Vidneudsagn fra statens afkroge
Af Christine Bonnichsen Søndergaard og Sóley Freyja Eiríksdóttir
Nyt, ambitiøst koncept fra FIX&FOXY henvender sig til underholdningsforbrugeren med tilpassede algoritmer, let tilgængeligt indhold og fart over feltet. Samtidig kræver de intime og interaktive formater en anden type tilstedeværelse af sit publikum, der, gennem mødet med hovedpersonerne i hver episode, bliver hevet op af sofaen i mere end én forstand.
Streaming-teater på abonnementsordning
”Velkommen til STATEN”. Teksten står med store gule bogstaver hen over en adrenalin-inducerende thumbnail, hvor vi ser glimt af en mand, der kører gennem Københavns gader. Netflix-æstetikken er let afkodelig og det første der møder publikum, når vi klikker ind på hjemmesiden for FIX&FOXYs nye virkelighedsteaterkoncept, som i foråret spillede i forskellige afkroge af Danmarks hovedstad. Ved at besvare en række spørgsmål, som popper op på skærmen, kan de besøgende få tilpassede anbefalinger til indhold, som algoritmen finder sandsynligt, at de vil synes godt om. Med hele 23 forestillinger, eller episoder, er der nok at vælge imellem. Med titler som refererer til både serier og film, kan man bl.a. booke billet til Paradise Hotel, Kender du typen, Luksusfælden, Taxa, Robin Hood, Walking Dead, Kongekabale, Heat og Hænderne fulde. Med disse greb gør Staten det tydeligt, at konceptet netop er inspireret af online streamingtjenester, der gør det muligt at tilgå ‘content’, film og serier 24/7. Gennem en abonnementsordning tilkøber publikum sig ubegrænset månedlig adgang til Staten, der introducerer forskellige borgere i hver episode. Dermed er scenen sat: Vi er tilskuere til de forhold, der udspiller sig mellem borger og stat, inklusiv alle de gnidninger og konflikter, der kan opstå i individets møde med systemet. I Staten er hovedpersonerne ikke skuespillere, men medvirkende, der optræder som sig selv. Som borgere i staten bruger de deres egne levede erfaringer til at fortælle deres personlige historie.
I løbet af de sidste par måneder har vi, gennem hjemmesiden som portal, deltaget i et udvalg af episoderne. Møderne har givet os eksklusiv adgang (forestillingernes kapacitet varierer fra 4-40 deltagere) til mennesker og lag af samfundet, hvor vi normalt ikke bevæger os. Vi har mødtes med både ordensmagt og lovbrydere, arbejdere og arbejdsløse, mennesker på toppen og på bunden, dem der er afgørende for opretholdelsen af systemet og dem, der aktivt forsøger at lave det om eller at nedbryde det. Læs med, når vi herunder rapporterer fra de forskellige møder og reflekterer over, hvordan de har nuanceret vores blik på den suveræne, allestedsnærværende, (u)retfærdige, sikkerhedsnetskabende, indgribende, omsorgssvigtende stat.
Guidet taxatur gennem statens infrastruktur
Vi starter hos Ivan, der i Taxa giver os det store overblik. Ivan er taxachauffør og har kørt taxa siden 2002. Han kender byen bedre end de fleste: gaderne, bygningerne, menneskene og deres historier. Vi er i alt 6 publikummer, der, fra mødestedet ved Gefionspringvandet i Churchillparken, tager plads i Ivans bil. I dag er han her for at tale om staten. Særligt finansloven – fortæller han os. Han er nemlig, med egne ord, ”en kæmpe statistiknørd”. Lige netop penge, hvad de bliver brugt på, hvordan de bevæger sig samt, hvilke institutioner de strømmer igennem, optager ham. Første korte stop er symbolsk, fordi det, i Ivans fortolkning, billedliggøre magtens akse. Vi sætter farten ned ved krydset på Toldbodgade, hvor vi har udsigt til Operaen på venstre side, Amalienborg og Frederiks Kirke på højre. Det er de fire pæle i samfundet: kongehuset, kirken, kulturen … og Ivan, tilføjer han med et grin. Ivan er royalist – ikke til fingerspidserne, men han synes trods alt, at kongehuset er bedre end “at have en klovn som Trump”. Og sådan er Ivan, under hele turen, leveringsdygtig i kommentarer, jokes, anekdoter, historiske fun facts, citater af filosoffer, og livsbetragtninger. Ivan drikker kold kaffe latte. Det hjælper på stemmebåndet, forklarer han. Ivan er tydeligt historiefortæller, og han formår at navigere gennem gaderne, mens han spytter det ene finanslovstal ud efter det andet. Vi får ikke tallene fuldstændig ufiltreret, men altid med en betragtning fra Ivan selv ift. hvor han synes vi, som samfund, skal bruge henholdsvis flere eller færre penge. Dog vil han ikke gøre sig til herre over, hvad andre skal synes – det er tydeligt, at der er plads til alle, og forskellige holdninger, i Ivans taxa. I det selskabelige og gæstfrie gemyt fornemmer man netop personen, der har kørt med alt fra politikere, kendisser, turister og borgere. Lidt mere alvorligt – og personligt bliver det, da vi kører forbi Rigshospitalet. Her får vi fortællingen om, hvordan sundhedsvæsenet har spillet en afgørende rolle i Ivans kones sygdomsforløb. Uden velfærdsstatens adgang til hospitaler og dygtige læger, ville hun ikke have været her den dag i dag. Denne pointe kan man, som publikum, mærke ligger Ivan på sinde.
Ruten i Ivans taxa udgør en guidet tur gennem statens kritiske infrastruktur, som peger på det mangefacetterede i samfundets sammenhængskraft. Mens vi kigger ud af taxaens vinduer, er det billede, der tegner sig, i kraft af Ivans fortællinger, et, hvor statens sammenhængskraft ikke kun er bundet op på institutionerne, men i lige så høj grad alle de mennesker, der færdes i og mellem dem.
Taxa set den 18. februar 2025.
Kontroversielle holdninger i kosteskab
I kontrast til Ivans guidede tur gennem staten, ude i det åbne, er episoden Rome gemt godt væk. Hovedpersonen Jesper, er “for kontroversiel til det her sted”, som han selv siger, da han byder os velkommen, iført en skummelt udseende orkermaske. Vi befinder os i et kombineret kosteskab/lagerrum i baglokalet hos Jaguaren Bodega på Amager. Her sidder vi ubekvemt (i mere end én forstand) på ølkasser, mens vi lytter til Jespers livshistorie og de emner, der optager ham.
I en distancerende, lettere sarkastisk, tone etablerer Jesper sin forudindtagede forsvarsposition ved at kalde sig selv et nazistsvin. Det er et greb, der skaber en tydelig opdeling mellem Jesper og alle andre. Alle os, der har et misforstået blik på både Jesper og verden generelt. Fortællingen om at være misforstået går igen, når Jesper deler sin historie og fremhæver, hvordan han har gjort sig uvenner med stort set alle på sin vej. På sin efterskole tiltrak han sig negativ opmærksomhed ved at klæde sig ud som Ku Klux Klan-medlem. Rasmus Paludan og Pernille Vermund har begge taget afstand fra Jesper for at udtale, at han “forbeholder sig retten til at forholde sig skeptisk over for Holocaust”, hvilket også betød, at han blev ekskluderet fra Nye Borgerlige. Jesper slår sig op på at være forkæmper for ytringsfriheden. Han bruger netop ytringsfriheden som begrundelse for flere af sine handlinger, bl.a. sin deltagelse i en lille uopfordret demonstration for danske jøders rettigheder og mod anti-semitisme, arrangeret af den ekstremistiske højreradikale organisation SIAD (Stop Islamiseringen af Danmark). Hvorvidt demonstrationens formål var at stå op for jøders rettigheder, eller om det blot var et røgslør for en anden agenda, kan man sætte spørgsmålstegn ved. Det Jødiske Samfund tog afstand fra demonstrationen og frabad sig offentligt SAIDs støtte. Derfor hader Jesper nu jøderne som gruppe – ikke individerne, forsikrer han os om. Samme logik gør sig gældende, når Jesper foragter bl.a. muslimer, indvandrere, venstreorienterede og politiet. Det er gruppen, og ikke det enkelte menneske, han ikke kan lide, siger han. I kontrast til de foregående eksempler har Jesper omvendt fået kritik af sine højreradikale Facebookvenner, da han delte et opslag fra en ikke-etnisk danskers virksomhed. “Jeg bestemmer fandme selv, hvad jeg vil dele”. Jesper virker til at møde modstand alle steder – måske en modstand, der opstår fordi han selv skubber så voldsomt til andres grænser.
Vi mærker, som publikum, dette skub, når Jesper proklamerer “I er nogle idioter”. Det ‘I’, som Jesper ekskluderer sig selv fra, er den almene befolkning, som han gør os tre publikummer til repræsentanter for. Han kigger os direkte i øjnene og kritiserer os for det, han mener, vi gør galt. I store træk går kritikken ud på at gå op i ligegyldige ting og ikke at have blik for det, der reelt foregår. Selvom Jesper aldrig direkte beskriver, hvad der reelt foregår, så har han stærke holdninger til bl.a. velfærdsstaten, institutionerne, SKAT, politikerne, de venstreorienterede, jøder, indvandrere, manglen på en lempelig våbenlov, eliten, eller det faktum, at danskerne får for få børn. Han bringer mange kontroversielle emner på bordet, insinuerer og antager – ofte også på konspiratorisk vis, hvor han ikke fuldstændigt selv bekender kulør – og fortæller os, hvad han rent faktisk synes, angiver årsager eller peger på løsninger. Han stiller bare spørgsmål og forholder sig skeptisk, understreger han, og ønsker, at vi skal gøre det samme. Befolkningen generelt skal være mere kritiske, lave deres egen research ved fx at se forelæsninger på YouTube. Det er et medie han selv er storforbruger af, når han skal finde viden. Samtidig prædiker han, at vi skal være mere midtersøgende. Vi skal lytte, give plads til og forstå holdninger, vi er uenige i.
Netop her sætter denne episode os på prøve. Invitationen til at sætte sig ind i baglokalet, på ølkassen, er en invitation til at lægge øre til udsagn, vi højst sandsynligt er uenige i og bliver provokerede af. Det er ikke et diskussionsforum, og vi er blevet bedt om at gemme kommentarer og spørgsmål til efter forestillingen. Jespers kontroversielle udtalelser i Jaguaren Bodegas baglokale er en ubekvem situation, som vi ofte kan fravælge i vores daglige liv. I mødet med Jesper møder vi os selv i en position, hvor vi hverken kan forklare os eller beskytte vores overbevisninger. Det kræver en del arbejde med sig selv at forholde sig åbent og lyttende til Jespers holdninger, logikker og verdenssyn. På den måde bliver denne episode en øvelse i at gøre netop det, Jesper ønsker at flere ville gøre: lytte til det de er uenige i, for at få flere sider med. Samtidig kropsliggør Jespers episode et højaktuelt og eviggyldigt paradoks i den demokratiske stat: For hvor går grænsen for at skulle tolerere intolerance? Hvad bliver konsekvenserne, hvis vi gør det? Eller hvis vi ikke gør?
Rome set den 17. april.
En rigtig røverhistorie
I episoden Heat tager vi på en køretur med bankrøveren Kevin. Med en fortid i et kriminelt miljø, tæller Kevins CV adskillige små og store ulovlige handlinger. Fra drengestreger til bankrøveri, tager Kevin os med tilbage i tiden og vækker filmiske scener til live gennem sine ord. Episodens titel henviser til filmen af samme navn, hvor Robert de Niero jagtes af Al Pachino i en politi-efter-røverne actionfilm. Filmen fodrer vores betagelse af de vilde oplevelser, som et liv på kanten kan bringe med sig – og det samme gør denne episode.
