne. Manuskriptet skaber en flerhed, der ikke er ude på at belære eller pege på én enkelt afgørende årsag. Det tegner et billede af den ørken, der er skabt i kongens palads, og de skæbner, der er fanget i det panelbeklædte hus.
Adaptionen forholder sig angiveligt til Euripides’ klassiske tragedie og Racines dramatiserede tragedie. Bjørn Rasmussen lader gudinden Afrodite og kor-funktionen smelte sammen. I Euripides’ tragedie er det Afrodites hævn på gudinden Artemis, som Hippolytos ærer som den eneste og vigtigste gudinde, der spinder menneskene ind i en plan, der igen fører til, at Fædra begår selvmord efter at have anklaget Hippolytos for voldtægt. Han dør som følge af Theseus’ dom over ham. Racine har skrællet guder og kor af den græske tragedie, og lader Theseus’ fravær åbne for et magtpolitisk og erotisk spil. Hippolytos er mod sin vilje blevet forelsket i Aricia, der er den sidste i den slægt, som Theseus myrdede for at komme til magten i Athen. Kongen har anbragt Aricia i sin varetægt. Hun må ikke få børn, der kan forlænge hendes slægt. Hos Racine dør Fædra og Hippolytos, men Aricia vinder ny status. Skulle man pege på det mest vidtgående træk, der adskiller Rasmussens og Mellbyes forestilling fra dens forgængere, er det valget af Fædra som den handlende. Det er et træk, man kan finde igen i en række kvindelige dramatikeres adaptioner. Kvindens agens fremhæves fx i Hilda Doolittle: Hipplytos Temporizes (1927), over Sarah Kane: Phaedra’s Love (1996) og til Nino Haratischwili: Phädra, in Flammen (2024)
Iscenesættelsen
Nathalie Mellbye har skabt et fremragende scenografisk udtryk, der forstærker det flertydige, og i hendes instruktion bliver nogle figurer mangetydige, mens andre fremstår skåret i mere rene flader. Theo er bare så meget patriark og ondskab, med jakkesæt og mappe; og sygeplejersken en nævenyttig parasit med blond 1950’ hår. Hun udgør også et humoristisk element midt i tragedien. Alice er (desværre) mindre klart tegnet i tekst og spil, hun er jo faktisk en central udefrakommende figur. Overfor disse figurer er Fædra og Hippolytos fremstillet i mange flere facetter. Hippolytos bliver den centrale gåde i forestillingen. Afrodite er gudinde og kor. Hendes funktion er derfor på den ene side indlysende, men på en anden side også en gåde.
Afrodite – med cello.
Gudinden i Amanda Drews skikkelse akkompagnerer forestillingen undervejs og har også sange, samt egne monologer. Afrodite befinder sig tilsyneladende vældig godt som centrum for opmærksomhed, og hun performer lystigt med sin egen form for lidt stereotype erotiserede bevægelser.
Foto: Emilia Therese
Hvor ville denne anmelder gerne have haft de engelske sangtekster skiftet ud med Bjørn Rasmussens egne tekster. Det virker som et ikke meningsgivende brud i den samlede helhed. I tillæg må man spørge: Hvad vil Afrodite? Hun straffer dem, der ikke ærer hende. Hun iagttager begivenhederne, men når at blive så skuffet over menneskene, at hun midt i forestillingen vælger at forlade det hele. Har hun mistet sin magt, eller er kærligheden blevet så forskruet i det univers hun iagttager, at hun ikke ser nogen redning? Figurerne må alle gå til grunde. Er det hendes hævn?
Patriarkens voldsomme magt.
Efter den skitserede åbning, er det forestillingens opgave at fremstille de begivenheder, der leder frem mod den tragiske slutning, hvor Theodor myrder Alice og Hippolytos, og selv bliver myrdet af Fædra. I løbet af forestillingen bliver det klart, at Theodor slår Fædra, han dyrker voldsom sex med hende, med læderbælte om hendes hals, mens han voldtager hende. Han har indgydet en så voldsom angst i Hippolytos, så sønnen i møderne med faderen paralyseres og stivner i afmagt. Det er dette univers, der for en stund bliver ophævet i Theodors fravær. Det fremgår gradvist, hvor altomfattende Theodors overgreb har været, overfor både Fædra og Hippolytos. Han er, selvom han i forestillingen tilbringer det meste af tiden i koma på en hospitalsseng, konstant til stede i kone og søn. Den magt fremstiller Rasmus Hammerich i et faretruende underspillet register, der forventer og forlanger total underkastelse af alle omkring sig.
