Elverhøj på Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte.
Heiberg mellem postmoderne ironi og apokalyptisk fantasy
Af Thomas Rosendal Nielsen
Johan Ludvig Heibergs Elverhøi fra 1828 er ifølge nationalleksikonet Det Kongelige Teaters mest spillede stykke med over 1000 opførelser, og alligevel forekommer Heibergs store festspil langt mere ude af takt med tiden end de ca. 100 år ældre Holberg-komedier (Erasmus Montanus, Jeppe på Bjerget), som Aarhus Teater de senere år har haft stor succes med i Christian Lollikes fandenivoldske genfortolkninger. Aarhus Teater har vist, hvordan oplysningsmanden Holbergs salte komedier også i dag, i de rigtige hænder, kan gennemskinne vores samtids modsætninger og dobbeltmoral. Den senromantiske idealist Heibergs sukrede syngespil derimod er båret af en borgerlig fremskridtsoptimisme og sentimentalitet, der i dag virker næsten latterligt naiv. Det er faktisk en klassiker som ikke rigtigt har tålt tidens tand. Netop derfor var jeg fuld af fryd og forventning, da jeg opdagede, at Aarhus Teaters nye huskunstnerteam, instruktøren Carolin Oredsson og scenografen Josefine Thornberg-Thorsøe havde kastet sig over den sammen med et relativt ungt skuespillerhold på studioscenen, og i en gendigtning af Alexandra Moltke. Man måtte naturligvis forvente, at det hele havde fået et gevaldigt vrid, og jeg blev ikke skuffet.
Iscenesættelsen udmærker sig både ved en ualmindeligt veloplagt og velspillet ensemblepræstation, og ved en meget klar konceptualisering, der utvetydigt tager afsked med enhver form for tro på, at de store modsætninger i vores tid kan ophæves i retning af en bedre og mere harmonisk verden. Hvor Heibergs klassiker slutter med et dobbeltbryllup, en afsked med overtroen og en hyldest til kongen, så fører Moltke, Oredsson og co. os imod den totale undergangsvision. Spørgsmålet er så om denne fuldstændige destruktion af Heibergs opbyggelige projekt kan blive meget andet end en klagesang med kristne eskatologiske undertoner? Fordømte er I mennesker på jorden i jeres hovmod, og derfor skal jeres verden gå til grunde og mørket opsluge jer alle! Stående applaus.
Ironisk leg med festspillet
Josefine Thornberg-Thorsøes scenografi. Foto: Rumle Skafte.
Jeg er ret begejstret over Thornberg-Thorsøes scenografi. Studioscenen ligger nede i kælderen under de andre scener, og man fornemmer ironien allerede, når man bevæger sig ned ad trappen fra foyeren og passerer gennem en mørk og lavloftet gang, hvor der til lejligheden er hængt bittesmå lysekroner op i loftet. Man kommer derefter rundt om hjørnet og ind i et sammenklemt teaterrum, der er fyldt ud af en prosceniumrammekonstruktion i grønt med fortæppe og et fint skilt ovenover, der med gyldne bogstaver citerer Oehlenschlägers nationalsang: ”Der er et yndigt land, det står med brede bøge”.
Mottoet sætter effektivt grænsende til det vamle den nationalromantiske grundtone, men det er måske også en lille drilsk stikpille til Heiberg. I 1828 var han i fuld færd med at detronisere den lidt ældre Adam Oehlenschläger fra hans rolle som den danske romantiks frontfigur. Elverhøi vandt over Oehlenschlägers forslag i konkurrencen om at blive det store festspil i anledning af prinsesse Vilhelmine og prins Frederiks bryllup (den senere Frederik VII), som det Kongelige Teater havde udskrevet. Kort forinden havde Heiberg i sit eget tidsskrift Flyveposten sat Oehlenschläger skakmat i en kritisk fejde med sin hegelianske dramateori, der placerede Oehlenschläger på et lavere trin af udviklingsstigen. Men her i 2025 får Oehlenschläger måske alligevel både det første og det sidste ord.
