Liv Helms billedmættede iscenesættelse
Af Janicke Branth
Liv Helms opsætning af Henrik Ibsens Fruen fra Havet på Husets Teater har fokus på titelfigurens perspektiv, kroppen og den symbolske undertekst.
Den sprogløse prolog
Forestillingen åbner med et næsten ikonisk tableau, da en ældre mand træder ind på scenen med noget tungt over skulderen, som vi hurtigt opdager er en havfrue med en kæmpe fiskehale, nøgen overkrop og langt vådt hår, der hænger ned foran hendes ansigt. Han anbringer hende forsigtigt i badekarret midt på scenen, hvorefter hun slår gispende om sig som en fisk, der lige er trukket op af vandet. Da hun omsider falder lidt til ro, læner manden sig ind over hende, i sin klassiske hvide og lidt for store undertrøje, inden han trækker sig tilbage.
Langsomt skyder hun fiskehalen af sig og studerer sine ben på samme måde som et barn, der pludselig bliver sig sine kropsdele bevidst. Hun leger lidt med fødderne, da en fisk dukker op over kanten af badekarret. Bag fiskemasken skjuler sig en yngre, mørkhåret og noget mere sexet mand i stram lilla undertrøje. Efter mødet med ham træder hun ud af badet i al sin nøgenhed.
Scenografi og dramaturgi
Denne tableauagtige prolog fungerer som en nøgle til hele forestillingen: der er allerede fra første øjeblik har lagt afstand til Ibsens realisme. Scenografien er konsekvent reduceret til et badekar placeret på en forhøjning midt på scenen. Bagtil er karret afskærmet af et hvidt badeforhæng, mens et havblåt badeforhæng afskærmer resten af bagscenen, med indkik til andre dele af badeværelset. I og omkring det badekar befinder Ellida sig det meste af forestillingen – så centralt placeret, at man næsten kan betragte Liv Helms version som en monolog, hvor de øvrige personer kunne være udtryk for Ellidas indre forestillinger.
Lysstofrør, camoufleret som vandrør, danner en slags ’prosceniumsramme’ om badekarret og lyser gnistrende op, når vi rykker helt ind i Ellidas hoved, og de sceniske tableauer alene er knyttet til hendes bevidsthed.
Liv Helm har foretaget en kraftig tekstbearbejdelse. Ibsens udgave fra 1888 med ni roller er reduceret til et kammerspil for fire karakterer, hvoraf de tre her optræder perifere i forhold til Ellida, som vi oplever dem kredse om hende eller det badekar, der er hendes symbolsk pauvre erstatning for havet. De tre andre er hendes mand, Victor, hans datter, Hilde og Den fremmede.
Victor har efter sin første kones død (Hildes mor) giftet sig med Ellida, som er datter af en præst, fra en præstegård helt ude ved havet, tæt på et fyrtårn. Gennem flere år har de boet i hans hjem langt inde i bunden af fjorden. Sammen med Ibsens øvrige persongalleri, der foruden biroller også indbefatter turister og sommergæster, er skildringen af hjemmet, haven og bjerglandskabet omkring Victors bolig skåret ud af denne version.
Hvor Ibsen altså skriver Ellidas skæbne ind i en civilisatorisk konflikt mellem fastland og hav, polis og paradis, familie og frihed, blænder Liv Helm fra starten op for Ellidas indre univers og splittelse mellem ægtemand og elsker. Mens Den fremmede – engang Ellidas forlovede – hos Ibsen er en lille birolle, som kun omtales, indtil han dukker op i slutningen af femte akt, så manifesterer han sig her stumt i mange scener, og spillet så empatisk af Benjamin Kitter, som han netop med tiden er blevet det i Ellidas fantasi. Med dette greb fokuseres på Ellidas fremmedgjorthed overfor det borgerlige hjem, hun så langt fra ønsker at indtage en husmoderlig rolle i.
Der er kort sagt næsten ikke levnet noget af det borgerskab, Ibsen så humoristisk udleverer i sit stykke. Det er alene overladt til ægtemanden Victor, sympatisk spillet af Anders Gjellerup Koch, og hans datter Hilde at skildre den tørlagte borgerlige oikos, som har så lidt at byde på for en havfrue som Ellida. Ayshan Quortrups Hilde har bogstavelig talt til opgave jævnligt at tørre op i ’badeværelset’ efter Ellidas gentagne neddyk i badekarret.
