Krigen er ikke en komfortabel omgang hurtig netflix
Af Annelis Kuhlmann
Det er en bemærkelsesværdig manifestation, som hele Odense Teater står bag i Det europæiske slagtehus, iscenesat af Tue Biering, der for nyligt modtog Kronprinsparrets Kulturpris 2022.
Det europæiske slagtehus har med sin titel en klar henvisning til en politisk samtid, hvor uafbrudt krig i årevis har fundet sted i Europa. Forestillingen refererer dog ikke udelukkende til en fortælling om den aktuelle krig i Ukraine – det er også en mere generel fortælling om politisk tyrannisk lederskab i frit fald og med kollapsede værdier og imperier både som årsag og som virkning. Produktionen virker også som en påmindelse til publikum om, at vi faktisk selv vælger vores ledere jfr. folketingsvalget og spillet om regeringsdannelsen. På den måde rækker produktionen ud til publikums aktuelle virkelighed.
Materialet til forestillingen er taget fra de otte tragedier, der har William Shakespeares history plays som omdrejningspunkt, og som skriver sig ind i den ramme, der med Shakespeares fantasi samler sig om Rosenkrigene, dvs. godt tredive års borgerkrigstilstand i midten af 1400-tallet. De kongedramaer, der indgår i forestillingen, har alle rod i engelske krøniker. Der er med andre ord tale om en tidsmæssig forskydning af de centrale handlinger til Shakespearesk samtidshistorie, som samler en række krøniker, hvori krigshistorier er det gennemgående træk. Smadrehistorier udgør fællesmængden. Samlet set er der flere hundrede karakterer på scenen, så man dårligt kan nå at forholde sig til dem alle sammen. Til gengæld giver figurgalleriets struktur indtrykket af, at produktionen vitterligt er et kollektivt feudalt anliggende på scenen, hvor en befolkning er taget som den sceniske fiktions gidsler. Flere statister og børn medvirker også. Samt levende dyr!
Det europæiske slagtehus er egentlig ikke så meget en stor Shakespeareforestilling. Shakespearestoffet har i produktionen snarere udgjort det materiale, som forestillingen er skabt og måske ligefrem devicet ud fra. Det er således mest en produktion, hvor en stribe af magtkampe med borgerkrige som omdrejningspunkt folder sig ud.
Massiv teaterindsats
Hatten af! Et samlet Odense Teater står bag. Hele skuespillerensemblet medvirker, og værkstederne har ydet en kæmpe præstation. Sceneteknikerne har virkelig travlt før, efter og under forestillingen, hvor der er enorme mængder af jord, blod og ødelæggelse, der kalder på konstant oprydning og rengøring. Sceneteknikerne spiller derved en særlig rolle, og denne rolle er både real og symbolsk. De rydder op og gør rent i et væk. Denne form for reetablering af et ”rent” rum har ironisk nok kun lige akkurat nået at finde sted, inden den næste tyran styrer direkte ind i et nyt kollaps og trækker et græsseligt spor efter sig. Absurde virkemidler trækker gentagelsernes meningsløshed op med klar sans for retning i forestillingens samlede fortælling.
Det er karakteristisk, at Det europæiske slagtehus benytter en form for dramaturgi, hvori der udspiller sig strukturer bestående af stribevis af kollaps. Denne serielle dimension bringer tilskuerne til at se et handlingsmønster. Og tilskuerne bringes til at genkende kongerne på det søle af destruktion, som de trækker med sig. Magten er her fremstillet som et værre griseri.
Kan man se i mine øjne, at jeg har dræbt et andet menneske?
Mange steder i forestillingen forekommer replikker at være taget direkte ud af spørgsmål, som vi stiller hinanden, når vi gennem medierne præsenteres for krigens gru. Historie og samtidighed blander sig derved i en interessant form. For et dansk publikum er det måske nok alligevel de færreste, der er bekendt med alle Shakespeares historiske kongedramaer, der udgør noget af en stor mundfuld. Personligt synes jeg godt, at forestillingen kunne have været strammet noget op uden at budskabet derved gik tabt. Fem timer og et kvarter inkl. én pause, hvor man symbolsk nok kunne få ny energi ved at spise ”brændende kærlighed” i foyerområdet – er at stramme den.
