Har en bunke jord et bankende hjerte?
Af Mette Risgård Tranholm
Svaret ville være ja, hvis man spørger Enrique Vargas & co. i Teatro de los Sentidos. Gruppen fortolker Joseph Conrad-romanen Heart of Darkness (1899) og tager på Teater Republiques opfordring for første gang livtag med de mere dystre sider af menneskesindet, ondskaben og forrådnelsen. Teatro de los Sentidos har gennem de sidste 20 år specialiseret sig udi en magisk sansernes poesi. Vargas har siden barndomsårene i Columbia opfundet forbudte sanselige lege og labyrinter for dem, der ville lege med, først kammerater og sidenhen publikum over store dele af verden. I Heart of Darkness er det således også Vargas selv, der tager imod og sender os af sted på rejsen, hvorefter Betina Birkjærs fortællerskikkelse, fører os videre ind i mørkets hjerte, Afrika. Herfra former værket sig som en sanselig rejse fra station til station inde i mørket. Ved en af de første stationer skal vi vælge en rejseledsager blandt en række personligheder sirligt opstillet i et af værkets smukke tableaux vivants. Hver af personerne har en særlig egenskab. Så hvem vælger vi? Hvilke egenskaber er vigtigst hos en (rejse)ledsager? Dilemmaet når ikke at bundfælde sig, der skal vælges og da valget er truffet træder en af de andre personligheder i den førstes sted: ”Why didn’t you choose me?” spørges der til og en ny problematik er etableret. Mens man smider sko og strømper kan man fundere over hvilke øvrige valg og dilemmaer, der venter én på rejsen.
Mødet med den moralske anløbenhed og det uciviliserede i én selv
Conrads roman handler om Charles Marlow, der under et ophold i Congo bliver besat af at finde elfenbenshandleren Mr. Kurtz, som han hører dystre rygter om. Marlow oplever på sin rejse, hvad den europæiske kolonisering, herunder vestlige handelsbetingelser og imperialisme, har gjort ved den indfødte befolkning. De indfødte afrikanere betragtes af koloniherren som uciviliserede, korrupte og barbariske i modsætning til de civiliserede vesterlændinge. Conrads budskab er, at mørket, det uciviliserede, korruptionen, de mørke drifter og det moralsk anløbne eksisterer i alle mennesker. Og det er netop denne pointe og dette spørgsmål omkring menneskets moral, der zoomes ind på i Vargas’ fortolkning. Her er det ikke Marlow, der sættes på prøve, men tilskuerne der bliver stedfortrædere for ham. Det betyder, at historien om Marlow og Kurtz slippes på halvvejen. I stedet er det publikum, der på egen krop skal mærke Marlows dilemmaer. Hvad er vi egentlig villige til at gøre i mørket? Hvem bestemmer, hvem der skal leve, og hvem der skal dø? Hvem ville du selv dømme til døden, hvis du var beslutningstager? Ville du dø for at redde en fremmed? Forestillingen konfronterer publikum med en række af disse moralske dilemmaer og viser, hvordan vi både direkte og indirekte er i stand til at begå ondskab mod andre under de rette omstændigheder. Ondskaben bor i os alle og kan antændes direkte med ét slag, men ofte også indirekte og gradvist – særligt i krigs- eller krisetider forskubbes menneskets grænser i forhold til rigtigt og forkert, godt og ondt, moralsk og amoralsk. Grænserne forplumres af omstændighederne. Vargas forsøger at komme helt tæt på denne forplumring med personlige dilemmaer, der også pointerer, at et uopmærksomt øjeblik kan placere os midt i en situation, hvor vi ufrivilligt bidrager til ondskab.
