Anmeldelse af Cancel Bertha set på Bora Bora
Af Emilie Lund og Erik Exe Christoffersen
Fraværet som struktur
Forestillingen starter med en præsentationsscene. Danserne kommer ind udefra bag tilskuerne og går ind på den tomme scene én efter én, ser på tilskuerne og udfører en kort dansefrase bestående af et partitur af konkrete positioner der flyder fra et billede til et andet og ender med en “frysning” i en tilfældig position, som holdes nogle sekunder. Derefter går de ud til siden, hvorfra de iagttager de øvrige.
Cancel Berta viser, hvordan dansen består af bevægelser, timing, retninger og formationer, som kan nedskrives som noder, men her bliver en visualisering af koreografisk notation.
Carte Blanche
Titlen Cancel Bertha – en anagrammatisk omskrivning af Carte Blanche – peger allerede i sig selv på værkets logik: at dekonstruere og reorganisere det kendte, så noget nyt kan opstå. I Cancel Bertha, skabt af Jan Martens til Carte Blanche – Norges Nasjonale Kompani for Samtidsdans – tager fraværet af musik form som et præcist og konceptuelt greb. Fraværet er ikke et tomrum, men et system, der udfordrer både dansernes og publikums sans for rytme, relation og lytning. I stedet for at bevæge sig til musik, danser de med en usynlig takt; en tavs puls, en lydløs melodi, der insisterer på at blive erfaret gennem krop, blik – og give plads til de lyde, der normalt delvist ville forsvinde i musikken.
De fjorten dansere har hver sin egen koreografiske frase, sin egen kropslige signatur. Ingen har stort set direkte fysisk kontakt og deres sekvens kan betragtes som en individuel præsentation. En form for singularisering af danseren, men med en fælles staccato-lignende præcision, som i løbet af forestillingen skaber et rytmisk fællesskab uden lyd. Kostumerne – fra badedragt til skjorte og trompet – bukser, kampsportsdragt – individualiserer, men bindes samtidig sammen af sølvfarvet glimmer stof, der i lyset skaber en massiv bevægelig og dynamisk gruppe. Individ og kollektiv sameksisterer i et dobbeltblik: danserne som unikke kroppe og som del af et større system – en maskine, et samfund eller måske, som scenegulvets motiv antyder, en hundeflok.
Scenografien (af Joris van Oosterwijk) danner en præcis, næsten legende struktur: et ternet gulv med et stort, sovende hundemotiv i midten. Det er både markør og ledetråd, et grafisk mønster, der organiserer rummet og samtidig spejler forestillingens grundlogik – det rytmiske, geometriske og uforståelige, der skal løses. De individuelle fraser synes umiddelbart inspireret af en opgave, som: “lav en kort personlig frase på 16 takter med inspiration i hundens instinkt, social interaktion og leg”, men som på scenen med danserne karakterer og kostumer bliver forvredet og hjælper os til at se på det metarefleksivt.
Hundemotivet bliver mod midten af forestillingen understreget, da en danser bogstaveligt “gør”, og motiverne i dansernes bevægelser samler sig et øjeblik: én bider sig i hånden som en hund, der bider i en pind, én hopper og laver en kolbøtte, som en hund på en græsplæne, to dansere rokker på alle fire.
Danserne etablerer lyd gennem kroppen – tramp, klap, åndedræt – og publikum drages ind i en aktiv lytteposition. Det er næsten umuligt ikke at begynde at tælle: 1, 2, 3, pause, 4… Den manglende lyd skærper opmærksomheden, gør mønstre og forskydninger synlige. Midt i det, der fremstår som ren struktur, løftes en enkelt hånd i vejret, og en anden besvarer gestussen samme sted – herved opstår en social figur, et samfund i miniature. Men så snart man fornemmer det som en ledetråd, flytter det sig eller forsvinder.
Det selvironiske blik
Der er en stille selvironi i værket. Danserne møder publikum med et blik, et smil, et fjollet hoftevrik – som om forestillingen selv trækker vejret ud af sin stringens et øjeblik. Martens tillader disse sprækker, hvor den koreografiske disciplin og den menneskelige humor sameksisterer. Når den første tone endelig lyder – en kvindestemme, der holder en ren tone, efterfulgt af flere stemmer – er den meget velkommen. Lyden bevæger sig gennem rummet mellem de dansere, der står op ad væggene på hver sin side, og sender tonen frem og tilbage med dem, der står ved den modsatte væg, så der opstår en spatial bevidsthed om lydens materialitet. Lyd bliver rumlig, som bevægelse er rumlig. Snart tilføjes ordene “We have change of the moon” af Sibylle Baier fra sangen Tonight. Den gentages, som en poetisk sætning, der langt senere får et kropsligt ekko, da en danser trækker bukserne ned og “mooner” mod publikum i sidste scene. Den cirkulære bevægelse mellem ord, krop og symbol fuldendes også i dette øjeblik, når værket både underbygger og kommenterer på sig selv. Et andet eksempel skabes af en danser med et klart motiv, der spiller luftguitar – et billede, der muligvis ligeledes er hentet fra lyrikken: “Passed the guitar and said I…”.
