Af og med Pia Rosenbaum ogTeater Katusha. Spillet på Gruppe 38 under ENESTÅENDE festival 2025.
Af Ida Krøgholt
Et cirkusliv
Hvorfor barnet koger i polentaen[1] er en hjerteskærende og boblende forestilling om en cirkusfamilie, om deres flugt fra det rumænske diktatur, om et dysfunktionelt familiemønster med små øjeblikke af magi i en hverdag, der ofte grænser til det groteske. Forestillingen bygger på Pia Rosenbaums dramatisering af den rumænske forfatter, Aglaja Veterany’s roman fra 1999, og Pia Rosenbaum, som også er forestillingens skuespiller, leverer en nærmest blændende præstation, når hun i løbet af 65 gribende minutter tager publikum med ind i cirkusfamiliens liv og sammenbrud, set gennem barnets blik.
Fortællingens ramme er enkel: en rund scene, cirkusmusik og et skiftende, kulørt lys sætter tonen fra første øjeblik. Der projiceres billeder, figurative og abstrakte, på en skærm, der dækker bagvæggen. Rosenbaum åbner med barnets fortælling om at have været skytsengel i en film, som hendes far lavede, hvor faren spiller Gud. Beretningen skaber en klar fornemmelse af, at dette er en familie, som iscenesætter sig selv, og den skildrer barnets rolle i farens verden: hun er underlagt ham og er samtidig familiens beskytter. Herfra følger vi barnets stemme – en voksenfortæller, der leverer historier om angstfyldt barndom fortalt med en varme, som giver forestillingen dens tragikomiske nerve.
Vi får stemningsbeskrivelser fra et cirkusliv: fortællingens trygge bagtæppe er bedstemor, der koger polenta, og mor, der hver dag gennemgår et hår-ritual, hvor hendes lange frisure gøres klar til aftenens optræden: Min mors hår vaskes og bindes op, alle hjælper til. Det hyggelige hår-ritual bliver dog afløst af ubehag, for behandlingen af håret skyldes, at det skal være stærkt nok til at mor kan hænge i hårpragten, når hun aften efter aften bindes fast i håret højt oppe i cirkusteltets kuppel – og svæver. Barnet fortæller om den daglige frygt for at moren styrter i døden. Det er ellers ikke noget, man taler så meget om, for “ i cirkus der smiler du, når du dør.” Og “Der er en specialafdeling i Himlen for artister, der kan flyve.” Hun filosoferer: “Der MÅ være en Gud, for alle artisterne gør korsets tegn inden de udfører deres numre.” Samtidig fastslår hun: “Jeg vil ikke hænge i håret. Jeg vil ikke finde mig en mand. Jeg vil ikke have børn.” Kærlighed og cirkus er tydeligvis forbundet med fare.
Scenografien er sparsom, men effektiv: det runde podie fremhæver familiens nomadiske cirkusliv, og videoprojiceringerne på skærmen er stemningsforstærkende. Resten må man tænke sig til, men det er heller ikke svært – man kan nærmest dufte den store gryde polenta, som bedstemor holder i kog.
Kontraster i universet
Iscenesættelsen arbejder bevidst med kontraster: kulørt lys og cirkusmusik op mod det på mange måder grumme univers. For at klare de alvorlige forhold leger barnet og hendes søster en leg, hvor de fortæller hinanden historier, blandt andet den groteske titellegende om, hvorfor barnet koger i polentaen. Historiernes vildskab bliver en måde at absorbere det vilde liv, de er del af.
Forestillingen er i høj grad båret af Rosenbaums virtuose spil. Hendes karakterskift er teknisk skarpe og leveret med enorm humor; hver rolle er unik uden at fortællingens sammenhæng tabes. Især er moren skildret med kraft og varme. Hun gestaltes med en udpræget accent, som Rosenbaum bruger til at give figuren rytme og komisk timing. Der er noget både festligt og tragikomisk i måden moren taler på; accenten udtrykker hendes baggrund og temperament og understreger hendes sans for drama og cirkuslivets teatralitet. Når Rosenbaum som barnet beskriver morens hårritual før aftenenes svæv i teltets kuppel, eller når hun tørt konstaterer “i cirkus smiler du…”, skabes en fin balance mellem det tragiske og det groteske.
