GLASMENAGERIET
Det Danske Teaters udgave af Tennessee Williams’ Glasmenageriet bliver i Kaspar Rostrups iscenesættelse noget nær fuldkommen.
“Blow out your candles, Laura – and so goodbye”
Af Michael Søby
Glasmenageriet er et “Memory Play”. Det vil sige et stykke baseret på erindringer og derfor indhyllet i hukommelsens drilske slør. Handlingen behøver derfor ikke nødvendigvis at være en præcis gengivelse af hvad der skete, men derimod blot en opfattelse af hvad der skete – farvet af den personlige oplevelse.
Det er dette drømmeagtige skær, som Kaspar Rostrup formår at tilføre Det Danske Teaters forestilling til fuldkommenhed – smukt støttet af Stine Martinsen enkle men tidstypiske scenografi og Fuzzys perfekt afstemte musik.
Man brækker let halsen, hvis man forsøger at modernisere Tennessee Williams, for teksten er så forankret i sin tid som et uudsletteligt minde i bevidstheden, og det er i ordenes sande poesi, man finder den egentlige tidløshed.
At Tennessee Williams også mestrede mere komplekse dramaer er det i Danmark besynderligt oversete skuespil The Night of the Iguana et bevis på. Men Glasmenageriet har en relativ enkel konstruktion. Stykket gennemstrømmes af en dybtfølt kærlighed og smerte. Som altid i Tennessee Williams’ dramatik er disse to følelser næsten mytologiske i deres styrke – og uløseligt forbundne med hinanden.
Glasmenageriet/The Glass Menagerie var oprindelig en novelle, der blev bearbejdet til et filmmanuskript med titlen The Gentleman Caller, inden historien endte som teaterstykke. Glasmenageriet regnes med rette for Tennessee Williams’ første mesterværk og tillige hans smukkeste og mest personlige stykke. Verdenspremieren fandt sted i Chicago anno 1944, og året efter var det sæsonens mest fejrede nye stykke på Broadway.
Den aldrende skuespiller Laurette Taylor gjorde her et uventet comeback som Amanda, der i hendes version fremstod som et monument over den snarrådige, men falmende sydstatskvinde. Den danske førsteopførelse af Glasmenageriet i 1948 blev især en personlig succes for den sarte Tove Mäes i rollen som den forkrøblede Laura. De følgende år fulgte en række pragtopsætninger af Williams’ skuespil med landets allerstørste skuespillerinder i glansrollerne – som eksempelvis Karin Nellemose (Blanche i Omstigning til Paradis/Streetcar Named Desire, 1949), Lily Weiding (Alma i Flyvende Sommer/Summer and Smoke, 1949) og Bodil Kjer (Maggie i Kat på et varmt bliktag/Cat on a Hot Tin Roof, 1956)
I de seneste årtier har man haft svært ved at finde ind til kernen i Tennessee Williams’ dramatik i Danmark, i særdeleshed på Det Kongelige Teater. Det er, som om man ikke i tilstrækkelig grad har stolet på ordene, og i stedet nærmest demonstrativt har prøvet at forny universet uden hensyntagen til teksten. Trods en flot scenografi og en fysisk krævende indsats af Ditte Hansen blev Omstigning til Paradis (2006) en overfladisk affære, ligesom Kat på et varmt bliktag fra samme år endte som en underlig uvedkommende forestilling med en overraskende kølig Trine Dyrholm. Værst var dog Glasmenageriet i 2001, Susanne Biers første og indtil videre sidste teateriscenesættelse. Her skuffede Ghita Nørby med en sentimental Amanda, og Martin Brygman gav karrierens værste præstation som Tom, decideret uoverbevisende som empatisk forfatterspire. På Betty Nansen Teatret tegnede Susse Wold derimod et imponerende portræt af den aldrende skuespillerinde Alexandra del Largo i Katrine Wiedemanns udgave af En duft af ungdom/Sweet Bird of Youth i 1995.
Karen-Lise Mynster fejrer sit 40-års skuespillerjubilæum som moderen Amanda i Glasmenageriet, og præstationen er et fornemt vidnesbyrd om, hvordan en af vor tids store moderne skuespillerinder nu kan skrue ned for moderniteten for at indgå i et fortidigt univers, hvor kvinder er prisgivet mænd. Amanda regnes blandt verdensdramatikkens store kvinderoller – på en gang selvcentreret, støjende og manipulerende. Men hun er også en troskyldig, sej og på sin egen skræmmende måde kærlig fighter. Støttet af Kaspar Rostrup formår Karen-Lise Myster at være loyal overfor Amanda, selv når hun opfører sig mest uhyrligt. Store skuespillerinder som Joanne Woodward og Katharine Hepburn forfaldt i film- og tv-udgaver af stykket til at udlevere Amandas begrænsede verdensbillede. Men Karen-Lise Mynsters Amanda synes at sige, at hvis min verden er lille, så er det, fordi jeg befinder mig i denne på én gang fastlåste og fastlåsende situation. Dermed får vi en ægte forståelse af kvinders livsvilkår i forrige århundreder og denne åbenbaring, der kan måle sig med en læsning af Virginia Woolfs A Room Of One’s Own, virker rystende.
