Teatergrad og Det Flydende Teater: Kløvedal. Det bedste man kan sige.
Svalegangen 30. september 2025.
Af Ida Krøgholt
Grundtvigianisme og kapitalkritik
Der findes et ikonisk pressefoto fra 1970. Klaus Rifbjerg og Ebbe Kløvedal Reich sidder sammen med andre af kulturkampens fortropper på trapperne i kulturministeriets opgang. En chillum med hash går på omgang. Efter sigende røg Rifbjerg ikke hash, men det var midt i en kulturrevolution, og euforiserende stoffer var en vigtig del af kampen, i kombination med slagsange om fællesskab, fred og kærlighed.
Kløvedal og Rifbjerg var datidens nationale helte, og fotografiet fra kampzonen står printet i mig, det sendte vibrationer og længsler helt ud på den jyske Vestkyst, hvor jeg voksede op. Jeg husker også, hvordan mine forældre, der var højskolelærere, arrangerede kulturelle dage på højskolen med Ebbe Kløvedal som gæst, hvor han fik sindene til at gløde med sit budskab om, hvordan grundtvigianisme kan mikses med kapitalkritik. Men kulturkampen havde omkostninger, og samtidig med at være fællesskabets idealistiske frontfigur, kæmpede Ebbe Kløvedal med sin rolle i de nære relationer. Det er den konflikt, Teatergrad folder ud i Kløvedal – Det bedste man kan sige, hvor et stykke kulturhistorie spejles i skismaet mellem Ebbe Kløvedal som forfatter og hans fiasko som far.
Idealernes pris
Forestillingen udspiller sig på en lille, intim scene, hvor publikum sidder på tre lange rækker på hver side. Det åbner med kvinden Nadia, som er i gang med at jule – hun holder stramt på juletraditionerne – med det hele, men voksede op med at jul var fejring af fællesskabet uden gaver.
Foto: Per Morten Abrahamsen
Forestillingen er en Thomas Markmann-bearbejdning af Nadia Kløvedal Reichs erindringsroman, Det bedste man kan sige fra 2023, og Pelle Nordhøj Kann har været instruktør. Som biologisk datter af Ebbe Kløvedal og Alice Møller Kristensen voksede Nadia op i to store kollektiver i Hellerup, et hvor hun boede hos sin far og et, hvor hendes mor boede. Det gav hende en kæmpestor familie med masser af herlige relationer, mange halvsøskende, skiftende bonus- og reserveforældre. Teatergrads bearbejdning fanger romanens søgende tone: Nadia forsøger at samle brudstykker, der kan forklare, hvem hun er, og hvad hun kommer af. For hun er, som hun siger, født med en gave der udspringer af utopier og drømme, og en tro på at livet kan og vil meget mere, end vi er i stand til at forestille os. Men hun næres samtidig af en fornemmelse af et dysfunktionelt mønster, som giver sig udslag i en krise i voksenlivet. Den dobbelthed mellem idealisme og svigt er nerven i Teatergrads fortolkning.
Det virker næsten provokerende-kynisk, når Nadias mor i forestillingen smider hende ud hjemmefra som 15-årig, men i kollektivets ’stammefællesskab’ skulle både børn og voksne sættes fri. De voksne betragtede børnene som ligestillede. Nadia skulle, som Ebbe formulerer det i forestillingen, lære at være en god egoist med ansvar for sig selv OG for det store fællesskab, for det giver også grobund for den bedste kollektivist.
Foto: Per Morten Abrahamsen
I romanen afdækkes hele Nadias fortælling ved, at hun dels gør sig til en observatør af sin barndom i scener fra opvæksten, og dels interviewer sine forældre som den voksne Nadia. Det greb bruger forestillingen også, og dette skaber en stærk Nadia (Malin Rømer Brolin-Tani), der kaster sig ud i en undersøgelse af sit ophavs idéer, hvor hun også konfronterer sine forældre. Det sker bl.a. ved en familiemiddag, hvor karismatiske – og måske lige lovlig euforiseret og hippieprægede – Ebbe (Brian Hjulmann) forinden har bedyret, at det bedste man kan sige om en far er, at han er en god onkel. Det får Nadia op af sædet, og mens Ebbe taler om ansvaret udenfor mennesket, den store sammenhæng og kalder hende selvretfærdig og forkælet, taler Nadia om hans omsorgssvigt. I denne centrale scene er det hendes reaktion og modkamp, der fanger scenens fulde intensitet – brutalt i sin afsløring.
Foto: Per Morten Abrahamsen
I de fleste scener er Nadia kritisk observatør, ind imellem skrivende på sin bærbare, fint iscenesat og spillet af Malin Rømer med en lille rynke mellem brynene og følsomt blik – hun stiller spørgsmål, også til publikum, hvilket en fortællemæssig verfremdung, der placerer hende helt tæt på begivenhederne og klar til at bryde ind og mane til debat og refleksion.
Sceniske virkemidler
Scenen er etableret af kasser, som er mobile og danner forskellige rum i rummet, hvorved spring i tid og handling kan ske gnidningsløst. Der sættes banner op: VERDEN BRÆNDER – FÅ FINGEREN UD! Det er demonstrationen mod Verdensbanken 1970. Nadia er 4 år og sidder på ryggen af Andreas, hendes mors nye kæreste. Han kommer i karambolage med politiet og bliver fængslet og forsvinder ud af hendes liv.
