Anmeldelse af Dostojevskij på Aarhus Teater
Af Bodil Marie Stavning Thomsen
Kombattanter og nye figurtegninger i to stykker af Dostojevskij
Foto: Rumle Skafte
På Aarhus Teaters Stiklingen kan man samme dag opleve to Dostojevskij-opsætninger, baseret på henholdsvis romanen, Den evige ægtemand (1870) og den fantastiske fortælling, Den Sagtmodige (1896), der begge er udkommet i nye, danske oversættelser i henholdsvis 2012 og 2022.
Den evige ægtemand er dramatiseret af Johannes Wiggen Kramhøft, som studerer ved Den Danske Scenekunstskole i Aarhus, og Den sagtmodige er dramatiseret af Stine Winther Johansen, som studerer ved Teaterhögskolan i Malmø. Begge lykkes de med at få begreber som (af)magt, (u)værdighed, (a)moral og (u)frihed transformeret dramaturgisk fra Dostojevskijs knopskydende litterære stil til levende figurer. Man får handlingen rentegnet i kort form samtidig med, at noget nyt tilføjes.
Begge stykker er instrueret af Mia Lipschitz, og Helle Damgårds scenografi er enkel, så begge kammerspil kan udnytte den. Der er ganske få rekvisitter såsom bymiljøets to lænestole med tilhørende bord og lampe, herregårdsmiljøets krystallampe eller potteplanter i geometrisk figur, samt en disk, der gør det ud for en pantelåners butik. I begge opsætninger afskærmes scenerummet af bløde transparente persienne-gardiner, der gør det muligt at få visuel adgang til andre rum og at ’se syner’. Dette ’windows-princip’ suppleres flot i og med Kim Gluds lysdesign, der gennemgående holder gardinerne i en lysende blå-violet tone, som vi kender fra vores skærme. Kostumerne mimer i store træk samtidens moder i forenklede og nogle gange parodierende udgaver.
Den evige ægtemand
I Den evige ægtemand følger vi, hvordan intriger og et personligt opgør mellem to mænd, tager livet af den ene. Det ville dog være forkert at sige, at den ene dræber den anden. Duellens form er nemlig flyttet til et psykologisk felt, hvor det vi ser på scenen, lige så vel repræsenterer drømmesyn og fortidssvigt som noget virkeligt.
Den 38-årige libertiner, Aleksej Ivanovitj Veltjaninov (Jacob Madsen Kvols), hvis tidligere statelige udseende og selvsikre fremtoning er afløst af et svigtende helbred, hjemsøges af egne erindringer. Hans søvnløshed fremkalder pinlige detaljer om, hvordan han bevidst har desavoueret andre for egen vindings skyld. Et mareridt fremkalder en kombattant og tidligere ven, Pavel Pavlovitj (Christian Hetland), som pludselig står lyslevende i hans stue ved nattetide. Pavel repræsenterer en af mange, som Aleksej har forulempet eller svigtet, og som nu martrer ham, som var han et spøgelse. Han toner frem bag gardinerne som en skygge, men hans sorte hatteslør viser sig at være udtryk for sorg over, at hans hustru, Natalia, netop er død af tuberkulose. Pavel opvækker fortiden, hvor Aleksej som husven dyrkede dans, leg og højtlæsning hos dem. Han aftvinger Aleksej et kys, hvorefter Aleksej sender ham på porten.
Næste dag er det imidlertid ham, der opsøger Pavel, som i rablende fuld tilstand kommer med beskyldninger, uden at det står klart, hvad det drejer sig om. Men da Aleksej præsenteres for datteren, Liza (Ann Celina Fønsskov), som er syg, indser han, at hun er resultatet af hans affære med Natalia. Pavel er med andre ord hanrej, hvilket martrer dem begge. De er knyttet sammen af dette bånd, og Aleksej forsøger at udbedre fortidens synder ved at anbringe Liza på landet, så hun kan komme til kræfter. Deres tur med hestevogn illustreres flot af de to kroppes bevægelser på scenekanten, agerende skrumplende karet.
Hanrej, tøffelhelt eller lykkelig ægtemand?
Landlivet bringer dog ingen ro. Som i en surreel forfølgelsesdrøm trækkes Aleksej tilbage til byen og Pavel, da Liza drømmer, at hendes far vil hænge sig. Forbandelsen, hvor fortiden både forfølger og opsøges af Aleksej, er endeløs. Forgæves forsøger han at reparere sit svigt, mens hans eneste virkelige forbindelse til fortiden, Liza, dør i hans varetægt.
