Det er ikke Mårup Kirke
Af Emilie Lund og Erik Exe Christoffersen
“Mårup Kirke rejste sig i 1202 på en klint mellem Lønstrup og Løkken – dengang mere end en kilometer fra havet. År for år gnavede Vesterhavet sig nærmere, og i 2007 blev det besluttet at tage kirken ned, sten for sten, med drømmen om en genopførelse. Den drøm blev aldrig til noget. I 2015 blev Mårup Kirke knust til grus og spredt ud”.
Anekdoter og fortællinger
På scenens forkant ligger der et par mursten tilbage fra det indledende sceniske setup, hvor ovenstående tekst om Mårup Kirke bliver læst op af en kvinde i jakkesæt, i et tonefald som minder om præstens prædiken. Derefter tager koreograf Palle Granhøj ordet og fører os gennem minder og anekdoter, fortalt i et billedrigt sprog præget af både varme og vemod. Det er ikke Mårup Kirke udspiller sig i skyggen af det, der ikke længere er, og vækker en længsel efter det svundne – fortiden og tabet.
Forestillingen er som at besøge en kirkegård, hvor de døde rejser sig som dansende genfærd. Scenen er et tomt rum med sorte gardiner, lyssætningen er håndholdte lamper, som forstærker fornemmelsen af at vi ser ind i fortiden ligesom, når man grå rund blandt gravsten og læser navne mellem fødsels- og dødsdatoer.
Musik, lys og kostumer
Musikken – cello, violin, kor og solist – lægger en vedvarende grundstemning igennem forestillingen. Den ændrer sig aldrig dramatisk, og begrænsningen med de få instrumenter giver lydbilledet en kontinuerlig, dvælende karakter, som vi uundgåeligt drages ind i. Også lyset arbejder med enkle, men effektfulde virkemidler. Et generelt scenelys afløses af en håndholdt projektørlampe, der kaster levende skygger i rummet og forstærker følelsen af det intime rum.
Palle Granhøj. Alle foto: Granhøj Dans
Musikere og dansere optræder i sorte og hvide jakkesæt, præster eller gravere og et par syngende genfærd. Mårup Kirke er stedet, hvor Babettes gæstebud (1987) blev optaget, og kostumerne er i tråd med filmens univers, hvor gæsterne sidder sort-hvidt klædt rundt om bordet. Indimellem danser nogle uden jakke, hvilket lader et mere romantisk udtryk tone frem. Palles jakkesæt adskiller sig ved at være mere moderne – en detalje, der understreger hans metarefleksive position i forestillingen. De små variationer – med eller uden jakke – skaber forandring uden at bryde den overordnede ensartethed. Resultatet er et roligt scenebillede, hvor detaljerne træder desto tydeligere frem.
Længsel i bevægelse, partitur og obstruktion
På et tidspunkt fortæller Palle om tabet af sin ven Søren Sundby, der dansede i mange af Granhøjs tidlige forestillinger, og som døde ung. Han viser et partitur, Søren engang dansede, og som Palle siden gav tilbage, ved at danse det til Sørens begravelse. Frasen består af konkrete bevægelser – at presse noget ned i jorden, slå sig i maven, svinge med armene, kigge ud mod horisonten. Netop denne konkrete stil præger store dele af bevægelsessproget i forestillingen, samtidig med at de enkelte danseres egen stil er tilføjet.
En anden måde, længslen får krop på, er gennem gummibånd, der som elastikker manipulerer dansernes bevægelser. Danserne arbejder en stor del af tiden med at kæmpe mod og med båndene, som ofte holder dem tilbage, ændrer deres gestus og tvinger fraserne til at tage nye former. Den samme bevægelse gentages igen og igen, men med forskellige grader af modstand. Det er som om dansen hele tiden vil mere, end den kan. I spændet mellem intention og begrænsning opstår en intensitet, hvor man fornemmer kamp, frustration, udmattelse – og netop længsel. Længsel over ikke at kunne udføre bevægelsen, som man gerne vil eller kunne engang. Når elastikkerne til sidst slippes, opleves det ikke blot som en metafor, men som et konkret, fysisk udtryk for befrielse – og på samme måde som minderne sætter længslen sig i kroppen, både som sentimental erindring og som fysisk hukommelse.
Gummibåndene skaber visuelle tråde imellem og ud fra danserne. En central danser sidder og udfører et bevægelsespartitur, men hendes handlinger tvinger de øvrige i den anden ende af båndene til at løbe i højt tempo for at følge med. Effekten mellem den centrale dansers partitur og de løbende kroppe danner et skiftende mønster, hvor trådene vinkler sig ind og ud af hinanden. Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, om det er mindernes bånd, der præger og manipulerer den centrale danser eller omvendt.