Et skab på scenen står med lågerne åbne, det bruges til kostumeskift. På lågerne er en tavle med kollektivets ølregnskab og liste over børnepassertjansen.
Publikum inddrages i børnepasningen: flere sidder under forestillingen med byltede babyer på armen og andre holder skilte med påskrifter og symboler som FRED, FRIT ARBEJDSLIV og rødstrømpebevægelsens knyttede røde næve.
Der er mange skift undervejs, det er især Ebbes serie af hustruer, elskerinder og kærester, som befolker scenen. De fremstilles i vidunderlige nuancer af Anne Gry Henningsen – sexede, charmerende rapmundede og i tragisk forfald.
Sang som nyt lag af verfremdung
Foto: Per Morten Abrahamsen
Indimellem kommer en sanger ud af klædeskabet (Christine Worre Kann). Sangeren performer en anden side af 60-ernes og 70-ernes kulturelle eksperiment, den musikalske bevidsthedsudvidelse, men grebet fungerer ikke helt optimalt. Sangeren er iscenesat som indbegrebet af hippiedrømmen med pandebånd, fjer og perler og bare tæer. Men hvad er dens funktion udover det musikalske bidrag? Er det en androgyn Kløvedal-mytologisk figur, en shakespearsk skovtrold, som afbryder den hverdaglige realisme? Er det en ironisk inkarnation af Ebbes hashtågede hoved? Figuren lægger endnu et lag af verfremdung til Nadias bevægelse ind og ud af det historiske fiktionsrum. Men forholdet mellem Nadias figur – som datter af Kløvedal og som fortæller og fortolker af Ebbe Kløvedals historie og af sin egen barndom – og den syngende tricksterfigur virker uklar.
På den anden side giver sangerens indslag også mulighed for et skifte i tilskuerpositionen, et musikalsk intermezzo, hvor kulturkampen afløses af det nærvær, Nadia efterlyser. I en fin scene med sangen som underlægning mødes Ebbe og Nadia under stjernehimlen i Grækenland. De er på ferie og sunder sig efter Ebbes to kærester begge er rejst hjem, da ingen af dem havde fået at vide, at den anden ville være med på ferien. Her åbner sangen et rum for en sjælden fredsstund mellem far og datter – midt i alt det koksede og ustabile. De holder hinanden i hånden og ser på stjerneskud. Nadia ønsker sig en familie for sin kommende lillebror, som ligger i Maikens – Ebbes ex-kærestes – mave.
Forældregenerationens spejl
Forestillingen leverer, i modsætning til romanen, ingen stor forløsning. Det er ikke Nadias udvikling, der driver fortællingen, men et stykke kulturhistorie om idealer og forsømmelse. Ebbes tænkning – og hans mangel på sensibilitet overfor over for sine børn – lader sig ikke rokke. Værst rammes datteren Klokkeblomst, som myndighederne vil fjerne fra hendes misbrugende mor, og da Ebbe griber ind, er det ikke for barnets skyld, men for at redde moderen fra at tage sit eget liv. Som gammel og døende, passet af Nadia, smider han replikken ”Hvad vil du med den lille mand? Se dog at komme videre” – om Nadias partner. I sammenligning med romanen er Nadias erkendelse beskeden. Som svar på Ebbes provokation, giver hun sig igen til at pynte op til jul og erklærer afslutningsvis: ”Min lille mand og jeg genindfører traditioner – jeg kan ændre på den kendsgerning, at julen ikke havde nogen stor plads i min barndom. Men der mangler noget – jeg savner stadig noget af det, vi kan og vil med hinanden.” Med den slutning aner man bare, at Nadia forbereder sig på et nyt kapitel i sit liv, mens forestillingen ikke dykker ned i hendes videre udviklingsfortælling – den som man var vidne til i romanen. Dette er dramaturgisk set et klogt fraklip i bearbejdelsen som gør, at forestillingen forbliver i smerten og spændingen omkring det, der er væsentligt her: afdækningen af forældregenerationen, og skildringen af konflikten mellem forfatteren Ebbe Kløvedals succes som en af kulturkampens fædre og hans nederlag som far. Kløvedal – Det bedste man kan sige bliver på den måde til en forestilling om et stykke kulturhistorie, der ikke søger forløsning, men insisterer på konfrontationen: mellem idealer og svigt.
Medvirkende: Malin Rømer Brolin-Tani, Anne Gry Henningsen, Brian Hjulman og Christine Worre Kann
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
Dramatiker: Thomas Markmann, efter Nadia Kløvedal Reichs bog “Det bedste Man Kan Sige”
Komponist: Marie Louise von Bulow
Scenograf: Nikolaj Heiselberg Trap
Kostumier: Olivia Hetman
Dramaturg: Christine Worre Kann
Producent: Det Flydende Teater
Idé og koncept: Teatergrad
Foto: Per Morten Abrahamsen
Forestillingen er på turné frem til den 11. oktober 2025.
Ida Krøgholt, Ph.d., er lektor emerita i dramaturgi ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.