Produceret og iscenesat af Fix & Foxy
Af Erik Exe Christoffersen
Filmoptagelse
Vi er i Aarhus, musikhuset, rytmisk sal, som er indrettet som filmstudie. Det er lørdag den 6. september klokken er 15.04 og værtinden Katrine byder velkommen til optagelsen og opsætningen af Landsbyen. Hun dirigerer tilskuernes besøg i den globale landsby som guide på scenen. Desuden indtager hun forskellige roller i forløbet og står for teknik og liveoptagelser, som kommenteres og forhandles med tilskuerne.
Performerene: Foto: Søren Meisner
Katrine byder også velkommen til de fem medvirkende. Over scenen er der en projektionsflade, hvor vi ser fem performere i hver deres kontekst. Det er Christi, som fortæller hun er i Los Angeles, California. Hun viser tidspunktet på hendes breddegrad med sin mobiltlf. Det er tidlig morgen. Derefter præsenterer Nnamdi sig, han er i Lagos, Nigeria og viser også, hvad klokken er hos ham. Mette hilser ligeledes i et videobillede på skærmen, men hun er som den eneste af performerne også til stede på scenen i lille studie, indrettet som om det var hendes lejlighed, hvor hun videofilmer sig selv. Tidsmæssigt er vi samtidige med hende:15.10. Okan er fra Istanbul, Tyrkiet, her er klokken 17.05. Abhay er i Mumbai, India, hvor det er aften, klokken er 20.
Katrine filmer tilskuerne, som vinker og råber hej. Hun forklarer, at hvis nogen mister online forbindelse, vil vi i stedet for personerne se et billede af pausefisk i et akvarium, som står på scenen.
Vi har nu fået etableret grundelementer i teaterkontrakten. Det er tale om samtidighed mellem tilskuerne og performerne, selvom de befinder sig i forskellige tidszoner. Der er mulighed for, at de kan interagere sammen, og der kan etableres en interaktion mellem os – tilskuerne – og performerne. Performerne ser både os og hinanden. Med det udgangspunkt undersøger forestillingen, hvordan internettets teknologiske muligheder kan kombineres med teatret og derved udforske teatermediets muligheder.
Scene og skærn, Foto: Søren Meisner
Performern er nu klar til at vise, hvordan de lever i hver sin virkelighed.
Skærmene viser START.
I det følgende præsenterer de sig hver især i deres private lokalitet. Christi lever ”the Hollywood dream” og viser sin profil og krop. Abhay arbejder i den indiske Filmindustri, Bollywood. Nnamdi har boet i Lagos i 28 år, og her hedder det ‘Nollywood.’ OKAN fra Tyrkiet fortæller, at man også her laver film, men at der ikke er et TOLLYWOOD. Mette fortæller at hun er skuespiller, men indtil nu kun i biroller som hovedrollens ven og ofte uden et navn. Det er ikke let.
De fortæller herefter, hvordan de opfatter landsbyen. Det er som at tilhøre en stor familie, man er ikke alene og man udgør en global socialitet. Faktisk er de ret positive. De får nu til opgave af Katrine at bevæge sig udenfor deres hjem med et håndholdt kamera. Vi følger dem rundt i deres lokalområde, og Mette ses på en tur udenfor scenen, rundt i Musikhusets foyer.
Næste scene handler om romantik. Mette lægger sig på scenen på et grønt græstæppe.
Romantisk scene Foto: Søren Meisner
Okan lægger sig ligeledes på en græsplæne. På skærmen virker det, som om de ligger ved siden af hinanden og snakker. De kysser og holder hånd, mens vi ser hvordan det scenisk er konstrueret. Mette assisteres af Katrines hånd, og hun holder selv kameraet.
Abhay afbryder og beder om lov til at se tilskuerne. Han får kontakt med en kvinde på første række, som er filmet close up. Hun rejser sig og fortæller, at hun hedder Camilla, og de har en romantisk scene sammen, som er rørende fordi Camilla er så umiddelbart nærværende i den lidt akavede scene.
Nnamdi forslår tilskuerne, at de skal tage mobilen frem og søge ham på instagram, og han anmoder om at vi følger ham. Flere følgere vil gøre ham glad og mere populær. Det lykkes tilsyneladende flere at følge ham.
I poolen: Foto: Søren Meisner
Derefter skal vi til pool party, hvor alle hæver et cocktailglas og har badetøj på mens musikken spiller. Mette ligger på en oppustet luftmadras og fortæller, at hun virkelig afstresser. Hun får et glas mere og scenen glider over i party, hvor alle danser og kysser i et røgfyldt lokale med discokugle.
