Anmeldelse af Scenekunst – her og nu af Johanne Winding Nordestgaard, Marlene Follmann Ballebye, Mette Kobow og Lene Voss Bredsten (Praxis Forlag 2025)
Scenekunst – her og nu
Af Erik Exe Christoffersen
Scenekunst – her og nu er en grundbog til brug i gymnasieskolen, efterskoler, højskoler og sceniske grundkurser, hvor man beskæftiger sig med teaterprocesser i praksis og interesserer sig for teorien bag. Bogen er uden tvivl meget anvendelig i forbindelse med scenekunst- og teaterproduktion i en kontekst, hvor reflektionen over det man gør og hvorfor spiller en vigtig rolle. Måske kunne man sige, at bogens formål er på forskellige niveauer at skærpe dømmekraften i forhold til de mange valg (æstetiske, sociale, organisatoriske), som enhver scenekunstnerisk produktion kræver.
Bogen belyser historiske teatertraditioner, men vægter samtidsteatret og ikke mindst analysen af forskellige aspekter af scenekunst, og bringer i øvrigt et rigt billedmateriale fra aktuelle forestillinger og uddrag af nye dramatiske tekster. Den er desuden forsynet med et stort repertoire af opgaver, øvelser og forslag til behandling og realisering af scenekunst her og nu, hvilket er meget appetitvækkende.
Indholdsoversigt
Kapitel 1 giver en grundlæggende introduktion til dramatikfaget og teatermediets udfordringer og muligheder.
Kapitel 2 handler om æstetiske læreprocesser og de ikke-rationelle erkendelser, som sansninger og oplevelser tit skaber i undervisningen. Gennem “kunstnerisk skaben” og dramatikfagets særlige tilgang skabes en læring i andethed. Det kan være kontaktformer, empati, handlekraft, kropsbevidsthed og grundlaget for ens egen fantasiproduktion og associationsprocesser.
I kapitel 3 introduceres teaterforestillingen ud fra tre dimensioner: figur, forløb og rum. Væsentlige fagbegreber, teorier og dramaturgiske modeller præsenteres. Dermed skabes grundlaget for en refleksion og synliggørelse af ligheder og forskelle mellem forskellige traditioner og teknikker.
I kapitel 4, Teatertraditioner, udforskes det naturalistiske, det episke og det absurde teater og de konventioner, som er knyttet til figur, forløb og rum.
Kapitel 5, Aktuelle teatertendenser, undersøger nye strømninger, og hvad samtidsteatret beskæftiger sig med i dag. Debatskabende teater, politisk teater og såkaldt postdramatisk teater bliver behandlet. Det postdramatiske er et begreb som tyske Hans-Thies Lehmann introducerede i 1999 for at påpege, at det dramatiske paradigme havde af en særlig begrænset betydning og historie. Begrebet rummer således både en periodisering og en bestemt fokusering på det teatrale ikke-dramatiske teater, som gentænker figur, forløb og rum. Måske er det et af de vigtigste kapitler, som udfolder en strøm af virkemidler. Til brug i teaterproduktioner.
Kapitel 6 omhandler Skuespilteknikker og værktøjer i forhold til komiske psykologiske og fysiske teaterformer sammen med mere ukendte eller ikke-definerbare tilgange til undervisning.
Kapitel 7 ser på forestillingsproduktion og den kreative proces fra idé til færdig forestilling. Det gennemgår både en klassisk tekstbaseret tilgang til den kreative proces, som tager afsæt i teksttolkning, og en devising-tilgang, hvor deltagerne selv skaber og komponerer et materiale og bygger forestillingen. Denne er ofte en form for kollektiv skabelse. Kapitler giver forslag til udvikling og ledelse af processer og det er derfor også et af de centrale kapitler i forhold til anvendelighed i praksis.
Kapitel 8, Analysemetoder, retter sig mod teateranalysens forskellige tilgange. Dramaturgisk tekstanalyse, realisations og forestillingsanalyse.
Kapitel 9 behandler Det tværæstetiske og værkformater, som kombinerer forskellige kunstarter så som teaterkoncert, performanceteater, installationsteater og peger på traditioner for diverse hybrider for Gesamtkunstwerk.
Bogen har mange fine illustrationer, modeller, skemaer, fotos, faktabokse og forklaringer af de vigtigste faglige begreber. Desuden en række øvelser, der har til hensigt at indføre deltageren i en praktisk og kropsligt orienteret vinkel. Endelig indeholder Scenekunst – her og nu forslag til refleksionsøvelser over sammenhængen mellem teori og praksis.
En udogmatisk æstetisk læring
Det er en grundig pædagogisk indføreing i teaterpraksis som anvendt metode for æstetisk læring. Det at lave teater er både en æstetisk formgivningesproces og en form for socialisering og disciplinering, når præmissen er, som i denne bog, at teater altid er en kollektiv samarbejdende proces. Noget, der kendetegner scenekunstens udvikling som arbejdsform, er projektarbejdet, hvor tema, materialer, former og undersøgelse er en del af processen sammen med vekslende arbejdsformer.
Det tiltalende ved bogen er, at den ikke er dogmatisk, men understreger, at der ikke findes en ’rigtig’ måde at skabe teater på. Enhver produktion er betinget af et team: skuespillerne, deres valg og forventninger til et kunstnerisk udtryk, valget af en genre og ikke mindst af en produktionsform, som er forventningsafstemt. Det gælder for hele kollektivet og alle medvirkende: instruktøren, produktionsleder og det omgivende hold, som er med til at skabe rammer for forløbet og en organisering af hele procssen – helt frem til sidste forestilling og en afrundende evaluering og forberedelse af næste produktion. Det betyder, at det er vigtigt, at der italesættes valgmuligheder ift., hvad der er muligt i den konkrete sammenhæng, hvilke ressourcer, og hvilken effekt der tilstræbes med en teaterproduktion. Men også ift. de begrænsninger, som enhver proces er underlagt.
Scenekunst kan som det fremgår organiseres på mange forskellige måder, hvor skuespillerne, instruktøren, dramaturgen, scenedesigneren og produktionslederen udfolder og udfordrer forskellige ”stemmer” og kompetencer, som bidrager og indvirker på det endelige resultat.
Processerne får ofte en polycentrisk karakter og en særlig social dimension i kraft af de processuelle forhandlinger om opgaver og vurderinger af mål, intentioner og resultater: Hvad mangler vi? Hvad kan bruges? Hvordan bliver det bedre? Hvad skal udelades? Det sociale og kollaborative engagement er med til at udvikle præcision, disciplin og modet til at vedtage eller forkaste. Det betyder, at fællesskabet hele tiden er til forhandling, i udvikling og veksler mellem stilstand, kriser og uforudsete løsninger og fund. Der er afvisninger og opfordringer, og processen må balancere mellem personlige og fælles kunstneriske praksisser. Både som kropslige og tavse forhandlinger og refleksive diskursive analyser.
Der er en række forhold, som spiller ind og kan få betydning: Diversitet er måske en faktor i processen ligesom bæredygtighed? Er processen styret af kvinder eller mænd? Hvordan takles såkaldte intime scener? Ønsker holdet en komisk, tragisk eller realistisk effekt? Er grundlaget kroppens organiske og biodynamiske forbindelser? Er der en given filosofisk, æstetisk eller ideologisk holdning? Eller en given teatertradion? Autobiografiske forhold? Og hvad drømmer den enkelte om at bidrage med og udfordre sig selv med: En stor eller lille rolle, at arbejde med lys, produktionsledelse, at varetage dramaturgiske eller instruktionsmæssige opgaver? Hvem er tilskuerne? Og hvilken form for resonans kunne man forestille sig? Hvad var det primære formål med arbejdet, og var det dét, vi nåede frem til? Eller var der noget som gik skævt eller blev glemt? I forhold til deltagerne, tilskuerne eller i den aktuelle kontekst.
Det kan også være sådan, at man ikke kender effekten af processen på forhånd og desto vigtigere er det, at valgmuligheder og konsekvenser italesættes og afprøves bid for bid. Et effektivt greb kunne som bogen påpeger være en opdeling i faser, hvor opnåede resultater evalueres undervejs. Under alle omstændigheder vil en processer skabe ubalance, behov for kontrol og kontroltab, kriser, krænkelser, så der er behov for omsorg, tillid, en distribueret ledelse, arbejdsdisciplin, parathed, opmærksomhed.