Mareridtets rivalisering mellem de to mænd fortsætter i det aktuelle liv, hvor begge forsøger at tage livet af den anden. Mest af alt handler det om (formuende) kvinders gunst, og denne jagt har som begæret tydeligvis ingen ende. Til allersidst møder vi en nygift og livskraftig Pavel med en ny Natalie, og de har netop fået barn. Han nyder som “evig ægtemand”, at hans hustru fortæller ham, hvad han skal, og han har ikke længere interesse i Aleksej.
Foto Rumle Skafte
Det serielle monogamis afmontering
Dramatiseringen fletter Aleksejs og Pavels skæbner uløseligt sammen. Mareridtets og sorgens martring ender hverken i samvittighedskvaler eller rethaveriske anfægtelser. At den evige ægtemands serielle monogami skulle udgøre et alternativ, afmonteres også eftertrykkeligt i Wiggen Kramhøfts interessante dramatisering. I modsætning til Aleksej skal Pavel nok overleve, men da han glad beretter om sit selvvalgte liv som tøffelhelt, mens han hjemligt tørrer af og parerer ordrer i sit nye hjem, forstår man, at også han forbruger andre mennesker. Man tænker uvægerligt på, at etikeren har brug for æstetikeren som modpol, som det fremgår hos Kierkegaard. Men de to kombattanters evige strid giver i denne udgave også mindelser om dobbeltgængermotivet hos H. C. Andersen, som det udfoldes i eventyret “Skyggen” (1847). For Aleksej og hans gerninger kommer også her til at stå i skyggen af Pavel, hvilket understreges i stykkets titel.
Den sagtmodige
At H. C. Andersens inspiration til “Skyggen” efter sigende skulle bygge på Faust, hvor en mand sælger sin sjæl til djævelen for rigdom og berømmelse, leder fint op til temaet i Den sagtmodige, der er dramatiseret af Stine Winther Johansen. Hos Dostojevskij nævnes Faust-motivet flere gangei, og det forbliver tvetydigt igennem hele stykket, om det handler om, at pantelåneren allerede har eller frygter at sælge sin sjæl til djævelen (i sin hustrus skikkelse), eller om han ligesom Mefisto selv “tilhører den halvdel af menneskeheden som ønsker at gøre det gode, men gør det onde”. Dette tema bibeholdes i Winther Johansens dramatisering, men der tilføjes også et nyt, originalt perspektiv, nemlig hustruens.
Scenen er sat med et kvindelig, der uortodokst i denne opsætning intoneres af en gruppe kvinder, som danser forbi til diskomusik med intense basrytmer. Med denne scene oprulles det, at det drejer sig om et selvmord, og at den døde kvindes mand, pantelåneren Andrei (Jacob Madsen Kvols), for sent bliver sig sin kærlighed bevidst. Hvor det ofte hos Dostojevskij drejer sig om, hvordan intrigen og det sociale spil kommer til at dominere over følelsers ægthed, handler det her mere specifikt om, hvordan det ægte og uskyldige kun kan vinde, hvis det forbliver ubeskrevet, skjult – og i princippet uden for rækkevidde.
Foto: Rumle Skafte
Kunsten at kontrollere sin hustru
Handlingen er, at den nøjeregnende Andrei forelsker sig i den fattige, 16-årige Marianna (Amanda Friis Jürgensen), som pantsætter ubetydelige ting til pantelåneren. Helt uden at være sig det bevidst, giver han hende altid mere, end hun beder om. Hun trygler ikke og hun bevarer sin værdighed, når han omvendt frister hende med penge. Til sidst trygler Andrei hende om at gifte sig med ham, og hun giver efter.
Men straks de er gift, vil han tugte hende, da han fortørnes over hendes gavmildhed. Det er især religiøse ting og ting af affektionsværdi, som hun i hans øjne vurderer for højt. Han forsøger at kontrollere og tugte hende, alt imens det oprulles af en officer (Christian Hetland), som forgæves bejler til hendes gunst, at Andrei har været en kujon i regimentet. Selvom Andrei ser og hører, hvordan hun bevarer sin integritet og endog forsvarer ham, lukker han hende ude med tavshed og kulde. Han vil lære hende ondskab, men da han forstår, at hun kun synger og viser følelser, når han er ude, og at han ikke “findes i hendes bevidsthed”, slår han om og angler efter kærlighed – for sent. Det hjælper ikke, at han beklager sit stivsind og indser, at normer, stat og krige er altødelæggende.
