Af Janicke Branth
En hyldest til skuespillets magi.
Med sin opsætning af Selma Lagerlöfs roman fra 1914, Kejseren af Portugalien, afslutter Elisa Kragerup sit virke som kunstnerisk leder på Betty Nansen Teatret. Forestillingen er blevet en koncentreret fortolkning af værket, som både viser respekt for forlægget og samtidig markerer distance til scenekunst som repræsentation.
Sammen med dramaturg og dramatiker Tom Silkeberg, har Kragerup valgt et radikalt greb: første del af romanen – skildringen af det fattige bondepars hverdag og Katrines nedkomst med deres eneste barn, som faren, Jan Anderson bliver så ubeskriveligt lykkelig for – er udeladt. Første del af romanen beskriver, hvordan forholdet mellem far og datter udvikler sig til en stærk symbiose, da Jan, efter fødslen, får den nyfødte lagt i armene, ”fik han et stød (i hjertet), så det gav et sæt både i ham og barnet”. Det er dette stærke bånd, der er baggrunden for anden og tredje del af fortællingen.
Denne sceniske version sætter af fra romanens midte, da datteren med det forunderlige navn, Klara Fine Gulleborg, frigør sig fra hjemmet for at rejse til Stockholm, og far Jan står tilbage på bryggen med sit ubærlige savn. Den dramaturgiske beskæring flytter fokus fra romanens gradvise opbygning af et psykologisk far-datter forhold, på grænsen til det incestuøse, til en mere performativ gestaltning af sorg, tab og kærlighedens forvandlende kraft. Resultatet er en forestilling, hvor det ikke så meget er Lagerlöfs fortælling, der driver handlingen, som teatrets egen undersøgelse af, hvad skuespillets magi kan skabe.
Scenografi og visuel poesi
Scenograf Ida Grarups rum på Edison-scenen er et studie i asketisk præcision. De grå betonvægge, og podierne foran, danner en næsten klassisk sceneopbygning, mens brunt korkgranulat på scenegulvet på en gang symboliserer den mudrede jord, alle i landsbyen vader rundt i, og antikkens græske ’Orchestra’.
Maria Rossing, som alene spiller alle forestillingens roller – er iklædt store brune fløjlsbukser, gammeldags bukseseler og en blå skjorte. Det hele med en diskret antydning af svensk folklore. Hendes kostume spejles i de otte koristers kostumer, og sammen danner de et visuelt fællesskab med scenen som et korisk rum for fortælling.
En af de få genstande, i det grå scenerum, er den træpalle, som forestillingen starter med. Maria Rossing slæber den frem og lægger den på forscenen, som en bro mellem scene og sal, mellem virkelighed og illusion, præcis som Jan Andersons mentale rejse fra realitet til fantasi.
Her stiller hun sig op på ’bryggen’ som Jan Anderson, der venter på den datter, der som syttenårig er rejst til Stockholm, i sin flotte røde kjole, for ikke at vende tilbage – og stort set ikke give lyd fra sig – de næste femten år. Gang på gang lægger Rossing hånden på sit bankende hjerte og gennemspiller i fantasien flere små episoder fra Klara Gulles opvækst.
Tilbage til rødderne
Det musikalske element er en central del af Kragerups æstetik. Med denne opsætning tager hun det musikalske et skridt længere: vokalensemblet ÆTLA træder ind på scenen fra starten. Som et græsk kor bliver de på scenen under hele forestillingen og ledsager forløbet med vokalmusik, komponeret af Louise Alenius og ordløst sunget a capella. Med undtagelse af en enkelt lille sang, digtet af Jan til Klara Gulles hjemkomst. Der synges uden teknisk forstærkning, ligesom Maria Rossing spiller hele forestillingen uden mikrofon.
Fraværet af teknisk forstærkning understreger forestillingens kropslighed og autenticitet – et bevidst opgør med den herskende overload af teknologi i nutidens scenekunst. Det er i denne rå og uforstærkede æstetik, teatrets nærvær opstår.
Koret tilføjer iscenesættelsen en liturgisk, næsten sakral, karakter hvor stemmerne bliver bærere af karakterernes sindsstemning mere end kommenterende instanser. Samtidig er vi vidne til et ’omvendt’ greb på antikkens teater, når koret befinder sig på teatrets ’Scenae’, mens skuespillet udfolder sig på ’Orchestra’. Omvendingen giver en oplevelse af koret som ’guder’ eller udeltagende iagttagere af menneskers lidelser.
Teatermæssigt trækker Kragerup og Grarup således også på scenekunstens helt antikke rødder, dengang kun en enkelt skuespiller trådte frem fra koret og gestaltede flere roller.