Kevin ligner en filmkarakter med sine guldtænder, tatoverede hænder og pumpede krop. Han er ekstremt karismatisk, og den gamle spand af en bil, Kevin kører os rundt i, er den perfekte scenografi til “min røverhistorie”, som han kalder sin livshistorie med intenderet dobbeltbetydning. Hans ADHD fik ham smidt ud af folkeskolen, og han har i stedet brugt sin intelligens på ballade og småkriminalitet, som siden har ført til større ‘aktioner’ såsom nattetyveriet af to fulde postvogne med hælervarer og bankrøveriet. Ligesom vi, som seere i nogle film, holder med den lille mand, der kæmper mod systemet, holder vi som publikum med Kevin i hans lovløse livshistorie. Han tager os med ind i en anden virkelighed, som fascinerer og river os med ind i et kick af spænding. Det sker bl.a. under historier om politijagten rundt på Østerbros små villaveje, om dengang Kevin fyldte sin vens lejlighed med hælervarer for derefter at sælge dem, eller da Kevin og hans ven sprængte glascontaineren ude foran det lokale værtshus, som endte voldsommere end intenderet.
Når det hele føles lidt som på film, er det også fordi Kevins virkelighedsopfattelse er fjern fra vores egen. Om bankrøveriet fortæller han, at det er “ligesom (at være) nede i Brugsen hvor du tager hvad du skal have. Det er helt normalt…” og om at sidde i Vestre Fængsel: “Det er som en feriekoloni.” Det er en anden virkelighed end de lovlydige borgeres. Mødet med Kevin er et møde med en borger, der ikke vil underlægge sig statens magt og den fælles samfundskontrakt, men som lever efter et andet regelsæt, hvori svagheder og sprækker i systemet udnyttes. Kevin åbner i episodens slutning op for de udfordringer, der følger ham den dag i dag. At leve som han har gjort, har haft store omkostninger. Bl.a. døjer han med PTSD og skal kunne overskue, alt der sker omkring ham. Fx kan han ikke sidde med ryggen til døren, når han er på café, og han har et gopro-kamera siddende i forruden, som filmer os, der sidder i hans bil under episoden. Med sin plettede straffeattest, er hans arbejdsmuligheder begrænsede. Kevin beskriver rusen ved handlingerne (bankrøveri, flygte fra politiet, springe glascontainer i stykker) som noget afhængighedsdannende. Selvom rusen lokker, gør Kevin sit for at modstå fristelsen – hvis ikke for sin egen skyld, så for sin søn.
Kevins røverhistorie viser en lyssky del af staten frem. Det er et indblik i, hvordan statens magt udfordres, når Kevin vælger ikke at følge den lovgivende magt, når han udfordrer den udøvende magt i biljagt fra politiet og ved at nægte at udtale sig under forhør og ved, af flere omgange, at slippe fra den dømmende magt, fordi der ikke er nok beviser imod ham. Det ender dog med, at statsmagten får fingrene i ham, at han afsoner sin straf i ”feriekolonien” Vestre Fængsel og må forholde sig til, hvad den fortid koster ham i dag, mange år efter.
Heat set den 16. april.
Spillet om Nørrebro
Bjarne, kendt som både Bjarne Benlås, Store Bjarne og Lorte Bjarne, er, modsat Kevin, indbegrebet af lovens lange arm. Lige så god som han er til sit arbejde, lige så upopulær er han blevet: Bjarne har fået adskillige trusler, og der findes en slagsang, dedikeret til hans død, for ikke at tale om alle de gange, der er blevet kastet sten efter ham, og den enkelte gang han har fået lort i hovedet. I konfrontationerne med særligt det autonome miljø, i tiden omkring ungdomshuset på Jagtvej 69s rydning, blev Bjarne, som indsatsleder, de unges fjendebillede. Han var ansigtet på politiet.
I episoden Strømer bliver vi inviteret ind i Kvicklys personalestue på Nørrebros Runddel og givet et indblik i Bjarnes arbejde. I dette rum fandt briefing og koordinationen af indsatserne mod det gamle ungdomshus sted tilbage i 2006. Den leg, vi tager del i, genskaber en af de demonstrationer som fandt sted, som Bjarne ledte. På et bord med et kort over København har vi små legetøjsbiler, vi kan rykke rundt med. Hver deltager får tildelt roller, og som en del af politistyrken får vores beslutninger nu indflydelse på, hvordan indsatsen for at opløse en stor ikke-anmeldt demonstration af autonome, fra både ind- og udland, forløber. Vores mål er at stoppe gruppen på over 1200 demonstranter, inden de med deres hærgen gennem gaderne spolerer julestemningen i indre by. Pludselig er det os, der står med de strategiske overvejelser om passende placering af forskellige former for patruljevogne og sikrede fartøjer. Vi får gennemgået trappen af mulige magtanvendelsesmidler fra tale til politigreb, knipler, peberspray og våben. Hvor langt kan, og vil, vi gå for at deeskalere konflikten?
Selv trodsede Bjarne under indsatsen i 2006 sin overbefalende, som ikke ville give grønt lys til at bruge tåregas. Ifølge Bjarne var det den sikreste måde, for ham og hans kollegaer, at få overhånden i lang nok tid til at afvæbne de bilafbrændende og molotovcocktailskastende demonstranter. Bjarne trodsede derfor befalingen, og brugen af tåregas viste sig at være det træk, der afgjorde udfaldet, idet politiet efterfølgende nemmere kunne tilbageholde de tilbageværende demonstranter. Selvom Bjarne løste missionen, sætter han, her mange år efter, ord på et spørgsmål, som har ligget i luften under vores brætspilsversion af indsatsen. Var denne situation virkelig nødvendig? Kunne konflikten i virkeligheden have været undgået?
Bjarne stiller sig spørgende overfor kommunens beslutning om at sælge Jagtvej 69 til Faderhuset, som han (med skjult reference til sangerinden Natasja) kalder en fanatisk sekt. Ikke desto mindre er hans arbejde at opretholde ro og orden i gaderne, så selv om han har, hvis ikke sympati, så i hvert fald forståelse for demonstranternes sag, så konflikter gruppens modstand med hans embede.
Strømer lukker publikum ind i nogle af de dilemmaer, der er forbundet med at være et instrument under statens udøvende magt. Vi fornemmer alvoren, der knytter sig til beslutningerne om fysisk magtanvendelse, og samtidig ansvaret over for både borgere og kollegaer. Bjarne er stolt af sit job og sit virke – han er en dygtig politibetjent, men vi får også et indblik i nogle af de personlige omkostninger, hans stilling har ført med sig. Som frontfigur for politiets indsats mod Ungdomshuset, er der blevet sat lighedstegn mellem Bjarne i sit embede og Bjarne som privatperson. Han har skulle stå på mål for beslutninger, der er truffet højere oppe i systemet, som han efterfølgende har måtte håndtere udfaldet af.
Strømer set den 25. marts.
Bittens kamp for borgerne på bunden
De etiske overvejelser, der knytter sig til at udføre sit embede på vegne af staten, er noget Bitten kender til. Da vi, som en del af episoden Robin Hood, mødes i en kælder på Frederiksberg, foreligger store dele af Bittens liv og historie i gule sagsmapper foran os. Setuppet tager udgangspunkt i det hverv, som har gjort Bitten Danmarkskendt. Rundt om bordet er vi stand-ins for de forskellige fagpersoner, som typisk indgår i kommunens såkaldte rehabiliteringsteam. Det er nemlig i jobbet, hvor hun har været med til at behandle sager om tildeling af førtidspension, at Bitten er raget uklar med systemet. Selvom det havde været oplagt, at forestillingen spillede på Frederiksberg Jobcenter, så omfatter Bittens bagkatalog en sag, hvor hun er blevet anklaget for at chikanere kommunale sagsbehandlere. Det var derfor ikke en mulighed.
