Af Tania Ørum
Alderdomsteater? Letbenet ensemble i gumpetung fortolkning
Republiques forestilling Døden i Venedig annonceres som en alderdomsforestilling. Ingen af de medvirkende er under 60 år, fremhæves det. Thomas Manns roman, der har givet stykket navn, handler jo også om en døende gammel mand, der med vemodigt begær betragter en smuk, ganske ung mand eller dreng.
OK, man har jo børne- og ungdomsteater, så hvorfor ikke alderdomsteater? En stor del af kulturverdenens publikum er jo under alle omstændigheder ældre mennesker. Og man har hørt en del om, hvor svært det er at få gode roller, når man bliver ældre. Jeg tænkte, det også var i kraft af min alder, jeg var blevet opfordret til at anmelde. Så vidt, så godt.
Egentlig var jeg på forhånd mere skeptisk over for den anden grundidé i forestillingen, at det skulle være “en radikal, næsten ordløs, visuel og musikalsk stærk nyfortolkning af Thomas Manns klassiker”, hvor “karaktererne er skrevet ud”. Over for en så ord-, deskriptions- og karakter-baseret forfatter som Mann var det svært at forestille sig, hvordan det kunne gøres, selv om jeg havde nogle efterbilleder fra Viscontis filmatisering af Manns lille roman i æstetisk Venedig-kulisse. Det var nu hverken Venedigs pastelfarver eller Manns melankolske dvælen, der gik igen i forestillingens lyssætning og scenografi.
Det visuelle
Forestillingen startede sådan set ret visuelt flot med en helt minimalistisk opstilling af hvide plastikspande i et kvadrat i hele scenens rum. Meget langt fra Manns klassiske univers og Venedigs kolorit. Det så også fint ud, da de hvide spande efterhånden blev tømt for deres grønne granulat-indhold, selv om det ikke havde den store forbindelse til den kvindelige performers råb: “Jeg kan ikke holde det ud!” Endsige til de optrædendes græske draperinger og lyrer.
Det allerflotteste visuelt var det store stykke sort plastik, der blev bredt ud som et bølgende hav, indimellem til en stor bølge, som skyllede op mod bagvæggen. Samme blanke sorte plastik gik igen i de optrædendes supertætsluttende dragter i en del af stykket. Om det skulle forstås symbolsk, blev jeg ikke klar over – blev de overskyllet? eller var de dødsens?
Vand er der jo i Venedig, selv om det ikke ligefrem er sort, men ellers var det svært at forbinde både scenografien og performernes aktiviteter med Thomas Manns tekst, som der kun var blevet to citater tilbage af.
Alder og sex
For at forstå instruktørens kobling til Thomas Manns tekst skal man nok se på forestillingens undertekst, “det fortrængtes genkomst”. Freuds begreb om det fortrængte synes her at være blevet indsnævret til det seksuelle.
På scenen så man i hvert fald de fem performere give udtryk for deres ønske om at vende tilbage til ungdommens erotiske kærlighed – bl.a. i en scene, hvor deres kroppe gradvis oplives og forenes i samme danserytme i takt med en række gamle popmelodier, der henviser deres længsler til noget fortidigt og gammeldags og dermed forlener tableauet med noget ironisk eller latterligt.
Det seksuelle bobler også op, når de fem performere smider tøjet i forskellige grader, fra helt nøgen til bryster tippet ud af bh’en, mens kroppene vrider sig og afgiver diverse stønnende og pyssenyssede lyde – mest hver for sig, kun sjældent i kombination med en anden krop. Igen forekommer det mig, at der lægges op til en latterliggørelse af, at ældre mennesker skulle kunne forbindes med seksualitet. Jeg hørte nogle blandt publikum grine – mest unge mennesker, forekom det mig – mens de ældre omkring mig ikke så ud til at more sig. Måske er kombinationen af alder og sex mest fortrængt eller mest latterlig for et yngre publikum?
De fem performere var dog så agile og dynamiske i deres bevægelser og kropslige, til tider nærmest akrobatiske, udfoldelser, at det i nogen grad modsagde temaet om alderens forfald.
Radikal nyfortolkning?
Af Manns tekst var der som sagt kun blevet to citater tilbage. Citat nummer to var en passage, hvor hovedpersonen selvkritisk funderer over sine forgæves forsøg på at pynte og parfumere sig og gøre sig attraktiv trods sin alder. Det forårsagede et pludseligt brud med den minimalistiske scenografi, da der blev rullet fem sminkeborde ind på scenen, hvor de tre kvinder og to mænd satte sig foran spejlene og iførte sig sminke og paryk, hvorefter forestillingen sluttede med, at de vendte sig mod publikum som grotesk opmalede masker. En lidt tynd illustration af Thomas Manns refleksioner.
Man kan godt kalde det radikalt at opføre Thomas Manns Døden i Venedig næsten uden ord. Men selv om de optrædende gjorde deres bedste, kan man næppe kalde forestillingen en nyfortolkning af hverken Manns tekst eller alderdommen, endsige Freuds begreb om det fortrængte og dets tilbagevenden. Dertil var den for fladbundet i sit koncept.
Døden i Venedig – det fortrængtes genkomst spiller på Republique i perioden 2.-25 oktober 2025. Læs mere her
Medvirkende: Lotte Andersen, Bo Madvig, Anders Mossling, Charlotte Elizabeth Munksgaard, Marie Brolin-Tani
Instruktør: Anja Behrens
Scenograf og kostumedesigner: David Gehrt
Komponist & lyddesigner: Marie Koldkjær Højlund
Lysdesigner: Súni Joensen
Tania Ørum er lektor emerita ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.