Teatermagi
Da den forgudede datter flytter hjemmefra, går far Jan i sort og lægger sig i sorg på sengen med ansigtet mod væggen for ikke at stå op igen. I ugevis ligger han totalt inaktivt hen. Det afgørende vendepunkt indtræder først, da storbonden Eriks enke kalder Jan op til gården for at overdrage ham sin afdøde mands uniformskasket og stok, som hun mener passer bedre til ham end til hendes brutale opkomling af en svigersøn. Med stok og ’krone’ lever Jan sig mere og mere ind i rollen som kejser af Portugalien, – måske nok ’galimatias’ – men en fiktiv verden af skønhed og håb, der hjælper ham gennem det store tab. Skønt hånet i starten, får han gradvist mere magt over sindene i landsbyen, bl.a., fordi han forudsiger den nye storbondes død. Det er som om, han får magiske kræfter alene i kraft af at insistere på sin rolle.
Og måske var det netop dette spil som Jan, der var tiltænkt Peter Plauborg, da forestillingen i 2020-21 var på teatrets repertoire, men blev lagt ned pga. Corona?
Med denne opsætning, tre år senere, er konceptet ændret. Magien ligger ikke så meget i figuren Jan Andersons ageren men hos skuespilleren Maria Rossing, som gestalter en hel landsby af karakterer. Ikke bare Jan, Katrine og Klara Gulle, men alle landsbyens øvrige beboere, høj som lav. Den fornemme løjtnant Liljecrona på Lövdala gods, den hensynsløse storbonde Lars Gunnarsson, Tosse-Ingeborg, Gamle Ole og hans søn, skolelæreren, præsten, amtmanden, som kommer og redder forældrene med penge fra datteren, småhandlende på torvet – samt kør, heste, grise, høns, får osv. Det er virtuost at opleve, hvordan Maria Rossing evner at skifte mellem alle disse roller med små fysiske markører, stemmeføring, mimik og formår at gøre hver figur genkendelig og distinkt. Fra den brovtende bonde Lars med slikket hår, drævende arrogant holdning og hæs mandsstemme til Klara Gulle, der lægger sig på sengen hos sin døende mor og kærtegner ’hendes’ hånd, indtil den stivner i dødskulde. Fra fattige Gamle Ole, som trykker hænderne mod sidebenene, når han taler, til den afmålte skolelærer og til Jans lysende, milde blik med kontakt til noget, hinsides denne verden. Og til en hel markedsplads af småsludrende folk. Kun som storbonde og løjtnant ifører hun sig et par langskaftede gummistøvler, for lige at antyde en standsforskel. Vi ser dem alle for os.
Metagreb og de fortolkningsmæssige konsekvenser
Opsætningens æstetiske greb er imponerende, men spørgsmålet er måske, om publikum, uden forudgående kendskab til romanen, kan orientere sig i de mange og hurtige skift mellem karaktererne? Spilletempoet er højt, og der levnes ikke megen plads til identifikation med personerne.
Ved at udelade romanens første del fraskriver forestillingen sig en central psykologisk dimension, en dybere indsigt i det følelsesmæssige bånd, der gør Jans sorg både altopslugende og giver ham en skabende udvej. Men igennem det næsten arkaiske rum, korets nærvær og Rossings skildring af Jan, lykkes det Kragerup at formidle en universel erfaring af tab og forvandling, som forløses i slutningen, da Klara Gulle begraver sine forældre ved siden af hinanden. Her træder koret ned fra podierne, fejer ’jorden’ sammen, så den samler sig til de to grave og nedenunder afslører et spejl (havet), der reflekteres på bagvæggen, så det næsten ligner en gennemlysning, en opløsning af det grå rum, som indtil da har omkranset hele forløbet. En slående præcis fortolkning af romanens slutning.
Et smukt farvel
Maria Rossing gennemspiller landsbyens persongalleri på ekvilibristisk vis, og dermed slutter Elisa Kragelund denne del af sin karriere med en hyldest til skuespillet og den skuespiller, der lige fra starten i Det Røde Rum, på Det Kongelige Teater, har været hendes faste partner in performance.
Elisa Kragerups greb i opsætningen gør måske den sceniske version af Lagerlöfs fortælling mindre tragisk, men til gengæld giver den os en fascinerende oplevelse af skuespillerens kunst.
Kejseren af Portugalien spiller på Betty Nansen Teatrets anneksscene, Edison fra 21. oktober til 15. november, 2025. Læs mere her
Medvirkende Maria Rossing og vokalensemblet ÆTLA: Rögnvaldur Konráð Helgason, Sara Amalie Heise, Nikolaj Vangdrup Høybye, Johan Kullander, Liv Larsen-Lechuga, Alex Friis Nielsen, Nina Smidth-Brewer, Christine Bach Tofft
Scenetekst: Tom Silkeberg
Iscenesættelse: Elisa Kragerup
Scenografi og kostumedesign: Ida Grarup
Komponist: Louise Alenius
Lysdesign: Christian Alkjær
.
Janicke Branth, dramaturg cand phil. Tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen