Anmeldelse af Teaterkoncert Thomas Helmig, Aarhus Teater, 28. august, 2025
Af Birgitte Stougaard Pedersen
Aarhus Teater 2025. Foto: Emilia Therese
Der er en summen af forventning i salen, hvor vi iagttager en scene indsvøbt i blomstrede og draperede gevandter i flere lag, bygget op omkring et højt stillads.
Ind kommer en gruppe musikere, der ligner en strygekvartet, både i instrumentering og kostumer. Herefter et antal sangere og en dirigent, alle iklædt black tie og hvide handsker. Meget formfuldendt, meget stramt, minimalistisk.
Dirigenten, Jacob Madsen Kvols, slår an, og den første sang, Kære maskine akkompagneres af en enkelt tone på celloen. Vi er næsten ovre i æstetikken fra et ungt TV2 eller Kliché fra start 80’erne. Maskinelt og stramt, på slaget. Hele åbningssekvensen er, meget ulig Helmigs musik, stiliseret og disciplineret. Strygerne har en fremtrædende rolle og kostumer og kropssprog taler ind i samme formmæssige stramhed. Der bringes noget væsentligt mere ’soulet’ ind, når Joanita Zachariassen synger Malaga oven på flygelet, i en fin og følsom duet med Kvols.
Cirka midtvejs i første akt går dirigenten sin vej.
Og med dirigentens og dermed styringens bortkomst, falder fernissen fra hinanden. Langsomt smider skuespillerne mere og mere af deres tøj, mens scenen smider kludene i en flot, draperet gestus. Det dionysiske tager over med vedvarende indtagelse af alkohol. Vi får i denne del bl.a. fortolket Det mig der står herude, vældig fantasifuldt og godt set, som en træskodans duet. Et andet stort hit Du ta’r imod iklædes en lækker, rumbaagtig feeling med kropsomsluttende dans.
Efter pausen domineres alle sange af scenens spektakulære udformning. Der er vand, som i meget vand, på scenen. Sangerne og musikerne vader i det, de smider sig i det, det regner, også på guitaren og alle er drivvåde. Dragterne, der muliggør dette scenarie, er en slags gummiagtige, sorte kostumer, og de fleste af sangene understøtter den hårde, kantede, og glatte scenografi med meget skarp koreografi og techno-prægede beats.
Andet akt adskiller sig scenisk meget fra første akt, skuespillerne er iklædt rituelle masker, bl.a. af dyrehoveder, hvilket alt sammen ser flot og spektakulært ud, men der kan være en tendens til at sangene drukner lidt i den flotte, men tendentielt distanceblændende scenografi og dens teatrale effekter, når fx en af sangerne hejses ned gennem en cirkel i loftet. Det betyder dog ikke at der ikke var bevægende øjeblikke. Midnat i Europa synges, med en harmonisering og rytmisk fornemmelse meget langt fra originalen, i en tyst og intens udgave.
Forestillingens afslutning afmonterer til gengæld tendensen til effektjageri. Bedst som vi tror at nu er det slut, i det flottest tænkelige klimaks, tager skuespillerne mikrofonerne af og bevæger sig frem på scenen, helt frem, så vi kan se deres blikke, at de har det varmt, detaljerne i deres kostumer. Og så synger de, med enkel instrumentledsagelse, af karsken bælg og uden forstærkning. Vi starter og slutter med celloen. Gruppen synger tre sange, som vi har hørt i løbet af forestillingen. De synger til os og de synger med os. Epilogen skaber en helt anden atmosfære og er en meget rørende afslutning på en forestilling, der er utrolig flot sunget, fortolket og koreograferet, men som måske mangler lidt nærvær undervejs. På en måde dekonstruerer afslutningen forestillingen som helhed, men den gør det med stor emotionel effekt. Der herskede stor begejstring hos publikum – stemningen i salen nærmede sig mod slutningen nærmest stemningen fra fodboldklubben AGF’s version af Malaga – indspillet live af Thomas Helmig på Ceres Park som en hyldest til klubbens fællesskab og sammenhold.
Sangerne og musikerne gør det fremragende. De synger alle sammen virkelig overbevisende, er sprællevende og spændstige i deres kropssprog og føjer nyt liv til Helmigs sange.
Og netop Helmigs sange er afgørende for teaterkoncerten som helhed. Den præmis, at musikken fortolkes ind i et helt nyt univers, er i udgangspunktet teaterkoncertens raison d’aitre. Og der kan ske alskens interessante ting i dette møde. Hvordan klarer Helmigs musik så denne sceniske gendigtning? Lidt blandet, synes jeg. At denne blandede følelse opstod, fik mig til at reflektere over, hvad der egentlig kendetegner Helmigs musikalske univers og udtryk. Når jeg lytter til Helmigs sange over et levet liv, er det ikke de storladne melodiske eller harmoniske lydlandskaber, der først byder sig til. Det er mandens stemme, dens særlige timbre, som man ville kalde det inden for vokalæstetikken. Den er grovkornet, en kende hæs og den kommer altid med en usvigelig sikker sans for groove og en decideret tilbagelænet rytmesans. Det svinger pokkers godt når Helmig synger, og stemmens ’soulede’ følelse frembringes, selv når den synger om hverdagens genvordigheder, altid på kanten af det sorgfulde.
Denne sorgfuldhed og groovy fornemmelse får på en måde lidt trange kår med den mere skarpe og kantede musikalske genfortolkning. Teksterne fremstår sårbare, også i den sceniske udgave, og Bjerkøs arbejde med musikken er spændende og markant, ligesom det er scenisk og teatralt velfungerende. Men det udtrykker på mange måder noget afgørende forskelligt fra Helmigs musikalske DNA. Jeg bliver simpelthen i tvivl om præmissen: Kan man tage Helmig ud af Helmig? Det kan man tydeligvis godt, og publikums begejstring vidnede om, at ikke alle oplevede samme ambivalens som undertegnede.
Teaterkoncert Thomas Helmig
Thomas Helmig Musik & tekst
Nikolaj Cederholm Auteur og iscenesætter
Kåre Bjerkø musikalsk arrangementer
Benjamin La Cour Scenografi & Lysdesign
Karin Gille Kostumedesign
Anja Gaardbo Koreografi
Lars Gaarde Lyddesign
Kapelmester Boi Holm
Korleder Andrea Krüger Holm
Medvirkende
Amanda Friis Jürgensen, Clara Sophia Phillipson, Laura Kjær Jensen, Jacob Madsen Kvols, Emil Prenter, Thorbjørn Hedegaard, Mark Linn, Joanita Zachariassen, Boi Holm, Steffen Lundtoft, Hannah Vingborg Eklund, Mette Dahl Kristensen, Benedikte Borum Engell
Aarhus Teaters Kor
Tine Dynæs Juhl, John Kjøller, Sigrid Vibe Kristensen, Claes Sønderriis, Meike Frandsen, Mathias Bjerrum Kvistborg, Charlotte Bjerregaard Broch, Peter Rothgardt Borg, Peter Svane-Christiansen, Anna Kathrine Rask Christensen
Birgitte Stougaard Pedersen er lektor i æstetik og kultur ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet. Hendes forskningsinteresser ligger inden for områderne lyd, litteratur, digital kultur, læsning, musik, medialisering og fænomenologiske aspekter af æstetisk oplevelse. Derudover fokuserer hun på lydens unikke epistemologiske potentiale med hensyn til, hvordan vi sanser og oplever verden, og hun har forsket i, hvordan lyd konstitueres og ændres af de kulturelle diskurser, den indgår i. Hun arbejder i øjeblikket som Carlsberg Monograph-stipendiat med titlen »Rhythms of Reading« (2025-2026). Hendes seneste bøger omfatter The Digital Audiobook: New Media, Users, and Experiences(Routledge, 2016) og The Digital Reading Condition (Routledge, 2023).