Foto: Emilia Therese
Fædras begær
I det frirum, der opstår da Theodor falder sammen, bliver der plads til, at Fædra kan realisere sit begær efter sin stedsøn. Nanna Bøttcher giver sig selv helt i den krævende rolle som den på overfladen dydige og opofrende kone og (sted)moder, men som inderst inde er besat af begæret til stedsønnen, og af foragten for sin konge og voldelige mand. Figuren har mange registre. Den fornemme kvinde glider ind i det poetiske univers med Afrodite. Fædras replikker rummer linjer fra Euripides, fra højsangen og fra Bjørn Rasmussen. Hun er underdanig hustru sammen med Theodor, forførende smuk kvinde sammen med Hippolytos, og en ond stedmoder sammen med Alice. I de seksuelle situationer tager hun initiativet, men hun underkaster sig også. Hun kan stivne i kramper og spasmer. Onanerer voldsomt og begærligt, men senere også selvskadende og mekanisk.
Nu er der det med sex på scenen, at det er en pokkers besværlig sag at forløse. Der er indlysende grænser for, hvor eksplicit det kan blive, og også for hvor diskret det kan antydes. Forestillingen har valgt at lægge vægt på mere rå typificerede tableauer. Op mod vægge, bagfra, oralt osv. alt sammen med en overtone af det stereotype. Det bliver derfor hverken erotisk eller sensuelt. Det bliver underligt ligegyldigt. Det er måske forestillingens pointe. Men det efterlader så spørgsmålet om, hvad det er, Fædra opnår. Relationen mellem Fædra og Hippolytos udvikler sig, og Fædra får bugseret Alice ud i periferien. Så i fraværet af patriarkens præsente magt, opstår nye magtspil. Er de frigørende? Er en ny orden installeret? Forestillingens svar er et klart nej. For alt er så gennemsyret af kongens magt, at hverken Fædra eller Hippolytos klarer at frigøre sig. Fædra får flere steder ’anfald’, rystelser, spasmer, og hun skader sig selv. Det er faktisk lidt for meget, for som tilskuer fanger man sagtens Fædras indre kamp i Nanna Bøttchers spil. Nanna Bøttcher formår at give figuren kant i de liv, Fædra lever. På en gang besat af ønsket om at blive elsket af Hippolytos, men også dybt præget af den voldelige seksualitet, hun har levet i. Det er som om, kærligheden ikke kan finde et andet sprog. Fædra er hensynsløs i sin intimidering af Alice, og egentlig også i sit overgreb på Hippolytos, selvom han er let at lokke. Inderst inde er hun angst. Hun skjuler sig, når hun er alene, og venter på at nogen skal komme ind i huset. Hun straffer sig selv. Alt i alt, en fremragende præstation af Nanna Bøttcher.
Alice – den frelsende i eventyrland?
Alice er den udefrakommende figur, der elsker Hippolytos, og vil have ham med ud af det betændte hjem. Marie Boda spiller Alice med ungdommelig friskhed og en portion naivitet i mødet med prinsen, der har håndjern liggende på sit skrivebord. Alice indrømmer hun er bange for Fædra, men hun går alligevel modigt ind i konfrontationer med hende og med Theodor. Alice nævner, at hun selv har mistet sin far. Det kunne give anledning til at associere Alice figuren med den Aricia, der optræder i Racines Phèdre (1677 Hun er den, der faktisk ’vinder’ i Racines tragedie. Men Rasmussens tekst giver ingen yderligere information om Alices skæbne eller familie. I slutningen viser hendes kærlighed sig så stærk, at selvom Fædra har søgt at jage hende bort, kommer hun igen og igen.
