Aveny-T: Det Gode Liv

Lort, lidelse og lediggang

Eva Mulvads prisvindende dokumentar transformeres lidt for forsigtigt til teater på Aveny-T, og forestillingen Det Gode Liv finder aldrig helt balancen mellem sjov og alvor.

Af Marie Mors

Fra film til forestilling

I Eva Mulvads dokumentarfilm The Good Life fra 2010 møder vi kvinderne Annemette Beckmann og Mette Beckmann, som er mor og datter og engang havde alt, hvad et materielt hjerte kan begære, men nu kun har hinanden og en bunke klatgæld. De lever af moderens pension ved den portugisiske kyst og hutler sig igennem hverdagen i en lille lejlighed, hvor luften er tyk af depression og deroute, og af lugten fra det tilstoppede toilet. Datter bebrejder mor, som bebrejder sig selv og sin afdøde mand, som har ladet dem formøble den kæmpe familieformue. Og som nu fra sin urne venter på at blive spredt i havet, når der er nok penge til at få bilen hjem fra værkstedet.

Dokumentarfilmen fascinerer ved at fremstille (og på det nærmeste udstille) to kvinder, der er utrolige, uudholdelige og uanstændigt underholdende i al deres undergang. Det er fængende og skræmmende at blive præsenteret for datterens fuldstændige mangel på evne og vilje til at klare sig selv på trods af sine 56 år. Og det er tankevækkende at iagttage det spil om skyld og undskyldninger, som de to kvinder holder liv i, selvom det er ved at tage livet af dem begge. I finanskrisens dønninger virker filmens grundlæggende spørgsmål relevante for os alle: Hvor blev pengene af? Hvorfor kunne det ikke blive ved? Hvis skyld er det? Hvorfor så vi det ikke komme? Kan man skrue radikalt ned for sit forbrug og stadig være lige lykkelig?

2_det_gode_liv_aveny-t

I 2014 møder vi dem igen, moderen og datteren. Nu befinder de sig på Aveny-Ts skrå brædder og hedder Marielouise og Marie, men ellers er der ikke meget nyt under den portugisiske scenesol. Bebrejdelserne flyver fortsat, toilettet er stadig stoppet og faderens urne venter og vogter, mens der drikkes og drømmes om fortidens lyksaligheder. Der er skruet lidt ekstra op for datterens faderbinding og moderens fortidshistorie, men ellers følger Jakob Weis` tekst og Kamilla Wargo Breklings iscenesættelse Eva Mulvads film meget tæt.

Men der er sket noget med fascinationskraften, for på teaterscenen ser vi jo ikke en virkelighed, som er for god (læs: dårlig) til at være sand. Vi ser en iscenesættelse, som må forføre os med andre midler end klip og kameravinkler. Og vi ser frem for alt to skuespillere, Tammi Øst Og Ghita Nørby, som skal give troværdigt liv til to utrolige karakterer. Disse to udfordringer bliver definerende for Kamilla Wargo Breklings iscenesættelse, som skaber fine og morsomme momenter, men som overordnet mangler nerve og nødvendighed og aldrig for alvor træder i karakter som teater.

Begrænset bølgegang på scenen

Scenen sættes ellers med manér og magi, når Jon Stephensens enkle kassescenografi forandrer sig fra smalfilmslærred til lejlighed i en elegant drejebevægelse. Det er et oplagt og velfungerende greb at placere de to kvinder i en klaustrofobisk kasse og lade resten af scenen fungere som fortidens, frihedens og drømmenes rum. Øverst i scenebilledet troner en række tunge lysekroner – de to kvinder har altså i bogstaveligste forstand den forjættede fortid hængende over hovedet.

Men scenografiens mange muligheder udnyttes meget få steder. Fortiden fremmanes primært på replikniveau og akkompagneres af lidt musik og lys, men visuelt sidder forestillingen fast i den lille lejlighed, og rummet omkring får aldrig for alvor liv og dynamik. Faderen går igen som spøgelse i nogle ubehjælpsomme scener, hvor Peter Oliver Hansen i paryk og 70er-outfit taler med moderen fra ydersiden af kassen – det er hverken kønt eller magisk.

