Min geniale veninde, Aalborg Teater, september 20, 2025
Overvældende tider og temaer
Janek Szatkowski
Scenerummet på Aalborg Teaters store scene er blevet bygget om, så scenen strækker sig ud i tilskuerrummet og danner et stort, aflangt V. En afskallet væg i blegt meleret støvet rosa skaber danner baggrund for situationerne i den 6 timer lange, todelte forestilling, der normalt spiller fordelt på to spilledage.
Lenú: Bolette Nørregaard Bang Lila: Hanin Georgis – foto Rumle Skafte.
Det er historien om de to barndomsveninder Lenú og Lila, der vokser op i Napoli i 1950’, begge velbegavede, men kun Lenú får lov til at fortsætte skolegangen. Lila arbejder i sin fars skomagerbutik. Begge piger er eftertragtede af kvarterets unge mænd. Hvor Lila udviser en udpræget praktisk og politisk intelligens, kampvilje og mod, er Lenú fanget ind i sine akademiske studier og sit ønske om at blive forfatter. Lenú bruger Lilas liv og erfaringer som uundværlig inspiration til at skrive sine romaner, der er krasse, direkte erotiske og optaget af kvinders liv i et voldeligt og mandsdomineret samfund. Begge piger har relationer til den samme unge mand, barndomsvennen Nino Sarratore. Det er en af de mange tråde i forestillingen, der spinder sig sammen omkring de tre. Der er derudover et væld af figurer fra i alt seks familier, der er håndværkere, pølsemagere, mafiøse lokale magthavere. Lige så mangfoldige er de temaer der slås an: Kvindeundertrykkelsen, der både er fysisk voldelig og sprogligt nedgørende; arbejdsvilkårene i underbetalte job, politisk uro mellem fascister og kommunister, en revolution, der aldrig kommer; forholdet mellem en akademisk elite og det levede liv. Det er meget, og det er langt. Der er så mange figurer og relationer, der alle får lidt plads, og som i glimt spidser til, men de mange glimt formår knapt at samle sig i nogle dybere og accentuerende udsagn. Et sådant glimt er fx mødet mellem to homoseksuelle, der lægger op til en seksuel akt, men som forvandler sig til et stik med en narkotikasprøjte. Her fortælles der visuelt, fokuseret og overraskende.
Den store udfordring
Det er en stor opgave Aalborg Teater løfter. Ensemblet og gæstespillere arbejder sig gennem de mange skift i figurer, tider og situationer, med stærke viljer og varierende spillestile. Man kan læse sig til, at de 12 skuespillere (og fire børn) spiller 52 roller, bruger 132 kostumer og 60 parykker.
Scenografien (ved Steffen Årfing) fungerer som en understregning af, at her sker der noget ud over det sædvanlige. Det aflange, spidse scenerum, kan varieres ved at store elementer hejses ned fra loftet: en overdimensioneret tavle, neonskilte, plasticforhæng med kolossale pølser i baggrunden. Der er tre døre og en trappe, revner i muren, der giver entrémuligheder for spillerne, hvis de da ikke lige befinder sig på balkoner, eller kommer ind fra salen. Med kridt skrives de årstal på væggen, situationerne foregår i. Plakater etablerer et glimt af samtidens ikoniske billeder. Der er lagt vægt på, at de utallige stole der bæres ind og ud, skifter med tiden. Kostumer rammer også tidstypiske materialer og former. Sammenfattende er forestillingen på en gang præget af en hang til realisme, og en mere almengørende udvidelse af historien.
Lyd understøtter fortællingerne med kendte musikstykker fra de forskellige tidsperioder, skudeffekter og en underliggende, mere ambient lydside (Lyddesign Mads Skjøtt Stage). Lyset (Lysdesign: Clement Irbil) hjælper på glimrende vis med at gøre den anderledes scenografi skulpturel, og fremkalder fx med sidelys en række fine skygger på den store væg. Lyset er også med til at skifte fokus fra det store totale perspektiv, til afgrænsede, mere intime rum.
Foto Steffen Aarfing. Lila: Hanin Georgis
Der er flere danseindslag til fester, der også markerer tidernes skiftende mode, og giver blik for nogle figurrelationer. Mest interessant er en række mere koreograferede indslag, hvor ensemblet følger hinanden i nøje udvalgte positurer. Her kommer der andre kropslige kommentarer til forestillingen, som skaber associationsrum, der går på tværs af de mere realistiske indslag. Et element, der sagtens kunne have fået lov til at fylde mere.
Humor og voldsomhed.
Forestillingen er instrueret af Camille Sieling Langdal. Hun har grebet det store projekt an med en fascination af venskabet mellem de to kvinder, og af det kvindelige perspektiv på det brogede og urolige liv i Napoli. Teatret har valgt at bruge en adaption af de fire bind af pseudonymet Elena Ferrantes’ romaner, der er skrevet af den britiske dramatiker April De Angelis. Angelis har i mange af sine værker været optaget af det kvindelige perspektiv og af de marginaliseringer og undertrykkelser, der påvirker kvinder. Hun ynder at bruge både det humoristiske, karikerende og det grumme og voldsomme. Det projekt følger Camille til dørs ved at lade de fleste mænd fremstå som klicheer, som stereotype, som endimensionale, og flere steder understreger kvinder med en stærk agens. De værste mandschauvinistiske replikker (”Jeg inkluderer da ikke dig i kategorien ’mennesker’, du er min kone”) udløser latter. Ligeså mændenes totale mangel på respekt for kvindernes forventede eneansvar for at passe børn og hus, og for deres ønsker om selvstændighed (”din trang til selvstændighed, skal ikke tage min frihed fra mig”). På den måde fremstår forestillingen som nedslag i en nyere, historisk epoke fuld af de modsætninger, der på flere felter stadig plager europæisk kultur. Forestillingen balancerer mellem humoristiske karikaturer af mafiøse mænd og distræte professorer, dominerende donna mamaer og naive kvinder. Nogle figurer får lov til at stå mere sammensatte, og som man som tilskuer kommer lidt tættere på.
Klangbund for alvor
Balancen mellem humor og alvor forsøger at forskubbe sig mod det alvorlige (tragiske?) i fjerde akt. Her har Lila startet et datafirma, og opnået en vis position i kvarteret. Lenú er flyttet tilbage til Napoli, og udgiver en bog om kvarteret, og om hvordan vold, narkotika og korruption er udbredt. Det lykkes kun delvist, måske fordi klangbunden for den alvor, der skulle påvirke tilskuerne, ikke er blevet tilstrækkelig stærk.
Det at ville det store, det omfattende, det episke er et sympatisk projekt. Det er min opfattelse, at den adaption der er valgt, er en del af grunden til at projektet ikke kommer i land. Der er i teksten, udmærket oversat af Peter Dupont Weiss, flere steder hvor figurerne taler i nogle næsten plakatagtige talebobler, når vi skal forstå, hvad der er på spil. Det bliver udvendigt og demonstrativt. Når nu teatret satser så stort, ville det måske have været godt, om det havde været muligt at satse på en ny adaption, der turde gøre noget mere radikalt. Rettigheder kan stå i vejen for meget, det er lidt trist.
Jeg tænker på fortællingen om Lenú og Lilla og deres barndomsven Nino Sarratore (Jeppe Ellegaard Marling). Den antydes, som nævnt i indledningen, fint i forestillingen, og den viser hvordan de to kvinders perspektiv på Nino, tegner dybe lag i de to kvinders evne til at se og forholde sig til virkeligheden. Nino er som sådan en figur af stor interesse, specielt i disse højredrejede tider, hvor hans forandring fra ung intellektuel, venstreorienteret, der er et billede på studenteroprøret, men samtidig afviser universitetsmarxismen, fordi han vil være fri af partier og politiske systemer. Han kan hævde, at den akademiske verden er korrupt, at universitetsprofessorer bruger deres magt til at fastholde studerende i hierarkier, og at videnskaben ikke er neutral, men tjener kapitalens og magtens interesser. Han bliver selv professor og opbygger en karriere, hvor politiske forbindelser spiller en afgørende rolle. Siden bliver han politiker, med sans for at dekonstruere ethvert politisk standpunkt, der medfører, at han ender i en pragmatisk og profitabel højre-orientering er sigende. Som forestillingen viser, kan Nino tale om kvindefrigørelse, men hans handlinger står i kras modstrid med hans idealistiske tale. Og politisk bliver han opslugt af det system han tidligere kritiserede.
| Foto: Rumle Skafte. Nino og Lenú: Jeppe Ellegaard Marling og Bolette Nørregaard Bang |
Lenú forholder sig konstant til Nino, som forbillede, som repræsentant for et intellektuelt miljø, som fortaler for kvindefrigørelse. Men Lenú indser til slut ved Lilas indgriben, hvor heftigt, hun er blevet svigtet, og det på alle områder af livet. Lila har også ladet sig drage af den charmerende og på nogle felter karismatiske figur, men hendes liv har lært hende, at hun må kæmpe sine egne kampe. Hun gennemskuer Nino, bruger ham når det er opportunt, men afslører hans hykleri og dobbeltmoral da Lenú er blevet spundet ind i hans selvoptagede univers.
Dette står tydeligt frem i romanerne, og som sagt finder det også vej ind i forestillingen. Så min begrundelse for at kritisere De Angelis’ adaption, er, at den satser på det stor udtræk, den brede episke fortælling, med humor og karikaturer, men svigter i forhold til at spille Ferrante ind i en nutidig kontekst med en splittet kvindesag, en politisk pragmatik med et selvdestruerende socialdemokrati, med en ny højrefløjs voldsomme fremvækst og autoritære kvindesyn. Trekanten Lila, Lenú og Nino tegner et forhold mellem klasser, privilegier, køn, teori og praksis, der måske klarere kunne vække til eftertanke for et venligt, lattermildt og indforstået aalborgensisk publikum.
Forfatter
Elena Ferrante
Dramatisering
April de Angelis
Instruktør
Camille Sieling Langdal
Scenograf
Steffen Aarfing
Lysdesigner
Clement Irbil
Lyddesigner
Mads Stagis
Medvirkende
Bolette Nørregaard Bang, Hanin Georgis, Camilla Gjelstrup, Clara Josephine Manley, William Halken, Kathrine Høj Andersen, Marie Knudsen Fogh, Lars Topp Thomsen, Østen Borre Simonsen, Mogens Rex, Jeppe Ellegaard Marling, Peter Flyvholm.
Børneskuespillere
Andrea Nørgaard Skovgaard, Bjørk Møller Søhof, Inas Al MajidiSofie Pham Tran