Af Signe Søndergaard Moore
Brutalitetens vedligeholdelse
Blaagaard omtaler Sorte Firkant som dokumentarisk hybridteater. Iscenesættelsen er meget bar: scenen består af et hvidt gulv, tre hvide vægge med tiltede gulvpaneler og et dørparti med plastikforhæng. De skæve paneler antyder, at de medvirkende befinder sig i en dyb kælder eller en nedsunket fængselscelle, og det kolde lys fra de ni lysstofrør i loftet understreger den kliniske æstetik, som får den hvide kube til at synes faretruende snarere end højtidelig. De få scenemidler får de medvirkendes ord til at komme i fokus, men det er vekslende i hvor høj grad historierne formår at fænge som del af en dramatisk performance, og hvornår det glider mere over i et teksttungt realplan uden æstetisk understøttelse. Teksten står stærkt, og iscenesættelsen understreger de barske vilkår, som levende mennesker udsættes for gennem vedligeholdelsen af det danske retssystems brutalitet. Andre steder understøttes teksten ikke tilstrækkeligt af den bare iscenesættelse, og historierne ender som uforløste paroler med belærende formål, hvor poesien taber pusten. Derfor flyder Sorte Firkant imellem skarp dokumentarisme og et mere uklart politisk projekt.
Sorte Firkant stiller spørgsmål til retssystemets (u)retfærdighed gennem iscenesættelsen af fire tidligere indsattes historier om det sociale stigma knyttet til kriminaliserede handlinger såsom civil ulydighed, salg af stoffer og radikaliseret religion. Fire borgere fortæller om deres erfaring med fængselsdomme gennem monologer, voice over og scenebilleder, mens skuespillerne hjælper dialogerne på vej. Iscenesættelsen sætter tanker i gang om et menneskes frihed og værdi, når lov og ret beskrives ud fra de tidligere indsattes møde med et uretfærdigt system.
De første tre borgere, Camilla, Birgitte og Alexander, introduceres på scenen ved at de fortæller om konsekvenserne af deres kriminelle handlinger. Kostumerne er hverdagsagtige og ser komfortable ud, i neutrale farver, og får personerne på scenen til at fremstå som repræsentanter for sig selv, frem for figurer i rolle. En stemme fra en højtaler fortæller, at han, Yaqoub, har været salafist, og at det derfor er ”for farligt for ham at være det samme sted på samme tid, med et kendt tidspunkt”. Det er disse personers historier, skuespillerne Kimmie Liv Sennova og Arian Kashef,vil ”hjælpe med at fortælle”.
Scenen ryddes og Camilla henter en malerlampe og sætter sig på knæ, i hjørnet af scenen, og fortæller om sin tid i fængslet. Skyggen bag hende medvirker til at skabe en følelse af ubehag og frihedsberøvelse. Camilla, Birgitte og Alexander begynder herefter at gå i cirkler på gulvet til lyden af pumpende elektronisk musik: en iscenesættelse der peger på fængselslivets repetitive essens. Yaqoubs stemme lyder gennem højtalerne, mens borgerne går deres runder. Han vil beskytte sin søn fra det salafistiske miljø og fortæller, at når fjernsynet er tændt, minder det ham om en bedre fremtid. At personerne går rundt sammen, står sammen på forscenen og ser på hinanden eller alle ser op mod højtaleren, hvorfra Yaqoubs stemme lyder, skaber kropslige scenebilleder, som peger på fællesheden i de fire individers historie.
Den civile ulydigheds linearitet
Lyset skifter fra dystert og dæmpet til at lyse både scenen og publikumsrækkerne op. Store spande med grøn maling bæres ind, og her begynder den del af dramaet, der forholder sig til borgernes forløb fra første gang de kom på kant med loven. Camilla maler sit forløb på væggen, som en tidslinje med nedslag, mens hun fortæller om kummerlige forhold i Vestre Fængsel og Jyderup kvindefængsel. ”Der var ikke andet at lave end at klippe sorte firkanter” (en opgave, de tidligere indsatte også havde fået som del af forestillingen. Disse papkort lå på publikumsrækkerne med deres personlige udsagn på bagsiden), og ”gården var som et hønsebur med små huller i loftet, så man ikke kunne se solen”. Birgitte fortæller, at hendes historie med civil ulydighed ikke er lineær, men hun kan fortælle os om de aktioner, hun er blevet anholdt for. Samtidig skitserer hun forløbet på væggen med cirkler, mens hun synger en kampsang.
