Anmeldelse
Af Janicke Branth
Klassisk politisk revyteater til tiden, gæstespiller bl.a.på Svalegangen.
Foto Ea Verdoner
The Sanjay Shah Shitshow er den seneste af Ina-Miriam Rosenbaums scenekunstneriske undersøgelser af tilstanden i det danske demokrati, Projekt Glemmebogen fra 2017 til 2022. Alle forestillinger hviler på grundig research. I dette tilfælde primært på graverjounalist Jesper Tynells dokumentation og gennemgang af sagen om udbytteskat i bogen Af hensyn til erhvervslivet.
Til forskel fra Projekt Glemmebogen er Ina-Miriam Rosenbaum i denne forestilling alene om at gestalte forestillingens forskellige personer. Med sig har hun dog den fremragende musiker, Emil de Waal, som hele vejen igennem er i musikalsk dialog med Rosenbaum, og undertiden også har lidt replikker. De øvrige involverede i sagen etableres med skiftende herrejakker og parykker.
Enkel scenografi og magiske trommer
Den enkle scenografi, der består af flere portalbuer i rød neon, som giver mindelser om teaterfacader og revyscener, er baggrund for Rosenbaums performance, og den hvide stol i midten er hendes plads som kommenterende fortæller. Mens de Waal og hans trommer optager den venstre side af rummet, er højre side dækket af et lærred, hvorpå der både kan projiceres tekster – ikke mindst klip fra Lisbeth Rømers mange (advarsels-)mails til embedsmænd og minister – og billeder af sagens vigtigste koryfæer, så publikum også får lidt konkrete billeder af personer og tal at forholde sig til.
Spillestilen har revyens. Med satiriske skitser gestalter Rosenbaum sagens mange personer i dialog med salen. Først og fremmest med stor humor, for der er ikke plads til at kede publikum. Og vi har travlt med at holde rede på de kryptiske økonomiske fiduser, som serveres forrygende vittigt, og pædagogisk krydret med jordnære analogier.
At snyde eller ikke snyde
Efter Emil de Waals hæsblæsende trommesolo træder Ina-Miriam Rosenbaum ind på scenen med en bakke knaldrøde jordbær i hånden, som hun er i gang med at spise af. Hun fortæller os, at hun på vej til teatret kom forbi en bod med de skønne bær, som smager super godt. Hun byder flere på første række af bærrene og bemærker, at hun faktisk overvejede ikke at lægge de 35 kr. i den lille kasse /betale mobilepay, da hun samlede den op ved vejkanten! Og så spørger hun publikum, om de mon også har haft samme lyst til bare at køre videre uden at betale?
Heltinden
Den lille indledning er et konkret hverdagseksempel på den psykologiske impuls, der ligger bag det bedrageri – i stor målestok – forestillingen handler om. Hovedperson og heltinde er Lisbeth Rømer –den skattejurist, der var ansat som kontorchef fra 2002 -2013 i den afdeling hos SKAT, der stod for at udbetale refusion af ”udbytteskat”. I alle årene advarede hun om risiko for svindel i stor skala, som udbytteskat indebar. Men, som vi ser, blev der ikke reageret fra højere, (og qua hende) velinformeret sted.
Rosenbaum spiller Lisbeth Rømer i sort buksedress med en ’rød klud’ om halsen, store røde briller og undertiden paryk. I forestillingens første del forklarer hun meget pædagogisk publikum, hvordan det kunne gå til, at staten blev snydt for 12,7 milliarder. Når forklaringerne bliver for tekniske, får vi lige en sjov og anskueliggørende analogi, à al: hvis du låner din flotte store mejetærsker til naboen og han sælger den lånte mejetærsker videre til en tredje nabo, så har I begge to en mejetærsker! Altså en værdi til hver. Det er måske forenklet, men giver publikum et konkret billede at bygge videre på i de følgende trin op ad bedrageriskalaen.
Foto: Ea Verdoner
Om udbytteskat så man forstår det.
Det siger sig selv, at Rosenbaum ikke arbejder med psykologisk realistisk indlevelse, men med en rap og tydelig revystil, hvor vi alle kan være med. Indimellem kommenterer skuespiller Rosenbaum Lisbet Rømers situation ved at tage brillerne af og fra sin stol vinkle begivenhederne.
Anden del af forestillingen ridser forhistorien op. Hvordan kunne det gå så galt? Og her ender vi såmænd ved selveste, Mærsk Mc-Kinney Møller, der med sit krav om anonymitet (og trusler mod den danske regering) fik indført det, der senere blev kaldt ”Lex A P Møller”. Herfra havde udenlandske investorer – uden at opgive eget eller deres firmaers navn – stort set fri adgang til refusion af en skat, de aldrig havde betalt.
Sidste del af forestillingen handler så om Sanjay Shah. Og for fuld udblæsning. Med sang, musik og dans får vi historien om det helt store bedragerishow. For det var jo også et ’show’. Sanjay Shah var god til at performe succesrig forretningsmand med sine ikke eksisterende firmaer. Men udnyttede han i virkeligheden ikke bare et hul – et stort et – i den danske skattelovgivning, som vi selv havde lavet?
