Skæbnen
Af Erik Exe Christoffersen
Teater, koncert og film
Melodrama #2 Skæbnen er Copenhagen Phils andet bud på en koncertforestilling og et møde mellem teater og den symfoniske musik. Den originale symfoni er tilsat nykomponeret musik og en fortælling, der flettes ind i Beethovens ikoniske symfoni nr. 5, Skæbnesymfonien. Det bliver en ny fortælling med Sofie Gråbøl i hovedrollen og med solister fra både Københavns Drengekor og Ars Nova Copenhagen med en storslået videoscenografi, det projiceres foran den store scene. Det hele er iscenesat af instruktør og dramatiker, Christian Lollike. Komponist Rasmus Zwicki har skabet musikken imellem satserne.
Symfoni nr. 5 i c-mol, op. 67 af Ludwig van Beethoven, 1804-1808, er en af de hyppigst spillede symfonier og som bekendt en af hjørnestenene i vestlig musik.
Koncertsalen er stor med plads til 1000 tilskuere. Det er et smukt rum i lysebrune farver, sæderne er behagelige og i lyst læder. På anden balkon er der et godt udsyn til den store scene, hvor symfoniorkesteret sidder på deres pladser.
Foran dem hænger et såkaldt bobinette, som slører orkesteret, som om de var i tåge. Bobinetten er en transparent projektionsskærm, som fungerer på den måde, at man ser den sort hvide film, men idet orkestret belyses bagfra, bliver de delvist synlige i billedet på skærmen. Det betyder at scenen både består af skærmens fladen, det bagvedliggende rum med orkesteret og en langstrakt forscene, hvor fortælleren opholder sig.
Transparensen mellem flade og rum er en vigtig dimension af forestillingens æstetik, og det er med til at forvandle koncerten til noget fiktivt, sløret som en drøm.
Det lyder måske lidt konstrueret, så lad os gå til forestillingen.
Den begynder med et slag, et brag og totalt mørke. Derefter kommer der spotlys på en drengesopran på bagscenen. Hans spæde lyse stemme synger prologen om ensomhed.
Derefter indleder orkesteret koncerten og spiller Beethovens Skæbnesymfonien.
Samtidig med, at vi ser på de spillede musikere, vises ansigtet af en sovende kvinde på storskærmen. Det er nat. Det banker på døren – eller er det noget hun drømmer? Hun går ned ad trappen.
Fortælleren, Sofie Gråbøl, som også er kvinden i filmen, beretter at hendes søn, som er soldat i krig ved Europas grænse, er død. Hun beder til både Gud og Satan: bring ham tilbage
Der er et spændende spil mellem fortælleren i sort – næsten neutral, uden stor eller teatralsk gestik – og billedet af den sovende. Der sker en overførsel mellem de to figurer og filmen, og det skaber en indlevelse og empati mellem filmens nærbilleder og skikkelsen på scenen.
Det er som et mareridt. Kvinden er orkestermedlem og hun spiller obo. Hun skal netop i aften medvirke i en koncert, hvor de skal spille Skæbnesymfonien. Men kan hun det?
Der er smukke nærbilleder af kvindens ansigt i kæmpe format, billeder af stuen og haven med blomster og en gynge, men også billeder af sønnen, som sætter sig ved et klaver parat til at spille.
Billederne er slowmotionagtige og fragmenteres af lyset og det bagvedliggende orkesterlandskab, med de synkroniserede rytmiske bevægelser af violinbuer, cellostrygere, trommeslag og andre bevægelser, som et koreograferet dansende bølgende hav, ligesom haven, gyngen, gardiner i vinden og kvindens skridt er det hele rytmisk samstemt.
Den sortklædte fortæller beretter om sin søns barndom og opvækst præget af hans opgør med et binært kønsrollemønster, protesten mod forurening, overforbrug af jordens ressourcer og destruktion af kloden. Drengen var del af en bevægelse, som ville tilbage til et mere organisk liv i kontakt med naturen.
Nu er vi et sted i fremtiden, hvor Europa er i en krig. Det har vendt op og ned på værdier. Drengen er begyndt at ruste sig til krig og har samlet et forråd af dåsemad og vand under sin seng. Han har meldt sig til militærtjeneste, fået en uniform og nu handler det om at optimerer evnen til krig.
Søn: “Jeg hører Beethoven. Man skyder så godt til fjerde sats”
Mor: “Jeg hader Beethoven. Hvordan skal jeg nogensinde spille igen? Hvorfor spille mere? Tag ikke det her fra mig”.
Drengen er i krig, og der er billeder af krigslandskaber, som måske er virkelighed eller er det hendes drøm. Han bliver dræbt og vender tilbage til haven og hjemmet som et genfærd. Krigen understreges at lysglimt i koncertsalen, som var vi under et bombardement. Det er en af de detaljer, som faktisk ikke fungerer så godt, fordi det bryder med hovedpersonens optik og drømmeunivers.
Drengekoret og moren nærmer sig i sidste del af forestillingen hinanden igen i den lyse sang om ensomhed. Og hun gentager ”Tag ikke dette fra mig”. For første gang er fortælleren emotionel og grædende: ”Tag ikke dette fra mig” siger hun til Genfærdet i haven.
Forestillingen har flere forskellige lag
Først og fremmest virker filmen og nærbilledet af kvindeansigtet som en fokusering af musikken. Vi oplever musikken som kvindens indre lyd, og det betyder at fortællingen får en drømmeagtig karakter.
Dertil kommer den sociale og etiske problematik: kan og vil kvinden medvirke i en koncert, hvor musikken også anvendes i krig, som en form for motivation?
Europa er i krig og det betyder, at der indtræffer individuelle tab. Både tabet af sønnen og af glæden ved at spille musik.