Sanseinspireret mørke
Maurice Merleau-Pontys overbevisning Jeg sanser, altså er jeg kunne også være Vargas’ motto. Vargas fremelsker troen på, at vores erfaring af verden er forankret i kroppen ved at stimulere publikums sanser, og her mærker man, at Vargas har greb om sine virkemidler: Når vi føres ind i mørkets hjerte i bælgragende mørke via en lang gang, og forskellige dufte rammer én fra forskellige kilder. Når vi i tusmørket mærker bunker af jord under vores bare tæer til duften af røgelsespinde. Når vi med en fugtet klud skrubber en syndig sjæl ren Harder, harder får vi at vide, at vi skal skrubbe. Når man står i et kulsort rum og får at vide Now you’re on your own, så begynder nakkehårene langsomt at rejse sig, pulsen stiger, ens sanser skærpes og fantasien får frit spil i forhold til, hvad der lurer af farer inde i mørket. Angsten for det ukendte vælder op i en.
Sanseoplevelsen kulminerer, da vi i en lille gruppe har lagt hænderne på en bunke jord, og lydbilledets hjerteslag manifesterer sig i bunken. Vi mærker fysisk slagene fra lydbølgerne under vores hænder. Har vi begravet én, der stadig lever? Her går lyd, lys (det vil sige mørke), scenografi og fortællingens tematik op i en højere enhed og skaber en fortættet atmosfære.
Deltagerbaseret rites de passage dramaturgi
Værket indskriver sig i rækken af deltagerbaserede teaterformer, hvor publikum gøres til medansvarlig for og medskaber af værkets dramaturgi, betydningsdannelse og udsagn. Værket har en rituel karakter, hvor publikums moral og medmenneskelighed testes via rituelle handlinger såsom afvaskning, begravelse, slagtning, manuelt arbejde m.m. og placerer én i de ovenfor anførte dilemmaer. Strukturen er bundet op på Arnold van Genneps rites de passage teori, hvor overgangen fra et stadie til en andet markeres. Rites de passage ritualet falder i tre faser. I den første pre-liminale fase, separationen, separeres publikum fra omverdenen og ledes af fortællerskikkelsen ind i et forværelse, der skal forestille Marlows barndomsværelse. Her og under den efterfølgende udvælgelse af rejseledsagere forberedes vi så at sige på rejsen ind i værkets anden fase, nemlig liminalfasen. Værkets liminalfase udspiller sig i mørkets hjerte, Afrika. Her befinder vi os i et skrøbeligt limbo inde i mørket, en mellemtilstand på tærsklen mellem liv og død. I den tredje fase, den post-liminale fase, sluses vi ud af universet igen og skal genindskrives i verden med en ny status. I Heart of Darkness vender vi i den post-liminale fase tilbage til barndomshjemmet, hvor vi kan skrive vores indtryk ned og dermed bearbejde oplevelsen af værket. Det, der bliver værkets store svaghed, er, at den pre- og post-liminale fase får lov at fylde for meget, vi befinder os ikke længe nok i liminaltilstandens limboland til for alvor at blive suget ind i universet og gennemgå den transformation, der leder til en ny status. Derfor når Vargas og co. ikke helt i mål i forsøget på at give publikum er sanselig erfaring af, at ingen under de rette omstændigheder kan undsige sig digressionen mod det onde. Jordbunkens bankende hjerte bliver aldrig så mørkt, som det tilstræbes.
Spillested: Teater Republique. Heart of Darkness er realiseret i et samarbejde mellem Teatro de los Sentidos og Teater Republique. Manuskript: Bearbejdning og dramaturgi: Enrique Vargas og Teatro de los Sentidos Instruktion: Enrique Vargas Produktion: Teatro de los Sentidos. Medvirkende: Betina Birkjær, Francisco Javier García, Gabriella Salvaterra, Gabriel Hernández, Nelson Jara, Stephane Laidet, Arianna Marano, Patrizia Menichelli, Eva Pérez, Giovana Pezzullo.
Mette Risgård Tranholm (f. 1980):
Ph.d.-studerende ved Teater- og Performancestudier ved KU. Cand. mag i Teatervidenskab og Litteraturvidenskab. Arbejder som freelance dramaturg