Publikum bliver sat på en prøve og sanser måske netop nok også pga. forestillingens varighed, at der ikke henvises til lynkrige men til udstrakt krig i tid. Dag-ud-og-dag-ind-krig. Uden tilsyneladende udsigt til en afslutning. Ingen mening ud over krigen selv. Ingen virtuel krig på skærmen, men derimod en systematisk nedslagtning, der koster masser af kræfter og litervis af teaterblod.
Krigen er ikke en komfortabel omgang hurtig netflix
Man kunne måske have forventet, at Det europæiske slagtehus fandt sted i blackbox eller som totalteater. Det benspænd ved forestillingen, der i grunden faktisk overraskede mig mest, var, at det hele udspiller sig i det relativt lille kukkasseteater på Odense Teater. Krigens utilregnelige ”kultur” i slagtehuset krængede sig virkelig voldsomt ud over rampen på en helt anden teaterrums betydning. Dette clash flyttede noget for mig.
Teatret har udarbejdet en dokumentarfilm om forberedelsesarbejdet til forestillingen. Jeg bringer linket her, da jeg synes, at den fortæller noget interessant om dette teatereksperiment:
Det er også en prøvelse at besøge Odense Teaters Store Scene i denne ombæring. Gulvet har ikke nogen nævneværdig hældning. Det betyder, at man mest ser ind i nakken på dem, der sidder foran. Efter et stykke tid kommer jeg til den afklaring med situationen, at det da nok må være med vilje, at forestillingen netop ikke spiller i en black-box sal, hvor sceneopbygningen ville have kunnet gøre det muligt, at publikum bekvemt kunne iagttage forestillingen fra alle sider og måske endda bevæge sig rundt undervejs. På Odense Teater skal man selv gøre sig en halsmuskulær anstrengelse for at holde ud til sidste blodsdråbe. De mange timer udspiller sig i den ”klassiske” kukkassescenes formmæssige ramme, som fortællingen gør alt for at sprænge med sit indhold.
Historien er ulækker
Der finder interaktion sted mellem scene og sal, men først i 2. del udfordrer det publikum uden dog at blive helt radikalt. Et par kvinder på de forreste rækker bliver på et tidspunkt inviteret op på scenen og tilbudt at nyde en øl, nærmest lidt pop-up-bar-agtigt – men kun for i næste øjeblik at blive svinet til i strålerne fra en rystet billig dåseøl. En form for pervers adfærd tegner sig på stort set i alle forestillingens niveauer. Historien er ulækker.
Jeg blev meget optaget af kostumerne og det scenografiske materiale, fordi det på en måde var så grimt i sin ”søgende” form, at det blev udtryk for en kultur, hvis hverdagsrealistiske betydningsunivers med masser af uniformerende sportstøj, gummisko, nyt og gammelt og ikke-blidt afstemt matchende sammensætninger tilføjede forestillingen et udtryk af en symboltom realisme-hipster og street på en alt andet end helhedssøgende måde. Dette blev så alligevel sært nok uniform i sig selv! Senere blev jeg klar over, at skuespillerne selv har sat deres kostume sammen ud fra et udvalg af muligheder, som de hver især fik tildelt af kostumedesigner, Marie Rosendahl Chemnitz. Dette greb har helt tydeligt haft en virkning, og det har efterladt et relativt fragmenteret billede af ”karakterløse karakterer” – i hvert fald for så vidt angår kostumerne. Det er som om disse karakterer tilhører en anden verden eller illusion om livet end den, som tyrannerne repræsenterer. Heri er der en pointe, som når ”antihelte”-typer, såsom angriberne af den amerikanske kongresbygning d. 6. januar 2021, kan genkendes på scenen.
Den Shakespeareske Chorus-figur åbner forestillingen, og som funktion bliver denne flere gange benyttet som bindeled til publikum. Chorus henvender sig direkte og italesætter såvel rammen som de(t) forløb, publikum ser og kommer til at være vidne til: ”O, kunne flammende min muse stige / til digtekunstens stråleklare himmel; / og havde jeg til skueplads et rige, / og fyrster til at spille, konger til / at se på skuespillets stolte handling!” (Åbningsmonologen i Henry V; Erik H. Madsens bearbejdelse i Samlede Shakespeare. Dramatiske Værker, Boghandlerforlaget 1998)
Nok er nok – spil en rolle i dit liv
Jeg oplevede også, at der muligvis er tale om en kommentar til en nedarvet europæisk ledelsesform, der håndhæver magt med ”nedslagtning” som styreform. Sproget slagter, handlingen slagter, karaktererne slagter. Slagter demokratiet? Der er lagt op til en række af parametre at holde øje med i de strukturer, som vi underlægger os i hverdagen. Forestillingen kan således ses som en markering af, at ”nu kan det være nok” – et wakeupcall til publikum om ikke at acceptere tingenes tilstand. Så kan man spørge, om disse otte historiske dramaer er nødvendige for at fortælle budskabet i produktionen. Det er ikke entydigt let at besvare.
På den ene side er denne forestillings fortælling alt for langstrakt, på den anden side bliver netop selve varigheden en central dimension ved fortællingerne i forestillingen og måske netop nødvendige for at undgå at skalere verden ned i en håndterbar tre-akter. Følelsen af det endeløse kan trænge ind i vores kropslige oplevelse. Den mulige og umulige erkendelse af mekanismerne i slagtehuset kan finde sted. Denne splittelse mellem varighed og tilstand er et greb til at efterlade et spor af indprentet foruroligelse hos publikum. Teatrets forestilling vil ud over kanten og blive mere end en medieret forestilling. Den forestilling vil tydeligvis spille en rolle i vores liv.
The Conscience of the King
I Hamlet siger prins Hamlet, at han vil vise et teaterstykke for dronningen og den nye konge. Dette rimede udsagn, “The play is the thing, wherein I’ll catch the conscience of the king” tegner som statement min opfattelse af forestillingen som et billede på instruktørens bud. Det Shakespeareske materiale går fra Richard II, Henry IV (1-2), Henry V, Henry VI del 1, 2 og 3, til Richard III og udgør de første mange håbløse slagtefortællinger. Det sidste stykke, Eddie 4 (er det Edward III?) lægger ud i samme stil, men ændrer dog alligevel på en ellers for forudsigelig kongerækkefortællings slutning, idet den samlede produktion også skal finde sin formmæssige afslutning.
I denne afsluttende del bryder kongen sammen! Hans samvittighed nager ham, og han gennemlever et traume, der kunne se ud til at besvare et kontinents smerte over den endeløse krig. Dette reaktionsmønster tillader ham at træde udenfor den hidtidigt dominerende fiktion. For mig at se var denne scene forestillingens egentlige højdepunkt. En længe ventet lettelse af katharsiske dimensioner oven på alt det, vi var vidne til.
Dette statement blev et håb om lys i mørket.
Det europæiske slagtehus spillede på Odense Teater Store Scene 15. september til 8. oktober 2022.
Medvirkende:
NICOLAI JANDORF / ANDERS GJELLERUP KOCH / BENJAMIN KITTER / CECILIE GERBERG / FREJA KLINT SANDBERG / LOUISE DAVIDSEN / KLAUS T. SØNDERGAARD / NIELS SKOVGAARD ANDERSEN / MALENE MELSEN / FRANK THIEL / KRISTOFFER HELMUTH / MIKKEL BAY MORTENSEN / NATALÍ VALLESPIR SAND / GITHA LEHRMANN / Statister / dyr
Instruktion: Tue Biering
Scenografi: Nikolaj Spangaa
Kostumer: Marie Rosendahl Chemnitz
Lysdesign: Simon Holmgreen
Lyddesign: Kim Malmose
Dramaturg: Mathias Rosenkrands Bech.
Annelis Kuhlmann er lektor i Dramaturgi, Aarhus Universitet