Mytologisk meditation over menneskets forhold til teknologien.
Anmeldelse af Prometheus
Af Freja Baumann Nielsen
Denne anmeldelse består af to dele. Del 1 er en mere klassisk anmeldelse og del 2 er en dialog med det kreative team og ophavsmændene bag forestillingen, med udgangspunkt i anmeldelsen, forestillingen og processen: Instruktør Emil Rostrup, Scenograf Mikkel Rostrup og Lyddesigner Kevin Eagle Oliver.
Prometheus: Joen Højerslev – Foto: Jesper Berger
Det nye logo, der pryder Nørrebro Teaters facade er en hilsen til Vilhelm Lauritzen, arkitekten, som tegnede teatret, efter en ildebrand ødelagde det meste af det i starten af 30’erne. Pudsigt nok, og måske en tilfældighed, åbner den nye direktørduo Janne Villadsen og Jennifer Vedsted Christiansen deres eget repertoire med en fortælling om den ildbringende titan Prometheus. Det valg markerer et skifte. Prometheus på Nørrebro Teater er ikke bare en nyfortolkning af en klassisk myte – det er et radikalt og konsekvent opgør med, hvad underholdningsteater kan være. Instruktør Emil Rostrup, scenograf Mikkel Rostrup og komponist Kevin Eagle Oliver har med holdet skabt en forestilling, der trækker både på græsk urmytologi, popkulturelle fragmenter og YouTube-æstetik for at undersøge spørgsmålet: Hvad er menneskets relation til teknologien? Et absurd metamodernistisk værk der ikke ville overraske på Thalia i Hamborg, men så sandelig gør det i Ravnsborggade.
FIRE BORN – Robothunden som publikumsstedfortræder
Forestillingen begynder med et jumpscare. Lyset blinker og den ildevarslende atmosfæriske musik afbrydes af en digitalforvrænget stemme som råber ”Fireborn” – en stemning som minder om et spøgelseshus på bakken. Den ældre herre til min højre side konstaterer kækt: ”Så er vi da kommet i gang”. En bold kastes ind på scenen, vi hører begejstrede hundepoteskridt, men det er først, da den træder ind på scenen, at vi opdager at det ikke er hvilken som helst hund: Det er en robothund. Den slags dystopiske fjernstyrede mareridtsvæsner der ses på billeder fra krige, iklædt våben på ryggen vandrende igennem ingenmandsland… Men med små bevægelser formår denne robot faktisk at være meget sød, nærmest charmerende, og med sit nærværende lyttende selskab bliver den publikumsstedfortræder (Oliver Munck giver en empatisk levendegørelse af dette robotvæsen). Hunden bliver efter lidt leg med bolden, kommanderet af et menneske: Sit – dygtig, – Drej rundt – dygtig. Et menneske (Nanna Finding Koppel), iklædt militærstøvler og voksenble, tænker på Prometheus.
Mennesket: Nanna Finding Koppel og Robothunden – Foto: Jesper Berger
Popkulturelt oldævl
Forestillingen har en simultan montagedramaturgi, der udfolder sig på scenen og de tre tv-skærme, men forholder sig meget tro mod den græske mytestamme: Titanen Prometheus (Joen Højerslev), skaber mennesket af ler, han stjæler ilden fra guderne (i denne gendigtning, mens de er til brunch), Zeus (Nicolai Jørgensen) hævner sig på Prometheus ved at lænke ham til en klippe, hvor en ørn (Christopher Nallo) til al evighed skal spise hans lever.
Forestillingen, hvis tekster er vævet af litterære fragmenter fra den skønlitterære forfatter og billedkunstner Amalie Smith og af improviserede tekster fra holdet, fortsætter mytologien: Prometheus’ krop bliver en del af klippen, som kommer til at indeholde vigtige mineraler og grundstoffer til alverdens teknologier og sprogmodeller. Han bliver delt og spredt som ilden, mens han opfordrer mennesket til at danne nye teknologiske livsformer som f.eks. den kære robothund. Til sidst sætter mennesket sig på et meget æstetisk skrotbjerg sammen med Zeus og konstaterer, at ”Måske var det guderne, der var skabt i menneskenes billede, og ikke omvendt”, noget Zeus med kaffekoppen i hånden næppe svarer entydigt på. Prometheus tænder for fremtiden og puster en kæmpe sølvballon op. Den fylder hele for scenen. Mens musikken synger ”The machine is immortal”, spejles publikums ansigter i den store ballon.
