Interaktivt teater på Godsbanens Åbne Scene
LIFE LIVE! er en interaktiv forestilling, som tager en af teatrets de helt centrale udfordringer op: Hvordan bliver tilskuerne en mere aktiv deltager? Og hvordan skaber teatret både fiktion og reel handling i form af et autentisk møde, selv når dette er iscenesat? Det er en udfordring, fordi man må gentænke begge sider af den teatrale relation mellem skuespillere og tilskuere.
Skuespillerne bringer sig selv og naturligvis forestillingen som sådan i en sårbar og risikofyldt situation, når de vælger at overlader væsentlige dele af begivenheden til tilskuernes respons. LIFE LIVE! er måske særlig sårbar i og med at den både henvender sig til større børn og voksne. Det vil sige et publikum med meget forskellige både personlige og teatermæssige erfaringer. Forestillingen skaber formodentlig meget forskellige forventninger og oplevelser af sine tilskuere. Det stiller dermed ekstra store krav i forhold til at skabe en såkaldt tilskuerkontrakt. Hvad er det præcist for nogle muligheder tilskuerne har for reaktion og respons på skuespillernes henvendelse? Hvad er begrænsningerne og hvordan tydeliggør skuespillerne hvad de forventer af tilskuerne og hvad de ikke forventer af tilskuerne?
Følgende er en montage over forskellige syn på og oplevelser af forestillingen, som de er blevet registreret og oplevet af dramaturgistuderende ved Aarhus Universitet. Det er både afsnit fra værkanalyseopgaver og den blog der blev oprettet specielt til de studerende under ILT-festivallen 2013. Vi har lagt vægt på at give plads for nogle helt subjektive betragtninger i og med at forestillingen i sin åbenhed appellere til netop individuelle oplevelser. Samtidig vægter vi også synspunkter på forestillingens måde at begrænse og bevare en vis kontrol over, hvad der kan ske. Forestillingen veksler nemlig mellem sekvenser, hvor den individuelle performer er i fokus og andre sekvenser, hvor forestillingen henvender sig kollektivt til tilskuerne, og hvor der følgelig etableres en form for teatral kollektiv identitet.
Når vi har valgt dette lille eksperiment med en kollektiv analyse af LIFE LIVE! er det fordi forestillingen i sin kompleksitet selvsagt er en udfordring for en dramaturgisk analyse. Der findes hverken et endeligt manuskript eller forestillingsbeskrivelse og forestillingen er forskellig for hver enkelt tilskuer og dermed selvfølgelig også for den analyserende, som jo tilmed er en del af forestillingen. Dermed er der også tale om en interessant udfordring af teatrets grænser.
– Redigering: Exe Christoffersen og Helene Bæk Kortegaard
Om forestillingen
Life Live! er en erkendelsesrejse om det, vi har tilfælles som mennesker. Et labyrintisk forestillingsspil for levende mennesker, om at være i live. Her mødes børn og voksne i en fælles fordybet undersøgelse af vores eksistens og lærer af og om hinanden som mennesker og får mulighed for at undres over sig selv og hinanden.6 performere, et labyrintisk flisegulv og 40 vægge der kan flyttes så nye rum opstår, er de elementer der skaber det live-spil publikum deltager i og er medskabere af. Her stilles børn og voksne overfor opgaver og eksistentielle spørgsmål, som de sammen eller hver for sig skal forholde sig til og undersøge. Deres valg og svar er udslagsgivende for forestillingens forløb. Forestillingen spiller for 15 voksne og 15 børn ad gangen. Egnet for børn fra 12 år. Krediteringer: Koncept: Cantabile 2 og Carte Blanche. Instruktion: Nullo Facchini, Sara Topsøe-Jensen. Scenografi og kostumer: Sara Topsøe-Jensen. Assistent: Sarah John. Performere: Lisa Gertum Becker, Siri Haff, Signe Harder, Tilde Knudsen, Marie Louise Maegaard, Anne Nyboe. http://www.youtube.com/watch?v=v3xvhk_MHw4
