Af Emilie Lund og Erik Exe Christoffersen
Moderskabets rytme og kroppens stemme
Vi møder forestillingens første billede. Tre dansere ligger forskudt på scenegulvet, hver omsluttet af en cirkel af citroner, mens en musiker sidder bag sine trommer i scenens ene hjørne. Stemningen er sat, og W.O.M.B. af koreograf Julienne Doko kan begynde.
Spotlysene skærer gennem mørket og rammer dansernes rygge, skuldre, arme og hænder. Ryggene er kraftfulde, og musklerne spiller i lyset. Bevægelsen starter i det små: en hånd, der ryster mod gulvet, stopper, holder pause – for så at begynde forfra. Hænder krydser i ottetaller hen over rygge og falder ned mod gulvet, akkompagneret af en hjertepulslyd og guidende “cue”-vejrtrækning. Det er givende ikke at se ansigterne med det samme, for så forholder vi os til kroppenes anonyme og lukkede univers, samtidig med at der dannes symbolske billedassociationer: Er det fugle, der ikke flyver, men basker i hver deres rede? Er det en fødsel med kropslig anstrengelse? Er det en baby i fosterstilling? Associationerne er mange til første scene. Den symbolske flertydighed bliver et grundmotiv: en koreografi om forandring, udmattelse, sårbarhed og selvkonfrontation.
Bag hver af kvinderne står et aflangt spejl i kropshøjde, som alt efter position spejler kroppen enten forfra eller bagfra og understreger den kropsrefleksivitet, forestillingen handler om. Vi ser på kroppen, og den ser på os.
Scenerne veksler mellem ensomhed og fællesskab, mellem hårdhed og blødhed. Koreografien er lavet med base i contemporary dans, men trækker samtidig på elementer fra afrikanske danse, herunder i brugen af rytmer, der skabes af fødder, der tramper. Lyden af fødder mod gulvet spiller sammen med hænder, der klasker mod hud og åndedræt, og skaber en rå kropslig lyd, der kinæstetisk aktiverer beskuerens egen krop. Forestillingen er ikke en udøvelse af dans i sin perfektion og præcision, men en rejse gennem kropslig erfaring og levet liv. Når vi hører vejrtrækning, stemmer, hud mod gulv, tramp og klask, mærker vi et nærvær, der bliver forestillingens stærkeste kvalitet.
W.O.M.B. står for Worth of My Body og kan samtidig oversættes til livmoder. Det er kvinders relationer til kroppe, der er i fokus – ikke moderskab og livmoder i relation til barnet som sådan. Koreografien er udviklet af Julienne Doko sammen med danserne, der denne aften opføres af Meire Santos og Zozo Mposula, foruden Julienne Doko selv.
Koreografien veksler organisk imellem soloer vendt direkte mod publikum, duetter, hvor berøringen skifter fra kærlig til afvisende, og trioer, hvor synkronitet brydes af kanon og forskydninger. Kostumerne – hudfarvede shorts og toppe – fremhæver dansernes kropslige forskellighed, herunder deres meget individuelle hår, som får et særligt liv i lyset, når de for eksempel kaster hovederne bagover, og er hermed med til at understrege, at det er tre konkrete kvindekroppe, vi ser, ikke abstrakte figurer.
Musikken bevæger sig mellem trommer, elektroniske klangflader og et enkelt klassisk nummer. Samspillet mellem musiker Gert Østergaard Pedersen og danserne er dialogisk. Særligt trommerne i samspil med kropslyde giver sammenhæng og gør musikerens synlige tilstedeværelse berigende for nærværet på scenen, der smitter ud i salen.
Citronerne skifter placering og betydning gennem værket: fra cirkler om kroppe til linjer mod spejle, til bunker, som en udmattet danser falder i. Frugterne kan ses som symbol på det sure, det bitre og det livgivende – en kropsliggørelse af det inspirationsdigt, der ledsager forestillingen: “My body; A home That expands With time. Holding space, for the Fruit that is, Child.” Citronens gule farve er kraftfuld og meget synlig i det ellers mørke rum.