Yaqoub fortæller, hvordan han rapporterer til myndighederne på jævnlig basis. Da Kimmie Liv spørger ham, hvem disse myndigheder er, svarer han kækt: ”Jeg plejer at sige… If I tell you, I will have to kill you”. ”Sjovt…?” spørger Kimmie Liv. ”Nej, ikke rigtigt,” svarer Yaqoub. Det er denne form for tyngde, disse alvorlige fortællinger kaster af sig, og alvoren kan mærkes i rummet. Skuespilleren Arian maler Yaqoubs linje for ham. Den er splittet op, ligesom hans historie.
Alexanders historie har muligvis det største dramatiske potentiale, og hans sceniske nærvær holder publikum på kanten af sædet, når han snakker. Han har været i fængsel i 10 år. Han maler en lang linje, der løber langs alle væggene, mens de andre står og kigger på ham.
De to skuespillere fortæller også om deres liv de seneste 10 år. De har rejst, drukket sig fulde, gået til kropsterapi, fået tatoveringer, taget stoffer og boet forskellige steder. Arian fortæller om sin ændrede opfattelse af at være en ’gangster’: før betød det at være som The Godfather, nu handler det om at dyrke yoga og at kunne tale om følelser. Kimmie Liv fortæller, hvordan ”folk synes, det er fedt at høre om hårde Kimmie fra Vestegnen”, men at det ”ikke er så sejt når de hører, hun også er fra Holte”.
I forlængelse af skuespillernes personlige fortællinger siger Alexander, at han har været ”bange for at komme ud af fængslet og være et nul”. Med skuespillernes fortællinger om deres eget liv op imod Alexanders, bliver det tydeligt, hvordan skuespillernes håb, drømme og selvopfattelser relaterer sig til borgernes, men også har den væsentlige forskel, at de ikke oplever den stigmatisering eller uro, der kommer med at have været indsat.
Maintenance-teater imod dialogkaffe
Den dramatiske fortælling skifter plateau her fra de grønne markeringer på væggen til en scene badet i blåt lys, mens Alexander fortæller om skiftet fra at være impulsiv til at gå disciplineret efter at få en uddannelse og tjene penge. Arian hjælper Alexander med fysisk sparring, og som en art montage skaber medspillerne billeder på de aktiviteter, Alexander foretager sig i fængslet, i form af træningsøvelser. Ord som ”kaffe”, ”lektier” og ”aktier” kastes ud i rummet mens stroboskoplys understreger et højt aktivitetsniveau til lyden af heftig elektronisk musik med et beat, der minder om sangen Firestarter af The Prodigy.
Birgitte overtager fortællingen og giver råd om at skjule sine fingeraftryk med glitter, mens Camilla og Alexander maler deres tøj hvidt. Til lyden af lalleglad elevatormuzak maler de væggene over med mere grøn maling, og langsommeligheden i udførslen peger på fængselsinstitutionens langsommelighed. Dette understreges også af et senere plateau, hvor Birgitte beder de andre borgere om at hjælpe med at flytte en lift ind på scenen. I det hele taget er scenografiens brugsværdi med til at pege på, hvordan borgerne er med til at vedligeholde systemet indefra, hvilket får tankerne hen på den særlige genre Maintenance Art hvor hverdags-æstetik og langsomheden ved vedligeholdelsesopgaver er med til at kritisere prissætningen af menneskets tid og arbejdskraft.
Yaqoubs stemme lyder, mens der males, og han fortæller om skiftet fra at være leder af gruppen Kaldet til Islam, til at sige undskyld og klippe skægget af. ”Jeg går med til at have dialogkaffe med Özlem Cekic… Jeg fortryder dialogkaffe med Özlem Cekic…” siger han. ”Jeg begynder at se Klovn. Er det sådan danskerne er? Hvis du gerne vil være idiot og dum, så er det ok”.
Abolitionisme eller moralsk lærestykke?