Forestillingen starter et andet sted, nemlig i Bittens eget møde med ‘systemet’. Et kig i Bittens sagsmappe og fortid afslører, at hun har haft mange odds imod sig. Med en udfordret mor og et ophold på børnehjem som lille, har hun ikke haft de bedste vilkår fra start. Modsat nogle af de sager hun selv kom til at sidde med som sagsbehandler, mødte Bitten dog et system, som formåede at gribe hende og hjælpe hende videre. Som publikum kan det mærkes, hvordan Bitten er både taknemmelig og ydmyg over for den støtte hun har fået samtidig med, at hun har mærket på egen krop, hvor vigtig den er. Måske af netop den årsag, vælger hun at sige ja til at blive en del af rehabiliteringsteamet, da muligheden opstår i forbindelse med hendes arbejde som ergoterapeut. Der er bare et enkelt problem. Bitten er lodret uenig i kommunens afgørelser, i de sager hun er med til at behandle. Hun begynder at se et mønster, hvor detaljer fra journaler undlades eller borgerens reelle situation negligeres. Imens sparer kommunen penge ved at sende borgere i ressourceforløb, selvom der ikke er udsigter til, at de nogensinde ville kunne varetage et job grundet svære tilfælde af både sygdom samt fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. Med smittende harme og indignation, fortæller Bitten om, hvordan hun har oplevet flere borge dø, før de fik tildelt den førtidspension, de, efter hendes vurdering, ellers var berettigede til. Ingen vil lytte, når Bitten på vegne af de udsatte borgere forsøger at råbe systemet op. Bitten vælger derfor at tage sagerne i egne hænder. Hun kopierer og stjæler bunkevis af dokumenter. To store IKEA-net fylder de, da Bitten beder to personer i publikum om at hente og placere dem på bordet foran os. Sagerne videregiver hun til pressen, og hun bliver derfor en vaskeægte whistleblower. Det er ikke uden omkostninger. Bitten får både en fyreseddel og retssager om henholdsvis chikane og videregivelse af fortrolige oplysninger.
Når Bitten er en slags social Robin Hood, handler det ikke om, at hun tager fra de rige og giver til de fattige. Hun har stjålet de udsatte borgeres oplysninger, fordi hun oplevede, at systemet havde en interesse i ikke at forholde sig til dem. Hun har altså taget fra de fattige i håb om, at kunne give dem den støtte hun mener den rige stat skylder dem. Selvom Bitten er ukuelig i sit arbejde for retfærdighed, er hun ikke umærket af situationen. Den utrættelige kamp mod systemet har ført til, at Bitten er blevet sygemeldt.
Bittens episode gør sit publikum opmærksom på ressourcer. Det gælder ikke kun økonomi, men handler i lige så høj grad om dels evnerne dels overskuddet til overhovedet at kunne navigere det system, hvor adgangen til hjælp er universel og derfor burde være lige for alle. Bittens historie understreger, hvordan samfundets svageste ender som taberne, hvis det at få tildelt hjælp er betinget af evnen til at kunne tale sin egen sag.
Robin Hood set den 29. marts.
Rollespil om samfundets ressourcer
Samfundets ressourcer er omdrejningspunktet for episoden Mickaels Anatomy. Her tager sundhedsøkonomen Mickael imod os i døren til forelæsningssalen i Bispebjerg Hospitals kælder. Siddende på de samme gamle træsæder, hvor lægestuderende og læger før os har fået fremlagt fagligt materiale, bliver vi bedt om at forholde os til sundhedsfaglige udregninger. Mickaels arbejde påvirker, hvordan ressourcerne i sundhedssektoren bliver fordelt og hans udregninger er med til at danne grundlag for store politiske beslutninger.