Stående foran spejlene rører danserne ved deres (forandrede) kroppe, en gestus, der minder os om, at moderskabets transformationer altid sætter aftryk. Når de vender blikket mod os, bliver det en konfrontation: Hvordan ser vi os selv, og hvordan formes det blik af måden, vi ser på hinanden?
Et tredje centralt symbol er de guldfarvede torsoer, der daler ned fra loftet. Hårde, firkantede, næsten som en kampbrynje, introduceret med en metallisk lyd fra musikeren. De står i kontrast til de levende kroppe på scenen – bløde og organiske. Torsoerne er støbt af dansernes egne kroppe og viser naturlige former med afslappede muskler og tyngdekraftens aftryk, men fastfrosset i den skulpturelle torso.
Støbte torsoer vil normalt afbilde idealistiske kroppe, men her ses det levede aftryk. Danserne lægger sig under dem, danser med stofversioner af dem og forsøger til sidst at hænge deres egne stof-torsoer op i en større skulpturel samling af mange torsoer. Spændingen mellem den individuelle krop, de andres kroppe, normens krop og den levede krop bliver tydelig – kvindekroppen er indskrevet i kulturelle mønstre og egne forestillinger, men den er med forestillingen også i stand til at genskrive sig selv. Danserne smider til sidst hver især stof-torsoer på gulvet som en form for opgivelse eller afvisning.
Ensomheden og frustrationen aftager gennem forestillingen, særligt tydeligt når danserne danser i en cirkel sammen – nu opløftede, smilende og cirkulære. Der ligger muligvis en opfordring heri: at stå sammen, finde fællesskab og glæde.
Lysdesign af Brian Cord’homme er velkomponeret med rolige, varme spots, konstante skift og arbejde med mørket, der gør rummet dynamisk og understøtter på elegant vis forestillingen. Hen mod slutningen ser vi digtet skrevet af Lesley-Ann Brown projiceret ned over de mange torsoer, men det kan ikke læses i sin helhed. Vi opfanger stikord, brudstykker og antydninger, helt i overensstemmelse med værket, der netop giver os pejlinger, men lader det være op til de enkelte beskuere at finde dets symbolske oversættelse. I programmet kan man læse digtet i sin helhed, hvilket bidrager til at tydeliggøre værket.
W.O.M.B. er både alvorlig og sanselig. Den rummer et socialt og politisk lag – en refleksion over kvindekroppen som kulturelt snævert defineret og set. Forestillingen formår både at hylde den livgivende kvindekrop, men også at insistere på, at kroppen er sårbar, udmattet og frustreret. Den er et hjem – men også en kampplads. At give sceneplads til kvindekroppe over 40 år, mærket af graviditet og de forandringer, det indebærer, er i sig selv et markant statement.
Julienne Doko Dance er et kompagni ledet af Julienne Doko, en fransk danser, underviser, koreograf og kurator med rødder i Den Centralafrikanske Republik, baseret i Danmark. Kompagniets arbejde spænder fra dansefilm, installationer, performative udstillinger til danseforestillinger, der belyser temaer som moderskab, kropslig transformation, identitet, kolonialisme, kulturelle rødder og diversiteten i globaliseringen. Hendes værker er som W.O.M.B. kendetegnet ved et kraftfuldt og alsidigt fysisk udtryk og har ofte indslag af live-musik, billedkunst eller poesi.
Medvirkende og kunstnerisk hold
Danser: Julienne Doko, Meire Santos, Zozo Mposula
Musik: Gert Østergaard Pedersen
Digt: Lesley-Ann Brown
Scenografi: Jules Fischer & Mette Hammer Juhl
Lysdesign: Brian Cord’homme
Lyddesign: Martin Danielsen
Kostumer: Charlotte Østergaard
Konsulent og mentor: Marylise Tanvet
Produktion: Vilmann Stageproduction (Producer: Anne Mai Slot Vilmann) og Julienne Doko
Premiere: Dansekapellet, 2022 – genopført på Teatret Svalegangen i festugen 2025
Erik Exe Christoffersen er Lektor emeritus ved Aarhus Universitet og Emilie Lund er danser koreograf og kunstnerisk leder af Eluda Dance Co.