Hjemmeteater
Af Erik Exe Christoffersedn og Laura Louise Schultz
Det Kongelige Teater opfører Fix og Foxys: Et dukkehjem baseret på tekst af Henrik Ibsen (1879) i private hjem med almindelige mennesker i hovedrollerne som Helmer og Nora – og uden nogen instruktion eller forberedelse. Iscenesættelsen skabes løbende af de tre skuespillere med et manuskript i hånden, mens de spiller dramaets øvrige roller. Skuespillerne kender ikke parret eller lejligheden på forhånd. På en måde bliver det en demonstration af Stanislavskijs ”magiske hvis”: hvad nu hvis de givne omstændigheder var sådan, at du var kommet til at underskrive et dokument i din afdødes fars navn, og sandheden så kom for en dag. Hvad ville der så ske lige her og nu? Ville din mand forstå dig og tilgive dig? Eller ville han være totalt uforstående?
Denne aften foregår det på Store Møllevej på Amager. Vi finder med lidt besvær frem til adressen, som er et ret nyopført boligkompleks. Opgangen er låst, så vi sætter os i aftensolen ved et havebord. Lidt senere kommer en ung kvinde, og vi spørger, om det er her Det Kongelig Teater opfører Et dukkehjem. Hun ser desorienteret ud og tror vist, vi gør grin med hende eller er ude på noget. Men vi viser hende billetten. Hun bor på 5. sal og har ikke hørt om noget teater. Lidt senere viser der sig nogle flere mennesker, men nu fra den anden siden af opgangen. Man kan også komme indforfra. Og ganske rigtigt, en uniformeret kvinde med Det Kongelige Teaters logo krydser os af, og snart er vi forsamlet 30-40 tilskuere. Så kommer skuespillerne Troels Thorsen, Thomas Hwan og Kitt Maiken Mortensen. De præsenterer sig, giver hånd til tilskuerne og introducere aftenens begivenhed. Vi skal se Et dukkehjem opført i virkelige rammer, og to personer, Ulla og Klaus, har indvilliget i, at det kan foregå i deres hjem. De har også sagt ja til at spille hovedrollerne, men har ingen information eller instruktion modtaget, andet end at de bare skal være hjemme og villige til at gå ind i spillet. Vi ringer på og går indenfor, og alle er spændt på at se lejligheden.
Et moderne hjem på Amager
I den pænt store moderne lejlighed med store vinduer og god udsigt, kunst på væggene, flotte modedesignede lamper og møbler og to altaner, sætter vi os i hjørnesofaen, på gulvet og hvor der nu er plads. Ægteparret sidder også i sofaen og skuespillerne udfritter dem. Han er bankmand og arbejder med såkaldt risikovurdering, og hun er kreativ designer med eget tøjfirma. Det passer som bekendt fint med Helmer og Nora. Hun har en lille forkærlighed for chokolade og søde sager, som hun finder frem. Til forskel fra Helmer og Nora har de ingen børn.
Skuespillerne begynder at ridse historien i Et dukkehjem op. I det følgende spiller de Krogstad, Rank og fru Linde, samtidig med at de løbende referer handlingen og iscenesætter ægteparret, som gentager enkelte replikker og handlinger. Ind i mellem spilles der musik, og enkelte særlige handlinger spilles i slowmotion. Andre handlinger udspiller sig mellem tilskuerne, som flyttes rundt undervejs. Løbende afbrydes spillet dog, og der spørges til parrets privatliv for at antyde visse ligheder og forskelle til Helmer og Nora. På samme måde skabes der også en vis dobbelthed mellem skuespillerne og deres roller. Specielt indrømmer skuespilleren Thomas Hwan, som spiller Dr. Rank, at han synes Ulla er rigtig sød, og at de har en god kontakt. Han nyder at spille sammen med hende og glæder sig til scenen, hvor hun blotter sig for ham. Kitt Maiken Mortensen beder ham om at tone sin iver noget ned og ikke overspille rollen som Rank, der er hemmeligt forelsket i Nora og bedste ven med Helmer.