Repræsentation af diversitet
Det er et imponerende stort stof, som er sammenfattet i denne bog. Hvis jeg skal fremhæve et savn, er det mere refleksion over de forskellige modeller, som introduceres, og måske over deres filosofiske grundlag. Hvad er fx borgerscene eller hvordan adskiller de forskellige devisingformer sig? Hvordan og hvorfor benyttes viewpoint-teknik, dans og musik? Hvorfor tværmedialitet? Hvilken betydning har diversitet i forhold til køn, og etnicitet? Begrebet postdramatisk forekommer at være lidt snævert og måske for sammenkoblet med begrebet postmodernisme og de vurderinger og værdidomme, dette indeholder. Det er som om, det postdramatiske allerede udgør en værdidom: det som ligger efter, er det gode i og med overskridelse af et tidligere magthierarki forbundet med det dramatiske paradigme. Det kan være en pointe, men det kræver en fordybelse, som måske ikke lige er sagen for gymnasielever i denne sammenhæng. Kunne man nøjes med at forholde sig til samtidsteatrets mangfoldighed? Måske blot tale om dramatiske og episke fortælleformer og mere eller mindre mimetiske eller ikke-mimetiske teatrale greb? Den slags refleksioner leverer bogen ikke, hvilket man på den ene side forstår jf. dens praktiske tag på scenekunsten, men som på den anden side ville have åbnet for scenekunstens selvrefleksiv mulighed.
Kapitel 5 henviser til en række af mulige valg og nye scenekunstneriske kategorier, hvor fx ikke-professionelle aktører medvirker, uden at de af den grund kaldes amatører. Unikke personligheder kan medvirke i såkaldt borgerscene. Det kan være i en rolle som en tvetydig figur eller i form af ren handling. Undertiden bliver dans, unikke rum, scenografier, kostumer og lydfragmenter som danner forgrund i et teater som søger resonans eller provokation af tilskuerne. Der er også en vifte af tilskuerinddragende teater som kunne været lidt mere fremhævet i bogen: vandreteater, hvor tilskuerflokken fx går gennem et bymiljø med høretelefoner, hvor stemmer fortæller om steder. Teater hvor publikum sendes ud på vandring i en skov, eller tilskuergruppen bliver sat til at gå baglæns gennem byen. Immersiv teater er en form, hvor tilskuerne inddrages eller “nedsænkes” i et ofte fiktivt univers i kortere eller længere tid, og hvor tilskuerne opfordres til at indgå i en form for handlende rolle.
Især i kapitel 8 om Det tværæstetiske og de værkformater, som kombinerer forskellige kunstarter og forskellige medier som site-specifik, human-specifik, remedieringer af film og billeder, parafrase eller adaption som en form for gentænkning eller genfortælling af et værk (en bog, film eller begivenhed) i teaterform, installationsteater, tableauteater peger bogen på en mangfoldighed af valgmuligheder. Det er med til at gøre evnen til at træffe afgørelser og beslutninger i processen vigtig. I den forbindelse kunne refleksioner over medier, træning, forberedelse eller kompetence være vigtig.
At vælge en fremgangsmåde
Sammenfattende er Scenekunst – her og nu en bog, som jeg er overbevist om, vil kunne bidrage til forskellige deltageres udvikling af og refleksion gennem scenekunstneriske processer. Bogen kan bidrage til forståelsen for, hvordan man vælger den bedste fremgangsmåde her og nu, hvordan et team fordeler opgaver og udvikler dramaturgier og iscenesættelsesgreb. Med sin pædagogiske opbygning kan bogen bidrage til skærpelse af den kollektive og individuelle dømmekraft. Det er vigtigt at understøtte dømmekraften og evnen til at forhandle værdidomme. I scenekunsten opstå der strukturelle konflikter og vanskelige overgange mellem den individuelle sansning og det fælles univers, hvor intention kan genkendes og anerkendes som gyldige udtryk for en poetik.
Begrebet dømmekraft bruger jeg her i forlængelse af Hannah Arendt, som en forudsætning for at kunne tænke repræsentativt, ud fra mangfoldige perspektiver og forskellige synsvinkler. Det vil også sige at kunne indleve sig i andre menneskers perspektiver ud fra en refleksion over fælles anliggende. Scenekunst – her og nu lægger op til både indlevelse og refleksion og giver en række redskaber til sådanne processer, mod en fælles gruppekultur i kollektive produktioner.
Det vigtige, som jeg ser det, er under alle omstændigheder at kunne skelne, vurdere, vælge og måske variere forskellige henvendelsesformer til forskellige tilskuere og dermed også profilere sin egen afsenderstrategi og -identitet i forhold til Scenekunst – her og nu.
Der er tale om en grundbog, og den slags skal jo løbende revideres og omskrives i forhold til samtidens hurtigt løbende forandring, hvor Virtual Reality formodentlig åbner nye muligheder for teaterbegrebet. Men Scenekunst – her og nu er, som jeg ser det, et rigtigt godt og forfriskende bud på en arbejdsbog for teaterproduktion, som vil kunne anvendes i mange forskellige pædagogiske og scenekunstneriske produktionssammenhænge i de kommende år.
Erik Exe Christoffersen: Lektor, emeritus mag.art, Dramaturgi, medredaktør af Peripeti