Sibylle Baier – Tonight
tonight when I came home from work, hurt – tonight when I came home from work
there he unforeseen sat in the kitchen buttering himself a bread
and the cat was on his knee and smiled at me
tonight when I came home from work – tonight when I came home from work
there he unforeseen passed the guita and said ‘I battered my car
right now won’t you please give me your chair
we had a change of the moon we had a change of the moon
Partiturerne er dynamiske, nogle gestisk og genkendelige, andre er en form for reaktion. Teatermæssigt kan det minde om Vsevolod Mejerhold, russisk teaterinstruktør og skuespiller, som grundlagde 1900-tallets studio- og laboratorietradition. Han udforskede skuespillerens refleksive bevægelser, som en fysisk tegning i rummet og skabte træningsetuder såkaldt biomekanik. Rytmiske handlinger som at kaster en sten, skyde med en pil, dolke en modstander etc. Mejerhold blev i 1936 “canceled” som ” formalist” og henrettet i 1940. Hvis denne association holder stik, antyder det naturligvis en politisk dimension i forestillingen? Under alle omstændigheder tilhører forestillingen en formalistisk tradition, hvor formen er det centrale ligesom i Anne Bogart viewpoint-dansetradition, hvor impulser kommer fra linjer, rummet, pauser og sansningen af bevægelsesdynamikker såkaldt kinæstetisk sans.
Det rytmiske fællesskab
Det samlede udtryk får skiftende karakter både som en fremvisning af det ensommes subjekts singularitet og isolation og som en rytmisk fælles kodet dans. I løbet af forestillingen opløses og genopbygges strukturerne. Rytmerne fragmenteres, en form for duetter og trioer dannes af soloer, der følger hinanden i rummet, men opløses som regel igen.
Sidste scene – et langt stykke uden tydelig bevægelse – hvor forandringen er i ekstrem slowmotion med minimale forskydninger, som en hånd der åbner sig – kræver næsten meditativ opmærksomhed. Det bliver en øvelse i perception, i at se det, der næsten ikke sker, på samme måde som vi netop igennem værket har lyttet til det, vi normalt næsten ikke kan høre. Oplevelsen er som at sidde med en opgavebog: først skal man finde mønsteret, dernæst løse en kryds og tværs med et enkelt stikord, for til sidst at finde ”fem fejl”. Vi kan se motivets forandring ved at sammenligne begyndelsespositionen med dansernes slutposition. Martens inviterer publikum til at tænke med kroppen, til at deltage i en langsom afkodning af rytmer og systemer, som hele tiden undviger entydighed.
Disciplin og leg
Cancel Bertha er et værk, der ved at fjerne det meste musik foreslår en ny, intens form for lytning. For publikum bliver oplevelsen et møde mellem system og leg, mellem tilfældighed og præcision. Jan Martens lykkes med at skabe et koncept og gennemføre det til punkt og prikke. Det er godt håndværk, men værket er så stramt, at det til tider er svært at lade sig forføre. Man skal være yderst opmærksom for at opnås den tilfredsstillende belønning, når en kode bliver knækket, og noget uforståeligt får ny betydning.
De fjorten dansere fra Carte Blanche er en fornøjelse at se på – med deres befriende høje niveau og evne til at balancere disciplin og leg – og de er meget vigtige for, at vi holdes interesserede i den detaljerede udvikling. Forestillingen viser, at fravær kan skabe et særligt nærvær – en kropslig resonans af netop musikkens logik. Publikum bliver inviteret ind i værkets koreografiske notation – en slags levende score, hvor man kan aflæse mønstre, rytmer og gentagelser uden nogensinde at få alle nøglerne til systemet.
Set på Bora Bora, Aarhus d. 13.11. 2025
Holdet bag
Koreograf: Jan Martens. Danser fra: Norges Nasjonale Kompani for Samtidsdans
Scenograf: Joris van Oosterwijk.Lysdesign: Elke Verachtert. Koreografisk assistent: Naomi Gibson. Kostumedesign: Indrani Balgobin. Co-produktion: Bergen International Festival. Proces- og pressefotos: Øystein Haara