Igen kunne man sige, at de to hovedroller og vi tilskuere langsomt lader os indleve i dukkehjemmets rammer på en måde, som faktisk er helt i overensstemmelse med Stanislavskijs de fysiske handlinger metode, hvor skuespillerne med lidt viden om dramaet og uden egentlige replikker digter en personlig handling gennem aktiv indlevelse. I Fix & Foxys version leverer de kongelige skuespillere en fuldstændig mageløs præstation, hvor de improviserer, instruerer, ommøblerer og distribuerer både parret og tilskuerne rundt i fiktionsuniverset, parrets selvfortælling og lejlighedens realrum.
Forestillingen glider hele tiden mellem fiktionen og den reale situation, ligesom vi som tilskuere er ”fluer på væggen” men også drages ind i fiktionen: fx skal vi gemme os i slutningen af 1. akt, hvor Nora leger skjul med børnene. Det virker ganske komisk, når 40 mennesker forsøger at gemme sig bag puder under en stol eller bag en sofa. Og senere i begyndelse af 3. akt er vi til fest sammen med Nora og Helmer. Det er maskeballet, hvor alle danser, drikker øl og leger futtog ned ad trappen og bliver fulde. Tilbage i fiktionens hjem kommer vi til opgøret.
Forestillingen har godt fat i den tematiske dobbelthed som findes i Ibsens drama. Et dukkehjem benytter en gennemgående maskemetaforik. Nora, Helmer og Rank spiller teater med hinanden, de har ”masker” på og er snart ansvarsfulde voksne og snart legende børn. Maskepien skjuler nogle afgørende forskelle og konflikter mellem de to og husvennen Rank. De dyrker en form for teater, hvor de skjuler stort og småt for hinanden, men lever så at sige lykkeligt med det, indtil først Rank afslører overfor Nora, at han er forelsket i hende, og Krogstad senere truer med at afsløre Noras falske underskrift. Det vil så igen medføre, at Helmer forstår, at hun gjorde det for at skaffe penge, så de kunne rejse til de varme lande, for at han kunne redde livet på grund af en sygdom, han ikke måtte vide om. Krogstad og fru Linde beslutter sig for at fortiden ikke længere kan forties. Konflikten bryder ud og Helmer afviser Nora, selvom han senere siger, han tilgiver hende og er villig til at lade ”teatret” forsætte. Men det viser sig, at de ikke forstår ikke hinanden og er fremmede for hinanden. Stykket ender som bekendt med, at Nora vælger at forlade ”teatret” for at undersøge og konfrontere sig med virkeligheden. Og hun smækker provokerende med døren.
Det er forestillingens pointe, at Ulla og Klaus, som har været sammen i 18 år og som er glade for deres nye hjem og lykkelige for forholdet og papegøjen som larmer i baggrunden, konfronteres med den situation, at det måske kunne ramle sammen, ligesom det sker for Nora og Helmer. Kunne de forestille sig en afsløring af en hemmelighed, som ville få de konsekvenser?
Det mest interessante er nok selve spørgsmålet, som naturligvis ikke besvares, men det er tydeligt, at det skaber en form for overvejelse og refleksion for de to og for tilskuerne. Det er nok det mest centrale ved denne eksperimentelle forestilling, som kun opføres denne ene aften – de andre aftener spiller den med andre par i andre hjem. Kunne katastrofen indtræffe?
Forestillingens risikofelt
Skuespillerne balancerer behændigt og nænsomt den intime situation uden at udstille parret på nogen ubehagelig måde. Det væsentligste sker på en måde i de ikke-realiserede mulighedsrum, der åbner sig – selve det at sætte Ibsens dukkehjem op imod et helt almindeligt par i vores skilsmisseramte samtid, hvor vi statistisk set ved, at forhold ganske hurtigt revner. Hvad støder vi da imod af uovervindelige konflikter i dagens parforhold, lyder det underliggende spørgsmål, som til gengæld ikke kan besvares i denne forestilling. For det er klart, at intimiteten rummer både styrker og svagheder: vi skal helt ind i hjemmet, dukkehjemmet, men så må skuespillerne til gengæld også bevare en respektfuldhed over for de mennesker, som stiller sig selv og deres hjem til rådighed. Dermed bliver analysen naturligvis ikke så nådesløs, som den kunne være blevet i et rent fiktionsrum. Men hvad der tabes i radikalitet vindes måske i nærhed. Og slutscenen bliver faktisk både rørende og dramatisk, når den bliver spillet af et par, der på ingen måde ønsker at ende der, hvor Nora og Helmer ender. Spændingen forbkliver så at sige på et dobbelt plan. Hvordan går det Helmer og Nora? Går hun virkelig? Og hvordan går det Ulla og Klaus i den her meget teatrale ramme?