Risikoen ved at fjerne så meget af dialogen og fokusere så stærkt på de symbolske billeder i underteksten kan være, at forestillingen tipper over i det patetiske. For eksempel, da Ellida haler sit døde foster op af toiletkummen (og det senere favnes af Den fremmede). Her skabes et mareridtsagtigt tableau, der skal gøre det tydeligt, at der med den fortrængte seksualitet projiceres noget dæmonisk over på barnet: ”Han havde hans øjne”. Rigelig tydeligt bliver det også, når hendes tørst kun kan tilfredsstilles af det vand, der kommer fra Den fremmedes mund. Andre steder har den affektive brug af vand en stærk virkning på publikum, som når Ellida det meste af forestillingen spiller i en gennemblødt tynd underkjole, eller drikker en hel liter vand uden at stoppe. Her er det våde element en konstant påvirkning af publikums oplevelse.
Spillets bærende kraft
Ida Cæcilie Rasmussen er forestillingens ubestridte omdrejningspunkt. Hendes formidable spil og skift mellem desperation, glæde, sorg, vrede, begær og humor afspejles i hendes agile krop og i hendes øjne, der – for nu at citere Ibsen – skifter farve som havet – og viser os et menneske, der møder verden uden filter, men med en kraft i sårbarheden, som gør hende væsentlig anderledes end de andre. En styrke i det sårbare, som bygger op til slutningen. En meget stor præstation.
Humor og hverdagsrealisme
Opsætningen giver ikke helt afkald på realisme, men bruger den dybt humoristisk, når Ellida og Victor f.eks. har deres mere eksplicitte opgør. Da ægteparret mod slutningen endelig taler ud om det skæve i den kontrakt, deres ægteskab bygger på, foregår det i en helt hverdagsagtig morgenscene, hvor begge trænges foran kummen, mens de vasker sig, børster tænder, klæder sig på osv. Så genkendeligt og så langt fra de Ibsenske alvorstunge ægteskabelige opgør. Her lægger forestillingen befriende afstand til Ibsens patos og lader os opleve et klassiske morgenskænderi med tandpastaen skummende om læberne. Begavet og forrygende underspillet.
Den svære slutning
De fleste dramaturger og instruktører kæmper med stykkets vanskelige slutning. Hvad skal vi tro, da Ellida endelig bliver sat fri til at vælge frit mellem ægtemand og elsker? Hvad skal vi tro, når hun ender med at vælge ægtemanden med den moralske replik ”frihed under ansvar”. Er der et valg? Da Den fremmede endelig indfinder sig helt konkret i Ellidas og Victors hjem og konfronterer Ellida med fortidens forlovelse, ser vi en Ellida, der længe kigger spørgende fra den ene til den anden – frem og tilbage med forundring- for til sidst at gribe den fremmede om halsen og forlade scenen, som afviser hun dette valg. I stedet er tilføjet en ny symbolsk handling, da Ellida i et sidste tableau hjælper den gravide Hilde med en hjemmefødsel i – ja – netop badekarret.
Natalitet frem for moralsk valg
Den slutning hænger sammen med, at skuespiller Ayshan Qvortrup tydeligvis er gravid og med sin gravide krop peger på, at også denne iscenesættelse lader de medvirkendes eget ”materiale” supplere det tekstfortolkende afsæt. Der arbejdes altså med brud med traditionelle identitetsmarkører, når karakteren Hilde, som fra Ibsens hånd er en ugift jomfru, er højgravid. Netop Qvortrups gravide krop har formodentlig inspireret til den nye slutning.
Fra det indledende tableaus billede af den nøgne Ellida, som træder ud af badet, til den nøgne Hilda, som føder i det samme badekar er der en spejling, men ikke en gentagelse. Opsætningen abonnerer ikke på Ibsens valg mellem to maskulint styrede eksistensformer, men erstatter det med den modnede Ellidas omsorg for den anden. Her læner Helm sig op ad Hannah Ahrendts begreb om natalitet, som netop står for muligheden for en ny begyndelse.
Liv Helms Fruen fra Havet er en radikal nyfortolkning, der sætter kroppen, billedsproget og underteksten i centrum, og med sine mange tableauer lægger afstand til Ibsens realisme, som her erstattes af en kropslig og sanselig teateræstetik. Opsætningen og dens slutning, der insisterer på natalitet frem for moralsk valg, tilbyder en feministisk og samtidsrelevant læsning af Ibsens drama.
Fruen fra havet spillet på Husets teater fra 13. september til 11. oktober. Læs mere her
Medvirkende: Ida Cæcilie Rasmussen, Anders Gjellerup Koch, Benjamin Kitter og Ayshan Qvortrup
Tekst: Frit efter Henrik Ibsen oversat af Dicte Houmøller
Instruktion og bearbejdelse: Liv Helm
Scenografi og kostumedesign: Petruska Miehe-Renard
Dramaturg: Sosha Teperowska
Lyddesign: Erik Christoffersen
Lysdesign: Christian Vest Berntsen
Janicke Branth, dramaturg cand. phil. tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen