Sønderjylland gennem et kalejdoskop
Af Victor Johannes Møller Åbom
Jeg sidder i Teatret Svalegangens ny sal, som gradvist fyldes til kapaciteten. Jeg kunne også have siddet i Haderslev hos Teatret Møllen eller i et af de mange andre teatre, der er værter for forestillingens turné. På scenen er der en hvid trappe, der fylder hele bredden, oplyst af et køligt hvidt-blåt lys. På andet af fire trin sidder tre udsendinge fra et af Danmarks vigtigste strygerensembler, når det kommer til rytmisk musik, Who Killed Bambi. De spiller hyggelig folkemusik, af og til holder de én lidt pause, de taler lidt sammen, og bratschen stemmes efter celloen. Mens salen fyldes, sætter de stemningen for forestillingen, som vil transportere os til Sønderjylland, uanset hvor i landet man oplever den.
Teatret Møllens 50 års-jubilæumsforestilling Sort sol – Fladt land er et portræt af Sønderjylland set igennem et kalejdoskop og scener uden kausal sammenhæng, som veksler mellem musik og drama, mellem komik og tragedie og mellem kraftigt stiliseret og realistisk skuespil.
Foto: Rumle Skafte / Teatret Møllen
Historier fra det sønderjyske
Forestillingen består på et narrativt plan af en række scener, der alle udspiller sig i Sønderjylland. Forskellige steder, tider og livssituationer skildres af det tværgenerationelle hold på hele syv skuespillere. I nogle af scenerne er det musikalske dominerende, og skuespillerne synger replikkerne, men ellers er musikken hyppigt et middel til at skabe overgange mellem scenerne, nogle gange ledsaget af ikke-narrativ scenisk handling. Scenen er et hvidt empty space stort set uden scenografi.
De udvalgte fortællinger spænder bredt: I den ene ende af spektret har vi eksempelvis en monolog om ”det franske greb”, som skal anvendes til at fylde fransk dressing i en hotdog, eller den komiske miskommunikation i det sproglige møde mellem en dansk og en tysk fuglekigger. I den anden ende finder vi eksempelvis startscenen om kniplepigernes frygt for straf ved fejl eller historien om et børnehjemsbarn, der blev sendt ud som tjenestepige, hvor hun oplevede grænseoverskridende adfærd, før hun blev en nu glemt politiker og forfatter. Mellem det humoristiske og det alvorlige er der også bare udpluk af livsfortællinger – om livet og kærlighed på tværs af grænsen.
Nogle af scenerne er specifikt sønderjyske, mens andre er mere alment menneskelige, og nogle af disse giver et indblik i en forgangen tid. Det specifikt sønderjyske kommer i en del af scenerne kun til udtryk i stednavne og brugen af ’synnejysk’, som nogle af skuespillerne mestrer, så man – i hvert fald som midtjyde – må spidse ører.
Historierne følger ikke hinanden kausalt – og heller ikke via nogen tydelig associationskæde. Det er en montagedramaturgi med et udpluk af fortællinger, som alle giver et indtryk, men der er intet ideal om narrativ sammenhæng, når der springes mellem tider, steder og genrer.
Foto: Rumle Skafte / Teatret Møllen
Musikken som bindeled
Meget af forestillingen ledsages af strygermusik fra tre dygtige musikere (Silke Kirstine Ekman Kidholm, Mathilde Helding Larsen og Þórhildur Magnúsdóttir eller Toke Hansenius), som også gennemgående befinder sig på scenen. Ofte griber skuespiller Nana Schwartzlose også en kontrabas eller Pete Livingstone en xylofon eller mandolin, mens alle skuespillere leverer solide sangpræstationer igennem forestillingen.
Musikken er ofte et bindeled, der sikrer overgange mellem scenerne. Desuden markeres slutningen af forestillingen ved, at musikken glider over i den første sang, der startede forestillingen. Ligesom scenerne veksler mellem genrer og konventioner, rykkes der også i opfattelsen af musikken. Nogle gange er den baggrund, andre gange er den lydeffekt, som når Ole Sørensen spørger: ”Ku’ man få en lille musvit?” og Mathilde Helding Larsens cello svarer, eller der lyder mågeskrig fra Þórhildur Magnúsdóttirs bratsch. Nogle gange ved skuespillerne, den er der, som Ole Sørensen, der ønsker: ”Har du en g?” eller udbryder: ”Nu spiller de. Ej, hvor er det godt.” Andre gange er den tydeligt ekstradiegetisk og andre gange igen følges der en musicalkonvention, når skuespillerne synger med.
Musikken bevæger sig i Johannes Smeds og Mette Dahl Kristensens arrangementer elegant mellem genrer og kan lige så vel være folkemusikalsk baggrund og storslået pop.
