Anmeldelse af Oles nye auto
af Lasse Plath Galsgaard
En rørende komedie om mænd, biler og forandring
Morten Lundgaards nye stykke konfronterer forandringens vinde frontalt og skifter gear med imponerende præcision, alt imens det giver den moderne manderolle et tiltrængt eftersyn.
Hvad vil det egentlig sige at leve i en tid, hvor forandringens hastighed nærmest er blevet et kulturelt ideal? Nye værdier, nye idealer og nye forventninger – særligt rettet mod unge mænd, der må navigere i en verden, hvor de traditionelle pejlemærker er eroderet, og hvor det at vise sårbarhed både fremstår som en nødvendighed og som en kilde til angst. Mange mænd oplever sig fanget i et krydspres: mellem krav om fremaddrift og frygten for at miste fodfæstet. Det er en moderne variant af 1950ernes britiske angry young man-figur – vred, oprørsk og fastholdt i et identitetsmæssigt vakuum.
Og så er der forestillingens Ole – en mand, der ikke formår at følge med nutidens konstante gearskift, og som derfor retter kampen indad. Ikke som en protest mod omverdenen, men som et desperat forsøg på at forstå sig selv i en tid, der ikke længere ligner den, han blev bygget til at leve i.
Volvo Amazonen er placeret centralt på scenen og fremstår straks ved publikums ankomst som forestillingens altoverskyggende omdrejningspunkt.
Foto Creative Zoo, Montgomery
Maskineriet som metafor: Oles verdensrum
Ole er allerede til stede på scenen, når publikum træder ind. Han ligger under sin Volvo Amazon, mens stilheden og scenografiens iscenesatte idyl rammer rummet som en tavs introduktion. Det er et sted, der emmer af orden – ikke nødvendigvis ryddeligt, men organiseret på sin egen måde: et sted, hvor man kan finde alt, hvad man har brug for.
På væggen til højre hænger værktøj, tydeligt slidt og velanvendt. Bagerst står et lille køleskab til de lange aftener, og til venstre går døren ud til et bagkontor, kun delvist synligt gennem et stort vindue – med spor af et mere privat, måske sårbart hjørne. Og i midten: den store Volvo Amazon. Det altoverskyggende centrum.
Scenografien i Oles nye auto er dog langt mere end en realistisk ramme. Den fungerer som en rumlig kortlægning af Oles indre tilstand. Værkstedet fremstår som en mental bunker – et tilflugtssted, hvor Ole klamrer sig til det velkendte, mens verden udenfor forandrer sig med foruroligende hast.
Det er et rum, der nægter moderniteten adgang – en tidslomme fastholdt i metal, minder og mekaniske rester. Her bliver scenografien ikke blot baggrund, men en aktiv medskaber af karakterens psykologi: et konkret udtryk for hans modstand mod forandring og hans længsel efter at fastholde en verden, der allerede er ved at glide ham af hænde.
Volvo Amazonen bliver forestillingens centrale symbol. Den står som et majestætisk – men også stædigt – monument over en mand, der klamrer sig til det, der var. Når Ole kredser omkring bilen, rører ved den eller søger tilflugt bag dens karosseri, fornemmer man, at dette er hans sidste fæstning – et sted, hvor han stadig kan kontrollere, skrue, rette og reparere. Alt det, han ikke formår med sig selv.
Men selv Amazonen er en forandring i forklædning. Da bilen begynder at udvise sine mystiske evner, indleder den Ole i en cirkulær bevægelse mod erkendelse. Det, han troede var hans eneste faste holdepunkt, viser sig at være det, der leder ham mod forandring. Den trofaste maskine bliver hans guide – ikke tilbage, men videre – og viser ham, at den verden, han engang kendte, ikke længere findes. Og at det faktisk er okay.
Scenerummet understøtter tekstens tematikker med en næsten kirurgisk præcision. Værkstedet fremstår både klaustrofobisk og omsluttende – et rum, der samtidig fungerer som bur og bolig. Det er et sted, der holder figuren fast, fordi alt omkring ham er genkendeligt og afprøvet. Og netop derfor fungerer det: rummet trækker ham tilbage, hver gang han forsøger at bevæge sig udad.
Denne dobbelte funktion giver forestillingen en konkret forankring i det fysiske og hverdagslige, men rummer samtidig en stærk symbolsk dimension: et billede på stilstand, tradition og den tyste uro, der opstår, når omgivelserne kræver forandring, men motoren – både bogstaveligt og metaforisk – tøver med at følge med.
Identitet i tomgang
I Oles nye auto fremstilles midtvejskrisen ikke som en kliché, men som et dybtgående identitetsbrud. Her står manden ikke blot i krise – han kan ikke længere regne sig selv ud. Ole befinder sig i et spændingsfelt mellem de værdier, han er formet af – arbejdet, bilen, håndværket, den håndgribelige stolthed – og de nye idealer, som nutiden insisterer på: følelsesmæssig åbenhed, selvrefleksion og konstant forandring.
