Anmeldelse af Weeping men
Marselisborg havn
Af Erik Exe Christoffersen
I sauna
Vi træder ind i en sauna iført badetøj. Klokken er 20. og vi er på det yderste af Marselisborg havn, hvor saunaklubben har bygget et saunatelt til lejligheden.
Her sidder vi på bænke tæt sammen, omkring 20 tilskuere, og med syv mænd i sorte jakkesæt spredt mellem os. Det er fysisk store finske mænd. En af dem hælder vand på stenene, så varmen stiger. Mændene begynder en efter en at sige deres navne viskende og stille, men langsomt højere og højere og til sidst råbende. De fremsiger Eddadigte om broderskab, ære, kamp, kærlighed stående i midten af rummet i en rundkreds. Det er kun enkelte ord som forstås, men rytmen og stemmernes dybde er til at mærke sammen med sveden, som løber ned ad min ryg og mit ansigt
Weeping Men er en slags kollektiv ceremoni udført af de syv mænd. Efter omkring 30 minutter forlader de rummet og kommer senere tilbage svøbt i hvide håndklæder. De fører os med udenfor til havet nær ved. Mændene smider håndklæderne og går nøgne i vandet, efterfulgt af de fleste tilskuere. Det er fuldmåne og halvmørkt, vandet bliver hurtigt dybt, og vi svømmer rundt. Jeg ser svømmende hoveder som sorte kugler rundt omkring. Det er skønt efter den halve time i saunaen. Vi var dryppende af sved.
Vi vender alle tilbage til saunaen, og her begynde mændene at hulke og græde. De græder meget forskelligt, men det bliver efter 10-15 minutter til en unikt grædekor, som stiger i varierende styrke. Det hele slutter med, at de pisker sig med birkeris.
Et sakralt ritualværk
Weeping Men er et sammensat æstetisk værk. På sin vis et immersivt teaterforløb, hvor vi som tilskuerer er indhyllet i saunaens varme og reelt mærker svenden løbe ned af ryggen, og hvor vi nedsænkes i vandet. Det er også et stedspecifikt, tværæstetisk værk tæt ved havet og saunaklubben. Samtidig er det et korværk og en performativ handling, der opføres af mandekoret inde i en sauna.
Man kunne kaldet det et ritual, som både er omsorgsfuldt og skaber en vis usikkerhed, som man sidder der halvnøgen blandt fremmede. Vi er alle delvist blottede.
Værket udføres af medlemmer af råbekoret HUUTAJAT (Finland), et finsk mandskor, der er har en særlig tilgang til det vokale udtryk og stemmen. Der er et korværk intenst med dybe stemmer og sårbart.
Ritualet kan minde om en dåb, hvor man jo også nedsænkes i vand og får sit navn. Det er – som dåb og konfirmation – et overgangsritual med tre faser: en adskillelse fra dagligdagens normalitet, en passagen eller overgang, som består af afklædning og indtrædelsen gennem døren til det transformative rum. Det er liminalitetens rum, som antropologien betegner det, et “mellemrum”, hvor man er i et usikkert stadie, og udsættes for en form for dekonstruktion. Gennem en ofte smertefuld demaskering transformeres hele ens sanselig identitet (jf blå mandag eller polterabend). I denne sammenhæng er det varmen og afkølig i havet, som skaber demaskeringen og som ender med, at vi føres genne udrensningen og gråden. Denne er ofte en privat individuel handling, men er her en kollektiv handling. Smerten bliver fælles og udleves med hele kroppen, og mændende slår sig selv med birkeris.
Det æstetiske ritual
Hvorfor gråd? Det er en æstetisk sanselig reaktion på den kamp og krig, som er en dimension af livet. Vi bliver på en måde mindet om døden som et kropsligt vilkår. Samtidig er der en livgivende ekstase, en intens sindstilstand, hvor ens ”normale” selvopfattelse forsvinder i sansningen af sveden og det kolde vand.
Der er ingen tvivl om, at det moderne samfund mangler og søger efter ritualer, som ikke er forbundet med en særlig tro, tankegang, politisk strategi, men med egen krop og sansning. Kunsten er netop en form, som kan skabe den slags rituelle rum og en oplevelse af resonans og fællesskab, hvor tiden på en måde står stille.
Hannah Arendts, som for tiden mindes 50 året efter sin død, bruger begrebet sensus communis (almen sans) om den form for intersubjektivitet, der opstår fra en fælles, delt virkelighed. Det er anderkendelsen af andres perspektiver, selv om de muligvis er forskellig fra mine. Det kan skabe en fælles forståelse, som muliggør et fællesskab af forskellighed.
Weeping-men bearbejde sveden, havet og stemmen på en uventet måder og forstærker opmærksomhed på kroppenes realitet.
WEEPING MEN
En co-produktion mellem CuntsCollective (Danmark) og Pikene På Broen (Norge),
Medvirkende
Performere: Tuomo Heikkinen, Jani Isokääntä, Raimo Juola-Hietaniemi, Matti Honkala, Hannu Koivula, Antti Pylväs, Janne Törmänen.
Dirigent og performer: Petri Sirvïo
Kunstnerisk hold
Instruktør og koncept: Tone Haldrup Lorenzen
Medinstruktør: Aris Papadopoulos
Fotograf og redigering: Lise Johansson
Producent: Art&About – Signe Sandvej og Sigrid Aakvik
Producent: Pikene På Broen, Astrid Fadnes
Componist: Petri Sirvïo
Erik Exe Christoffersen, lektor emeritus, Aarhus Universitet