Når de scenografiske virkemidler tages i brug, kan scenebilledet kommunikere lag i fortællingen, som dokumentarens linse ikke kan fange, og da vi endelig mod slutningen får lov til at opleve scenografiske bølger, lader vi os med fornøjelse rive med af bruset.

Drama eller bare drama queen?

Men vi kigger altså mestendels i kukkassen, hvor der mellem mor og datter udspiller sig en krydsning mellem et eksistentielt drama og en grotesk komedie. Fortidens festligheder og fejltrin oprulles i Jakob Weis` mundrette dialog, som det ene øjeblik er fredeligt fortællende og det næste øjeblik er hysterisk humoristisk. Virkelighedens Annemette har leveret en veritabel guldgrubbe af engelsk-danske bastardreplikker, som Tammi Øst præsenterer med overbevisende komikkompetence: ”work er bare taboo for mig” og ”jeg deserver SÅ meget bedre” hviner Tammi Øst, mens hun vrider sig ned i et par alt for stramme teenage-jeans og trækker billige armbånd ned over håndleddet. Øst har i imponerende grad formået at kopiere dokumentarfilmens datter både i krop og stemmeføring, og hun brillerer som tragikomisk drama queen, når hun svinger sig i lysekronerne og fremmaner fortidens ”frække boyfriends”. Det er hylende morsomt.

Overfor Øst ser vi en mere underspillende Nørby, der som moderen Marie både giver den som desillusioneret forældre-fiasko i dialogen med datteren og som reflekterende intellektuel i flere poetiske monologer, hvor hun citerer Hemingway og drømmer sig tilbage til sit liv i Paris med kunst, kultur og (forbudt) kærlighed. Nørbys Marie er en langt mere kompleks og troværdig karakter end Østs Marielouise, som vi umuligt kan sympatisere med (uagtet hendes lighed med originalen). Dette forhold skaber en ubalance i forestillingens fortælling, fordi vi som publikum ikke får mulighed for at spejle os. Som drama slår forestillingen en række temaer an: datterens usunde (incestuøse?) forhold til faderen, moderens skyldfølelse overfor datteren og konsekvenserne af overforbrug og ansvarsløshed. Men den ekstremt karikerede datter og de mange hysteriske optrin skubber os gang på gang ud i en distanceret position, hvorfra vi kun kan forarges og fordømme, ikke forstå eller føle os ramt. Og derfor tager man som tilskuer ikke fortællingen til sig, og man havner ikke i en dybere refleksion over ens egne forventninger til det gode liv. Kvababbelserne er forbeholdt figurerne på scenen, mens man som tilskuer tænker så dum har man da ikke lov til at være. Derfor ender forestillingen i det paradoks, at den fungerer bedst, når den bare er komedie, men samtidig har sin relevans og nødvendighed i den mere alvorlige fortælling, som aldrig helt bliver medrivende. I slutscenen omdannes scenebilledet til et poetisk bølgehav, og hér mærker man fortællingens dybde og den eksistentielle afgrund. Den afgrund kunne med fordel have fået mere plads i forestillingen.

Virkeligheden vinder

Forestillingen Det gode liv taber ved at lægge sig så tæt op ad dokumentarfilmen The Good Lifes fortælling og fremstilling uden samtidig at have virkelighedens Annemette og Mette til at sikre fascinationen og troværdigheden.

Det mest rørende øjeblik var for undertegnede, da jeg opdagede, at Annemette Beckmann faktisk var til stede blandt publikum under aftenens forestilling. Da fik jeg et pludseligt anfald af empatiske mavesmerter – tænk at se sig selv i den rolle, som kvinden ingen kan sympatisere med.

Virkeligheden vinder denne omgang.

Det Gode Liv

Instruktion: Kamilla Wargo Brekling

Scenografi: Jon Stephensen

Manuskript: Jakob Weis

Forestillingen spiller frem til 12. april 2014 på Aveny-T.

Marie Mors

Ekstern lektor ved Teater og Performance Studier, Københavns Universitet.