Værkstedet i stykket fungerer både som konkret og symbolsk rum. Det er et sted, hvor motorer stadig kan adskilles og forstås – hvor noget stadig kan fikses med hænderne. Men midt i denne velkendte orden går Ole selv langsomt i stykker. Han opløses i en verden, han ikke længere kan samle – en verden, der er blevet for kompleks, for blød, for ny.
Det er netop i disse værdier, at Oles nye auto for alvor finder sin identitet. Forestillingen balancerer hele tiden på en knivsæg og nærmer sig til tider en fortælleretning, som – i mindre sikre hænder – kunne have resulteret i en tonedøv latterliggørelse af nye kulturelle værdier og dem, der bærer dem frem, der ville have kortsluttet en ellers lovende fortælling.
Men det er i det afsluttende omslag, at forestillingen rammer sit mål. Den vælger ikke den nemme udvej. Ole går ikke ind for, at hans værksted skal omdannes til et klimavenligt elbils-utopia. Han støtter ikke idéen om at dække væggene med LGBTQ+-positive plakater. Han bifalder ikke, at hans datter ønsker at få et barn gennem fertilitetsbehandling uden en far i billedet.
Og dog – i sidste ende er han nødt til at acceptere den retning, verden bevæger sig i. Da vreden får frit spil i en af stykkets både ustabile og tragikomiske sekvenser, følger et øjebliks stilhed, hvor fatningen vender tilbage. Det er her, stykket for alvor finder sin stemme – ikke i idealisme, men i erkendelse. Ikke i forsoning med udviklingen, men i accepten af, at kampen ikke nødvendigvis ligger i at vinde – men i at blive stående.
En stor del af æren ligger hos Allan Helge Jensen, der leverer et dybt præcist og rørende portræt. Han spiller Ole med en stille, næsten sky fysikalitet, hvor den indre uro hele tiden ligger og vibrerer under overfladen. De små detaljer – måden han undviger blikket, trækker sig fra konfrontationer, forsøger at være enig for enhver pris – gør ham både frustrerende og dybt menneskelig. Jensen viser en mand, der i årevis har tilpasset sig alle andre, til han næsten er forsvundet.
Han spiller ikke midtvejskrisen som et dramatisk brøl (i hvert fald ikke før et fremragende, virkelighedsopløsende nervesammenbrud, der rammer som en mursten), men som en lavfrekvent rumlen, der hele tiden truer med at udvikle sig til storm. Netop derfor føles hans smerte så ægte: Han er ikke en mand i oprør, men en mand i opløsning.
Det er i denne balance, at forestillingen finder sin identitet: mellem mandens opløsning og menneskets fortsatte forsøg på at bestå. Og det er Jensen, der bærer den.
Fra venstre mod højre: Ashok Peter Pramanik som Torben, Caspar Juel Berg som Flemming og Allan Helge Jensen som Ole – i en scene centreret om en debat om mandens ideelle rolle i et parforhold.
Foto Creative Zoo, Montgomery
Humor som modtræk til krise
Humoren i Oles nye auto fungerer ikke blot som underholdning, men som en ventil for det konstante følelsesmæssige pres, Ole befinder sig under. Det er en humor af typisk dansk karakter – tør, underspillet (for det meste) og forankret i en genkendelige hverdagssituation, som vi også kender fra revyer og filmklassikere som Olsen-banden-filmene, hvor komikken altid udspringer af karakterernes grundlæggende fortvivlelse og afmagt.
Et af stykkets mest veloplagte, tilbagevendende komiske greb består i Oles forsøg på at definere sin egen mandighed – trukket mellem to absurde yderpunkter. Det er allerede synligt i hans ydre: den afdankede hvide T-shirt, de slidte blå overalls og det lidt uplejede, gråskæggede ansigt, der nærmest bærer hele livets træthed som en uniform. Skal han være den kvindeglade machotype, der frekventerer stripklubber hver weekend? Eller skal han finde indre ro og tage på silent retreat i Sverige? Hans look og krop reagerer forskelligt alt efter, hvilket ideal han forsøger at mase sig ned i, og netop dér opstår stykkets fineste comedy: en mand, der desperat forsøger at finde sin plads mellem to karikerede idealer, hvor ingen af dem egentlig passer ham.
