Realisme og teatralitet. Tre Russiske Profiler: Stanislavskij, Meyerhold, Evreinov

Realisme og teatralitet. Tre Russiske Profiler

Stanislavskij, Meyerhold, Evreinov.

Redaktion, oversættelse og indledning af Kjell Helgheim.

Solum Forlag, 2015

Af Erik Exe Christoffersen

Realisme og teatralitet, redigeret af Kjell Helgheim, rummer en række centrale tekster af de tre russiske teaterfolk, skrevet i den første halvdel af 1900 tallet. Man kan måske undre sig over, hvorfor det kan være interessant at læse de historiske tanker og refleksioner over teatret omkring 100 år senere. Svaret er enkelt. De er i al sin enkelthed en væsentlig del af grundlaget for det moderne teater, og de er stadig aktuelle i forhold til at udvikle teatret og bekæmpe stivnede klicheagtige udtryksformer.

Med Helgheims fortrinlige indledning samt løbende kommentarer får læseren et fint overblik over både forskelligheden, og det som er fælles for disse fornyere af det moderne teater. Som overskriften antyder, er det blandt andet en debat om forholdet mellem det realistiske og det teatrale teater. Helgheims pointe er, så vidt jeg kan se, at der slet ikke er tale om et enten eller.

Fælles for de tre profiler er en meget stor og vigtig kunstnerisk praksis, som dog ikke er det centrale i denne sammenhæng. Det er derimod trangen til kontinuerligt at forny teatret og en løbende refleksion over teatrets muligheder.

De er således fælles om på hver sin måde at forbinde en kunstnerisk praksis med pædagogiske og teoretiske refleksioner. De reflekterer over teatret som metode og som praksis-teori både når det gælder selve teaterprøven og teatrets sceniske udtryk. De har alle tre medvirket til en italesættelse af teatrets kunstart. Dermed har de også på hver deres måde bidraget til forudsætningerne for senere teaterfolk som Bertolt Brecht, Jerzy Grotowski, Eugenio Barba, Ariane Mnouchkine, Peter Brook og Richard Schechner og mange flere.

Hvem var de og hvad stod de for?

Det følgende forsøg på en sammenfatning er baseret på de mange informationer, som bogen leverer.

Konstantin Sergejevitsj Stanislavskij (1863–1938) var skuespiller, iscenesætter, teaterleder og pædagog. Han var med til at grundlægge det verdensberømte Moskva Kunstnerteater i 1898 sammen med Nemirovitj-Dantjenko. Grundlaget var et manifest som reformerede teaterkunsten, gjorde op med forskellige uheldige vaner og tilbøjeligheder, idet man satsede på en sand og organisk realisme på scenen. Kodeordet for Stanislavjskij var troværdighed og en ”anden natur”. Det sceniske liv var ikke som dagliglivet men en på alle måder kunstig situation, som det gjaldt om at gøre ”sand”.

Stanislavskij skrev bøger om skuespilkunsten, både som en selvrefleksion og som en metodisk læring. Det betød, at det såkaldte Stanislavskij-systemet blev et fundament i skuespilleruddannelsen i store dele af teaterverden. Stanislavskijs bøger behandler skuespillerens grundlag for den bevidst skabende tilstand på scenen og indlevelse i de givne omstændigheder via det berømte magiske hvis. Dette får skuespilleren til at reagerer personligt på scenen som om ”dette” skete her og nu. For Stanislavskij var det centralt, at skuespilleren var en skabende kunstner og udviklede og fornyede sin mentale og kropslige teknik.

Stanislavskij er nok den teatermand, som har betydet mest for det 20. århundredes teateruddannelser. Både i amerikansk teater og film og i vestlige teaterskoler har forskellige aspekter af hans ”system” været dyrket. Blandt andet takket være hans omfattende skrifter om skuespilteknik.

Den første bog om skuespilleren vægtede indlevelse og forudsatte at en aktiv indlevelse i sig selv medførte en organisk kropsliggørelse af rollens fysiske ydre. Senere ændrede Stanislavskij optik og fandt det vigtigt at begynde prøverne med fysiske handlinger, som så i sig selv skabte et indre liv. Som Helgheim påpeger, forekommer det, at Stanislavskijs indlevelsesteknik og fysisk handlende metode er to sider af samme praksis (s.36). Det betyder også, at Stanislavskijs praksis ikke nødvendigvis er så forbundet med naturalisme og realisme, som man ofte har tænkt det.

