Shakespeare: Richard III
Af Falk Heinrich
”Kynisk tragedie: William Shakespeares Richard III giver et enestående og højaktuelt indblik i det kyniske magtmenneskes psykologi. Richard er en hæslig krøbling. Ingen elsker ham, og han elsker ingen. Han beslutter sig for at erobre kongekronen, og vi følger hans vej til toppen. Richard myrder, forfører, lokker, lyver og spiller det politiske spil til perfektion. På sin helt egen måde er Richard uimodståelig, og netop han, den vanskabte psykopat, er omgivet af magtens erotik” (Programheft Aalborg Teater).
Som skribent, der har fået til opgave af skrive en akademisk funderet anmeldelse, leder jeg altid efter en indgang, et hul ind til det analytiske spils forståelsesrum – et konceptuelt rum, der på nærmest magisk vis skal ordne manifoldet af sanseindtryk til analytiske elementer i fortolkningens puslespil. Sagen er dog, at det volder mig vanskeligheder, fordi jeg manglede at opleve et prægnant valg fra teatrets side; et valg, der ville kunne give dette skuespil kant og lægge denne forestilling for mine analytiske fødder. Der er ikke andet for end at begynde med det i programheftet konstaterede tematiske fokuspunkt for iscenesættelsen.
Den kontekstløst iscenesat Richard III
Som akkompagnerende tekst oplister programheftet navne på despoter og magtmennesker, der styrtede millioner af mennesker i døden eller elendighed og spørger, hvordan det kunne lade sig gøre: ”Hvordan kunne Pol Pot dræbe to millioner af sine landsmænd i perioden 1975-1796?” Hvordan kunne Richard III lykkes med at myrde sig vej til Englands trone uden at nogen stillede sig i vejen? Når programheftet spørger analogt, hvordan Hitler kunne forføre en hel nation, så ligger svaret aldrig kun i karakteristikken af én mand, men netop i det sociale, økonomiske, kulturelle, politiske og historiske klima, som bliver erkendt og udnyttet af despoten. Folket optræder dog kun én gang hos Shakespeare, i den scene, hvor Buckingham fortæller om, hvad der skete, da Londons indbyggere blev spurgt, om de vil have Richard som konge: folket tav først uforstående, det er jo ikke vandt til at tage stilling til den slags spørgsmål, for derefter at efterabe Buckinghams mænd, der råbte ”God save King Richard”. i Aalborg Teaters opsætning optræder endda publikum – ufrivilligt – som folket, der voldtages, idet højtalerne brøler ”Længe leve kong Richard” som om det var os tilskuere, der råbte som forblændet masse.
Med undtagelser af denne type fiktionsforskydninger, arbejder det dramatiske teater for det meste med karakterer og deres indbyrdes spil. Shakespeares tragedie har som protagonist Richard Gloucester og skiftende antagonister, som han alle rydder ad vejen på vej til tronen (sine to brødre, sine to nevøer, sin kones forhenværende mand, sin første kone, samt et antal hjælpere og lejemordere). Shakespeares historiske drama overtegner de historiske fakta. Dramaets Richard Gloucester er mere hensynsløst end den historiske. Det kan have dramatiske grunde og/eller historisk-kontekstuelle grunde, da det politiske klima i Shakespeares tid påskønnede en fordømmelse af York slægten. Men Shakespeare beskriver ham også som en ekstrem oratorisk forfører, der kan udnytte ordenes kraft og virkning. Men igen, ordene har aldrig været nok. Ordene falder i en bestemt sociokulturel kontekst og ledsages altid af handlinger. Samfundets tilstand er ordenes og handlingernes kontekst og ord og handlinger frembringer samfundets konkrete manifestation.