Tom er Tennessee Williams’ alter ago. (Faktisk hed han Tom eller Tommy det meste af sin barndom, før han tog kunstnernavnet Tennessee). Stykkets Tom er en spirende forfatter, der kvæles i de små stuer i sydstatshjemmet, som han deler med sin omklamrende mor Amanda og Laura, en invalid søster uden håb for fremtiden. Toms ønske om at forlade dem er dog ikke et udtryk for, at han ikke elsker dem – tværtimod. Det er blot smerten ved at blive, der forekommer stadig mere ubærlig. Jens Frederik Sætter-Lassen formår med skuldrene tynget af konstant skyld at formidle den pinefulde dualitet i Tom, så vi mærker den og til fulde forstår, hvorfor han så ofte må søge tilflugt i biografmørket. Men vi aner også hvilken uoprettelig katastrofe, det vil være for mor og datter – socialt såvel som økonomisk – hvis han forlader dem.
Den egentlige taber i Glasmenageriet bliver i grunden Amandas datter og Toms søster, Laura. Allerede ved første øjekast synes al håb ude, og man bliver bekymret for, om Ena Spottag med de sørgmodige øjne får mulighed for at udvikle sin karakter, når hun allerede fra start virker så fortabt. Men det kan hun. Tennessee Williams begynder tit der, hvor andre dramatikere slutter, og det giver ham mulighed for at grave endnu dybere ned i sjælens allermørkeste afkroge. Det gør for alvor ondt at se denne haltende og sygeligt generte pige sammen Toms kollega Jim i nogle romantiske øjeblikke, der lover mere, end de kan holde. Man synes denne pige har haft nok lidelser allerede, og tanken om, at hun skal skuffes endnu engang forekommer både grusom og uundgåelig. Men Tennessee Williams har samtidig en grænseløs ømhed overfor pigen, der bunder i hans kærlighed til sin egen søster, der kom til at tilbringe det meste af sit liv på institutioner på grund af en diagnose som skizofren.
Jim, tilforladeligt gestaltet af Nikolaj Bjørn-Andersen, vil heller ikke Laura noget ondt, men er blevet indfanget i Amandas snedige plan om at finde en mand til sin datter. Da Jessica Lange spillede rollen som Amanda i Londons West End for nogle år siden, lod hun Amandas egen understimulerede seksualitet få ret direkte udtryk i relationen til gæsten (’the gentleman caller’) Jim i form af gentagne berøringer. Så vidt går Karen-Lise Mynster ikke, men man fornemmer dog klart, at hun nyder mandligt selskab, da hun dukker op i forrygende kjole, der antyder fortidens storhed og ungdommens skønhed på en og samme gang. I den første meget scenebundne filmatisering af Glasmenageriet fra 1950 blev denne del næsten for teatralsk, selvom Gertrude Lawrence bestemt havde gode momenter. Men i lighed med så mange andre Williams-film blev slutningen og replikker ændret for at gøre historierne lettere at fordøje for et stort publikum.
I denne opsætning bliver Jim aldrig en reel redningsplanke for familien. Denne Jim rives blot med af situationen, og indser først for sent, at han har været en brik i et større spil. Og på trods af magiske øjeblikke, tror denne Laura aldrig rigtig på forbindelsen til Jim – dertil er hendes mindreværdskomplekser for store. Derfor virker der også en anelse forkert, at hun ikke vil give ham hånden til sidst, for denne Laura bebrejder ikke Jim noget – end ikke moderen. I sidste ende kun sig selv.
Kaspar Rostrup lader den samme skuespiller, som spiller Laura, agere som afrydder på den bar, hvorfra Tom fortæller sin historie. En fornem detalje, der antyder, hvorfor Tom kommer til at tænke på Laura lige netop nu og dermed hans bevæggrund til at lukke op for de pinefulde erindringer. Men selv når de sidste lys er blevet pustet ud, hjemsøges vi stadig af fortidens spøgelser. De slipper os aldrig. Det gør Glasmenageriet heller ikke.
Michael Søby er uddannet Cand. Mag i Film og Medievidenskab (Københavns Universitet) samt Dramaturgi (Aarhus Universitet). Han har anmeldt teater i ind- og udland for bl.a. Politiken, Det Fri Aktuelt og Kulturnyt P1, og er bl.a. forfatter til bogen Danske Film- og filmfolk (2004).