Et af forestillingens højdepunkter består af Kimmie Livs og Camillas udveksling om hendes sag, hvor Kimmie Liv spørger ind til, hvordan Camilla ikke kunne have vidst noget om de pakker, hun tog imod fra sin ekskæreste, der havde smuglet MDMA gennem Clarins-cremer og håndsprit. Camilla fastholder sin uskyld og fortæller, at hun fik en fængselsdom på 6 år på baggrund af indicier: ”for at tage imod en pakke og give den videre”. ”Hvis det havde været mig, havde jeg tabt kasketten, hevet tarmene ud af røven på ham og smidt ham ud fra en bro”, siger Kimmie Liv, men Camilla stolede på sin ex og ønsker ingen hævn.
Hverken vi eller skaberne af stykket har fået lov til at læse hendes 97 sider lange sag. Camilla sætter spørgsmålstegn ved retssystemet, når mennesker, der begår børnedrab, får lavere straf end hende selv. Ligesom skaberne af forestillingen har arbejdet undersøgende med at finde de tidligere indsatte borgeres dramatiske historier frem, ligesådan sidder publikum nu og må træffe deres egen beslutning på baggrund af Camillas historie. Når Kimmie Liv taler med Camilla om sagen, spejler dialogen og instruktionen Camillas retslige virkelighed, og spørgsmålene om skyldighed og retsfølelse står åbne. Forestillingen giver publikum mulighed for at møde et menneske, der holder kortene tæt ind til kroppen, hvilket ligestiller afsenderen og publikum, som i et journalistisk live-interview. Her træder forestillingens metalag frem, og sprækkerne ind til virkeligheden på teaterscenen viser sig på allerfineste dokumentaristiske vis.
I en parallelscene til den foregående spiller Arian ”politiet, som aldrig er din ven”, mens Birgitte belærer publikum om retssikkerhed og, at man skal sige ”ingen kommentarer”, fordi stilhed virker suspekt. Birgitte har deltaget i mange forskellige aktioner og bliver, mens hun fortæller om en konkret aktion, båret i siddende stilling op til væggen af Kimmie Liv og Arian. Skuespillerne fungerer her som billeder på retssystemets gatekeepere. På den måde står de til rådighed for de tidligere indsatte, når de skal bruge personificerede billeder på det system, de er fanget i. Derigennem bliver skuespillerne en form for nøgler til en æstetiseret iscenesættelse af borgere i fængselssystemet, der løfter forestillingen fra blot at bestå af Camillas, Alexanders, Birgittes og Yaqoubs individuelle fortællinger. ”Hvordan er det anderledes fra Men in Black når du bryder loven?” Spørger Arian. ”Fordi jeg vil sparke opad”, svarer Birgitte, der taler om at dét at begå lovbrud og modsætte sig ro og orden er hendes sidste mulighed for modstand.
I modsætning til den komplekse og nuancerede scene mellem Camilla og Kimmie Liv fremstilles Birgittes historie mere informationsmættet som en TED-talk. På trods af at Birgitte i bogstaveligste forstand får et løft i kraft af den lift, hun fik hjælp til at flytte ind på scenen, letter iscenesættelsen ikke tekstens tyngde. Fra liften holder hun en tale om forfatteren Sally Rooney, der står til at få 14 års fængsel for at udvise støtte til Palestine Action, som af den britiske regering er blevet betegnet som en terrororganisation. Birgitte maler en smiley med grøn maling på væggen, mens Yaqoub fortæller om at blive dømt for at billige terror, da han som reaktion på angrebet på Charlie Hebdo poster en smiley på Facebook og anfægter, hvordan ”tvetydige symboler” kan blive politiseret. Det er stærke monologer på teateret på Nørrebro, hvor demografien er kendt for sin synlige støtte til det palæstinensiske folk, samt et kendskab til nuancerne omkring, hvilke kroppe der markeres som ’terrorister’, og hvordan det kan ramme skævt. Men det er svært at vurdere, om iscenesætterne af Sorte Firkant ønsker, at publikum går derfra med indigneret vilje til abolitionisme (altså at afskaffe fængselsstraf på grund af dets menneskerettighedskrænkende effekter og strukturer) eller blot vil fremstille et moralsk lærestykke om dyder og holdninger, som kan forhandles og vurderes ud fra et æstetisk, teatralt perspektiv.
Charme og amfetamin i et badekar fra BabySam
Alexander snakker om at ville starte forfra, mens de andre maler en graf bag ham, der viser forholdet mellem hans restgæld og renter, og den tid det vil tage ham at betale det af – et uendeligt regnestykke – imens Birgitte maler smileyen over med den samme grønne maling. ”Jeg ender med en gæld på 980.000 der skal betales af på14 dage, og der er et telefonnummer, jeg kan ringe på, hvis det ikke er muligt”, siger Alexander, der står til at skulle betale af på sin gæld til han dør, ”medmindre jeg vinder i Lotto”. Salen måber ved tallene, og det er tydeligt, at sympatien er på Alexanders side.
Det følgende plateau består af Camilla, der råber sine følelser ud ved at skælde den beskikkede socialrådgiver Heidi, ”en satan med en klam, rød page”, ud. Heidi deltog i hendes jordemoderkonsultationer, uden hendes samtykke, og lavede en underretning på Camilla som mor, ”selvom der ikke er noget at komme efter”, og publikum klapper af hendes udbrud.
Kimmie Liv spørger Alexander, hvordan han ville bære sig ad, hvis han ville begynde at sælge amfetamin igen. Alexander fortæller alle detaljerne: fx at han ville bruge Signal som kommunikationsplatform, og han forklarer desuden, at markedet i Jylland er meget til amfetamin, mens København er mere til kokain. Han fortæller, at han tidligere lavede amfetamin med en kemistuderende fra Holland, i et badekar fra BabySam. Da han bliver spurgt, om han ville gøre det igen, svarer han nej. Det er han helt sikker på, han ikke vil.
I et afsluttende plateau fortæller Yaqoub, at ”straf og resocialisering ikke er adskilte ting indenfor det danske retssystem”, i den forstand at det sociale stigma forbundet med en kriminel fortid stadig kan have afstraffende konsekvenser ud over den afsonede straf. Til slut afsløres det også, at han skulle have været fysisk til stede, men at det blev besluttet at det ville ”krænke retsfølelsen”. Om dette er fordi han stadig er i fare, på trods af at have afsonet sin dom, eller om det er af hensyn til teaterpublikummet, udpensles ikke. ”Hvis retsfølelse?” spørger Yaqoub som et åbent spørgsmål, der efterlader salen i eftertænksom undren, mens hans ords alvor rundes af med et sprogligt skuldertræk: ”Men sådan er der så meget”.
Forestillingen gør et godt stykke arbejde med at forme borgerne som sympatiske, menneskelige personer, der åbner for refleksioner om, hvornår lovbrud ses som den sidste udvej, og om hvem der får sin retsfølelse beskyttet, når de forgældes resten af livet og mister muligheden for at leve et almindeligt liv. Forestillingen skaber en rumlig, klaustrofobisk sansning og et personligt indblik i, hvordan fængselssystemet bliver en form for træg spiral, der fastholder mennesker i negativt socialt stigma, ledighed og gæld. For hvis retssikkerhed beskyttes ved, at man forgældes? Mistillidsgøres? Ikke kan få job? Ikke kan vise sit ansigt? Det er store og vigtige temaer, der tages op til debat af kollektivet SAMLING og de modige medvirkende.
Sorte Firkant spillede på Blaagaard Teater i perioden 12/9-3/10, 2025. Læs mere her
Idé, casting & iscenesættelse: Kollektivet SAMLING (Marie Boye Thomsen og Helle Kirstine Egsgaard)
Instruktion: Astrid Lindhardt
Dramatiker: Sonja Ferdinand
Komponist og lyddesign: Julie Østengaard
Lysdesign: Anna Westh
Dramaturg: Rikke Frigast Jakobsen
Scenografassistent: Carlos Mannis
Scenograf- og kostumeassistenter: Milla Magndahl og Johanna Linde
Medvirkende: Kimmie Liv Sennova, Arian Kashef, Alexander, Camilla, Birgitte og Yaqoub
Co-produktion mellem Blaagaard Teater og scenekunstkollektivet SAMLING
Signe Søndergaard Moore er Ph.d.-studerende på Teater- og performancestudier på Københavns Universitet og kunstnerisk leder i Teater Vi.