Den grusomme sandhed
Men i forestillingens farver gemmer sig også mørket. Barnet fortæller, hvordan søsteren og hun pludselig bliver sendt bort – anbragt i bjergene i Udlandet – og på bagvæggens skærm projiceres et billede af “huset”, de interneres i. “Udlandet – findes der mere end ét udland?” spørger hun. Sætningen bliver som et ekko af familiens evige flugt. “Min far døde af fravær,” og “jeg kommer til at dø ung.” Når barnet fortæller, at hun lærer nye sprog i Udlandet, skifter lyset på scenen til et intenst rødt, der underbygger den kombination af modstand og overlevelse, barnet står for. Men det lægger også op til afsløringen af en grusom sandhed. Barnet konstaterer ret nøgternt:“Min far gik i seng med min søster.” En søster, som barnet senere erfarer ikke er hendes søster men et plejebarn, som stedfaren forgriber sig på. Det fortælles med en dokumentarisk ro, hvilket gør det desto stærkere. Herefter følger en serie af tab: moren skærer pulsåren over, overlever, men kommer ud for en ulykke og kan ikke længere udføre sit hår-nummer. Hun begynder at drikke hvidvin. “Min familie er gået i stykker,” konstaterer barnet.
Elskov med Jesus
Alligevel fortsætter livet – the show must go on. Barnet er “13 eller 12”, moren har fået en ny mand, som hun lærer at trylle. Hunden Bambi bliver familiens nye nummer, indtil tragedien igen rammer: barnet kommer til at slå Bambi ihjel ved et uheld – et af forestillingens mest grotesk-rørende billeder, hvor hun fortæller, hvordan hun lægger den døde hund i en kasse i fryseren. Siden optræder hun selv med moren i varieté, introduceret som sin mors “lillesøster”, i et nummer, hvor barnet – stadig underlagt de voksnes verden – optræder med kunstige kønshår i en påklistret trekant af pels.
Samtidig kommer en tante til at spille en rolle som en slags seksualitetens spejl: “Min tante siger, at Jesus er den bedste elsker.” Tanten elsker med Jesus, når hun er i bad, og om aftenen betjener hun sine jordiske elskere højlydt i et værelse ved siden af barnets, men det gør ikke noget, når det bare er tanten.
Overlevelsesritualet
Det hele rundes af med et billede på overlevelse: bedstemorens gryde med polenta, der stadig koger, og barnet, der fortæller, at de to spiser sammen. Her koges familiens fortælling ned til det mest basale, polentaritualet, som holder dem i live.
Den historiske kontekst – Rumænien under Ceauşescu – ligger som en understrøm i forestillingen og forklarer familiens påtvungne vandring og hjemløshed. Det historiske bliver på den måde et bagtæppe for cirkusfamiliens personlige fortællinger og ritualer.
Rosenbaum bærer materialet; det er hendes fremragende spil og tilstedeværelse, der får det kontrastfyldte til at leve, og man er som tilskuer med hele vejen i de rum og stemninger, hun fremkalder. Det er denne kombination af en gribende fortælling og virkelig godt teaterhåndværk, der gør Hvorfor barnet koger i polentaen så sprudlende og skarp.
Aldersgruppe Voksne
Medvirkende / dramatiker Pia Rosenbaum
Instruktionskonsulent Hanne Uldal
Scenograf og designer af visuel identitet Thomas Kolding
Komponist Adi Zukanovic
Cirkuskonsulent Agnete Louise Enoch
Forfatter Aglaja Veterany
Polenta er en tyk grød baseret på grov eller fin majs, der koges.