Et dukkehjem – the opera
Af Lars Ole Bonde
En god opera over et godt skuespil eller en kendt roman kendes på knapheden: Den inddamper den ydre handling til det helt essentielle og koncentrerer sig om relationerne – og især om personernes følelser, for det er dem musikken kan få til at lyse og tale. Sådan er det i Mozarts Figaros Bryllup (efter Beumarchais), Puccinis La Boheme (efter Murger), Verdis La Traviata (efter Dumas), Carl Nielsens Maskarade (efter Holberg) – og såmænd også Saul og David (efter Det Gamle testamente).
https://www.youtube.com/watch?v=I5knMCTbzys
Kunststykket er lykkedes forbløffende godt i John Frandsen og Tzara Tristanas udgave af Et Dukkehjem, som aldrig tidligere har været gjort til genstand for musikdramatisk bearbejdelse. Ibsens plot er fuldstændig intakt, og store dele af dialogen er genbrugt i librettoen. Den eneste væsentlige scene, som er skåret væk, er Ibsens store slutscene, hvor Nora forklarer Helmer, hvorfor hun må forlade ham og børnene. Alle disse ord ville sikkert også have dræbt den musikalske intensitet i operaens slutning, hvor kontrasten mellem Helmers patriarkalsk selvhenførende indskrænkethed og Noras erkendelse af ægteskabets fallit trækkes smerteligt smukt op.
Nænsom og konsekvent bearbejdelse
Umiddelbart mere iøjnefaldende og iørefaldende ændringer er de gennemgående, men fint doserede ”opdateringer” af tid og sprog, der er et vigtigt træk i både librettoen og iscenesættelsen. Publikum reagerer med små overraskelsesudbrud, fx når Noras mobil bipper, eller når Helmer siger, at Dr. Rank har drukket sig ”stangstiv”. Opdateringerne er foretaget meget konsekvent, så historiens gang siden 1879 (teaterstykkets premiereår) afspejler sig i skiftende kostumer og skiftende projektioner på bagvæggen. Det hele begynder naturalistisk i stykkets egen tid, senere bevæger vi os over 1920erne og 1960erne til vores egen tid. Især kvindernes kostumer ændres, og det understreger på enkel vis, at stykkets problemstilling – 100 år efter at kvinderne fik valgret i Danmark – desværre stadig er aktuel. Vi har fortsat ikke reel ligestilling.
Både skuespillets og operaens omdrejningspunkt er slutscenen i 1. akt, hvor Nora for første gang bliver konfronteret med Helmers traditionsbundne og firkantede syn på moral og hæderlighed – forstået som forholdet mellem mål og midler her i livet. Intet uregelmæssigt er acceptabelt, og ingen ulovlig handling – i dette tilfælde dokumentfalsk, som både Krogstad og Nora er skyldige i – kan retfærdiggøres af sit formål. Og alle forbrydere må iflg Helmer have haft løgnagtige fædre og – især – mødre. Dét er det store chok for Nora, og i operaen er teksten faktisk udvidet her, så Nora ikke bare får et par fortvivlede, fremadvisende replikker (”Fordærve mine små børn! Forgifte hjemmet? … kort ophold, hun hæver nakken ... Dette er ikke sandt. Dette er aldrig i evighed sandt.”), men en hel arie: En meget smuk, rørende og musikalsk velformet arie (ABA-form), hvor ouverturens sarte, naturtone-prægede musik igen klinger med, mens Nora funderer over alt det, hendes ægtemand ikke forstår – og formår. Det er sådan opera er, når den er bedst: Et menneske standser op midt i handlingens strøm og giver udtryk for de sansninger og følelser, som begivenhederne afsætter i krop og sind.
Erfaren operakomponist
John Frandsen er en meget erfaren og sikker musikdramatiker, med mange kammeroperaer og en enkelt stor opera (I-K-O-N) bag sig. Det er ikke første gang han binder an med et kendt forlæg. For snart 20 år siden påbegyndte han det, der blev til Danmarks første og hidtil eneste operatriologi – Tugt og utugt i Mellemtiden (efter Svend Åge Madsens roman) på Aarhus Sommeropera. Musikken i Et Dukkehjem rummer faktisk mange mindelser om Tugt og utugt, ikke mindst fordi orkestrets grundbesætning er den samme: en klassisk decet (strygekvintet + blæserkvintet) suppleret med et større opbud af mere eller mindre kendte slagtøjsinstrumenter (i dette tilfælde udvidet med glas-spil og afrikansk djembe). Men også den melodiske og rytmiske stil opviste karakteristiske Frandsen-træk: komponisten kan fx med flere rytmiske lag oven på en klar puls skabe en nervøst-hektisk og meget inciterende musik, der opleves som udtryk for personernes (mere eller mindre kaotiske) indre liv. Melodisk arbejder Frandsen med en meget talenær frasering, og han karakteriserer personerne med forskellige typer ”grundmotiver”, som understøttes klangligt af specielle instrumentkombinationer. Fx er ’skurken’ Krogstads musik fra starten præget af dybe instrumenter (fagot, basklarinet, cello og kontrabas) og en urolig, fragmenteret melodik, mens Noras klangverden gennemgående er lysere og hendes melodik yderst forskelligartet, alt afhængig af situationen. Det lille orkester har mange interessante mellemspil i forskellige stilarter, bl.a. minimalisme, og især træblæserne har fine dialoger med sangerne.
Sikker casting
Personkarakteristikken understreges af stemmetyperne: Nora (Radmila Rajic) er dramatisk sopran, Fru Linde (Trine Bastrup Møller) alt, Helmer (Jens Bruno Hansen) bas, Krogstad (Jørn Pedersen) basbariton – og endelig er husvennen Dr. Rank (Morten Grove Frandsen) kontratenor (ved premieren i Odense blev partiet sunget af en tenor)! Alle sangerne er glimrende castet og synger og spiller storartet. Det mest overraskende er naturligvis kontratenoren – et spektakulært parti som komponisten har (om)skabt til sin egen søn (der som studerende på Operaakademiet netop har fået en pris af Sonning-fonden). 2. akts scene mellem Rank og Nora, hvor den dødssyge læge erklærer sin veninde sin kærlighed, er en helt speciel musikdramatisk oplevelse, godt hjulpet af den afrikanske djembe(tromme), som driver orkesterakkompagnementet frem.
Ensemblet spiller på en traditionel scene med en yderst sparsom anvendelse af scenografi og rekvisitter – en fin de siècle-sofa, en drinksvogn – mens scenernes skiftende stemninger og tider spejles i Pernille Egeskovs fine kostymer og i Signe Klejs’ videodesign, der med udgangspunkt i tapet- og stofmønstre akkompagnerer den sikre verdens opløsning visuelt. Noras børn ses kun i silhuet i nogle få skyggeteater-glimt, og deres stemmer høres kalde et par gange – det fungerer glimrende. Athelas Sinfonietta Copenhagen, hvis placering foran scenen gav nogle balanceproblemer i starten, spiller sikkert og lydhørt under energisk ledelse af Maria Badstue. Radmila Rajics idé er blevet til en realitet på meget højt kvalitetsniveau.
Vellykket samproduktion
Produktionen er et smukt eksempel på samarbejde mellem mange aktører. Operaen havde premiere på i Odense i november 2014, som en samproduktion mellem Den fynske Opera og Den Ny Opera (Esbjerg), med Esbjerg Ensemble som orkester. I København opføres den på Republique, med Athelas Sinfonietta Copenhagen som operaorkester.
Spillested: Republique, 9.-23. Maj 2015. Tekst: Henrik Ibsen, bearbejdet af Tzara Tristana, efter idé af Radmila Rajic. Musik: John Frandsen. Instruktion: Tzara Tristana. Videodesign: Signe Klejs. Kostumer: Pernille Egeskov. Sangere: Radmila Rajic, Trine Bastrup Møller, Jens Bruno Hansen, Jørn Pedersen, Morten Grove Frandsen. Orkester: Athelas Sinfonietta Copenhagen, dir. Maria Badstue.
Lars Ole Bonde er professor i musikterapi ved Aalborg Universitet og professor i musik og helse ved Norges Musikkhøgskole (Oslo). Han er tidligere musikproducer i Danmarks Radio og har arbejdet som operadramaturg og –producent.