Subtile historiske referencer til side, så har Oredsson og Thornberg-Thorsøe placeret publikum i en slags immersiv teaterleg, et lilleputnationalromantikland, hvor vi skal lege festspil. Det understreges yderligere, da tæppet går op og afslører en barokscenografi med grønne sidekulisser og overliggere i stedet for soffitter, der får det allerede lavloftede rum til at virke endnu mindre. Bagvæggen prydes af et malet landskab omkring en høj i kitschet guldalderstil.
På scenen ser vi elverkongen selv, koreograferet og danset suverænt af Mikkel Alexander Tøttrup, som gennem forestillingen bevæger sig på tværs af forestillingens virkelighedsplaner, med referencer til både Bournonville og Tolkien, og med en alvor, kontrol og uhygge i sin beherskelse af rummet, som den ironiske leg med festspillet ikke kan gennemtrænge. I starten tror man måske, at den dansende elverkonge ikke er andet end et dekorativt ornament omkring den dramatiske handling, men det skal hurtigt vise sig, at elverkongen er den malstrøm, som hele handlingen drejer sig om.
Forførende ensemble
Marie Boda og Malte Conradsen som Agnete og Ebbesen. Foto: Rumle Skafte.
I første omgang skal vi dog langsomt forføres til at lege med på holdets genskabelse af Heibergs muntre festspil. Det går utroligt nok ganske godt med det. Det unge hold skuespillere spiller deres arketyper med stor charme, perfekt timing og et muntert glimt i øjet ud mod publikum. Moltke har strammet handlingen fra Heibergs drama op og reduceret figurgalleriet, men følger grundlæggende intrigen, og de korte scener står krystalskarpt, så man faktisk får den samme ”hvad-sker-der-næst-efter”-effekt, som Heiberg havde lært sig af franskmændene, ikke mindst Scribe. Thornberg-Thorsøe har klædt ensemblet i ”historiske” kostumer i dannebrogsfarver – undtagen kongen, som glitrer i sort og sølv. Den lette ironiske distance fra skuespillerne og deres små metakommentarer bliver en invitation til publikum. ”Ja, ja, det er noget gammelt romantisk pladder, men skidt pyt, leg med, så har vi det sjovt alligevel” synes at være underteksten bag de mange smil og asides til publikum, og det virker. Også selvom man i starten kan tænke: er det så bare det?
På fiktionsplanet bliver vi revet med af historien om bondedatteren Agnete, der mødes på Elverhøj og sværmer vildt for og med adelsmanden Ebbesen. Ebbesen er uheldigvis forlovet med en anden adelig, jomfru Munk, som dog er mere interesseret i kongens hofmand, Poul Flemming, der gengælder interessen. Noget rod, selvfølgelig, at de romantiske interesser ikke går op med samfundsforholdene og de afgivne løfter. Hele misæren trævles hurtigt og overlegent op af kong Christian IV, der ved at besøge egnen samtidigt trodser en gammel overtro om, at Ellekongen hersker over området. Marie Boda spiller Agnete med overskud til at give den flade figur facetter, samtidigt med at hun er i legende kontakt med publikum og de andre spillere. Underholdende er det at se Emil Busk Jensens ranglede Christian IV falde fra overlegen finurlighed til overrumplet fårethed, til fuldstændig galskab. Men det er virkeligt en ensemblepræstation, båret af holdets kontakt med publikum, deres komiske timing og deres evne til at styre stemningen i rummet.
Det viser sig nemlig snart, at den virkelige intrige i forestillingen slet ikke er Heibergs romantiske kabale, men spørgsmålet om, hvorvidt det unge ensemble sammen med publikum får lov til at gennemføre festspillet, eller om ”virkeligheden” i al sin rædselsfulde gru i stedet skal have det sidste ord. I iscenesættelsen er denne uhyggelige virkelighed paradoksalt nok repræsenteret ved Ellekongen. Og ved Mor Karen (spillet af Mette Døssing), som er lidt som den pinlige tante til festen: Hun passer ikke rigtigt ind, hun bidrager ikke til den gode stemning, hun tager det hele alt for alvorligt og siger alt det forkerte. Resten af holdet gør efterhånden hvad de kan, for at få hende gemt af vejen i kulissen, men ca. midtvejs i forestillingen tipper balancen mellem disse modstridende kræfter, og herefter tager Mor Karen, Ellekongen og dramatikeren (Moltke) over. Slut med Heiberg!
Kongen er død, Ellekongen længe leve!