Forestillingen skaber et fælles æstetisk refleksionsrum. Det er et anderledes fællesskab end i det klassiske teater, hvor der er en adskillelse mellem scenen og tilskuerrummet. Tilskuerne befinder sig i og er en del af scenen og teatrets ramme, tilskuerne drages momentvis ind i fiktionsrummet men er ellers udenfor og iagttagere til hovedpersonernes indlevelse og skuespillernes instruktion. På en måde er der tale om en demonstration af, hvordan fiktionens katastrofe kan udveksle med den såkaldte virkelighed. Forestillingens risikofelt er naturligvis, hvordan parret vil reagere: hvad hvis de har hemmeligheder for hinanden, som afsløres overfor os. Hvad hvis Nora-fremstilleren rent faktisk skred fra manden? Man kan sige at den dramatiske konflikt gensidigt spejlet i det moderne par således af forskelle og ligheder bliver det dramatiske og teatrale spændingsfelt.
Mellem fiktion og virkelighed
Efter forestillingen hænger vi lidt ud og ryger på altanen. Vi befinder os i et underligt overgangsfelt: forestillingen er slut, og vi er nu ikke længere tilskuere, så vi går ud på altanen og ryger, mens vi snakker om opførelsen med andre tilskuere. Vi er jo heller ikke bare gæster, for vi kender ikke beboerne. Alligevel er vi i et fællesskab midt mellem teatret og det private.
Klaus viser sin tamme papegøje, som han holder som en lille lærkefugl i hånden, og som er glad for at blive aet. En af skuespillerne fortæller, at det er tredje sted de spiller, og at de har mødt meget forskellige par: et ældre par, et ungt par og Klaus og Ulla som midt i mellem. De havde aldrig været her før, og deres opgave var naturligvis at bruge rummet så godt som muligt. Det er meget specielt for dem, fordi de både spiller og instruerer og flytter rundt på rummet. Kitt Maiken Mortensen synes, det er spændende og har aldrig prøvet noget lignende. Selve den dramatiske struktur er fastlagt, men der stor forskel på, hvordan interaktionen mellem dem og personerne og personerne-i-roller, tilskuerne og rummet foregår. En tilskuer bemærker, at det fx var fantastisk at høre papegøjen i buret skræppe op på det helt rigtige tidspunkt, hvor Nora overvejer, om selvmordet er den eneste løsning. Ulla vidste ikke, at Helmer kaldte Nora lærkefuglen. Tilskuerne siver langsomt, mens Klaus og Ulla takker for besøget, og vi omvendt takker for deres opførelse.
Forestillingen kan placeres i den efterhånden ret store kasse af virkelighedsteater eller borgerscener, hvor almindelige mennesker inddrages i en teatral ramme. I modsætning til Det Kongelige Teaters forestilling I føling, hvor tre soldaters krigshistorier indrammes af balletten, er der ikke her tale om, at der i særlig grad trækkes på borgernes private biografi. Det vi oplever som opført er deres hjem, indretningen, deres påklædning osv. og få bemærkninger om deres private virke. Alt dette reflekteres af Et dukkehjem. Dertil kommer at selve situationen er det afgørende. Det er her der forekommer både en idenfikation og distance til Et dukkehjem, som altså udgør den teatrale ramme. Borgerne er aldrig sig selv. Fra første moment er de og tilskuerne iscenesat af situationen, og det er den iscenesættelse, som skaber risikomomentets autenticitetseffekt og affekt.
Koncept og instruktion: Tue Biering og Jeppe Kristensen
Medvirkende: Troels Thorsen, Thomas Hwan og Kitt Maiken Mortensen
Erik Exe Christoffersen, lektor Institut for Æstetik og Kultur, Aarhus Universitet
Laura Schultz, Lektor, Teater og Performancestudier, Københavns Universitet