Midt i latteren tillader forestillingen de stille, følelsesmæssige øjeblikke at trænge sig på. De små pauser – hvor Ole angrer sin situation eller betragter sin datter med en blanding af stolthed og frygt – tilfører stykket en bittersød tone, der leder tankerne hen på film som Kundskabens træ, 1981 af instruktøren Nils Malmros. Begge værker balancerer det tragikomiske med en dyb eksistentiel eftertanke. Det er netop i spændingsfeltet mellem komik og sårbarhed, at stykker finder sin styrke. For selv når livet vakler, og når ”maskinen” i os alle hoster og hakker, er der stadig plads til både grin og gråd. Det er denne dobbelthed – det menneskelige i det mekaniske, det rørende i det lattervækkende – der gør Oles indre kamp til mere en blot et komisk portræt. Det bliver et ægte, bevægende billede på et menneske i krise, og det er her, forestillingen for alvor rammer sin emotionelle kerne.
Allan Helge Jensen i rollen som Ole – bag rattet i sin elskede Volvo Amazon
Foto Creative Zoo, Montgomery
Et spejl på den moderne mand
Oles nye auto fremstår som et varmt, skarpt og sårbart portræt af en mand, der pludselig må orientere sig i et samfund, der ikke længere taler hans sprog. Forestillingen formår med stor sikkerhed at forene humor, magisk realisme og dybfølt karakterarbejde i en fortælling, der både får publikum til at le og mærke en klump i halsen.
Scenografien forankrer narrativet i et fysisk rum, der spejler Oles indre opløsning og identitetsmæssige desorientering. I centrum står Allan Helge Jensens præstation, som med subtilitet og intensitet gør stykket både menneskeligt genkendeligt og kunstnerisk uafrysteligt.
Som helhed rammer forestillingen en nerve i den aktuelle debat om identitet, maskulinitet og kulturelt tilhørsforhold. Den opleves ikke blot som et portræt af én mand, men som en bredere skildring af en generation fanget i spændingsfeltet mellem tradition og forandring.
Med præcision og følsomhed skifter Oles nye auto gear og efterlader publikum med oplevelsen af at have været vidne til noget genkendeligt, nødvendigt – og overraskende ømt.
Det sidste værksted
Midt i forestillingens maskinelle støj ligger en drøm, som langsomt taber sin glans. Ole står i sit værksted – en mand, der engang troede, at friheden fandtes i arbejdet, i det at skabe noget med egne hænder, i den daglige slid, der holdt verden kørende. Hans livsprojekt er bygget på troen på, at flid og faglighed fører til mening. Men scenen afslører, at de værdier, der engang bar ham, nu er ved at smuldre. Maskinerne omkring ham er blevet forældede, værktøjerne ubrugelige, og drømmen om at være herre i eget hus kolliderer med en ny virkelighed, hvor algoritmer og elbiler har overtaget rollen som fremskridtets symboler.
Det er denne splittelse mellem det tabte og det nødvendige, forestillingen får frem med imponerende klarhed. Hvor andre fortællinger om midtvej og maskulinitet kunne synke ned i ren socialrealisme, vælger Oles nye auto i stedet en form, der hele tiden blinker til publikum. Det er teater, der ved, at det er teater – og som bruger sin egen kunstighed som spejl. Oles sange fungerer som små, desperate erkendelser, bilen får stemme, og hverdagens samtaler gentages i variationer, som om virkeligheden selv sidder fast i et loop. De små optrin – mødet med elbilsforhandlerne, naboens miniature-bil – bliver både komiske og spøgelsesagtige.
Denne leg med gentagelser og forvrængninger giver forestillingen et drømmeagtigt præg. Realismen er hele tiden til stede, men den bliver undermineret af en teatralitet, der minder om Brechts verfremdungseffekt: vi bliver holdt på afstand, men netop dér mærker vi Oles fortvivelse stærkest. Når scenetæppet til sidst trækkes for, er det ikke bare teaterforestillingens afslutning, men en kommentar – en påmindelse om, at det, vi har set, både er virkelighed og forestilling, tab og bearbejdning.
Den sentimentalitet, der kunne have lammet stykket, bliver i stedet vendt til refleksion. Nostalgien behandles ikke som længsel, men som et symptom – et forsøg på at fastholde mening i en verden, der har skiftet gear. Og i det vakuum, som følger, opstår en mere urolig energi: den stille vrede, som fødes, når man ikke længere forstår sin egen rolle. Det er her, Oles nye auto rammer noget dybt aktuelt – en følelse af at stå på perronen, mens toget, kaldet forandring, for længst er kørt.
Lasse Plath Galsgaard studerer dramaturgi på Aarhus Universitet
Tekst: Morten Lundgaard, Troels Engelbrecht. Instruktion: Morten Lundgaard. Scenografi: Lisbeth Burian. Lyddesign: Anton Bast. Lysdesign: Henrik Sloth. Instruktørassistent: Melissa Ellegaard Haslund, Cecilia Hyldgaard. Komponist: Kristian Lilholt. Sceneproduktion: FOLKES GARAGE.
Medvirkende: Allan Helge Jensen, Caspar Juel Berg, Line Bie Rosenstjerne, Kirstine Hedrup, Ashok Peter Pramanik