Mødet med Mickaels tal tager konkret form, når vi bliver en del af et interaktivt rollespil om ressourcerne. To publikummere udnævnes til politikere, mens andre får tildelt rollerne som borgere, der er i kontakt med sundhedssystemet. De resterende af os samles i små fagudvalg om hver borger. Det er fagudvalgenes opgave at tale borgernes sag, som kategoriseres under fem store emner: akutberedskab, kræft, forebyggelse, psykiatri og ældrepleje. I første omgang handler det om at overbevise politikerne om at give ens egen sag flere midler. Efter de to politikere har fordelt midlerne, skal vi stemme om, hvilken politiker, der skal til magten, baseret på deres fordeling af midler. Den lille leg imiterer den komplekse proces, hvor beslutningstagerne er afhængige af andres udregninger og informationsoverførsel. Det fremhæver, hvordan gode overtalelsesevner og god markedsføring, kan give én sag fordel frem for en anden – og igen hvordan magten over ressourcefordelingen er afhængig af de mange borgeres demokratiske stemmer.
Mickaels Anatomy giver os et (simplificeret) indblik i den del af statsapparatet, som fordeler vores midler. I den perfekte verden var der nok ressourcer til at helbrede og tage hånd om alle – men fordi ressourcerne ikke er uendelige, må der foretages valg om, hvad der skal prioriteres, forklarer Mickael os. Ved at involvere os og lade os forholde os konkret til, hvordan vi ville fordele midlerne, giver han en oplevelse af, hvor komplekst det rent faktisk er at skulle foretage valg som påvirker folks liv i den grad som sundhedsvæsenet gør. Hvad er et liv værd? Skal forebyggelse prioriteres frem for behandling? Hvor går grænsen for, hvor dyr medicin til et enkelt menneske må være? Hvilken pris er vi som borgere og samfund villige til at betale? Det er nogle af de spørgsmål, vi tager med os ud af forelæsningssalen i Bispebjerg kælder. Afsnittet åbner op for nogle af de dilemmaer, udregningerne bærer med sig. Det bliver tydeligt for os, at beregningerne ikke kan løse de svære valg, der må tages – for jo mere vi ved, jo mere komplekst bliver det at skulle prioritere. Det er ikke bare tal og statistik, det er menneskers liv, der bliver taget beslutninger om.
Mickaels Anatomy set den 10. februar.
Publikum er gæster i borgernes liv
Efter vores møder med seks af Statens borgere, står det klart, at forestillingskonceptetet, under den letfordøjelige indpakning, vil noget andet med mere substans: Hver episode er et iscenesat møde med et menneske, der indvier os i deres unikke forhold til den stat, vi alle er en del af, men som vi relaterer os vidt forskelligt til. De seks episoder, vi har oplevet, har givet os indblik i hvad det for seks udvalgte borgere betyder at være en del af staten på godt og ondt. I de 60-90 minutter, som hver episode varer, er vi gæster i deres liv og mærker deres daglige udfordringer. De låner os deres blikke, lader os besøge deres arbejdspladser og stamsteder, køre i deres biler, sidde i deres stole og bære vægten af deres ansvar. Episoderne lader os se staten gennem forskellige situerede blikke – alle delvise og farvede. Vi får lov til at udforske forskellige positioneringer og aspekter af, hvad staten er eller kan være.
Virkelighedselementer
FIX&FOXYs virkelighedsteaterkoncept bringer reelle mennesker helt tæt på, hvor vi kan kigge dem i øjnene. Det er en dramatiseret og iscenesat virkelighed, vi møder, hvor teatrets værktøjer er taget i brug til at understøtte fortællingen. De dramaturgiske og scenografiske valg er med til at skabe en afrundet og let afkodelig oplevelse, hvor hovedpersonens perspektiv og centrale problemstillinger står tydeligt frem. Eksempelvis befinder vi os i episoden Strømer i det selv samme lokale, hvor Bjarne briefede sine politikollegaer under ungdomshusdemonstrationerne. Elementer fra politiets verden er draget ind i rummet, og på væggen hænger en kampuniform, med hjelm, knippel, knæbeskyttere og visir. Selvom selve rummet vi står i er Kvicklys ansattes frokoststue, bevirker konteksten, at fortidens tyngde lægger sig som en tung dyne over os. Det får en særlig betydning, når vi, som publikum, indgår i ‘spillet om Nørrebro’, hvor vi er i aktion mod de autonome. Alt afhængigt af publikums individuelle udgangspunkt, kan det være en ambivalent position at indtage (det var det for vores vedkommende) at skulle agere ordensmagt med voldsmonopol i en sag, hvor der efterfølgende er kommet et større fokus på og forståelse for, hvorfor de unge autonome gjorde modstand.