Foto: Emilia Therese
Hun kommer en sidste gang, efter at Theodor er vågnet af sin koma, for at hjælpe Hippolytos med at flytte hjemmefra. Det koster hende livet. Et fordærvet hus kan ikke reddes af en ung kvinde. Figuren Alice er, efter min mening, underbeskrevet i forestillingen. I forhold til den funktion figuren har, er den for endimensionel. Hun får alene en ungdommelig og naiv tro på kærligheden som drivkraft. Derfor er figuren også vanskeligere at spille.
Hippolytos – den ødelagte.
Emil Busk Jensen fremstiller Hippolytos som en meget tvetydig figur. Det er en bemærkelsesværdig og fin præstation. Han dækker fint, og klart adskilt, de mange attituder, der karakteriserer Hippolytos. I forestillingen undrer man sig over, hvad Hippolytos egentlig vil med Alice? Han snor sig udenom hendes spørgsmål og ønsker, med en næsten diskret, dominerende stil. Men han lader også til at finde en form for kærlighed i relationen, der måske byder på en slags forudsigelighed og trofasthed. Alice kommer jo igen og igen. I forholdet til Fædra bliver Hippolytos’ karakter eksponeret som en usikker teenager, der danser med sin stedmor. Først muntert som pingvin, siden dybt erotisk betaget. Fædra fejrer Hippolytos’ fødselsdag, giver ham en læderjakke i gave. I den scene er det Hippolytos, der italesætter Theodors voldelighed, og spørger, med sine hænder om Fædras hals, om det er sådan hun kan lide det. Kan Hippolytos selv lide det? Denne maskuline magt han har ligget under for, er pludselig hans. Det åbner op for, at Fædra og Hippolytos forenes seksuelt, medens Afrodite synger og spiller. I den digteriske dimension bliver Hippolytos nu hvirvlet ind i en besyngelse af kærligheden: ”dit køn er som et bristet granatæble”, siger han til Fædra, der svarer ”dit køn er salt som havet”. Herfra glider de så ind i en eksplicit seksuel scene. Hippolytos nyder det helt åbenlyst, og deltager også som den aktive part.
I en midterscene i forestillingen bliver Afrodites sang sensuel, og en række tableauer viser Fædras og Hippolytos’ erotiske lege, mens sygeplejersken lægger sig ovenpå den stadig komatøse Theodor. Alice venter.
Foto Emilia Therese
Herfra begynder så en nedstigning fra en ekstatisk eufori til en tragisk slutning. Fædra tager Hippolytos med på hospitalet. Hun vil fortælle Theodor, der stadig er i koma, at hun har en affære. Hun vil have, at Hippolytos fortæller om det, de sammen har gjort. Det kan Hippolytos ikke. Emil Busk Jensen viser os her figurens afmagt overfor faderen. Selvom kongen ligger bevidstløs er Hippolytos ude af stand til at være ærlig. Han omtaler Alice, der gerne vil føde hans børn. Det eneste Hippolytos får udtrykt, er en undskyldning over at være et forkrøblet barn, ikke en rigtig prins. Fædra, klædt i pels og kun med sort undertøj under, forsøger at forføre Hippolytos, han afviser hende og løber ud.
Foto Emilia Therese
Den tavse, stivnede Hippolytos er i den næste scene som forvandlet. Nu er han en glad teenager, der pjatter med Alice, og endog erklærer hende sin kærlighed. Hvad er der sket med ham? Har det at undskylde overfor faderen bragt ham videre? Har hans afvisning af Fædra givet ham styrke og ført ham tilbage til Alice? For i det følgende insisterer Hippolytos på at trodse Fædra og flytte hjemmefra, og hendes nye forsøg på at forføre ham, afviser han resolut. Han løber efter Alice, som Fædra har sendt bort, og de mødes sensuelt ude ved den frodige skov. Denne omvæltning efterlader mange spørgsmål. Det bliver til et centralt ’tomt sted’ i forestillingen. Når montagen af facetter i figuren på den måde støder sammen, opstår der uundgåeligt et spørgsmål om hvordan og hvorfor? Her er man, som tilskuer, henvist til selv forsøge at finde svar. Det er en bevidst udfordring. Et afgørende udtryk for forestillingens poetik.
