TEATRET SVALEGANGEN
Af Erik Exe Christoffersen
Anderledeshed
Ester er forestillingens protagonist. Hun føler sig ikke set, og det er svært at blive forstået, når man som hun ikke er optaget af fester og seksuelle energier ligesom mange andre unge. Hun er anderledes, men hun ved ikke rigtig, hvorfor. Esters forældre er skilt, moren er rejst til udlandet og faren og Ester er flyttet i en lejlighed. Han er ulykkelig og har hverken pakket ud eller indrette hjemmet. Han formår ikke engang at lave mad til sig selv og datteren. Det er jo så hyggeligt at sidde på gulvet og mindes ens lykkelige gymnasietid, som han siger, efterfulgt af en strøm af tårer. Han håber bare at Ester, som er begyndt på gymnasiet, bliver lykkelig med en kæreste, om det nu er en dreng eller pige. Men Ester orker ikke fester, der for alle tilsyneladende kun handler om at finde en at parre sig med.
Ester er træt af at høre om kærlighed og protesterer, da læreren fremhæver at kærligheden i Iliaden var hele årsagen til krigen mellem grækerne og Troja.
Ester har en kollega, Sofia, som hun passer biografsal med, og de kommer uventet til at berøre hinandens hænder, da de skal dele en pakke popkorn. De udvikler langsomt et mere intimt forhold, som Ester bliver noget utilpas ved, da Sofia pludselig vil kysse. Så går det bedre med onlinevennen Olli, som hun gamer med. De har været sammen på nettet i et halvt års tid og har mødt hinanden i en gruppe for aseksuelle. Det er en befrielsen at have en ven, som hun ikke har berøring med, men da Olli en dag fortæller, at hun har fundet en kæreste, går det ned af bakke for Ester. Hun isolerer sig, afviser Sofia og mister motivation også for skolen og det sociale liv i det hele taget.
Til slut opsøger hun Olli i den virkelige verden, og de får snakket sammen og reetableret den ikkefysiske og aseksuelle kontakt.
Ester ”springer ud” og får fortalt både faren og Sofia, hvordan hun har det – og det hele ender i en form for lettelse og anerkendelse af hendes identitet som aseksuel. Det er sådan, hun er, og sådan kan man også være.
I vores seksualiserede tidsalder må det være en ret ekskluderende oplevelse at være udenfor en verden, hvor sex har en så central placering i medierne, kulturen og det sociale liv. Det forhold belyser forestillingen på en varm og eftertænksom måde. Det er en ungdomsforestilling, som opføres på gymnasier og højskolen, men selvom jeg ikke lige tilhører den gruppe, er jeg både underholdt, berørt og oplyst.
Forfatteren og dramatikeren William Lipperts tekst er velfungerende, og plottet lægger fint op til debat om, hvad aseksualitet egentlig er, og hvad anerkendelse af denne kategori betyder. Det afgørende møde mellem Olli og Ester foregår til en fest på Ollis skole, hvilket virker lidt underligt og umotiveret, mens Esters køretur med tog og bus til skolen er sjovt iscenesat, og med en scene, hvor hun skal undgå festens dørvagter. Mødet er som nævnt forløsende for Ester, det fører til at hun, som hun siger, ”springer ud”, hvilket for undertegnede er en overraskende formulering, som sidestiller Esters identitet med andre former for ikke-heteronormativ seksualitet.
Iscenesættelsen
Der er tre medvirkende i Rør Mig. Laura Kronborg har hovedrollen som Ester, hun er virkelig velspillende og skaber en troværdig karakter i forskellige situationer, samtidig med at figuren også har funktionen som fortæller, der henvender sig direkte til tilskuerne og beretter om det indre liv og den følelse af anderledeshed, hun ikke kan vise og fortælle andre om.
Hendes kontakt til tilskuerne betyder, at man fra begyndelsen får stor empati og forståelse med hende. Hun får tilskuerne på sin side. De to øvrige skuespillere er fleksible og varetager de øvrige roller på skift: Rene Benjamin Hansen spiller faren, læreren og en hel del andre figurer fra den virtuelle verden. Han er forestillingens joker og komiske figur, men samtidig viser han en rørende side af farens fortvivlelse over skilsmissen, og farens lidt kiksede og genkendelige forsøg på at opmuntre sit teenagebarn. Alberte Riis Ibsen fremstiller Olli og Sofia, der er vild med digte med lesbiske tendenser, og skolekammeraten Jens. Hendes karakterer har et gennemgående træk: de presser Ester på forskellig vis.
Tilskuernes indlevelse i den charmerede Ester er vigtig, men betyder måske også, at det kan være svært at forstå de aseksuelle træk – for hun virker så vital og elskelig. Hvordan er hun sat sammen, og hvad betyder hendes aseksualitet i et socialt perspektiv, i forhold til andre sociale konventioner? Det er spørgsmål som disse, forestillingen lægger op til at tilskuerne stiller. Og formodentlig gives der ikke et entydigt svar.
Scenografien er lige så fleksibel som karakterskiftene. Rummet har nøgne grå vægge med en dør i midten og trappepodier, som både funger som en form for scene og som inventar i lejligheden. De kan tilmed flyttes af skuespillerne selv, så rummet enkelt kan omdannes til festsal. Og podierne har et par låger, hvor personerne henter diverse rekvisitter til at forandre rummet. Fleksibelt, enkelt, minimalistisk, effektivt. I døren ser vi forskellige rollefigurer i røg og lys fra onlinespillet. Overgange fra det ene rum til det andet foregår lynhurtigt, og lige så effektivt som rolleskift og lysskift.
Den vanskelige samtale
Forestillingen behandler aseksualitet, men strengt taget handler den om normer som kulturelt og personligt pres. Ester siger selv, hun også er aromantisk, og at hun hverken har lyst til sex eller de følesesmæssige tiltrækninger, der er forbundet med normative forhold, hvor sex er et slags højdepunkt. Den manglende trang til romantiske følelser med en anden, er ikke for Ester en mangel eller et savn. Faren derimod ser den seksuelle partner som et mål i sig selv og som mere meningsfuldt end venskaber, hvilket virker ødelæggende og marginaliserende på Ester, da det er uden forståelse for den, hun nu er.
Forestillingen virker forløsende i sin måde at belyse den virkelighed, Ester befinder sig i, og der åbnes humoristisk og nænsomt for at Ester og ligesindede ikke skal lide af skam og angst for anormalitet, som let sidestilles med “nørdet” særhed.
Forestillingen fungerer på flere niveauer. Genremæssigt har den komediens træk, og samtidig med at der fortælles med empatisk dybde, etableres der med bl.a. farens figur comic releif. Der skabes også en oplysningsdimension, som forklarer at forskellighed faktisk findes og hverken er skamfuldt eller udtryk for en mangel. Det er i den forbindelse også vigtigt at nævne at forestillingen har et særligt oplysningsformål og spilles i en kontekst, hvor tilskuerne inviteres til debat efter visningen. Faktisk er dette kun en halv anmeldelse, i og med jeg så forestillingen uden efterfølgende snak. Hvordan skuespillerne indgår i debatten er lige så vigtigt som deres opførelse.
Skuespilleren René Benjamin Hansen er initiativtager til og medstifter af HiLS DiN MOR, der fra 2012 har produceret teaterforestillinger med LGBT+-tematikker til børn og unge. Den vanskelige fortælling er i centrum for at fremme forståelse for personer, der bryder med normer for køn, kønsidentitet og seksualitet. René Benjamin er fast skuespiller på alle teatrets forestillinger, derudover kunstnerisk leder, og deltager i eftersnakke med eleverne på skolerne.
Svalegangen 30. aug. – 20. sept. 2025
MEDVIRKENDE LAURA KRONBORG KJÆR, ALBERTE RIIS ALEXIS IBSEN, RENÉ BENJAMIN HANSEN
TEKST WILLIAM LIPPERT
INSTRUKTION METTE OVESEN
SCENOGRAF GØJE ROSTRUP
LYDDESIGN ANTON BAST
LYSDESIGN HENRIK SLOTH
SCENEPRODUKTION BAGGÅRDTEATRET
FOTO LEA A. OLSEN, MONTGOMERY
KONSULENT FORENINGEN FOR ASEKSUELLE I DANMARK
INSTRUKTØRASSISTENT MARIA ELMANN HANSEN
PRODUCERET AF HILS DIN MOR, BAGGÅRDTEATRET, TEATRET SVALEGANGEN