En mere symbolsk brug af virkelighedselementer er, når vi sidder med Jesper i Jaguaren Bodegas baglokale. Det nedværdigende i at blive ført ud i et kosteskab, og at skulle sidde ubekvemt på ølkasser, understreger pointen i Jespers fortælling: han føler ikke, at der er plads til ham og hans holdninger i samfundet. Vi får i episoden en fysisk oplevelse af at være i det ubekvemme – den forplanter sig i vores kroppe gennem de ubehagelige sæder, men opstår i lige så høj grad når vi bliver gjort til passive stråmænd i Jespers verdensopfattelse.
Interaktivitet ved den blotte tilstedeværelse
De større formater som fx Mickaels Anatomy (max 40 publikummere) og Strømer (10 publikummere) fordrer konkret deltagelse, når vi skal tage valg, forholde os til fakta og snakke med de øvrige publikummere for at løse opgaverne. Dog er vi altid ‘i spil’ ved vores blotte tilstedeværelse, selv i de episoder som ikke har en udtalt interaktiv del. Dette bliver i særdeleshed tydeligt i episoderne med få publikummere såsom Heat, Rome og Taxa, hvor vores kropsholdning, ansigtsmimik og blikretninger har en direkte indvirkning på den medvirkende, hvis personlige historie vi, som publikum, pludselig indgår i samspil med. De enkelte møder med borgerne aktiverer alle refleksioner om vores egne positioner. I de intime settings, på 4-6 publikummer, spiller det en stor rolle, hvordan vi fysisk og mentalt er til stede og indtager rummet. Kigger vi borgeren direkte i øjnene? Har vi armene over kors og et lukket kropssprog? Nikker vi, er vi anerkendende og svarer vi på de spørgsmål, der bliver stillet? Vores og de øvrige publikummeres tilstedeværelse afgør udfaldet af oplevelsen.
Modsat de film og serier vi ser fra sofaen, kan vi ikke gemme os bag skærmen, hjemme i trygge rammer. Vi er til stede som os selv, som borgere i samfundet under fuldt dagslys, ude i offentligheden. Den let tilgængelige Netflix-æstetik sælger os en oplevelse, som kræver en del af os. I mødet med borgeren bliver det evident, hvordan vi også er nødt til at forholde os til os selv.
Staten spillede på forskellige lokationer i København fra 22. januar-15. juni 2025. Læs mere her
Konceptuerende instruktør Tue Biering
Dramaturg Miriam Frandsen
Co-instruktør/scenograf Marie Boye, Jonas Preben Jørgensen og Helle Kirstine Egsgaard
Konceptudvikling Marie Boye og Helle Kirstine Egsgaard
Producent Jovana Zoric
Location scout Rune Bjerre
Rekvisitør og location scout Josefine Else Larsen
Produktionsassistent Ida Johannessen
Produktions- og instruktørassistent Anja Ponjevic TørnqvistForestillingsleder Svante Corell og Rikke Andersen Haarbo
Titelsang Cecilie Penney
Grafik Marie Boye og Åsmund Sollihøgda
Video og dokumentation William Andreas Wivel
Afvikling Caroline Vedel, Ida Johannessen, Jovana Zoric, Jules Mogensen, Mathias Sauer, Rikke Andersen Haarbo, Svante Corell
Christine Bonnichsen Søndergaard er kandidatstuderende i Teater- og Performancestudier ved Københavns Universitet.
Sóley Freyja Eiríksdóttir er kandidatstuderende i Teater- og Performancestudier ved Københavns Universitet.