Ellekongen længe leve. Mikkel Alexander Tøttrup som Ellekongen. Foto: Rumle Skafte.
Hos Heiberg er pointen Enevældens storhed og Forsoningens nødvendighed. Heibergs drama afvikler splittelserne mellem pligt og lyst, tro og overtro, adel og bondestand, natur og kultur, konge og folk, og hvad man nu ellers kan få øje på af modsætninger. Kong Christian IV bliver symbolet på folkets, nationens og historiens enhed og helhed. Det lyder måske vældigt gammeldags, men har vi ikke lige i Danmark oplevet et tronskifte, hvor præcis den samme mytologi synes at have stor folkelig udbredelse? En nyere tv-serie som The Crown (Sony Pictures Television, 2016-2023) handler også netop om denne idé, og om dens langsomme sammenbrud. Vi har måske endnu ikke helt lagt Heibergs drøm bag os.
I Moltke og kompagnis udgave, så bliver Heiberg og Christian IV lagt definitivt i graven. Efter at Mor Karen har ødelagt den gode stemning, falder det veldrejede plot sammen. Elizabeth Munk brokker sig med god grund over, at den romantiske kabale placerer hende i en lidt akavet situation, for hvis hun ikke er den virkelige Elizabeth Munk, hvem er hun så? Det får skuespillerne til at pointere, at stykket jo er skrevet af en ”pædofil patriark”. Pædofoli-anklagen går på Heibergs forelskelse i den 21 år yngre Johanne Louise Pätges, senere fru Heiberg, som han spottede allerede som 14-årig. Pätges fik sit gennembrud som Agnete i Elverhøi, da hun var 16, og blev med årene sin generations mest berømte danske skuespiller. Ellekongen repræsenterer i forestillingen alt det, som den sentimentale nationalistiske fremskridtsoptimisme har fortrængt: skovbrandene, galskaben, krigsmaskinerne. Og i de sidste scener udsletter han det hele som en anden dragedronning fra fantasy-eventyret i Westeros. Festspillet er aflyst.
Apokalypsens tavshed
The rest is silence, får man lyst til at sige, og spørgsmålet er så, hvad der runger i den tavshed? Den totale desperation, eller katastrofens fryd? Begge dele men mest det sidste, ser det ud til, hvis man skal dømme på publikums overstrømmende applaus. Er det ikke fedt, at verden går under! Er det ikke underholdende! Og jo, det er det vel, og holdet fortjener virkeligt applausen. Og vi kender modellen fra samtidens film- og tv-kultur. Vi ved, at Moderniteten er løbet løbsk, og at der er en form for retfærdighed i apokalypsen, hvad enten den tager form af zombier, drager eller dansende ellekonger. På den måde er forestillingen, hvad formen angår, alligevel i Heibergs ånd. Ligesom vaudevillen er fantasy-apokalypsen en populær form, der giver publikum, hvad de vil have. Og som vel heller ikke udfordrer vores tænkning alt for meget?
Det føles nyt, men er tilfredsstillelsen ikke båret af en gammel middelalderlig længsel efter at se jorden gå under og synderne blive trukket ned i Helvede? Længslen efter at give slip på den anstrengende tro på, at vi tåbelige selvovervurderende mennesker har en skæbne her på jorden, og så lade det hele gå under med et brag. Tilbage sidder Ellekongen som Djævlen på tronen. Er dette slutbillede mindre sentimentalt end det forliste dobbeltbryllup? Lidt. Men kun lidt.
Elverhøj, Aarhus Teater, 30.8-11.10 2025.
Tekst: Alexandra Moltke (efter Johan Ludvig Heiberg)
Iscenesættelse: Carolin Oredsson
Scenografi og kostumedesign: Josefine Thornberg-Thorsøe
Koreografi & dans: Mikkel Alexander Tøttrup
Lysdesign: Kim Glud
Lyddesign: Joëlle Marie McGovern
Medvirkende: Mette Døssing, Marie Boda, Emil Busk Jensen, Malte Conradsen, Laurids Lange, Ida Mia Appel, Mikkel Alexander Tøttrup.
Thomas Rosendal Nielsen er lektor på dramaturgi, Aarhus Universitet, og medlem af Peripetis faste redaktion.