Beskrivelse
Forestillingen starter med, at deltagerne én for én bliver sluset fra en mellemgang ind i salen, hvor de bliver uddelt i små grupper, idet de skal finde deres ”skyggebillede” svarende et symbol på en udleveret polet. Ved hver lille gruppe står en performer og stiller spørgsmål som; ”Hvem er du lige nu? Har du altid været den samme?” Herefter foregår der en leg i gruppen, hvor man med sten skal gradbesvare udsagn som ”jeg er så jaloux”, og svare ja/nej på udsagn som ”jeg ligner mest min mor” med efterfølgende uddybende kommentarer fra alle deltagere. Næste sekvens er et intermezzo hvor alle er tilskuere, til en performer, som til musik drejer rundt med en paraply, imens en stemme reflekterer over universet. Grupperne dannes igen og får at vide, at de skal bygge en by af de foldevægge, der står ude langs væggene. Performeren leder gruppen på en udforskende tur igennem byen, og gruppen ledes til et passende sted, hvor man sætter sig ned. Her bliver der med et kridt skrevet ”et ord, som man forbinder med noget stort” af en deltager, og hver deltager skal ved hjælp af en ”talesten” fortælle om sine associationer til ordet. Derefter bygges byen af grupperne om til små huse, hvor man kommer igennem forskellige øvelser, der alle ender med, at man henholdsvis skal udpege den, man har lært mest om, og den man er blevet mest nysgerrig på. Til sidst hvisker deltagerne to og to sammen til hinanden, hvad der gør en henholdsvis vred og glad. Performerne rejser sig op, vælter alle væggene, og danseren fra tidligere danser igennem lokalet med en lysende paraply til samme musik stykke som tidligere; når hun passerer en gruppe, begynder denne at rejse sig på performerens initiativ. Deltagerne ledes ud, og performerne med lysende paraplyer stiller op ved døren til afsked.
– Rikke Baes-Carlsen og Anna Emilie Groth
Grænsefeltet
Allerede fra start bliver deltagerne gjort opmærksom på deres status som deltagere i en begivenhed, hvor engagement og aktiv deltagelse i spillet er selve grundpræmissen for gennemførelse. Før forestillingsspillet går i gang bliver man ledt ind i en form for mellemgang. Selve rummet indikerer noget transitorisk; virkeligheden har man vendt ryggen på vej ind i mellemgangen, og fiktionen venter inde bag den næste lukkede dør. Allerede her får oplevelsen anstrøg af det grænsesøgende; mellemgangen er et limbo, hvori man bliver forberedt på at indtræde i forestillingens univers. Først bliver alle bedt om at tage ens uldne sokker på. Deri ligger en umiddelbar religiøs eller sakral konnotation; når man går ind et helligt sted, tager man skoene af. I dette tilfælde bliver forberedelsen at tage sokker på i stedet for egne, private sko. Sokkerne forbereder deltagerne, og giver desuden et fælles udgangspunkt, en fælles grounding og føling med gulvet, så det fysiske nærvær ændres, og den medskabende akt går så at sige i gang. Ligeledes skaber sokkerne visse forventninger på baggrund af den enkeltes associationer. Sokkerne konnoterer en slags ”uniform”, der emmer af det forestående; blødheden og varmen inducerer noget hjemligt og trygt, man bliver blødere i bevægelserne, og alt dette fremmer en anden åbenbarhed. Her er det ikke mindst værd at bemærke, at sokkerne har den omvendte effekt til slut; da deltagerne returnerer til mellemgangen, bliver der ikke talt, før sokkerne er taget af, og hverdagsskoene er på igen. Sokkerne bliver del af en afritualisering og transformation tilbage til virkeligheden. Ritualiseringen med sokkerne gør altså, at forestillingen får en ”andethed” over sig, der afgrænser sig fra den hverdagslige virkelighed.