Performerne bliver udmattede og vil sove. Christi beder Abhay synge en vuggevise og de holder hånd (det er tydeligt hendes egen hånd). Næste morgen har de alle tømmermænd og hovedpine. Det var sjovt til festen, men nu er det melankolien der dominerer. De taler om de mørke sider af internettet og hvordan ”landsbyen” er blevet perverteret og bliver misbrugt. Hvad drømmer de om? De har svært ved at bevæge sig udenfor deres lokalområder og landegrænser. Nnamdi har ikke det rigtige pas. Men i landsbyen behøver man ikke pas, kommenterer de. Her kan alle vel flyve hvorhen de vil?
På flyrejse: Foto: Søren Meisner
De sætter sig samlet i et fly ved hver sit vindue, og som en samlet billedfrise ser det ud som om, de er ombord på samme fly, mens Nnamdi er flykaptajn. Okan begynder at ryge, selvom han får at vide, det er forbudt, men han åbner vinduet. Det får flyet til totalt at ryste, og flyet crasher. Alle dør.
Christi rejser sig dog og foreslår, at de holder op med at ”lade som om”. Mettes og Christis billeder sættes sammen, og det ser ud, som om de sidder sammen i en sofa og snakker: sofaens linjer og farve passer sammen, så det bliver til en lang sofa på skærmen. Samtidig ser vi Mette siddende alene i en sofa på scenen. Christi vil gerne til Aarhus og er træt af LA. Hun får Katrine til at henvende sig til tilskuerne og får kontakt med en ny tilskuer, der også hedder Camilla og er fra Aarhus. Christi lover, at hun vil hjælpe med at gøre rent og købe ind, hvis Camilla vil have hende boende – og Camilla siger, hun er velkommen. Men Katrine afbryder og fortæller Christi, at hun ikke kan rejse til Aarhus.
Pointen er jo netop, at de i den globale landsby er adskilte (i tid og rum) men alligevel sammen i kraft af netforbindelsen. De bliver nu enige om at forlade internettet. De vil ud i naturen og på Camping ferie – sammen men afskilt.
På scenen er Mette i færd med at slå lejr i et lille telt. Men der er myg, og det bliver mørkt. Mens de ser på stjernerne, begynder en nervøsitet at brede sig. De er jo bymennesker og kan fare vild, og desuden er der vilddyr. Angsten breder sig og de hører en uhyggelig lyd. Det viser sig at være en kæmpe pandabjørn, som slår Mette ned og smadrer teltet. Det viser sig at være Katrine, som har forklædt sig i en komisk pandadragt. Nyhederne beretter nu om at fem skuespillere på mystisk vis er blevet dræbt i Aarhus. Lignende nyheder fra de øvrige lokationer beretter det samme med vores skuespillere iklædt paryk og mikrofon. Det er en katastrofe, og det mystiske vilddyr spreder kaos.
Verden er ved at falde fra hinanden. Performerne bliver enige om at det kræver handling på et overordnet niveau. Der etableres et storpolitisk møde, hvor de alle er i mørkt jakkesæt og slips. De forskellige landes repræsentanter mener der må handles, men de må først blive enige om at prioritere. En mener, at det største problem er indvandring. En anden peger på klimakatastrofer eller forurening af havene. Uenigheden betyder at det politiske niveau bryder sammen.
Ingen vil længere bebo den globale landsby, selvom de er isolerede hver især. Christi fortæller at hun hader k-ord: kompleksitet og krise. De flygter ind i en fremtidsfilm, hvor der tælles ned til take off. De flyver ud i rummet (vises, som føres hen over billedskærmen med en lille legetøjsraket). Raketten forsvinder i det tomme rum. Dette er første slutning.
Anden slutning
Men de bliver enige om, at denne udgang er for deprimerende. Der er brug for en slutning, som overskrider det individuelle plan. Det skal være en lykkelig slutning, fremhæver Christi.
Performerne er tilbage på skærmen, hvor en ny person pludselig dukker op. Det er en ung mand, som fortæller at han er i Moldova og gerne vil være en del af landsbyen. Så popper den ene efter den anden op på skærmen. De kommer allesammen fra forskellige steder i verden, og de præsenterer sig og vil deltage i landsbyen. Omkring 20 levende portrætter popper op, og alle bekræfter de, at de vil indgå i fællesskabet i landsbyen.
På en måde er det virkelig enkelt: fællesskabet funger i sin sårbarhed, som et nærværende fællesskab, en utopi bragt i scene ved hjælp af æstetiske konstruktioner og interaktion mellem teater, video og internet.
