Med popkulturen som samtidsdiagnose
af Tania Ørum
Blonde Babe Trilogien hedder den serie af forestillinger, Niels Erling, Ida Marie Hede og Anders Thrue Djurslev har samarbejdet om, og som nu afsluttes med sin tredje del. Konceptet i de tre forestillinger er at bruge en populærkulturel figur til at generere genkendelse og indlevelse hos publikum og sætte samtidens problemer under debat på en måde, som kommer under huden på publikum. Især måske på den del af publikum, der var unge for tyve år siden, da de tre udvalgte popikoner var på deres højeste.
I første del, Work Bitch, var det sangeren Britney Spears, i anden del, Pamela, var det tv- og Playboy-stjernen Pamela Anderson, og nu er det rap-musikeren Eminem, der i Lose Yourself holder for i seriens samtidsdiagnose.
Serietitlen lancerer alle tre figurer som begærsobjekter, med en lille snert af foragt: der er ikke langt fra blonde babe til dumb blonde. Tredjedelens titel, Lose Yourself, er et Eminem-citat: “You better lose yourself in the music, the moment, you own it, you better never let it go. You only get one shot, do not miss your chance to blow.”
Det udlægges nu noget mere entydigt kulturkritisk: “Mist dig selv i senkapitalismens kulturindustri”, i tredjedelens medfølgende publikation. Ellers har projektets styrke været at fastholde den ambivalente spænding mellem fascination og kritik.
De intime mediefigurer.
Det er nu ikke den ironiske distance, der præger publikum, da vi træder ind i lokalet til den inciterende musik, som folk tydeligvis genkender og har et personligt forhold til, ligesom de fleste lader til at være med på referencer og koder undervejs.
Det var heller ikke afstandtagen, der prægede de to første forestillinger. Tværtimod var Britney Spears, og hendes fangruppes kamp for hendes frigørelse fra den autoritære far, udgangspunkt for stykkets gennemgående undersøgelse af, hvordan man egentlig kan blive fri, og hvem/hvad man skal kæmpe mod for at blive fri.
Og Pamela Andersons anstrengelse for at undslippe den pålagte Playboy-model og blive et engageret menneske formulerede ligeledes stykkets hovedspørgsmål om, hvordan man egentlig bliver sig selv.
I teatrets forhal tog publikum selfies med en Pamela Anderson-attrap iført den ikoniske røde badedragt. Nærheden til popidolerne var tydeligvis større end foragten for den kommercielle popindustri og dens fabrikation af dumb blondes. Og begge forestillinger var dygtige til netop at tage fat i de blandede følelser og tvetydige identifikationer med de popstjerner, vi lever intimt med i dagens medieunivers.
Tredje del af trilogien er rykket fra S/H-scenen i Kødbyen til Aveny-T på Frederiksberg Allé, men den karakteristiske scenelayout er fastholdt: en bar scene uden kulisser, blot omgivet af forhæng, med et portræt af hovedpersonen i baggrunden og med nogle få rekvisitter – næsten altid noget frugt og grønt. I dette tilfælde en gigantisk majskolbe, der fungerer både som sofa, kæmpepenis og protein-kilde.
Og ligesom i de to første forestillinger er showet allerede i gang, mens publikum lukkes ind og finder deres pladser, og man kan se, hvordan musikken og de energiske performere og lyssætningen straks giver forsamlingen energi og genopvækker gamle danserytmer og ordlyd i de Eminem-sange, de tre unge mænd fremfører på scenen i karakteristisk Eminem-antræk, jeans og hvid t-shirt.
Glenn Bech
I Lose Yourself har den centrale figur skiftet køn, men bevaret positionen som begærets blonde babe, fordi vi fortrinsvis ser Eminem fra den usikre unge homosekuelle fans perspektiv.
Eminem kan være et forbillede, fordi han har banet sig vej fra en fattig barndom i underklassen til stjernestatus, ovenikøbet som hvid i et rap-miljø helt domineret af sorte. Man kan godt se ham som inspiration for den unge Eminem-look-alike, der søger kontakt med andre mænd og accept fra omverdenen – lige fra mændene i køen til Killer Burger til bank- og kontormændene og de universitetsstuderende, der trods deres “post-Haraway” queer jargon, alle er lige umulige for den unge mand at få adgang til.
Den tråd i forestillingen ligner egentlig mere en opførelse af den danske forfatter Glenn Bechs bøger om elitens uigennemtrængelighed for en ung bøsse fra provinsens arbejderklasse.
Den unge mands forsøg på at blive inkluderet blandt andre mænd, og finde sig en kæreste, giver sig både triste, morsomme og groteske udslag. En lang morsom monolog handler om, hvor svært det er at tisse i den fælles kumme sammen med andre mænd, når man begærer dem, men er bange for at blive anklaget for at være bøsse. Og en række små fortællinger om, hvordan han bare er en fyr, der gerne vil møde en anden fyr, udarter i mere og mere groteske scener. Disse scener har stykket igennem en tendens til at ende i hovedpersonens ydmygelse og skam og hans retræte til sekuelle fantasier, ofte med groteske elementer.
Muskelmanden
En anden facet, der gennemspilles, med lidt løs forbindelse til bøssehistorien, er de muskuløse maskulinitetsidealer, der bl.a. fremføres af en grotesk-dæmonisk kvindelig influencer-terapeut, der opfordrer til indtagelse af store mængder protein og heftige fysiske øvelser for at drive østrogenet ud af manden. Det fører til imponerende fysiske præstationer på scenen fra den centrale performer og til en tiltagende voldsom retorik fra influenceren, der omfatter selvmutilering og afhugne lemmer i en meget Ida Marie Hede’sk kødhakker-retorik.
Eller Stan?
Ingen af disse temaer har egentlig så meget at gøre med Eminem. Det har til gengæld den tematiske tråd, hvor hovedpersonen optræder som den Stan-figur, Eminem har fremstillet i sit hit med titlen Stan fra 2000 – en sygeligt fikseret fan, der appellerer til Eminem om nærhed og kontakt og ender med at tage livet af ikke blot sig selv men også sin gravide kone ved at køre ud over kanten af en bro, da han ikke får svar fra Eminem.
Det var svært at høre de danske tekster, der blev sunget fra scenen, men jeg mener, jeg hørte det med at køre ud over kanten på broen. Det var i det hele taget tydeligt, at holdet bag forestillingen har studeret Eminems produktion grundigt, så de også lader Stan-figuren obsessivt gense Eminems selvbiografiske spillefilm 8 Mile (2002) med præcise angivelser af minut-og sekundtal (formoder jeg).
Samtidsdiagnose?
Disse tematiske tråde blandes i løbet af forestillingen, uden at der bliver tale om nogen egentlig progression. Det føles lidt langt, selv om de fire optrædende er uhyre aktive, og ikke mindst lyssætningen er flot og dramatisk. Det er som om problemstillingerne blot cirkulerer uden egentlig at komme nogen vegne.
Man kunne have håbet, at den tredje forestilling i serien havde tilbudt en slags konklusion eller i det mindste havde samlet trådene til en art slutning. Det gør den ikke. Og det kan man måske sige er realistisk nok i en rådvild tid.
Pressemeddelelsen henviser til, at stykket er mørkere end de forudgående, fordi vi lever i en mørkere tid, hvor selvhad, angst og udmattelse dominerer. Det vil jeg ikke anfægte. Men det virker nu lidt, som om serien selv er blevet lidt udmattet. De forudgående to forestillinger havde jo også de mørke temaer fremme, men lanceret med betydelig mere dynamik, flere nuancer og overraskende virkemidler.
Lose Yourself spiller til 15. november 2025. Læs mere her
Koncept, iscenesættelse: Niels Erling
Dramatiker: Ida Marie Hede
Dramaturg: Anders Thrue Djurslev
Medvirkende: Oskar Salvatore, Asbjørn, Sebastian Toft, Josefine Skjold Münster-Swendsen
Scenografi, kostumer: Lise Marie Birch
Lysdesigner: Malte Hauge
Tania Ørum er lektor emerita ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.