Alt dette iscenesættes med absurd humor og et bombardement af referencer, på skærmene og i scenerummet. Det kan være svært at følge med, også for robothunden. Det behøver man heller ikke. Det vilde kaos, spejler forestillingens tematik: Menneskets uløselige relation til teknologien – Som central faktor for vores overlevelse og udvikling – på godt og ondt. Uoverskuelig og altid i fremdrift.
Eller som mennesket (Christopher Nallo) konstaterer: ”Jeg er allergisk over for mig selv – jeg er allergisk over for min egen håbløshed.” For hvad er mennesket uden teknologien?
Ørnene Christopher Nallog og Nanna Finding Koppel – Foto: Jesper Berg
YouTube-browser-med-mange-åbne-faner-associativ-algoritme-dramaturgi og performative greb
Foruden myten arbejder forestillingen med en simultan montage-dramaturgi, der afspejler devising-metoden. Teatret kalder det for YouTube-dramaturgi: en form, der minder om at klikke sig fra den ene video til den anden efter algoritmens luner og have for mange faner åbne i browseren på én gang. Faner, der måske ikke umiddelbart passer sammen, men så alligevel gør på et mere intuitivt niveau. Det er en dramaturgi, der bevidst mimer internettets fragmenterede rytme – her med Prometheus som omdrejningspunkt.
Montagen udfolder sig i en række kontrasterende tableauer: en slapstick-sekvens, hvor Zeus tænder og slukker for ilden, så mennesket igen og igen falder og rejser sig; dans til Kevin Eagle Olivers dunkende dak-musik; samtaler med ChatGPT; og performative brud, hvor fiktionen kortvarigt syntes at opløses – som da Hr. Ørn bider Prometheus i leveren og straks må give en oprigtig undskyldning. Andre steder forvandles myten til rendyrket popkultur: Hr. Ørn rapper, at han er transformersfiguren Optimus Prime, og mennesket opfører sig, som var det med i MTV’s Jackass eller en af 2010’ernes mange YouTube-challenges.
Resultatet er en dramaturgi, der føles som at zappe mellem genrer og medier: fra græsk myte til YouTube-video, fra mytisk alvor til absurd ironi. Publikum overvældes af temposkiftene og må – ligesom robothunden på scenen – nøjes med at følge med i den kommanderende kaotiske strøm, uden at selv kunne kontrollere retningen.
Zeus: Nicolai Jørgensen og robothunden – Foto: Jesper Berger
Den selvhævdende gudekonge med lortebleen
Centralt for forestillingens dynamik er relationen mellem gudekongen Zeus og titanen Prometheus. Som mennesker går de rundt i bleer og militærstøvler, men publikum ved, at de er guddommelige, fordi de har en armskinnesvedbånd på, en filmisk sandalfilmspastiche, den slags både DC’universets Wonderwoman og Disney’s Herkules har på. Prometheus’ sølvpapirs-sølv, Zeus’ stretchstof-guld, og så har de noget på hovedet – Zeus en stor nærmest dadaistisk ydmygelses-skamkegle og Prometheus en sølvpapirsæreskrans.