Adskilt og forbundet
Fix&Foxy undersøger med forestillingen “Den globale landsby” og dens mentale geografi sammen med et cast fra Danmark, USA, Indien, Nigeria og Tyrkiet. Vil vi stadig kunne følge hinandens virkeligheder i nyhedskanaler og sociale medier på internettet, eller vil de forsvinde i strømmen af AI-genererede billeder?
“Den globale landsby” er et begreb fra 80’erne. Nogen forudså at vi i fremtiden ville komme til at dele liv og skæbne på tværs af afstande. Vores identitet er ikke længere adskilt af geografier og vores liv er forbundet af fortællinger skabt i mange forskellige medier. Teknologisk er det muligt, men samtidig føles det, som om dele af verden isolerer sig om sig selv (Make America great again=MAGA) og er urørlige selv i den globale krise. Nationalismen er nok det, som præger landsbyen for tiden? Og dermed en manglende overordnet evne til at gribe ind overfor statslige overgreb.
Forestillingen demonstrer alligevel en hybrid mellem scenekunsten og digital teknologi, og pointen er at nærvær og den intensitet som teatret normalt har eneret på, faktisk kan skabes i denne hybrid, som en sammensmeltning af medialiteter. Forestillingen iscenesætter et vanskeligt og måske umuligt fællesskab, men på trods af dette skabes empati og affektiv sympati med de, som uventet tager ansvar og vælger fællesskabets virkelighed.
Inspireret af Hannah Arendt, som døde for 50 år siden og som derfor fejres med en række artikler blandt andet i Dagbladet Information, kunne man hævde, at det er en menneskelig mulighed at ville tage ansvar for det, som endnu ikke er. Et konkret utopisk fællesskab.
Forestillingen afslører mediemæssige konstruktioner og gør nærmest grin med medieproduktion ved at benytte en absolut primitiv ”hjemmelavet” og håndholdt teknik til at skabe (illusionen af) samvær.
Men samtidig slutter forestillingen med at vise det uventede. På trods af al mulig manipulation findes forestillingen om et frit fællesskab baseret på en æstetisk sekulær etik. Her er ingen doktrin, men et sanselig valgt pluralistisk fællesskab, hvor vi træder ud af os selv og forestiller os verden set fra andre steder og med andres perspektiver. Med Arendt kan man sige, at det er et spørgsmål om at holde verden åben, levende og fælles. Det er et valg, som forudsætter et andet af hendes begreber: dømmekraften. Dømmekraft er evnen til at træffe selvstændige afgørelser som både er personlige, men som også er til fælles bedste. Også selvom det er et brud med den gældende orden.
Forestillingen begynder i Musikhusets rytmiske sal, men den ender et helt andet sted – i et imaginært rum, hvor publikum og performere på tværs af kontinenter momentant deler en oplevelse af nærvær og viser, at selv med de mest primitive midler kan der skabes en fornemmelse af global tilstedeværelse. Landsbyen viser også, at teatret kan noget særligt i mødet med digitale medier: det kan lege med illusionen og alligevel insistere på, at fællesskab er muligt. Denne leg er forestillingens stærkeste kort – det er gennem teaterlegen, at nærvær skabes, og at publikum inviteres ind i fællesskabet. Til gengæld leveres kritikken af lukkede grænser, isolation og nationalisme i en relativt lille dosis. Den forbliver en undertone snarere end et egentligt opgør.
LANDSBYEN spillede 08.05.2025 – 07.06.2025 på Teater Republique/Revolver i København. Støttet af Statens Kunstfond, Bikubenfonden, Nordisk Kulturfond/Globus, Wilhelm Hansen Fonden og Københavns Kommunes Scenekunstudvalg.
MEDVIRKENDE
Los Angeles: Christi Glass
Lagos: Nnamdi Agbo
København: Mette Gregersen, Katrine Elise Leth Nielsen
Istanbul: Okan Urun
Mumbai: Abhay Mahajan
PRODUKTION
Instruktør: Tue Biering
Scenograf: Nicolaj Spangaa
Lyddesigner: Ditlev Brinth
Lysdesigner: Rosa Birkedal
Rekvisitør: Emma Jacobsen
Kostumier: Nina Helbak
Assisterende instruktør: Katinka Hurvig Møller
Instruktørassistent: Lucy Rossen
Videodesigner: Jeppe Deibjerg
Videotekniker: Alex Christoffer Rasmuss
Erik Exe Christoffersen, Lektor, emeritus, Aarhus Universitet