– Rikke Baes-Carlsen
Styring af processen
Den klassiske forståelse af publikum rolle i teatret, kan ikke beskrive interaktionen i LIFE LIVE! fyldestgørende, så her er det nødvendigt at studere Cantabile 2’s egen metode – det de kalder human-specific theatre. Human-specific theatre er en genre, hvor det især er mødet mellem tilskuer og performer, der er i centrum. På Cantabile 2’s hjemmeside beskriver de human-specific theatre som en genre, der arbejder med mennesket som en emotionel eksistens, hvorfor det enkelte individ har en særlig betydning. Derfor arbejder human-specific theatre ikke som så meget andet interaktivt teater med tilskuerne som én stor masse. I stedet henvender performerne sig til det enkelte individ, hvormed alle bliver tiltalt og set på samtidig med, at man får et medansvar for forestillingen gennem mødet med performerne, hvor man træffer personlige valg og svarer personligt på deres spørgsmål. Alt dette er med til at gøre oplevelsen til en performance, der handler om den enkelte deltager ved, at den kombinerer den universelle verden med den personlige verden. Der er absolut åbne momenter i LIFE LIVE!, hvor performerens kontrol med situationen minimeres til fordel for det uforudsigelige i deltageresponsen. De forskellige forløb deltagerne ledes igennem er dog styret af en klart defineret og stramt orkestreret tematiske ramme som hænger stærkt sammen med planlægningen af forestillingen. Der ligger derfor et paradoks i, at for at et forestillingsspil kan indeholde det tilfældige og spontane, så skal den have faste rammer.
I LIFE LIVE! bliver man som deltager ført igennem en fast rute, som manifesterer sig på et både psykologisk og fysisk plan. Den simultane rejse, som de forskellige grupper gennemgår i forestillingsspillet, giver derfor sammenlignelige oplevelser, på trods af interaktionens uforudsete og ukontrollerbare elementer, men netop i kraft af den stramme orkestrering af rammerne. Denne opbygning og orkestrering kan fremme dels flow og kreativitet hos deltagerne, men også skabe tryghed i forestillingens ramme.
Dette behov for styring i spillet kommer sandsynligvis af et behov for at gøre LIFE LIVE! til et æstetisk værk, og ikke udelukkende et rollespil. Hvordan finder man balancen mellem at skabe en reel følelse af medskaben og frihed hos publikum og samtidig fastholde den kunstneriske kvalitet? (Nielsen, 2011, s. 111). I LIFE LIVE! blev dette problem løst ved brugen af høj interaksionsfrekvens, men et lavt omfang af indflydelse på spillet som helhed, og dermed opretholdt man balancen mellem det kunstneriske og deltagerens følelse af medskaben. Den enkelte deltagers inter-ageren har således ikke den store betydning for spillets udvikling, men alligevel har deltageren en vigtig rolle i skabelsen af værket, for uden deltagerne til at udfylde rammerne med deres personlige historier, var der intet værk. Human-specific theatre arbejder altså ikke så meget med deltagerens frihed, men med deltagerens møder med andre individer under kontrollerede omstændigheder.
– Mathias Lyngs
Værket og de psykologiske rammer
Kollektiv kreativitet er centralt i forestillingsspil som LIFE LIVE!, hvor publikums bidrag til forestillingen er markant. Dette fordrer et åbent værkbegreb, hvor dette receptionsæstetiske publikumsbidrag påvirker forestillings forløb. Disse rammer for det åbne værkbegreb findes både i forhold til iscenesættelses- og adhocstrategier, altså både i forhold til planlægning af forestillingen og performernes håndtering af situationer.Der skabes indenfor fiktionsrammen forskellige størrelser af rum, som bygges af deltagerne, for så til sidst at blive nedbrudt, så det uendelige rum står frem. Denne udvikling i rum skabte en lineær udvikling i scenografien. Tolkningen er selvfølgelig individuel, men sammen med tematikken om universet og identitet i monologerne får rummene en udvikling fra det tomme rum (1. rum), til civilisation (2. og 3. rum), til destruktion og siden hen adgang til kosmos (4. rum).
I autobiografien ligger der implicit en opfattelse af livet som en rute, og derfor bliver autobiografien en slags tidslinje. I LIFE LIVE! bliver hver enkelt persons tidslinje en referenceramme, som bruges til at fortælle ud fra om, hvem man er som person her og nu. Referencerammen bliver dog påvirket af de rammer performerne skaber for at alle deltagere har et fælles udgangspunkt for den rute, som de gennemgår sammen i LIFE LIVE!.Deltagerne bidrager på måde, som er interessant og værdifuld for de andre deltagere – men kan dette fordre en form for krav om originalitet fra deltagerne, som kan virke hæmmende på det umiddelbare ægte møde, som forestillingen gerne vil fordre. Det bliver specielt aktuelt i forhold til den sekvens, hvor man skal komme med associationer til et ord, som bliver forbundet med noget stort. Ordet bliver som regel abstrakt; som fx stjerner. Rammerne bliver derfor meget løse, og netop her, gør trangen til at være original, at man blev mere selvkritisk i forhold til ens svar. Reaktionerne blev derfor mindre umiddelbare, og de bliver mere en omfortælling af ens biografi.
– Anna Emilie Groth
Jeg, Performer, Dig, Os, og Dem
Umiddelbart virker alle deltagere i gruppen ærlige og reelle i mødet, men der er uden tvivl en risiko for, at også deltagerne spiller en version af sig selv, så de bevæger sig på grænsen mellem den teatrale rolle og den sociale rolle. Dette peger tilbage til det spørgsmål performeren stiller i starten af spillet: Ændrer du dig efter hvem du er sammen med? Dermed spejler spillets eksistentialistiske spørgsmål sig i hele spørgsmålet om rollebegrebet, for spiller vi egentlig bare forskellige roller alt efter situationen og de mennesker vi er sammen med, og hvilken rolle spiller deltageren i teatrale begivenheder egentlig?
LIFE LIVE! gør op med et klassisk afsender/modtager forhold. LIFE LIVE! kan karakteriseres ved, at performerne tilbyder deltagerne en ramme for rollen lig deres person, eller i hvert fald så nært et udsnit deraf som muligt. Præmissen er en antagelse om ærlighed og oprigtighed, for at deltagerne virkelig kan opleve det mellemmenneskelige møde. Indlejret ligger altså også forventningen om en bestemt form for nærvær, præget af en intimitet og nærkontakt, man ikke ofte oplever i mødet med fremmede ude i den virkelige verden.
Man kan i LIFE LIVE! finde hele fem lag: Jeg, Performer, Dig, Os, og Dem. Jeg er det inderste lag og det mest centrale lag i spillets menneskemøder, for Jeg er bestandigt til stede spillet igennem. De mange spørgsmål og opgaver er konstrueret, så man er nødt til at tage stilling til sig selv ud fra disse elementer, men samtidig reflekterer man over sig selv ud fra de andres svar og handlinger. Gennem de øvrige deltagere sætter man dermed sig selv i perspektiv, spillet er altså ikke alene et møde med andre individer, men også et møde med sig selv, hvor man tvinges til at reflektere over sit jeg, og dermed møder sig selv på en anden måde, end man gør det i hverdagen. Det er dette møde, der giver spillet dets eksistentialistiske lag, idet selvrefleksionen bliver en refleksion over andres essens og derud-fra ens egen essens. Med andre ord spejler man sig i de andre deltagere og i performerne.
Næste lag er Performe. Selvom man igennem spillet rejser med tre forskellige performere, og dermed ikke knytter sig til dem i lige så høj grad, som man gør til sin gruppe, må man ikke undervurdere performernes betydning for den enkelte deltagers rejse. Det er performerne, der binder det hele sammen og holder på spillets struktur, og performerne bliver dermed en slags rejseledere. Derudover er det performernes spørgsmål, monologer og de opgaver, de stiller, der danner rammerne for deltagernes samtaler, og dermed dannes rammerne for individets refleksioner. Man kan dermed både se performeren som selvstændigt individ med sine egne historier, som en rejseleder, og som den stemme inden i os, der sætter spørgsmål ved vores egen identitet.
Det næste lag er Dig – det intime møde mellem Jeg og en af de andre deltagere. Dette lag har en lav frekvens i spillet, men det er ikke desto mindre et vigtigt lag. Det opstår ved spillets slutning, hvor to deltagere skal hviske hinanden i øret. Her skal du som deltager tage stilling til, hvad der gør dig ked af det, hvad der gør dig glad, hvad du har lyst til at fortælle den anden deltager om dig selv, og til sidst, hvad du har lagt særligt mærke til ved den anden person. Denne sekvens bliver meget intim, og interaktionen kan dermed nå ind i Jegs refleksions-proces på en ganske særlig måde. Men dens virkning på den enkelte deltager afhænger af, hvad de enkelte personer ønsker at fortælle hinanden. Dette er et godt eksempel på, at LIFE LIVE! er et værk, der opstår ved mødet mellem mennesker i et givent øjeblik, og dermed ved man aldrig, hvad man helt præcis går ind til, ligesom folkene bag spillet ikke kan være sikre på, hvad folk går derfra med. Og da dette møde mellem Jeget og dig er det sidste møde på rejsen, giver dette et stærkt efterbillede af spillet.