I Mia Jandje Willetts kolde lys, der peger på en teaterbevidstheds teatralitet, i Mikkel Rostrups pendulerende ’trashy’ og ’ready made’ æstetik’ (et gennemgående træk i det kreative teams tidligere forestillinger Vi de druknede (2025) og Trip (2023)) ydmyger Jørgensens Zeus både Koppels og Nallos håbløse mennesker og Højerslevs Prometheus ’techoverlord’. ”Så slap dog af, du kan jo ikke dø” udbryder Zeus– mens han udfører diverse grænseløsheder som at smøre lort fra egen ble i Prometheus ansigt, tæsker ham med den gyldne skamkegle og dømme ham til evig smerte i selskab med den rappende Hr. Ørn. Zeus’ groteske selvhævdelse får karakter af diktatorisk magtudøvelse, hvor infantilitet og grusomhed går hånd i hånd. Hans figur bliver dermed ikke kun en parodi på græsk mytologi, men også et billede på verdenshistoriens mange eneherskere. Som en i salen konstaterede: ”Jeg ved ikke meget om græsk mytologi, men jeg må hellere læse op for at finde ud af, om Zeus virkelig var så stort et røvhul.”
Metamodernisme i dansk teater?
Hvis man skal sætte en label på Prometheus, kunne det være ’modernistisk’. Begrebet beskriver en kulturel tendens siden 2000’erne, særligt af Van Akker og Robin, og er i teaterfeltet nyligt er foldet ud af Tony Drayton i Metamodernism in British Theatre (2024).
Kernen i metamodernismen er spændingen mellem modernismens længsel efter mening og autenticitet og postmodernismens dekonstruerende ironi. Metamodernistisk teater arbejder med en bevidsthed om, at man aldrig kan nå fuldkommen autenticitet eller absolutte sandheder. Værkerne pendulerer mellem håb og håbløshed, indlevelse og distance – en bevægelse, der minder om et dvd-logo, der bouncer fra skærmkant til skærmkant.
Prometheus passer præcist ind i dette mønster: forestillingen skifter ubesværet mellem mytisk alvor og popkulturel parodi, mellem fortælling og metateatralske brud, der scenegrebsmæssigt minder publikum om, at det hele ’bare’ er teater. Fragmentarisk dramaturgi, absurde greb og brud på den fjerde væg gør, at vi i publikumsfælleskabet konstant veksler mellem at blive suget ind og skubbet ud.
På Nørrebro Teaters store scene opleves dette som et markant opgør med tidligere forestillingers mere klassiske dramaturgi og scenekunstgreb. Prometheus pendulerer derimod frit – og netop i denne oscillation mellem oprigtighed og ironi viser forestillingen sin samtidighed.
Nærværende eftertænksomhed
Efter dette kaotiske oplevelses- og sansebombardement ender forestillingen med at opfordre til eftertænksomhed hos publikum. Dette syntes at passer ind i Nørrebro Teaters aktuelle strategi, som ses tydeligt på bannerne der pryder teaterets nymalede facade ”fremtiden kræver din deltagelse”.
Det sidste, vi ser af hunden, er, at den fører den kæmpestore skrotbunke med forgangne teknologiske artsfæller væk. Efter klapsalven og en lille dans fra de medvirkende bliver salslyset tændt. Prometheus træder ud af ballonen og ind på forscenen. Han spørger publikum, om der er en, der vil med ind at se fremtiden, og så fører han et enkelt medlem af publikum med ind i ballonen. Det er en ung kvinde, som er del af den gymnasieflok der er inde i aften. Vi følger på skærmene. ”Fremtiden er godt nok et tomt rum” konstaterer den kække ældre mand. Og så sidder Prometheus og den unge kvinde og bare holder i hånden inde i fremtiden. I et langt stykke tid.
Zeus: Nicolai Jørgensen og Menneskene: Christopher Nallo og Nanna Finding Koppel, på skrotbjerget – Foto Jesper Berg
Nørrebro Teater, Forestillingen spiller fra 20. september 2025 – 11. oktober 2025
Medvirkende: Christopher Nallo, Joen Højerslev, Nanna Finding Koppel og Nicolai Jørgensen
Instruktion: Emil Rostrup
Scenografi og kostumer: Mikkel Rostrup
Tekstfragmenter: Amalie Smith
Lyddesign: Kevin Eagle Oliver
Lysdesign: Mia Jandje Willett
Robotfører: Oliver Munck
Freja Baumann Nielsen er cand.mag. i Dramaturgi fra Aarhus Universitet.