Af Janicke Branth
Og dansen den går – på kanten af katastrofen
Cirkus Mundi
Opsætningen af Ödön von Horváths Kasimir og Karoline åbner med et visuelt overrumplende tableau: et kæmpe pariserhjul, oplyst af elektriske pærer, roterer langsomt på drejescenen og etablerer straks den symbolske ramme for forestillingen. Scenograf Laura Løwe har her konkretiseret det tidstypiske begreb Cirkus Mundi, som i begyndelsen af det 20. århundrede blev anvendt som metafor for menneskets rolle som aktør i et samfundsmæssigt skuespil. Pariserhjulet er placeret på den markedsplads, hvor handlingen udspiller sig en aften under den traditionelle Oktoberfest. En aften i 30’ernes Tyskland.
Revitalisering af en genre
Horvárts oprindelige undertitel ”Sieben Szenen von der Liebe Lust und Leid unserer schlechten Zeit“ (syv scener om kærlighed, lyst og lidelse i vores forfærdelige tid) vidner om tekstens tema, nemlig kærlighedens vilkår i en tid præget af økonomisk og social krise. Oprindeligt var stykket altså opdelt i syv scener, men med inspiration fra filmen, opløste han teksten i 117 mindre scener, der havde Karolines ’rejse’ gennem markedspladsen som dramaturgisk akse, og som bandt de syv scener mellem hende og Kasimir sammen. En ’rejse’ som også er en tur op gennem klassesamfundet, da Karoline dropper Kasimir, men slutter med en nedtur. En senere arbejdstitel Balladen om den arbejdsløse chauffør Kasimir henviser til stykkets episk/ lyrisk dramatisk form med rod i det folkelige (folkeviser). Stykket har rod i epokens Neue Sachlichkeit og, som dramatikeren skriver, bestræber sig alene på at skildre verden, som den er.
Horváth valgte helt bevidst at genrebestemme sit stykke som ’Volkstück’, fordi han ville revitalisere den gamle genre, som henvendte sig til og handlede om småborgernes hverdag. Krydret med musik og sang, dans og markante sceniske effekter kunne man kalde den en tysk udgave af melodramaet. Men i 1932 ville Horváth adressere småborgernes reelle problemer og afdække genrens hyggelige overflade som en camouflering af helvede.
Kostumeringen i forestillingens første del er tro mod 1930’erne: pigerne i taljerede kjoler med forklæde, de såkaldte Dirndl, drengene i Lederhosen, hvide skjorter og en enkelt af dem også med tyrolerhat. Der drikkes og danses i en stil, som på raffineret vis minder om tysk folkedans, og som er fremragende koreograferet af Sebastian Kloborg. Netop fordi dansen elegant understøtter Horváths tematik om gentagelsens og konventionens fængsel. De 30’er-inspirerede sange er stilfærdigt og intenst sunget af Nanna Skaarup Voss, men hov, der sniger sig vist alligevel et nummer fra det 21. århundrede ind (Robyns Dancing on My Own) sammen med andre diskrete tegn fra vores egen tid.
En nutidig bearbejdelse
Det Kongelige Teater (som jo har fyret sit ensemble) har i 2022 inviteret Regimentet, der består af tolv markante unge scenekunstnere med husinstruktør Anna Balslev i spidsen, ind på Det Kongelige Teater med hidtil stor succes. Også denne forestilling viser, hvor væsentligt ensemblekonceptet er for udvikling af scenekunsten.
I denne version af Kasimir og Karoline er antallet af karakterer reduceret fra de oprindelige sytten til blot syv. Det er med til at skabe en stemning af ensomhed, når det store scenerum i øvrigt kun består af få andre elementer. Handlingen udspiller sig den dag, Kasimir lige har mistet sit job. Han er blevet én mere i køen af 30’ernes arbejdsløse. Han lægger ikke skjul på sin pessimisme og frustration overfor Karoline, der til gengæld godt synes, man kan tillade sig at tage fri fra bekymringerne og slå sig løs i forlystelsernes paradis for en kort stund. Hun vil drikke og feste, han vil spinke og spare. Ikke så mærkeligt kommer Karoline efterhånden frem til, at de måske er for forskellige. Og selvom hun er overbevist om, at en rigtig kvinde ikke forlader sin mand, fordi han har mistet sit job, så er det netop det, hun gør – lidt efter lidt – men uden rigtigt at erkende det, før til sidst.
Og mens konflikten mellem det unge par udfolder sig, går dansen videre og er med til at understrege, at der aldrig er plads til et ordentligt møde mellem Kasimir og Karoline. Den ene eller den anden bliver altid revet med i en ny dans.
Karoline i centrum
Horváths titel antyder et dobbeltportræt, men Regimentet og Balslevs version fremstår mere som Karolines historie. Freja Klint Sandberg tegner et sammensat billede af Karoline: yndefuld, legesyg og sensuel, men også forsigtig og usikker. Hun er svær at matche for den nedtrykte og spinkle Kasimir, som Mathias Bøgelund skildrer fint med alle tegn på desperation. Man fornemmer (for) hurtigt, at det nok ikke holder. Karoline tiltrækkes af den mere selvsikre, erfarne og fremfor alt højere socialt placerede Schürzinger, besnærende spillet af Gustav Giese. Schürzinger og kredsen af overklassedrenge omkring ham lokker Karoline med deres charmerende lethed og pirrer hendes drøm om social opstigning. Hun forsvinder op i de dyre gynger sammen med ham, mens Kasimir bliver på jorden sammen med sin arbejdskammerat Franz og hans tålmodige kæreste Erna.
Her nede i samfundets nederste lag er der kun konen eller kæresten at hævde sig overfor, så den misogyne retorik får frit løb fra proletaren Franz’ aggressive mund, som Erna hele tiden prøver at kysse til forsoning.
Et brud i tiden.
Cirka halvvejs inde i forestillingen brydes det historiske greb på opsætningen. Da Karoline er ved at tage konsekvensen af sine lyst til en affære med Schürzinger, skifter forestillingen epoke: Karoline, Schürzinger og Speer skifter til helt moderne 2025 tøj og rulleskøjter, hvorefter de skøjter lige ind i nutiden i et væld af laserlys-effekter. Dette metafiktionelle greb synes at ville aktualisere stykkets tematik for et yngre publikum. Rent bortset fra, at det er et ret langt kostumeskrift, så er det lidt svært at få øje på den kunstneriske nødvendighed af det.
Epokeskiftet bliver tilmed signalet til, at det nu er overklassens leder, Rauch, der overtager sin mellemleder Schürzingers ’bytte’ og knalder Karoline inde i ballongyngens billetkontor. Den maskuline kynisme udstilles uden forbehold, og Karolines erotiske ’kapital’ viser sig ikke at have anden markedsværdi end det hurtige knald. Stærkt desillusioneret vender hun tilbage til Kasimir, der i mellemtiden har trøstet sig lidt med Franz’ Erna.
Deres fortælling slutter på en parkeringsplads hvor Kasimirs billige bil går op i flammer, mens overklassen kører væk i deres. En synderbanket Franz, en grædende Karoline (”Jeg ville bare så gerne have lidt mere held i tilværelsen”) og en komplet desillusioneret Kasimir står tilbage i det næsten tomme rum.
En forestilling om social determinisme
Horvaths stykke er ganske tydeligt i sin beskrivelse af, i hvor høj grad vores følelser, som skulle være det mest personlige vi har, er styret af sociale forhold og økonomi. Den ’kapital’, Karoline besidder, er bundet til hendes krop, ungdom og udstråling. Men de sociale begrænsninger vil altid være der (ikke mindst på det tidspunkt stykket er skrevet) og vil altid forhindre hende i at flytte sig socialt. Dertil er hendes stilling som kvinde i 30’ernes samfund for svag og forestillingen om kærlighed alt for romantisk.
Opsætningen åbner nok for en refleksion om kvinders stilling i dag, som er noget anderledes end i 1930’erne. Men koblingen mellem 1930’ernes arbejdsløshed og nutidens prekære vilkår understreger på den anden side en betydelig aktualitet. Og i baggrunden lurer endnu et tema fra mellemkrigstiden: vilkårene for de unge i en tid, hvor de burde have fremtiden for sig, men måske mere er truet af den. Horváths stykke er fra en tid, hvor klassesamfundet var markant og tydeligt. Det er nok ikke nogen tilfældighed, at teatret netop sætter sådan et stykke op i dag.
Kasimir & Karoline spiller på Det Kongelige Teater i perioden 10/9 – 23/10, 2025. Læs mere her
Dramatiker: Ödön von Horváth
Iscenesættelse: Anna Balslev
Scenografi og kostumedesign: Laura Løwe
Koreografi: Sebastian Kloborg
Lysdesign: Balder Nørskov
Musik Rumle Sieling Langdal
Musikalsk ide: Victor Dahl
Oversættelse: Henning Goldbæk
Medvirkende: Freja Klint Sandberg, Mathias Bøgelund,Gustav Giese, Nanna Skaarup Voss, Simon Kongsted, Oskar Bjarke Windfeld, Alexander Bryld Obaze
Janicke Branth, dramaturg cand phil. Tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen