Af Janne Risum
Elin Andersen var lektor i Dramaturgi på Aarhus Universitet 1989-2008
Elins far var vendelbo og ernærede mest sig og sine som vognmand. Efter realeksamen i Brønderslev tog hun hver dag toget til Aalborg frem og tilbage, uddannede sig til defektrice og flyttede til København. Her forsørgede hun sig med sit job på apotek, mens hun om aftenen tog Statens og Hovedstadskommunernes toårige studenterkursus på Mynstersvej på Frederiksberg. Når høje blonde Elin efter timerne bremsede op på sin cykel ved lyskrydset, bremsede en meget mørkhåret fyr fra årgangen over hendes uvægerligt op lige bagved hende. Da hun var blevet nysgerrig nok, overgav hun sig, og hun og Julius blev sammen hele livet. Med tiden fik de to kærlige børn, David og Sara.
Ved Københavns Universitet valgte Julius at studere psykologi og endte som en af pionererne for psykologistudiet på det nyåbnede Aalborg Universitetscenter. Elin læste hovedfag i dansk, bifag i teatervidenskab og aflagde pædagogikum i 1972. Men det var en tid, hvor teaterforskning og teatereksperiment ikke blev opfattet som nødvendigvis adskilte størrelser og nedbrydning af de traditionelle båse tværtimod af mange blev hilst velkommen som vejen frem mod et mere dynamisk dansk teatermiljø. Under danskstudiet gik hun en dag i 1964 ind fra gaden i Studentersamfundets teatersal på Bispetorv i København og blev straks kastet ud i en instruktionsopgave, polakken Tadeusz Róžewicz’ Kartoteket. Fra 1965-68 ledede hun Studentersamfundets Teater, der eksperimenterede med teatrets og i det hele taget kunstarternes muligheder og sammenfletninger. For eksempel en vækkeursperformance frembragt af mange vækkeure opstillet i et mørkt rum indstillet til hver sit klokkeslæt. En af performerne i andre events var Jesper Klein. Internationale kontakter og gæstespil blev også målrettet dyrket, såsom teatergrupperne La Mama fra New York og Odin Teatret fra Oslo.
Elin var ni år ældre end mig, men typisk for os og miljøet blev vi venner i nogle afsøgende gruppesammenhænge: en arbejdsgruppe om tysk arbejderteater under Weimarrepublikken og et gruppeteaterseminar med indslag af aktionsteatergruppen Solvognen. En dag tilstod jeg for hende, at når jeg mødte op til en reception af folk jeg ikke kendte, tog jeg bare et glas og turde ikke begynde at mingle. Jeg glemmer aldrig hendes svar: ”Det turde jeg godt. Men jeg ville ikke kunne holde på glasset!” Den rysten var en neurologisk skavank, hun aldrig lærte at styre – men vi blev begge ret gode til at mingle med en vis humor.
Efter pædagogikum blev hun i 1973 et par måneder aktiv i Solvognen (det var før de store aktioners tid), men søgte og fik stillingen som leder af Jomfru Ane Teatret i Aalborg, der dog indadtil blev kollektivt styret. Hun og Julius var desuden så heldige at kunne blive ansat på samme universitet. De to sider af Elins teaterengagement lod sig dog ikke i længden forene i hverdagen, så i 1975 fratrådte hun stillingen som teaterleder for at koncentrere sig helt om opbygningen af Aalborg Universitetscenter. Sit store aktive engagement i dansk gruppeteater og børneteater fortsatte hun dog ved at deltage i Børneteatersammenslutningens arrangementer, seminarer og teaterpolitiske diskussioner, samt som medredaktør af Børneteateravisen 1976-85.
Janne Risum og Elin Andersen. Foto: John Andreasen
Teaterhistorien fortæller os, at næsten alle danske teatertidsskrifter som ser dagens lys, får korte liv, vores sprogområde er for lille til at økonomien til trykning og distribution i længden kan løbe rundt. Det gjaldt også vores venstreorienterede Teaterarbejde 1977-79 redigeret af fem af tidens teaterforskere: Elin Andersen, Olav Harsløf, Tage Hind, Jørn Langsted og Janne Risum, og hvis hele fire numres primære målgruppe var teatergrupperne. Elin og jeg afsluttede serien med det udvidede temanummer ”Kvinder og teater”, det første af sin art i Skandinavien, med egne og andres artikler og interviews – og den kvindelige klovn i aarhusianeren Inger Holsts udgave på forsiden.
Til stor gensidig glæde etablerede Elin i 1978 som dramaturg og teaterforsker et langvarigt samarbejde med den fremtrædende svenske feministiske instruktør Suzanne Ostén, der var kunstnerisk leder af teatret for børn og unge Unga Klara i Stockholm. Republikaneren Elin havde intet godt at sige om opera, som hun fandt var et hofkulturelt relikt, men bidrog med stor fornøjelse som dramaturgisk konsulent til Suzannes mand Étienne Glasers grotesk erotiske fortolkning af Mozarts Don Giovanni på musikteatret Storan i Göteborg i 1983, fastholdt i Suzannes filmfarce Bröderna Mozart (1986). I programskriftet til Mozartopsætningen stod Elins artikel ”Den fängslade eros – om kvinnligheten i Mozarts Don Juan” (1983).
Elin og Suzanne var medarrangører af det første skandinaviske seminar om Kvinder og teater, der fandt sted i Oslo i 1979 med Den norske teaterskole og Institutt for Teatervitenskap ved Oslo Universitet som værter, og kvindelige skuespillere, forfattere og instruktører fra Norge, Danmark og Sverige som deltagere. Arrangørgruppens næste seminar i 1980 havde emnet Den sceniske kvinderolles begrænsninger og muligheder og blev afholdt på Statens Teaterskole i København i Nordisk Teaterkomités regi, med workshops ledet af engelske, finske, danske og amerikanske skuespillere, instruktører og dansere. Cirka 100 kvindelige skandinaviske skuespillere og instruktører deltog, denne gang også fra Finland og Island.
Allerede på Oslobåden på vej op til det første var vi en god håndfuld skuespillere og instruktører (Mê, Marie, Vigga, Litten) og teaterforskere (Elin og mig), der dannede en gruppe til gensidig professionel støtte efter basisgruppemodellen og siden mødtes med mellemrum i mange år til weekendmøder på skift hos hinanden, således også hos Elin i Aalborg.
Elins forelæsninger om kønsrollerne bag de traditionelle kvindelige rollefag voksede hendes artikler i Kvinnenes kulturhistorie (Oslo 1985) ”Den nordiske mø” og ”I vampens tegn – om kvinder i 20ernes tyske kabaret”. Samt ikke mindst hendes forskningsprojekt og siden bog om ingenuens danske scenehistorie, Den bristende uskyld – studier i 1800-tallets barnekvinde i dramatikken og på scenen (1986).
I sit lektorat på Aalborg Universitetscenter følte hun sig ikke længere værdsat, da en administrerende litterat gik over til at klassificere hendes emneområde som ”nonverbal kommunikation” (!). På kraftig opfordring af ikke mindst mig, skiftede hun det i 1989 ud med et lektorat ved Institut for Dramaturgi på Aarhus Universitet, hvor hun for længst var en skattet kollega (”Portræt af en ny medarbejder”, Årsberetning 1989). Hendes faste undervisningsfelter blev forestillingsanalyse og mediedramaturgi. Især var hun interesseret i det nye tyske regiteater, især Thomas Ostermeiers Ibsenopsætninger på Schaubühne i Berlin.
I 1984 havde Dramaturgi været vært for forskerseminaret ”Samarbejde i dansk teaterforskning”, hvor et bredt udsnit af landets teaterforskere deltog og en frivillig tværuniversitær arbejdsgruppe meldte sig med det formål at skrive en rimeligt landsdækkende dansk teaterhistorie. Den endelige redaktion kom til at bestå af Kela Kvam, Jytte Wiingaard og mig, der supplerede os som skribenter med Bent Holm (Holberg), Elin Andersen (oplysningstiden i 1700-tallet efter Holberg) og Elin Rask (de nye privatteatre efter 1848). Dansk teaterhistorie 1-2 var den første af sin art i Skandinavien (Gyldendal 1992-93). Sin interesse for oplysningstiden udvidede Elin siden med sin gamle interesse for krydsfeltet mellem kropssprog, dans og det ubevidste, der efter mangeårig fordybelse blev til bogen Kroppens sublime tale: Om tableau og levende billede hos Diderot, Lessing og Lenz (Aarhus Universitetsforlag 2004).
Vores emneområde, teater og andre former for scenisk optræden, er stort. Da Alette Scavenius søsatte sit ambitiøse Gyldendals teaterleksikon (2007, online som en del af lex), forestillede hun sig et mindre antal emneopslag, end det endte med at vise sig nødvendigt. Elin skrev det ene efter det andet og kom op på 48 artikler.
Hun skrev også om meget andet. I en af sine sidste artikler, ”Den omnipotente krop og det forsvarsløse subjekt”, gik Elin, som andre på Dramaturgi, i kritisk dialog med Erika Fischer-Lichtes teseoverstyrede bog fra 2004 Ästhetik des Performativen (Performative former, særnummer af Peripeti 2011). Og kastede i sit sidste essay ”Naturen som mantra: Om den første danske teaterkritik” et blik tilbage på den første danske teaterkritiker Peder Rosenstand-Goiske, der inspireret af Riccoboni og Lessings ønske om naturlighed på scenen fremprovokerede voldsomme reaktioner med sine kritiske teateranmeldelser i sin Dramatiske Journal 1771-73 (Peripeti 2016).
Jeg husker vores samtaler om Rosenstand-Goiske sommeren før på terrassen foran hendes og Julius’ sommerhus i Tømmerby, hvor jeg var fast sommergæst, og vores samtaler i årenes løb om så meget andet både dér og når jeg kom på weekendbesøg i deres hus på Vinkel Alle 8 i Hasseris. Hun og Julius var mine nære venner og med nogle års mellemrum blev det tid til at sige farvel til først ham og så hende på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København, hvor de har valgt at ligge i samme grav.
Janne Risum, Lektor emerita i Dramaturgi, Aarhus Universitet