Scenografiens centralperspektiv
Aalborg Teaters opsætning fravælger en kontekst, den er ikke til stede, hverken eksplicit eller implicit. Scenografien overtager en (ja, man kan næsten sige) model, der i den sidste tid har været yndet af en del scenografer og teatre, også her hjemme. Scenen er blevet til en skrå plade, der bevæger sig opad hen mod scenens baggrund, samtidigt er også sidevæggene skrå, så at hele scenen accentuerer centralperspektivets spatiale konstruktion, der muliggør en perceptuel leg med figurstørrelsen. Væggene og gulvet er grå og kolde, et kontekstløst transitsted, hvor personer kommer og går, hvor menneskelige tragedier bliver til transitoriske fænomener. De kvindelige figurer har tætsiddende kjoler og semitransparente sorte strømper med mønstre eller fine bluser på. Selvom kostumerne peger på et bestemt nutidigt socialt lag og som intertekstuel reference på serier om politisk magtspil (fx House of Cards), så bliver de i dette transitrum besynderlig anonyme med undtagelse af Margaretha, som allerede er fjernet fra magtens transitrum. De mandlige figurer er iklædt uniforme jakkesæt (sort når det drejer sig om magtens håndlangere, med flere farver, når det drejer sig om unge tronarvinger prinserne af York og Wales). Når de mister deres slips, mister de livet. Kun Richard Gloucester har ingen slips. Han er den klovneagtig og kalkulerende outsider, der allerede har indlemmet døden i sit levende liv; det giver ham et handlingsrum med det nødvendige mod og den hensynsløshed, som er forudsætningen for hans bedrifter.
I denne kolde korridor er Aalborg Teaters Richard Gloucester på hjemmebane. Her kan han forføre, besmudse, reflekterende allierende sig med Buckingham og publikummet, være bange for overnaturlige tegn og til sidste blive selvmedlidende. Gloucesters indre rum bliver således til det scenografiske rum, der spejler hans handlinger, motiver og også konsekvenser. Et barnligt egocentrisk rum – med balloner – hvor empati, forståelse, kærlighed og erotik bruges strategisk hen imod et eneste mål: magten for magtens egen skyld. Denne magtens abstraktion er et yderst fleksibelt handlingsrum, iscenesat af motivationen bag de ytrede ord og de spillede gesti og aktioner. Så hæves gulvet, da han endelig kan sætte legetøjskronen på hovedet. Da sænkes loftet i den sidste scene, så Richard genfinder sig selv i en klaustrofobisk drøm, hvor verden er blevet snæver og alle figurer har vendt sig mod ham og hvor eneste udvej er døden.
Richard Goucester som iscenesætter
I denne iscenesættelse drejer sig alt om Richard Gloucester. Han iscenesætter alt, især sig selv og dernæst alt det andet. Scenerne udfolder sig omkring ham, Shakespeares antagonister bliver til skakfigurer, der skal omkredses og fjernes. Der er ingen scener uden Richard på scenen. Der er ingen scener uden Jens Albinus på scenen. Hvem iscenesætter hvem? Der er kun skuespilleren Jens Albinus, der får lov til at bruge hele kroppen til at gestalte karakteren Richards kompleksitet ved at fremspille adskillige fiktionslag og glide ind og ud af dem. Hans krop antyder den tilsyneladende ufarlige krøbling ved at slæbe lidt på foden, ved at lade den højre arm hænge, ved at vride lidt på ryksøjlen. Han får lov at forvandle sig til en skygge, der glider langs de grå vægge, han får lov til at overspille rollen som enfoldig synder, der søger evig trøst i kristen bod. Albinus for lov til at benytte sig af adskillige spillestile: fra deciderede partiturer bestående af et kontinuum af stiliserede gesti til symbolske handlinger til lavkomisk hverdagssprog. Kun Albinus/Richard forlader scenen og interagerer med publikum, kun han refererer i en næsten privat replik til den nuværende teaterledelse på Aalborg Teater.
Og som noget ganske usædvanligt for Shakespeare lader han her protagonisten henvende sig direkte til publikum, som bliver til hans vidne og dermed også kollaboratør og del af fiktionen. Her benytter Shakespeare sig af middelalderens moralspils direkte interaktionsform mellem spiller og publikum. Det greb har instruktøren Therese Willsted i den grad taget til sig, at Richard /Albinus bliver hele forestillingens fortæller, idet han nærmest deler alle sine refleksioner og aktioner med os som tilskuere. Det bevidst uklare forhold mellem skuespiller Albinus og karakteren Richard giver forestillingen et postmoderne (eller måske bare shakespeare’sk) spræl, der blander lavkomik og smerte, hån og seksualitet samt fornøjelig spejleleg med selvrenselse.
De andre figurer spiller for det meste afdæmpet uden særlige fysiske karakteristikker (bortset fra deres kroppes iboende egenskaber med perceptuel virkning) og er der som stemmer omkring Richards rænkespil. Her udfolder Shakespeares poesi sig, nogle gange spillet overbevisende, andre gange mindre. Kun i den direkte interaktion med Richard/Albinus er figurerne nødt til at reagere. Buckingham, spillet af Martin Ringmose, spejler Richards klovneagtig spil og deres samspil bliver nærmest til slapstik komik med dødelige konsekvenser for de andre, lige indtil han bryder med Richard og deserterer (for så at bliver dræbt som Richard forudsiger). Anne, som trækker rundt med liget af sin – af Richard – myrdede mand Edvard, kan kun forsvare sig mod Richards tilnærmelser ved at gribe og fastholde hans køn. Her bliver skuespilleren Kristine Elmedal Johansen fysisk ekspressiv (men ikke legende stiliseret). Grebet om kønnet bliver til seksuel lyst akkompagneret af Richards kærlighedsbedyrende ord. Hun bliver hans kone indtil hun i sidste akt må lade livet, idet Richard af strategiske årsager vil ægte dronning Elizabeths datter. I en af de sidste scener overtaler han Elizabeth (spillet af Marie Knudsen Fogh), som sørger over mordet af hendes to sønner, til at lade ham fri til hendes datter. Det utænkelig sker, hun lader sig overtale, men heller ikke her er ord nok. Richards hånd må trænge dybt ind i hende køn, før hendes ophidselse overvinder hadet og sorgen.
Til slut
Richard III dør til sidst, alene, uden allierede og venner. Retfærdigheden sker fyldest. Den strategisk legende sarkasme og de beregnende løgne har til sidste opbygget en dystopisk verden, som selv Richard ikke kan trives og handle i. Døden, som før var mulighedsrummet for hans respektløshed og psykopatiske dristigheder er til sidste gledet ham af hænde og er blevet til hans modstander. I Shakespeares tekst dør han til sidste. I Aalborg Teaters opsætning efterlades han alene på scenen, og som en anden Don Quijote råber han på en hest ud i det tomme rum. Richard er protagonisten, men også sin egen antagonist: en strategisk helt og en moralsk antihelt.
Albinus kan heller ikke efter dramaets ophør frigøre sig fra sin karakter. Han iscenesætter som en anden instruktør de andre skuespilleres reaktion på publikums applaus. Iscenesat?
Bearbejdelse: Therese Willstedt i samarbejde med Jens Albinus og Kjersti Hustvedt; Instruktion: Therese Willstedt; Scenografi: Etienne Pluss; Lysdesign: Mårten K. Axelsson; Lyddesign: Kristian Berg; Komponist: Martin Ullits Dahl
Medvirkende: Jens Albinus, Martin Ringsmose, Merete Voldstedlund, Kristine Elmedal Johansen, Marie Knudsen Fogh, Vibeke Hastrup, Jørgen W. Larsen, Jacob Moth-Poulsen, Allan Helge Jensen, Niels Anders Manley, Steffen Eriksen, Kasper Dalsgaard.
Falk Heinrich, ph.d., lektor og studieleder ved Aalborg Universitet, forsker inden for teknologi og kunst med fokus på poiesis og interaktion, performativitet og æstetisk betydningsdannelse samt forholdet mellem kunstneriske og akademiske metoder og processer. Han har udgivet bøgerne Interaktiv digital installationskunst – teori og analyse (2008) og Performing Beauty in Participatory Art and Culture (2014).