Det er husholdersken, Lukerjas (Marie Marschner), evige dont at “koge vand til te”, der igennem stykket tydeliggør det futile, idet den ene bakke med te efter den anden sættes frem. Til slut stakkes bakkerne med kander og kopper ligefrem op på scenens kant. Derefter smider hun forklædet, siger op og forlader pantelåneren, som spørger, hvad der så skete. Idet hun siger, at hun skal “til fucking te”, er den feministiske tråd evident. At “lave te til revolutionen” er et omkvæd fra 1970’ernes feminisme, der her trækkes op til i dag – men også tilbage, da Lukerja vitterligt ikke gør andet end at levere forklarende bemærkninger og koger vand til te i Dostojevskijs Den sagtmodige.
Foto: Rumle Skafte
Dostojevskijs tekst får nyt perspektiv
Det greb, som Winther Johansen gør, idet hun både giver Lukerja en tydelig rolle og replikker, der viser selvstændig tankegang, gælder også karakteren Marianna. Alene det, at hun får et navn, hvilket hun ikke har hos Dostojevskij – og at dette navn er symbolet på den franske republiks frihed, lighed og broderskab – skaber dynamik. Det lykkes at flytte stykkets drive væk fra Faust-motivets kamp mellem gode (religiøse) og onde (sociale) kræfter. Selvom Dostojevskij i høj grad tydeliggør, at kvinden ligesom idioten i Idioten (1869) må forblive ubeskrevet, så hun kan tilskrives alt og ingenting relationerne imellem, sker der noget andet her, når det med Winther Johansens ord går op for pantelåneren, at han “ikke findes i hendes bevidsthed”.
Dette er en omskrivning af Dostojevskijs tekst, hvor det hedder: “Sløret faldt mere og mere fra mine øjne! Når hun sang i min tilstedeværelse, var det fordi hun havde fortrængt mig fra sit sind – det var indlysende og forfærdende. Jeg fornemmede det i mit hjerte. Men jubelen strålede i mit sind og overvandt frygten”. Herefter forsøger han at udtrykke sin jublende kærlighed, men for sent – i forhold til hendes selvmord. I stykkets sidste gestus tages denne jubel tydeligvis et andet sted hen, da gruppen af kvinder, som igen kommer dansende til diskorytmer foran scenen, spørger Lukerja og (den genopstandne) Marianna: “Vil du med”?
Med denne feministiske tilføjelse kan stykket (igen) forstås som “fantastisk fortælling”, der for Dostojevskij hentydede til det usandsynlige i, at pantelåneren skulle kunne erklære sin kærlighed til hustruen. I Winther Johansens udgave vristes den faustiske fortælling helt løs og falder ud af sine fuger. Det sker uvægerligt og uden falbelader, idet hustruen og de andre kvinder, der har været underkastet fortællingens tvang, får navn og udstyres med selvstændige stemmer. Små ændringer skaber i dette tilfælde store virkninger.
Gode præstationer
De gode skuespillerpræstationer i begge stykker gør de lidt tunge replikker levende. De mange bevægelser og sceneskift skaber en staccato, der i og for sig går imod Dostojevskijs stil, men da figurerne samtidig rentegnes, så de af og til tenderer mod det tegneserieagtige, bliver de stående på nethinden. Uforglemmelig er således den anglende Andrei i Jacob Madsen Kvols’ skikkelse, da hans lange krop helt ubegribeligt kan ligge i fosterstilling på disken med hovedet i skødet på den tynde og blege Marianna, som Amanda Friis Jürgensen skildrer så overbevisende. Ligeledes er Pavels mange ansigter uforglemmelig i Christian Hetlands fremstilling. Alt i alt bliver begge forestillinger løftet til en lethed, der både kan rumme det parodiske og det alvorlige.
Instruktion: Mia Lipschitz. Scenografi & Kostumedesign: Helle Damgård. Koreografi: Kasper Daugaard Poulsen. Lysdesign:Kim Glud. Lyddesign: Michael Buchardt
Medvirkende: Jacob Madsen Kvols, Christian Hetland, Amanda Friis Jürgensen, Marie Marschner, Ann Celina Fønsskov (Studerende ved Skuespil, DDSKS, Aarhus)
Bodil Marie Stavning Thomsen er Ph.d., Professor emerita, Institut for Kommunikation og Kultur, Nordiske Studier og Oplevelsesøkonomi, Aarhus Universitet.