Her er det forestillingen minder os om, at nok blev manden fanget i Dubai og langt om længe udleveret til retsforfølgelse i Danmark og idømt syv års fængsel. Men skete retfærdigheden fyldest? Danmark har jo lige (oktober 25) tabt sagen om tilbagebetaling i London! Og hvordan gik det efterfølgende med den lov, som gjorde det hele muligt? Blev den afskaffet? Nej! Til sidst forstår vi, at det store hul i lovgivningen nok, efterhånden, blev lidt mindre, men aldrig stoppet. Der eksisterer stadig samme økonomiske mulighed for at få udbetalt uberettiget udbytteskat – bare i mindre omfang!
Ikke mindst den slutning gør, at man sidder tilbage med en ualmindelig dårlig smag i munden vedrørende det danske demokrati, hvor hensynet til erhvervslivet åbenbart vejer så meget tungere end hensynet til både retsfølelse og respekt for den almindelige borgers betalte skat.
Og her ligger forestillingen i tråd med de tidligere forestillinger fra Glemmebogen, der handler om sager, nyhederne en gang dyrkede, men som nu har glemt igen. Sager som heller aldrig rigtigt første til noget eller fik konsekvenser.
Om at lave politisk teater på møgsager
Ina-Miriam Rosenbaums projekt Glemmebogen om ”politiske møgsager” er foreløbig blevet til fire forestillinger, Skattesagens Helte, CoryDONG-det bedste for Danmark, Den retfærdige kriger og Det fortrolige rum. Og nu, som en femte, The Sanjay Shah shitshow (en titel som næsten ikke er til at sige højt). Alle forestillinger hviler på omfattende research og dokumentarisk materiale, og har som grundidé at gå imod nyhedsmediernes dårlige hukommelse, når de hopper fra sag til sag og lukke dem ned, så snart de ikke mere er ”breaking news”.
Metoden er klassisk dokumentarisk teater, men formen låner fra revygenren med sine korte episodiske klip, en enkel scenografi, skarpt tegnede situationer, musikalske indslag og en blanding af episk fortælling og dramatiserede situationer. Men i modsætning til revyen serverer Rosenbaum alene den enkelte sags forløb – og relativt kronologisk – frem til det tidspunkt, hvor den bliver lagt ned af politikernes egne krumspring og aftaler.
Der har været flere tekstforfattere undervejs i Glemmebogen, men først og fremmest skuespiller og dramatiker Kristian Halken. Gennem årtiers samarbejde er han en stor kender af Ina-Miriam Rosenbaum som scenekunstner. Det mærker man ikke mindst her, hvor hun både får lov til at udfolde rollerne som den grundige jurist, Lisbeth Rømer, hendes noget mere sløsede afløser, Svend Jørgen Nielsen – senere kendt som Skatte-Svend – og endelig som Sanjay Shah himself i et stort musikalsk show, der låner sin musikalske stil fra et utal af amerikanske musicals. Her folder Rosenbaum sig ud i et storstilet nummer med dans, sang og show. Også det kan hun.
Foto Ea Verdoner
Dokumentarteater som revy
I tresserne og halvfjerdsernes (som i tyverne og 30’erne) havde dokumentargenren en markant plads i det politiske teater. Senere forsvandt genren stort set. Sikkert fordi det politiske teaters scenekunstnere blev afløst af nye generationer, som havde travlt med at lægge afstand til det, de opfattede som belærende og entydigt teater.
Ina-Miriam Rosenbaums Glemmebog griber tilbage til dokumentargenren, og hun er egentlig ikke bange for at være oplysende, måske endda entydig (på den gode måde), men hun har ikke nogen ideologisk agenda. Hendes projekt er netop at tage temperaturen på demokratiet og formidle de komplekse problemer i tidens politiske møgsager. Hendes stil er revyens satiriske og stærkt underholdende form. Og i den form gør hun det muligt at gribe tilbage og genforhandle den fortrængte dokumentarisme samtidig med, at hun i sin serie af forestillinger stiller pinagtige spørgsmål ved skiftende regeringers forvaltning af danskernes, i grunden tillidsfulde, holdning til staten.
I modsætning til Tv-serien ”De andres penge” (2025) med samme tema, forstod jeg nu, hvad udbytteskat faktisk handler om, og hvordan det lod sig gøre for udenlandske investorer at lænse den dansk stat for 12,7 milliarder kr. Penge som almindelige danskere har betalt i skat. Hvordan det kunne lade sig gøre, bliver gradvist – vanvittigt morsomt og vanvittigt deprimerende –afsløret for publikum. Rosenbaums form gør det muligt at anskueliggøre mekanismerne i de komplicerede møgsager.
Dramatiker: Kristian Halken
Iscenesættelse: Ina-Miriam Rosenbaum
Assisterende instruktør: Niels Ellegaard
Scenografi, kostume og videodesign: Signe Krogh
Komponist: Emil de Waal
Lysdesign og videoteknik: Jens Hansen/Imagolux
Lyddesign: Andreas Thybo
Koreografi: Rebekka Lund
Forestillingen er på tourné i november (primært i Kbh. og Sjælland) og december (primært i Jylland)
Janicke Branth, dramaturg cand. phil. tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen.