Mellem kaninører og konformitet
Af Nikolaj Stilling
En ung drengs vilde kaninører risikerer at blive klippet af som ukrudt – et billede på den pæne normalitet, der truer med at udviske alt, der stikker ud. I De Vilde Kaniner på Østre Gasværk Teater bliver dette ikke bare et visuelt symbol, men et gennemgående spørgsmål: Hvor meget frihed tåler vi, før vi begynder at trimme den?
Frigørelse og fællesskab
Gnags’ bagkatalog bliver fortolket gennem en ’coming of age-fortælling’, hvor en ung dreng spillet, af Søren Torpegaard Lund, kæmper for at finde sin plads og lære at stå ved sig selv i en verden, der vil tæmme ham. Allerede mens publikum finder pladserne, etableres forestillingens univers og logik: robotplæneklipper, Dannebrog og symmetrisk haveidyl danner billedet på dansk ordentlighed. En vagabondlignende mand lister ind og snupper plæneklipperen, hvorefter lyset sænkes. Ind i idyllen træder drengen, der lægger an med et uddrag af Når jeg bliver gammel. Drengens fremtidsdrømme bliver smukt fremført, og en blomst vokser fra scenen, men ak! Dårligt får den lov at brede sine blade, før drengens mor klipper den ned, som var den ukrudt. Kimen til De Vilde Kaniners gennemgående konflikt bliver lagt her: det fries kamp mod det kontrollerede og strømlinede. Modsætningen understreges i en efterfølgende dramatisk march-udgave af Danmark, hvor morens følge af voksne, iklædt symmetrisk-mønstrede kjoler, beskærer de vilde blomster, der popper op rundt på scenen. Drengen afbryder den truende march med sangens originale produktion og dynamik, hvis temaer – åbenhed for det ukendte og kritik af fremmedhad – nu fungerer som modsvar på de voksnes forsøg på at kontrollere den unges spirende livsglæde. Alle råber ”længe leve”, men drengen er den eneste, der synger ”mangfoldighed”.
Det visuelle univers i De Vilde Kaniner understøtter på fin vis stykkets tematiske drivkraft, og gennem stykket bydes vi på flere billeder, der tydeliggør drengens kamp. Særligt effektfuldt ses børn med indbundne, afklippede ører ført rundt i seletøj af deres kontrollerende og ordentlige forældre under Går med hunden gennem byen. Østre Gasværks industrielle arkitektur er en passende ramme for denne fortælling. Den Pantheon-inspirerede bygning som bagtæppe går godt i spænd med den dikotomi, forestillingen har: det rå og vilde overfor det polerede og kontrollerede. Bag den harmoniske scenografi titter den buede væg og loftshvælving frem som en kreativitetens katedral med sine karakterfulde og patinerede mursten og runde (læs: ikke firkantede) vinduesåbninger. Konformiteten er særligt i De Vilde Kaniner til forhandling i dette runde rum.
Teknologiens iscenesættelse
Østre Gasværk Teater har de seneste år lavet en stor teknisk satsning på sit Theatre Max-system, der kombinerer en rumlig lydoplevelse med videoprojektioner, som kan oplyse hele publikums synsfelt. På lydfronten fungerer det særdeles godt, og hvert enkelt instrument og vokal går klart igennem. Særligt tydeligt står det frem i Safari, hvor ekkoer af sangens titel skifter dramatisk rundt i salen. Den tekniske formåen bidrager her til en omsluttende utryghed, som drengen oplever i det indledningsvist intimiderende møde med en bande af ’vilde kaniner’.
Den visuelle del af Theatre Max-brugen er mestendels også vellykket. Det må være fristende konstant at kunne projektere lige det man vil op på bagvæggen og ’fortælle’ publikum præcis, hvor vi er, eller hvad der sker. Men lysdesigner Ulrik Gad har holdt det afbalanceret og drysser stemningsskabende scenarier ud over scenografien. Særlig stærkt står det, da to kæmpe oppustelige kaniner langsomt springer frem. I Dansende blå linjer pt.1 tegner projektioner dem nu op med ansigt, og de fremstår som levende.
For det meste bruges projektionerne altså understøttende og stjæler ikke fokus fra spillerne, men af og til bliver disse visuelle effekter den primære performer. Dette er tilfældet under Jeg elsker dig/Fuldmånen lyser, hvor drengen tager næste skridt i sin kærlighedsrelation til pigen Knallert-Pippi og ’hopper under lagenerne’. Scenen viser, hvordan en spirende kærlighed føles og forløses: Det er som gnister, der først ulmer og sidenhen eksploderer i et festfyrværkeri. Denne analogi bliver projekteret helt konkret på først gulvet og sidenhen bagvæggen, mens to aerial-artister, klædt som kopier af parret, flyver i luften, og det originale par ligger under et stort lagen på gulvet. Scenen tydeliggør en grundlæggende udfordring ved videoprojektioner i teater: At billedet risikerer at lukke for publikums fortolkende medskabelse ved’show it’ i stedet for ’tell it’. Teaters magi opstår netop i mødet mellem liveperformance og publikums forestillingsevne, og ved at frarøve beskuerne det fortolkningsrum, vil jeg vove påstanden, at vi mister mere teater-magi, end vi får, trods at synet – bevares – er visuelt betagende. Det skal dog understreges, at Østre Gasværk Teater med De Vilde Kaniner overordnet rammer balancen udmærket gennem forestillingen.
Musikalsk hyldest til forlægget
Et centralt podie hæver sig bagerst i scenografien under Danmark. Her står live-musikerne under forestillingen på nær, når guitaristerne bevæger sig ned på forscenen, eller når podiet sænker sig og skjuler bandet. Placeringen illustrerer musikkens relation til forestillingen: Musikken fungerer som et centralt placeret underlæg, eller en ramme, snarere end en egentlig dramatisk kraft. Musikken er altså noget, der foregår i baggrunden til det, som skuespillerne og danserne synger og performer foran. Bandet er enormt velspillende og udviser stort musikalsk overskud.
Atypisk for denne teaterkoncert er, at størstedelen af sangenes produktioner faktisk lyder ret lig originalerne. F.eks. forbliver Mr. Swing King tro mod originalen rent musikalsk. Nis Pedersen, der i øvrigt synger fremragende, bevarer sågar Peter A.G.’s vokalstil med samme betoninger og fortællende sangstil. Den trofaste gengivelse skaber en umiddelbar genkendelighed og fungerer som en tydelig hyldest til Gnags’ karakteristiske lyd. Samtidig gør det drengens rejse til en slags musikalsk parallelfortælling, hvor hans kamp for at bevare sin identitet spejler Gnags’ egen historie som de ‘underlige fisk’, der aldrig helt lader sig tæmme. Gnags’ lyd har også altid været præget af internationale indflydelser og en interesse for omverdenen. Dette globale islæt passer godt ind i forestillingens tema om fællesskab og omfavnelse af forskellighed, og det er positivt, at dette bliver bibeholdt.
Handlingsforløb vs. teaterkoncert
De Vilde Kaniner har med undertitlen Teaterkoncert Gnags en tydelig genredefinition. Teaterkoncerten, som i Danmark blev defineret med Dr. Dantes Gasolin i 1994, kendetegnes ved at sætte musikken i centrum og fortolke den gennem teatrets virkemidler uden et lineært handlingsforløb. Formatet opstod som et modsvar til musicalens stramme fortælling, hvor sangene ofte blot blev indpasset efter behov. De Vilde Kaniner placerer sig imidlertid et tvetydigt sted mellem de to former.
Forestillingens fokus er drengens ’coming of age’-fortælling, og selvom musikken spiller fra start til slut, fungerer den ofte som bagtæppe for den overordnede dramaturgi. Gnags’ bagkatalog presses dermed ind i, hvad man, med et glimt i øjet, kunne kalde Mamma Mia-formen, hvor sangene indsættes dér, hvor de bedst understøtter handlingen. Det fungerer, fordi teksterne kredser om beslægtede temaer (frihed, fællesskab og kærlighed), men det begrænser samtidig potentialet i, hvad musikken gennem teatrets iscenesættelse kan udtrykke i en nutidig kontekst og reducerer dens performative potentiale.
Når sangene primært bruges til at drive karakterernes udvikling, frem for at åbne refleksioner ud mod omverdenen, mister forestillingen til tider energi, både dramaturgisk og genremæssigt. Drengens rejse, fra undertrykkelse til frigørelse, giver ganske vist en klar emotionel rød tråd, der gør forestillingen tilgængelig for et bredt publikum, men den lineære struktur udfordrer teaterkoncertens oprindeligt anarkistiske ånd, hvor musikken og stemningen var i centrum frem for en narrativ progression. Konsekvensen bliver, at De Vilde Kaniner vender blikket mere indad end udad og i højere grad undersøger personlig udvikling end samtidens fælles spørgsmål. De temaer, som gennem sangenes iscenesættelser peger ud i verden, står i baggrunden, fordi publikums opmærksomhed er på, hvad sangene skal fortælle om den gennemgående handling.
Publikum går næppe fra ’gasværket’ med en uforløst følelse af den grund, da forestillingen er både storslået og teknisk imponerende, men teaterfagligt rejser den for mig et interessant spørgsmål: Ville det have fungeret bedre, hvis man bare kaldte den De Vilde Kaniner – En Gnags musical? For det ville være en virkelig sej musical, og spørgsmålet er ikke, om forestillingen lykkes, men hvad den fortæller os om teaterkoncertens nutidige selvforståelse: Tør genren stadig lade iscenesættelsen af musikken være drivkraften frem for fortællingen?
De Vilde Kaniner spiller på Østre Gasværk Teater fra d. 19.10 til 30.11 2025. Læs mere her
Medbirkende: Søren Torpegaard Lund, Sofie Topp Christensen, Shaka Loveless, Astrid Højgaard, Kristian Rossen, Nanna Rossen, Nis Pedersen, Aviaya Rønnow Steinø, Stine Witt, Oliver Melander, Manus Kofoed. Mette Refshauge, Heidi Latva, Kaori Solvang, Jesper Mauritius Deininger, Thor Vestergaard, Maria Gauger, Frederik Levin
Musikere: Amanda Wium, Anders Birk, Cille Dyrberg, Henrik Schou Poulsen (SP), Lars Daugaard, Ned Ferm, Stephan Grabowski, Jens Hellemann, Mathias Sommer, Rumle Sieling Langdal, Thorbjørn Appehl, Rune Harder Olesen
Instruktør: Heinrich Christensen
Scenograf: Palle Steen Christensen
Kostumedesigner: Ida Marie Ellekilde
Lysdesigner: Ulrik Gad
Lyddesigner: Tim Høyer
Koreograf: Sofie Akerø
Musikalsk arrangør: Martin Sommer
Nikolaj Stilling er studerende på teater- og performancestudier med sidefag i musikvidenskab på Københavns Universitet og har desuden en bachelor fra Det Kongelige Akademis Arkitektskole.