Én gang, mod slutningen af forestillingen, brydes der med konventionen om livemusik og -lydeffekt fra strygerne, da en elektronisk bas igangsætter en popsang i en helt anden stil. Også her skifter lyset, som ellers har været holdt meget i samme afdæmpede stil, men nu kommer der orange lys fra bagscenen, og i loftet kører lamperne rundt i cirkler (lysdesign: Søren Lydersen). Begge dele bryder meget med det etablerede – og i forvejen fragmenterede – sceniske univers, og det er ikke vellykket. Det minder om en ungdomsmusical, og publikum svarer da også passende ved at klappe på 1 og 3.
Foto: Rumle Skafte / Teatret Møllen
Teaterkoncert? Revy? Portræt?
Teatret Møllen betegner selv Sort sol – Fladt land som ”Et musikalsk portræt af Sønderjylland.” Teatret Svalegangen angiver forestillingen som ”Musikalsk egnsportræt” og som ”teaterkoncert.” Som publikum ved man ikke rigtig, hvad man skal forvente af forestillingen, og den er også svær at indplacere genremæssigt. Nogle af scenerne følger en teaterkoncertkonvention. Meget følger revygenren. Men så er der de scener, der ikke helt passer ind i den sammenhæng, hvor en (eller flere) af forfatterne var lidt for seriøs. Uden indblik i processen er det selvfølgelig svært at vide, men det kan være, der har været for mange kokke i køkkenet. Forestillingen er nemlig udviklet efter teaterchef Nikolaj Minekas idé og skrevet af hele fire dramatikere (Brian W. Hansen, Amalie Munkgaard Olesen, Henriette Katrine Lund, Thomas C. Rønne), hvortil der så også kommer Rasmus Ask som instruktør.
Det forbliver for mig lidt uklart, præcis hvad forestillingen ville, fordi montagen peger i så mange forskellige retninger. Uden den ramme, som musik og lys sætter, ville det være svært at betragte det som én forestilling. Men det er selvfølgelig også en del af konceptet. Forestillingen er altså sluppet fri af idealet om narrativ sammenhæng. På den måde kan der kun dårligt være tale om et egentligt portræt, men til gengæld tilbyder forestillingen en bredt sammensat samling af glimt, der alle giver forskellige indtryk af Sønderjylland. Forestillingens selvbevidsthed om montagen tydeliggør, at der ikke kun er ét Sønderjylland.
Foto: Rumle Skafte / Teatret Møllen
Kalejdoskopet
Den kalejdoskopiske dramaturgi er altså både forestillingens største styrke og dens største svaghed. I den postmoderne polyfoni får vi ikke ét lukket billede af, hvad Sønderjylland kan påstås at være, men vi får som publikum mulighed for at tage en lang række forskellige indtryk og indplacere dem i vores forforståelse, uanset om vi kun er kørt igennem eller har tilbragt hele vores liv i det sønderjyske. Samtidig peges der på, at der også lige så godt kunne have været udvalgt andre scener og givet andre glimt af sønderjyske liv. Der er et Sønderjylland uden for forestillingen, som ikke tilbyder nogen evige sandheder.
Samtidig ser vi gennem kalejdoskopet ikke tingene særligt tydeligt. Der er ikke plads til at etablere en kontekst, og vi bliver bare kastet ind i de enkelte sceners konventioner og affekter, uden at de nødvendigvis når at komme over scenekanten. Det er en hyldest til Sønderjylland, men den forbliver uskarp for den ikke sønderjyske del af publikum.
Musikken binder forestillingen sammen, og vi ender tilbage, hvor vi startede. I Aarhus er salen fyldt, og publikum er tilfreds. Der er blevet grint, og vi har fået stof til eftertanke. De mange indtryk fra montagedramaturgien giver måske ikke et lukket hele, men det har alligevel været en god rejse gennem det sønderjyske.
Sort sol – Fladt land havde premiere på Teatret Møllen d. 19.10. 2024 og var fra d. 16.09. til d. 01.11. 2025 på turné i Danmark. Den spillede på Teatret Svalegangen d. 30.10. til d. 01.11. 2025.
Medvirkende: Nana Schwartzlose, Pete Livingstone, Connie Tronbjerg, Ole Sørensen, Marluze da Cruz, Laura Wildt, Asbjørn Hays
Musikere: (Who Killed Bambi): Silke Kirstine Ekman Kidholm, Mathilde Helding Larsen, Þórhildur Magnúsdóttir/Toke Hansenius
Iscenesættelse: Rasmus Ask
Tekst: Brian W. Hansen, Amalie Munkgaard Olesen, Henriette Katrine Lund, Thomas C. Rønne, efter Nikolaj Minekas idé
Scenografi og kostumedesign: Andrea Lindeneg
Lysdesign: Søren Lydersen
Kompositioner og lyddesign: Johannes Smed
Musikalske arrangementer: Johannes Smed, Mette Dahl Kristensen
Victor Johannes Møller Åbom er cand.mag. i tysk sprog, litteratur og kultur & dramaturgi.