Marina Abramović
Af Jesper Tang Nielsen
Er man vant til den københavnske teaterscene, bliver man ikke skræmt af full nudity. Men det er sjældent, at de afklædte kvinder spreder ben, og mændenes lem er erigerede. Det var ikke desto mindre, hvad der skete på kunstcentret Avida studios i Manchester i efterårsferien, da performancekunstnere Marina Abramović viste sit nyeste værk: Balkan Erotic Epic. De stive penisser var ganske vist en videoprojektion – hvor meget kan man forlange til en firetimers forestilling? – men resten var ægte og helt tæt på.
Balkan Erotic Epic er den 78-årige performancekunster Marina Abramović ’s seneste forsøg på at indfange Balkans kultur og tradition – sjæl og ånd, for værket handler om meget mere end vulgære positioner og obskøne bevægelser. Det handler om kærlighed og krig, om lidelse og lidenskab, om eros og thanatos. Marina Abramović stammer selv fra Ex-Jugoslavien og har gennem årene gjort flere forsøg på at performe Balkan, men dette er hendes hidtil mest omfattende værk.
Til premiereaftenen begyndte forestillingen i lobbyen, hvor Marina Abramović klædt i traditionelt slavisk hovedtørklæde bød velkommen og forklarede, hvorfor hun fandt det passende at sætte et stykke op om Balkan i Manchester. ”You are crazy people too”, lød begundelsen. Derefter blev vi hentet af et orkester og ført som et begravelsesoptog ind i den store forestillingssal, hvor vi blev mødt af en performanceversion af general Titos begravelse. Vidunderlige Svetlana Spajic sang sørgesange og på væggen bagved var der en videoprojektion af sørgekoner, heriblandt Marina Abramović selv.
Der er meget mere end en begravelse i gang, da vi går ind i salen. I alt tretten forskellige tableauer finder sted samtidigt. Nogle opføres kontinuerligt hele aftenen, andre med halve timers mellemrum. Der er lyd og musik forskellige steder på samme tid. Det er ikke koordineret, men det er heller ikke ukoordineret, så nogle gange danser kunstnerne på en scene til takten fra musikken på en anden scene. Det hele vildt og voldsomt. Der er mange store følelser i spil på samme tid. Man bliver først lidt forvirret, mens man går rundt på et sort tæppe, der er så tykt, at man også mister fodfæstet en lille smule. Er det sådan Balkan er? Men så finder man ud af, at den langhårede, bløde måtte, som man står og sidder på i løbet af aftenen, skal illustrere pubeshår, for midt i salen stikker fire gigantiske fallosser op. Humor er en del af værket, understreger Marina Abramović.
Under forestillingen sidder hun i det ene hjørne, der er indrettet som en café, hvor der med jævne mellemrum spilles, synges og danses til traditionel Balkan-musik. Da aftenen er forbi, og vi forlader salen, danser hun tæt med en af sangerne.
Performancekunstens bedstemor i Danmark
Marina Abramović er mest kendt for to andre værker. Det ene er det tidlige Rhythm 0 (1974), hvor hun stillede sig til rådighed i seks timer. Publikum kunne anvende de 72 fremlagte genstande på hende, herunder en ladt revolver. Denne kompromisløse selvudlevering var med til at definere, hvad man forstår ved performancekunst. Derfor kalder hun sig med rette the grandmother of performance art. Det andet værk er The Artist Is Present (2010). Over tre måneder sad hun på Moma i New York med en stol over for sig. Publikum kunne sætte sig i stolen for at være nærværende med hende. Tusindvis af mennesker stod i kø for at gøre dette. Intet blev sagt, og intet blev gjort. Kunsten er nærværet, og kunstneren blev selv til kunst.
Marina Abramović modtog Sonning-prisen i 2023 for sit livslange værk. Ved den lejlighed blev det ikke nævnt, at hun også har bidraget væsentligt til nyere dansk kunsthistorie. Men det har hun.
Ved den banebrydende kvindeudstilling på Charlottenborg i 1975 opførte hun Art Is Beautiful/Artist Must Be Beautiful. Formiddagsbladene havde allerede berettet, at hun gerne optrådte nøgen. Måske var det derfor, at den store sal var stuvende fuld, da hun skulle på scenen. Imidlertid sprang sikringerne, da projektørerne blev tændt, så det hele måtte flyttes til en mindre sal. Dér så tilskuerne et af hendes mest markante værker. Marina Abramović sad nøgen på en stol og redte sit hår med en metalbørste så voldsomt, at blodet til sidst løb hende ned ad ansigtet. Imens gentog hun Art is Beautiful – Artist Must be Beautiful og udstillede derved det kunst- og skønhedsideal, der er hævet over den vold, som det udøver mod dem, der skal leve op til idealet.
Efterfølgende har hun i 1986 og 1996 lavet workshops for danske kunststuderende. Under et ugelangt ophold i en øde hytte trænede dem i at opnå den særlige koncentration og fokus, som hun selv bruger i sin kunst. Jeg har talt med deltagere fra begge workshops fortæller i dag, at mødet med Marina Abramović fik afgørende betydning både for deres kunstnerliv og for deres liv i almindelighed.
Siden firserne har hun udstillet forskellige steder i landet, og hendes videoværker findes på flere af landets museer. Til foråret skal hun udstille i cisternerne på Frederiksberg. I anledning af hendes 70-års fødselsdag havde Louisiana en stor retrospektiv udstilling med titlen The Cleaner, hvilket er en passende betegnelse for formålet med hendes kunst. Som tragediens mål ifølge Aristoteles er katharsis er målet for Marina Abramović renselse. Hun vil vække følelser hos publikum og inddrage dem i en såkaldt energidialog, for at de skal opleve en form for nærvær, der er renset for overflødig uro og støj. Det gælder også hendes forhold til Balkan.
Det barokke Balkan
Marina Abramović har haft et ambivalent forhold til sin fortid på Balkan. Hun blev født af partisanforældre i Beograd i 1946, men forlod landet i 1976, da hun mødte den tyske kunstner Ulay, med hvem hun havde et nært personligt og kunstnerisk forhold indtil deres spektakulære brud på den kinesiske mur I værket The Great Wall Walk (The Lovers) (1988) gik de fra hver sin ende af muren for at mødes på midten og skilles.
Indtil midten af halvfemserne optrådte Jugoslavien kun i hendes værker gennem den femtakkede kommunistiske stjerne, hun ved flere lejligheder har skåret ind i maven på sig selv, som overtog hun derved et kollektivt traume. ”Jeg følte skam over mit land,” fortæller hun. Først i forbindelse med Balkan-krigene i halvfemserne dukker regionen op i hendes kunst. Blandt andet fortæller hun den groteske historie om, hvordan man på Balkan bekæmper rotter ved at opdrætte ”ulverotter” som slår de andre rotter ihjel.
Som bekendt er det ifølge det latinske ordsprog homo homini lupus mennesket, der er som en ulv mod mennesker, for kun mennesker slår sine artsfæller ihjel. Den degenererede ulverotte er altså som et menneske mod sine egne. Marina Abramović fortæller denne historie på engelsk i lys af de etniske konflikter på Balkan med den finesse, at det engelske ord rat på serbisk betyder krig.
Forskellige værker fra halvfemserne kulminerer i Balkan Baroque (1997), som egentlig skulle have været opført på den serbisk-montenegrinske pavillon ved Biennalen i Venedig, men blev afvist af kulturministeren i Montenegro. I stedet fik Marina Abramović stillet et kælderlokale til rådighed af Biennalens direktør. Her sad hun i seks dage i træk på en bunke af femtenhundrede nyslagtede okseknogler. Mens hun med en skurebørste rensede knoglerne for blod og kødrester, sang hun sørgesange fra sit hjemland. Bag hende var et triptykon med stillbilleder af hendes forældre, der er ved at fortælle soldaterhistorier fra Anden Verdenskrig og i midten en video med kunstneren selv, der fortæller om ulverotten og danser en lettere uelegant, inciterende dans. I varmen i kælderen begyndte okseknoglerne at rådne, så der spredte sig en lugt af død i lokalet. Således konfronteredes publikum med Balkan i halvfemserne, hvor døden hærgede, indtil verdenssamfundet alt for sent tog affære. Marina Abramović vandt guldløven.
Det episke Balkan
Omkring årtusindskiftet lavede Marina Abramović flere værker med fokus på Balkan og situationen i det krigshærgede Ex-Jugoslavien. De samles under overskriften Balkan Epic. Mange steder skinner hendes sans for det groteske og absurde igennem. Hendes forkærlighed for grovkornet humor og platte vittigheder lader sig heller ikke skjule.
Således videoinstallationen Count on Us (2004), hvor de fem videoskærme hovedsageligt viser film med børn, der synger slaviske sange. På en af dem er det imidlertid Marina Abramović selv, der klædt ud som et skelet dirigerer et børnekor. Koret synger en serbisk hyldestsang til FN om fred og sikkerhed i verden. Er det en vits, tænker man, for befolkningen på Balkan kunne jo ikke regne med FN. Sandheden var jo, at hjælpen kom alt for sent, og alt for mange uhyrligheder var foregået uden nogen reaktion fra andre lande. En hyldest sang til FN kan kun dirigeres af døden selv.
Men måske er titlen tvetydig. For hvem er det egentlig, der siger count on us? Måske skal det ikke lægges FN i munden, men de børn der synger. Så bliver værket et tillidvækkende budskab om fremtiden, hvor de næste generationer skal tage over og genopbygge Balkan med fred og sikkerhed. Eller er det måske befolkningen på Balkan, der får stemme gennem de unge? Ifølge Marina Abramović er et af de karakteristiske træk for alle folk på Balkan, at de kan udstå smerte og overkomme lidelse. Hele deres historie har bestået i krig og nød, men de har ikke ladet sig knække. Hendes egne forældre er eksempler på det. De deltog i nogle af de hårdeste kampe mod nazisterne under krigen og kan fortælle gruopvækkende historier om det, men også det kom de igennem.
Hvis count on us kommer fra Balkan, er det udtryk for en tro på, at kulturen, tradition, folkeånden indeholder styrke og mod nok til, at man kan have tillid til fremtiden, uanset hvor traumatisk fortiden måtte være.
Photograph by MARCO ANELLI
Balkans erotiske epos
Hvis den første del af Marina Abramović ’s Balkan-oeuvre har fokus på dødsdriften i den slaviske historie, sker der noget nyt, da hun i 2005 får mulighed for at lave en film med pornoskuespillere. Hun foretager research i Blakans folklore og finder frem til en rig tradition for frugtbarhedsritualer og elskovsmidler. I det hele taget er der en mangfoldig kultur for alt, hvad der omhandler kønsdelene. Det er disse traditioner og den kultur, der ligger bag kortfilmen Balkan Erotic Epic, som for sin del er baggrund for efterårsferiens performance i Manchester.
Når kvinderne iklædt folkedragter viser deres vagina mod himlen, som de gjorde i forestillingen, er det et ældgammelt ritual for at stoppe en vedvarende regn. Når mændene har samleje med jorden, hvilket de nøgne mænd havde i Manchester, er det en arkaisk metode til at få en god høst. Undervejs i stykket fortælles der flere meget eksplicitte historier om, hvordan man sikrer sig et godt ægteskab eller tiltrækker en mand ved hjælp af sine genitalier. Balkan Erotic Epic hylder livsdriften i slavisk kultur.
Men i modsætning til filmen er performancen langt mere kompliceret, for det er ikke blot en fremvisning af den folkelige frugtbarhedskult. I de bedste scener er livsdriften og dødsdriften nært forbundne. ”Det havde jeg ikke erfaring og visdom til for tyve år siden,” sagde Marina Abramović .
Man ser således en dans om et såkaldt sort bryllup. Når en ung ugift mand fra Vlach-folket døde, kunne han før sin begravelse blive symbolsk gift med en ung kvinde. Han ville dermed forblive et vigtigt familiemedlem og holdes i live gennem sin ægtefælles sorg. I dansen følger man det sorte bryllup og ser, hvordan ægtefællen iklæder ham ligklæder, mens rigor mortis indtræder. Til sidst bæres han fra scenen i et begravelsesoptog, mens den nye familie sørger. Kærligheden, livet og døden er nært sammenknyttede, ja kærligheden forbinder i denne scene livet og døden.
Det gælder i endnu højere grad den scene, der efter min mening må være afslutningen på performancen. Den er udformet som en kirkegård og badet i et stålgråt lys. En halv snes nøgne mænd og kvinder danser, kysser og elsker med skeletter og ender i noget, man kunne kalde et nekrofilt bunkepul. Ikke desto mindre udstråler det en bevægende ømhed, når også de levende kunstnere kærtegner hinanden for til sidst at genopstå fra bunken. Baggrunden er en tradition for med års mellemrum at tage lig af unge døde op af gravene for at vaske skeletterne og begrave dem igen i nye ligklæder. Kunstværket viser, hvorledes kærligheden og erotikken overvinder sorgen ved ikke at holde livet og døden strengt adskilt.
Balkan for evigt
Inden vi gik ind til Balkan Erotic Epic blev vi lovet, at vi skulle opleve et af årtiets vigtigste kunstværker. Jeg er tilbøjelig til at være enig. Det er lykkedes Marina Abramović at omsætte ekstremerne i folkesjælen på Balkan til et kunstværk, der langt overskrider den geografiske begrænsning. For selv om andre folkeslag ikke kender sorg og smerte eller udtrykker sig lige så passioneret og lidenskabeligt i kærlighed og erotik, som man gør på Balkan, ved man nok, hvad det handler om. Derfor vækker Marina Abramović ’s værk om liv og død både medlidenhed og frygt til gavn for enhver, der vil tage imod det.
Midt i værket går en skuespiller rundt som Marina Abramović ’s moder. Krigshelten, der var en af Titos tro støtter og kunne udholde enhver smerte, men havde rengøringsvanvid og var mørkeræd. Hun formåede aldrig at give slip på sig selv og vise sin datter kærlighed, men i denne performance får hun en form for forløsning. Hun frigøres og kaster sig ud i en lidenskabelig dans på cafeens borde. Det er måske Marina Abramović’s måde at forsone sig med hende, ligesom hun nu har fundet sig til rette med sin fortid på Balkan.
På mange måder er værket alt for meget. Efter fire timer havde jeg ikke set det hele, og glædede mig over, at jeg havde billet til dagen efter. Efter sigende kommer værket senere på turne i en mere begrænset version.
Jesper Tang Nielsen er valgmenighedspræst i Vartov og Københavns valgmenigheder og dr.theol. Han nominerede Marina Abramović til Sonningprisen og arbejder i øjeblikket på en bog om hendes kunst