Der bliver leget med elastikkerne: Hvad sker der, når man har 2, 3, 4 eller 20 elastikker på? Hvad sker der, hvis man hiver, trækker eller binder dem om danserne eller om musikerne. Båndets symbolske og konkrete potentiale i relation til længslen udtrykkes i forskelligartede kontraster mellem modstand og bevægelsesfrihed. Båndene som obstruktion for bevægelsen er et koreografisk greb, der også er set i mage af Granhøj Dans øvrige forestillinger som Body Fluid (1994) Foot Face (2002) og This is not Romeo and Juliet (2023), men her får de en næsten æstetisk-rituel betydning, et metafysisk ritual som murstenene på scenen holder ved jorden.
Gentagelse og ensomhed
Forestillingen er fyldt med bevægelsespartiturer og motiver, der gentages. Vigtigst er måske Palles replik som varieres i en uendelighed: “Det er ikke Mårup Kirke.” Også bevægelsespartiturerne vender tilbage, og i samspil med længslen fungerer genkomsten som et minde, der må genfortælles for ikke at forsvinde – måske i en forvrænget form, måske med en ny betydning.
Selv om der ofte er mange på scenen – musikerne, Palle og lysperformeren, der observerer, samt flere dansere – opleves værket som en lang række soloer, for fokus ligger næsten altid på én danser ad gangen: den, der kæmper med elastikkerne, den, der bæres af koret, eller den, der trækkes for enden af gummibåndene. Ensomheden – som også er en del af længslen – bliver tydelig. Når fokus ikke ligger på soloer, ser vi duetter: kærlige, konfliktrige, kampe og gensidig manipulation.
Mindernes logik
Forestillingen rummer mindernes logik, forstået som fragmenter, man ikke straks kan sætte ind i kontekst. En danser starter med bølgende bevægelser med hænderne, som gradvist spreder sig op til armene, men midlertidigt stoppes af de øvrige performere. Senere dukker motivet op igen, og denne gang lykkes det danseren at “flyve”, når han løftes og basker med armene i luften. Første gang virker flyvemotivet tilfældigt, men når aktionen gentages og til sidst knyttes til Palles anekdote om en gang, han stod i kirkenruinen og pludselig hørte en lærken, der sang bliver fragmentet pludseligt et bærende moment – som en opstigning eller opstandelse, der bryder med den basale tyngdekraft.
I sidste scene træder det samlede ensemble frem på scenen til lyden af en fantastisk smuk sang: “Honi Si Qua”, den er skrevet af Laila Skovmand med “lydord” ( uden mening) og med førstestemme og fremført af sangerinden Anne Eisensee. Fragmenterer bliver samlet, kirken genopstår, og genfærdene danser.
Det er ikke Mårup Kirke. Men hvad er det så? Et teater hvor en ældre mand (en maskeret Granhøj), i slutningen gentager den dødes partitur – og trods sine fysiske begrænsninger – fastholder bevægelserne, for at sikre, at minderne genfindes, leve og gives videre til publikum. En teaterkirke?
Forestillingen balancerer mellem det personlige og det kollektive og forvandler gennem obstruktionsteknikken minderne til fysiske møder mellem kroppe og lyd på tværs af generationer. I kontrast til landskabet omkring Mårup Kirke, hvor tiden og naturen har udslettet sporene af både kirken og Palles sommerhus, som lå i nærheden insisterer forestillingen på, at erindringer kan fastholdes og deles – ikke som et monument, men som en påmindelse om, at tabet kan blive til længsel, og længslen til lærkens sang og kunstens tidløshed. Det er denne lærkesang Granhøj hører, mens han står i ruinen, som er den triste rest af Mårup kirke.
Palle Granhøj fortæller I forestillingen, at de turnerede med “Dance me to the end on/off love”, og en aften hvor vi spillede i Amsterdam – på et spillested der tidligere har været en kirke – sad der en gæst som inviterede ham og holdet til Canada. Det var en stor drøm der gik i opfyldelse at vi skulle spille netop den forestilling i Montreal i en hel måned. Det teater vi spillede på er ikke en kirke – og heller ikke en tidligere kirke – men fordi forestillingen byggede på tekster og musik af Leonard Cohens – så føltes det som at være i en kirke i Leonard Cohens fødeby.
Det er ikke Mårup Kirke meget rørende både emotionelt og “spirituelt” i sin genskabelse af Mårup kirke. Hvad enten man har været der før den forsvandt eller ej så synger lærken på tråden (“Bird on the Wire”): Lad ikke tiden knuse drømmenes længsel til grus og glemsel.
DET ER IKKE MÅRUP KIRKE:
MEDVIRKENDE Palle Granhøj, Sofia Pintzou, Dominyka Markevičiūtė, Povilas Jurgaitis, Marius Pinigis, Dalia Dėdinskaitė, Gleb Pyšniak, Anne Eisensee
LYSPERFORMANCE Darius Berulius
IDÉ, TEKST, LYSDESIGN OG INSTRUKTION Palle Granhøj i tæt samarbejde med de medvirkende
MUSIK Herrer med Humle – Jeppe Tang Severinsen, Steffen Nordborg, Jens Kodlur, Jonatan Petersen
Erik Exe Christoffersen er Lektor emeritus ved Aarhus Universitet og Emilie Lund er danser koreograf og kunstnerisk leder af Black Circle – Eluda Dance Co.