Forestillingen er på alle måder imponerende stor: rummet, symfoniorkesteret, billedskærmen er alt sammen overvældende.
Fortæller og de fire drengesopraner er derimod bitte små på scenen og skrøbelige menneskeskæbner. Det er en af forestillingens virksomme modsætninger.
Forestillingen er faktisk ikke melodrama men en tragedie, med en klassisk konflikt mellem familien og staten som i Sofokles’ Antigone, hvor hun trodser forbuddet mod at begrave broren, og som straf fængsles, mister alt og ender med at dræbe sig selv. Det kan endda lede tanken hen mod tragedien over alle, Sofokles’ Kong Ødipus, hvor det centrale er, at Ødipus i forsøget på at undgå den skæbne, som er blevet spået ham, kommer til at udleve selvsamme skæbne: dræber sin far og ægter sin mor, men uden at vide det. Han lider et fundamentalt tab, og som straf stikker han øjnene ud på sig selv, og vakler blind rundt i øde egne. Europas fremtid er, som det tegner i øjeblikket, præget af opløsning og krise, som kan ligne den blindes ensomme vandring.
Er Vesten fortabt?
Samme dag som jeg så forestillingen, læste jeg tilfældigt artiklen Vesten er fortabt af den tyske sociolog, Andreas Reckwitz (Politiken 12. okt. 2025).
I dag er den vestlige liberale demokratitro stærkt truet. Vesten er truet af tab og tilbagegang i forhold til den fremskridtsoptimisme, som har været dominerende efter 2. verdenskrig. Alt blev større, rigere, mere, lettere, hurtigere. Det er åbenlyst at denne samfundsacceleration har mødt en eller flere stopklodser. Den globalisering, som tidligere sås som udviklingsfremmende, er blevet en bremse. National egoisme fører til protektionisme og sammenstød mellem nationer, og nationale krav og konflikter fører til krig.
Hvor vi tidligere drømte om at udrydde tab, må vi nu lære at leve med tab at privilegier, ressourcer, sikkerhed, velstand og overforbrug. Formår vi det, vil det være et skridt i retning af modenhed, er Reckwitz’ positive og nødvendige pointe.
Han peger dermed på et alment og generelt dilemma. For at undgå krig, må der oprustes militært. For at opruste må der spares på andre udgifter. For at skabe et forsvar, må der uddannes til militærdisciplin.
Det betyder et paradigmeskifte. Europa står overfor en ny skæbne, eller i det mindste et skæbneomslag. Skal vi bede om fred og tro på en fremtid i et globalt fællesskab, eller skal vi ruste os til nye nationale krige, hvor den stærkeste orden sejrer? Måske er det et umuligt valg?
Kan det lade sig gøre at holde sammen på et fælles Europa i en tid med tilbagegang på mange fronter økonomisk teknologisk og klimamæssigt og hvor den sikkerhed, som har præget Europa siden 2. verdenskrig, vakler?
Retten til at gøre netop det, den enkelte har behov for, er noget som vi kan miste. Tab af singularitet til for del for oprustning?
Copenhagen Phils Skæbnen er overflod af musik, film, korsang. Det er dyrt, og midt i den besættende oplevelse strejfer drengens kritik mig: Han skammer sig over sin mor, musikeren, som opfører store værker om skæbnen, mens kulturen går til grunde. “I er blinde,” råber han. “Det er hykleri” – Spørgsmålet er, skåret ud i pap: har vi råd til kunst? Hvor mange droner kunne man lave for de penge?
Det er den tragiske modsætning mellem kunstens overflødighed og dens sociale nødvendighed. Det smukke ved forestillingen er, at dilemmaet får liv ved at blive fokuseret gennem karakterens perspektiver. Moren er fortæller og drømmende subjekt samtidig med, at det er en almen etisk problemstilling, tænker jeg som tilskuer.
Det er vores fælles problem og ikke mindst kunstens. Ingen tvivl om at Skæbnen er en forestilling, som koster kassen. Den har sikkert kostet en krig. Er det nu forsvarligt? En anden kunstner ville være glad for at have bare en enkelt sopran og en violin. Her ser vi et ressourceforbrug, som er overvældende.
Det er det dilemma Lollike får med, ud over risikoen for det tragiske tab i selve krigen. Skæbnen får integreret forestillingens blændende æstetik og dens samlede virkemidler med risikoen for det tragiske tab. Krig medfører også tab af identitet og kultur. Tab af betydning.
Det er den dobbelte krig, vi i et presset Europa hele tid må afbalancere, overveje og leve med. Og ja, forestillingens overvældende oplevelse gør det værd at satse på kunsten, selvom den koster en krig.
Europa, Europa
Din skæbne er min
Du rejses på ny
fra en rygende ruin
For evigt skal stjernerne brænde for dig
Europa, Europa
Min skæbne er din (citeret fra forestillingen)
Copenhagen Phil
Dirigent / Christian Øland
Skuespiller / Sofie Gråbøl
Kor og solister fra Københavns Drengekor og Ars Nova Copenhagen
Beethoven / Symfoni nr. 5, Skæbnesymfonien
Manuskript og instruktion / Christian Lollike (Enter Ghost)
Dramaturg / Anders Thrue Djurslev (Enter Ghost)
Komponist / Rasmus Zwicki
Scenografi og videodesign / Vertigo
Lysdesign / Yaw Darko
Fotografer / Mia Mai Dengsø Graabæk DFF & Manuel Alberto Claro DFF
Skuespillere på koncertens filmspor / Albert Elnif & Sofie Gråbøl
Eksterne dramaturgiske konsulenter / Nila Parly & Pernille Fischer Christensen
Erik Exe Christoffersen er Lektor emeritus ved Aarhus Universitet