Vsevolod Emiljevitsj Meyerhold (1874–1940) begyndte som skuespiller på Moskva Kunstnerteater i 1898 og medvirkede i teatrets opsætning af Anton Tjekhov Mågen. I 1902 gjorde han oprør mod Stanislavskijs psykologiske – fjerde vægs – realisme, idet han mente, at teatret skulle reteatraliseres. Blandt andet var han inspireret af markedspladsteatrets direkte frontale tilskuerhenvendelse. Ved opsætningen af Ibsens Hedda Gabler i 1906 ignorerede han de fleste af forfatterens sceneanvisninger. Scenen var nærmere et todimensionelt scenebillede, hvor skuespillerne ofte var frontalt henvende med lange stumme pauser, frosne positurer, rytmiske bevægelser – og i dialogerne så de sjældent på hinanden. Uvilkårligt kommer man til at tænke på den senere Robert Wilson.

Meyerhold var optaget af de modsætninger og den dissonans som, han fandt i den groteske tradition og barokkens teatralitet, og han vægtede et kropsligt næsten akrobatisk teater i udviklingen af et træningssystem, som han kaldte biomekanikken. Her var det den rytmiske og dynamiske skuespiller, som en slags danser, der var centrum i et konstruktivistisk teater. Han kalder det også konventionernes teater i den forstand at udtryksmidlerne blev tydeligt fremhævet, så hverken skuespilleren eller tilskueren kunne glemme, at de var i teatret. Meyerholds refleksioner peger unægtelig frem mod Brechts såkaldte verfremdungsteori og ikke mindst Odin Teatrets begreb om teater som modsætningernes dans.

Nikolaj Nikolajevitsj Evreinov (1879–1953) var iscenesætter og dramatiker. Han iscenesatte blandt andet Stormen på Vinterpaladset i 1920 med flere tusind medvirkende. I 1925 emigrerede han til Paris. Evreinov italesatte et såkaldt udvidet teaterbegreb. Det teater, som Evreinov var optaget af, var et livsnødvendigt teater og det teatrale princip at kunne realisere en andethed. Han mente at rollespil og dagligdagens teater og teatrale udtryk var centrale for menneskets udtryksevne og nærmest en form for grundinstinkt, et forvandlingsinstinkt, ønsket om udvikling, fremskridt og behovet for eller glæden ved at blive anderledes. Også her kunne man pege på franskmanden Antonin Artaud og især Eugenio Barbas begreb om teater som erobring af anderledeshed. Det institutionelle teater kan hjælpe med at opdage dette instinkt, men teatret kan ikke reduceres til forestillinger for tilskuerne enten som underholdning eller kunst.

Denne teatraliserende proces findes i teatrets kreative praksis og peger således på, at den er vigtigt også udenom teaterforestillingen. Det skulle blive centralt for en række humanistiske forskningsfelter: antropologi, sociologi og performancestudier specielt fra 70erne og frem, hvor teatralitet ikke blot findes i teatrets men også og måske især i begivenheds- og eventkulturen, hvor teatralitet bliver en del af oplevelsesøkonomien og den politiske kultur.

Hele tre profiler på en gang

Det er en utrolig vigtig bog, som ikke blot rummer væsentlige tekster af de tre teaterfolk, men som også skaber et diskussionsrum omkring helt centrale begreber og poler i moderne teater – isr mellem realisme og teatralt teater. Både praktiserende teaterfolk og akademisk teaterinteresserede kan med stor gevinst genopfriske eller stifte bekendtskab med det moderne teaters teori. Man kan med betydelig fordel tage fat i Helgheims fremragende Realisme og teatralitet, hvor hele tre profiler serveres på ét sølvfad.

Erik Exe Christoffersen er lektor ved Aarhus Universitet, Institut for Kommunikation og Kultur – Dramaturgi, og underviser i Teaterpraksis.