I den efterfølgende scene, hvor det bekendtgøres, at Theodor er vågnet, taler alle figurer ud mod tilskuerne. Hippolytos er optaget af få sit begær til at gå væk, han vil ud af sin krop. Han svarer på et spørgsmål fra Fædra om, hvorfor han ikke vil lade sig elske, ved at hævde at det, der sker, er en ødelæggelse. ”En harme i hjernen, en knytnæve af et kys”. Vi har nok kunnet slutte os til, at han lider under de overgreb, som faderen og stedmoderen har begået. At ville kvæle sin seksualitet, er en grum beslutning. Er det harmen i hjernen, der har kortsluttet ham, og fået ham til at elske med Fædra? Løbe tilbage til Alice?
Kærlighedens gåde
Da vi næste gang møder Hippolytos, er det i en konfrontation på hospitalet med den opvågnede konge. Faderen taler til ham som til et lille barn, nedladende og med minder om en barndom med pool og renlighed. Da han forhøres om skolen, er det blevet nok. Hippolytos påstår, han har fået 12 i BDSM, sex, hvor man kvæler hinanden, og han forklarer, at han er blevet fed af alle de kanelsnegle, han har fået, hver gang Fædra har kneppet ham. Igen fremstår en vekslen mellem den totale paralyse og den aktive, aggressive handling, karakteristisk for figuren. I slutscenen kommer Hippolytos hjem for at hente sine ting. Han vil flytte sammen med Alice. Han træder ind under Theodors voldtægt af Fædra, ser bort, men gør intet. I konfrontationen med Faderen er det som om, han går helt i sort, dissocierer, bliver borte. En form for indre eksil. Først da Theodor slår den tapre Alice ihjel, vågner han (for sent), og angriber kongen, som han kalder for Satan selv. Theodor slår så Hippolytos ihjel.
Foto: Emilia Therese
Nu er Fædra alene tilbage. Hun tager den døde Hippolytos i favnen. Hun erklærer sin kærlighed til ham. Hun vil ind til ham. Hippolytos åbner øjnene og siger ”kom ind”. Må Fædra også dø? Det er forestillingens udsagn om kærlighedens gåde og umulighed i en ’palads-ørken’.
Foto; Emilia Therese
Tekst og forestilling undersøger, hvad en voldelig patriark gør ved sine nærmeste. Fædra har klaret sig igennem ved at påtage sige rollen som trofækonen, og rollen som den gode stedmoder. Hippolytos har på samme måde sine roller som forkælet teenager og som underdanig søn. Afrodite iagttager denne tilstand, er vel, et stykke af vejen tilfreds med Fædras forsøg, men opgiver disse mennesker. Som tilskuere iagttager vi til gengæld det tragiske fald. Vi forlader dem ikke. Fremstillingen af kvindeligt begær, også efter sex med en yngre mand, kan knapt vække forargelse. Det seksualiserede sprog får også sin funktion. Forestillingen afdækker snarere et sammenbrud af kontrol, og viser hvordan hverken Fædra eller Hippolytos er i stand til at erobre en ny orden i Theodors fravær. Theodor geninstallerer sin ’orden’ da han kommer hjem. Det er denne adaptions tilføjelse at kongen selv bliver dræbt af Fædra. Vold og død er uundgåelig i det skildrede kærlighedsløse univers. Det er tragisk.
Janek Szatkowski er lektor emeritus ved Institut for Kommunikation og Kultur, Dramaturgi.
Tekst: Bjørn Rasmussen (Frit efter Racines Phèdre og Euripides’ Hippolytos). Iscenesættelse, scenografi & kostumedesign: Nathalie Mellbye. Kompositioner: Amanda Drew. Lysdesign: Clement Irbil. Lyddesign: Aki Shiraishi Bech. Scenografisk assistent: Oda Vad Nielsen*(Studerende ved DDSKS, scenografi )
Skuespillere: Fædra: Nanna Bøttcher. Hippolytos: Emil Busk Jensen. Alice: Marie Boda. Theodor: Rasmus Hammerich. Afrodite: Amanda Drew. Sygeplejerske: Jamina Chelina Green* (Studerende ved DDSKS, Skuespil, Aarhus)