Randers teater sætter alle sejl til
Af Janicke Branth
Randers Teater markerer sit 25-års jubilæum med en charmerende og nærværende opsætning af John Kander og Fred Ebbs klassiske musical Cabaret fra 1966. Behøver man en stor scene for at skabe musicalmagi? Det lykkes faktisk Randers teater at gøre intimiteten til en styrke.
Kabaretoplevelse fra start til slut
Publikum guides via teatrets kældertrappe ind i foyeren, som til lejligheden er omskabt til et stemningsfuldt kabaretunivers med langborde, servering og musikalsk underholdning af Randers Teaters velsyngende korister. Kort sagt, der er dækket op til en aften i Kit Kat Klub.
Camilla Bjørnvads scenografi forankrer hele værket i Kit Kat Klubbens rum – også når handlingen bevæger sig uden for kabaretens univers, først og fremmest til Fraülein Schneiders pensionat. Ved at lade kabaretens sceniske ramme gennemtrænge alle handlingens lag etableres en konstant dobbeltkodning, som både skaber æstetisk kontinuitet og distance til forestillingens tegning af Weimartidens berlinske kabaret.
Nok kan Randers Teaters forholdsvis lille scene virke lidt overfyldt i de større showscener, men hvis man skruer den naturalistiske brille på, så var 1930’ernes berlinske kabaretscener nok heller ikke særligt rummelige. Koreograf Peter Friis har været på en vanskelig opgave, men han løser den idérigt. Det begrænsede rum giver til gengæld intensitet og nærvær til de dramatiske spillescener.
To kærlighedshistorier – plus det løse
De – siden Bob Fosses filmversion fra 1972 – legendariske sangnumre og dansescener bindes sammen af to kærlighedshistorier.
Den ene hænger sammen med Kit Kat Klub, hvor Sally Bowles optræder som sanger og danser og møder den amerikanske wannabe forfatter Clifford Bradshaw, som forelsker sig i hende, da hun uopfordret flytter ind på hans lejede værelse – et forhold med for mange odds imod sig.
Den anden historie knytter sig til Cliffords ældre pensionatsværtinde, Fräulein Schneider, rørende spillet af Lone Rødbroe, der har en romance med den sympatiske grønthandler Herr Schultz (Karsten Jansfort). Men her er det racismen, der skiller, for hvordan klare et ægteskab mellem en tysk kvinde og en jødisk mand efter Hitlers magtovertagelse? ”What would you do” synger Lone Rødbroe på sin egen nøgterne og bevægende måde.
Den respektable Fräulein Schneider har også en mere dubiøs lejer, Fräulein Kost, der hver nat har flere besøgende ’fætre’, end hendes rygte har godt af. På den måde kommer musicalen rundt om alle tænkelige typer af forhold inklusive de totalt grænseoverskridende i kabareten. Men uanset hvilken kombination har kærligheden ringe vilkår.
Stærke præstationer og musikalsk nærvær
Liza Minellis gestaltning af rollen som Sally Bowles i Bob Fosses filmversion blev så ikonisk, at hun er kommet til at definere den. Og her er Sicilia Gadborg et fremragende valg. Hun spiller med den rastløse energi og barnligt entusiastiske udstråling, som får rollen til at hænge sammen. Man tror på hendes impulsivitet og hendes hang til livet i Kit Kat Klubben – og på hendes momentane appetit på et forhold til Clifford.
Gadborg er en glimrende danser og giver sangnumrene sit eget personlige format. Det uegale forhold mellem hende og Cliff – overbevisende spillet af Daniel Bevensee – er båret af håb, ambivalens – og gnisten imellem dem. Hendes sidste nummer i Kit Kat Klub leveres på en gang som et triumferende shownummer og et desperat forsøg på at fastholde den livsanskuelse, der netop et kollapset.
Kim Hammelsvangs konferencier, Emcee, har overtaget Lizza Minellis ikoniske bowlerhat, nu i grønt, matchet af grønne strømper. Hans figur vokser i løbet af forestillingen fra det mere udvendigt præsterende til et personligt udtryk, som for alvor griber i sangen ”I don’t care much”. Det er også Emcee, der – solo ude fra tilskuerrækkerne – synger den nazi-inspirerede march ”Tomorrow belongs to me” efterhånden sekunderet af teatrets kor, som indrammer publikum. Ved Fräulein Schneider og Herr Schultz’s forlovelsesfest afbryder Fräulein Kost (en forrygende velsyngende Christina Elisabeth Mørkøre), sammen med den nazistiske Ernst Ludwig (Bue Wandal), festen med samme march. Og lidt efter lidt stemmer resten af gæsterne i.
Både dansere og Randers Teaters kor yder fine ensemblepræstationer, understøttet af Kapelmester Thomas Pakula og hans fem musikere i en super præcis understregning af musicalens inspiration fra både jazz og Kurt Weill.
Den stadigt aktuelle musical
Joy-Maria Frederiksens opsætning er for så vidt klassisk og afholder sig fra egentligt fornyende greb. Men både musikalsk og dramatisk præsenterer den et manende billede af kabaretens hedonistiske overflade og fascismens truende skygge. Den er stadig lige relevant.
Med små, nutidige referencer – herunder Emcees indledende Trump-hint – understreges denne relevans. Ikke mindst i slutbilledet af amerikanske Cifford i toget på vej hjem til USA. Som medpassager har han denne gang konferencieren Emcee, nu iklædt sorte støvler, sort frakke og sort bowler – og et stort sort hagekors på ryggen af sin hvide undertrøje. Amerikaneren der trækker sig fra Europa, ubevidst om de totalitære ideer, som rejser med ham tilbage. ”Auf Wiedersehen, À bientôt, Good night”.
”Cabaret” spiller på Randers Teater fra 14 august til 13. september 2025 – og den er helt udsolgt. Læs mere her
Skuespillere: Sicilia Gadborg, Kim Hammelsvang, Daniel Bevensee, Lone Rødbroe, Karsten Jansfort,
Bue Wandahl, Christina Elisabeth Mørkøre
Dansere: Ellen Fjord, Johannes Lyngby Johansen, Oliver Poulin
Instruktør: Joy-Maria Frederiksen
Scenograf: Camilla Bjørnvad
Oversættelse: Jesper Dupont
Kostumier/skrædder: Helene Billingsøe
Koreograf: Peter Friis
Kapelmester: Thomas Pakula
Jeg har valgt at omtale sangtitler på amerikansk, fordi de er så kendte. Det afspejler desværre ikke, at Jesper Duponts oversættelse er aldeles glimrende
Janicke Branth, dramaturg cand. phil., tidl. dramaturg på Aarhus Teater og rektor for Dramatikeruddannelsen, tidl. medlem af Reumertjuryen og underviser på DDSKS. Medlem af Peripetis redaktion gennem mange år og kurator for Dansk Teater 300 År.