Laget Os refererer til den lille gruppe, som den enkelte deltager foretager sin rejse sammen med.. Her bliver den enkelte deltager mindet om, hvordan nogle af de mennesker, man møder livet igennem, får en eller anden betydning i Jegs selvrefleksive rejse. Folk der imponerer os, inspirerer os, eller folk vi ikke forstår, eller som vi ikke bryder os om, og som vi derfor kæmper for ikke at ligne. Det er denne gruppe i spillet, som vi spejler os i, og som vi får et ganske særligt møde med, gennem de mange opgaver, som gruppen må løse sammen ved tavs forhandling, og gennem gruppemedlemmernes svar på performerens spørgsmål. Det er i den forbindelse interessant, at mens man går alene ind i rummet ved spillets start, forlader man til sidst rummet samme med sin gruppe og den sidste performer. Her kan man drage en parallel til livet, som man også træder ind i alene, men når man forlader det, har man mødt en lang række af forskellige individer, og nogle af disse individer har haft en vigtig indflydelse på ens eksistentialistiske selvrefleksioner.
Det sidste og yderste lag er Dem, hvormed jeg mener alle de andre grupper og performere, som der ikke opstår et direkte møde med, men hvis tilstedeværelse man flere gange sanser.
Det første rum, der er etableret fra starten af, er et stort og mørkt rum, hvor hvert skygge-billede er udstyret med en særlig lampe, der svæver over gruppens hoveder. Lamperne er svage med kort rækkevidde, hvorved de skaber små lysrum i det store rum, som ellers henligger i tusmørke. Under den første del, hvor gruppen etableres, kan man konstant skimte de andre gruppers små lysende universer rundt om sig. Da de første sekvenser i de små lysrum er ovre, opføres en lille teatral handling i rummets midte, hvor en performer snurrer om sig selv konstant accelererende, mens en båndet speaker fortæller os, at vi sidder på Jorden og drejer rundt sammen med den, mens der oven over os og til alle sider er uendeligt rum, og derude bevæger hundrede millioner af stjerner og planeter sig i evige baner. Mens denne handling finder sted, anes de andre grupper rundt om i mørket, hvilket kan ses som et billede på, at de andre deltagere er planeterne og stjernerne, der bevæger sig uden for vores sfære. Dette danner en relation til vores medmennesker verden rundt, som vi måske aldrig ser, men ved er derude.
– Mathias Lyngs
For mig er det stærkeste højdepunkt alle de underfundige tanker, som den lille tiårige pige i min gruppe deler med os gennem hele teateroplevelsen. Hendes stille stemme gør os ekstra opmærksomme på at få alle ordene fra hendes læber med. Ord om leg og musik og dyr. Og da hun hvisker i mit øre, at hvad der gør hende mest ked af det er, når nogen dør. Da musikken er forstummet og uldsokkerne taget af, forlader jeg teatersalen med en fornemmelse af for en kort stund at have knyttet sælsomme bånd med en nogle mennesker, jeg aldrig skal møde igen. Fyldt rummet af ingenting med tusinde hemmeligheder.
– Therese Helga Emborg
Person Rolle
LIFE LIVE!s tematiske ramme lægger yderligere betydningsvægt i person/rolle forholdet, da eksempelvis performernes første monolog eksplicit spørger ind til deltagerens person, og dermed også tvinger deltageren til at reflektere over sin rolle i nuet; er du altid den samme, eller ændrer du dig, har du de samme egenskaber over tid, etc. Deltagerne og performeren i en gruppe i LIFE LIVE! fortolker konstant hinanden på alle tre niveauer, både i forhold til gruppedynamikken, den sociale kontekst, og individerne.
Performeren er som tidligere nævnt den, der sætter rammerne for interaktionen. Hun er derved også rollemodellen for, hvordan man indgår som deltager i interaktionen, fordi hun definerer den sociale kontekst for hver udvekslingsbegivenhed. Der ligger nogle fælles grundtræk på personniveauet hos performerne. De er alle kvinder i alderen ca. 30 – 45 år, alle er normalvægtige og forholdsvis lave, og klædt i hovedsageligt sort tøj. Derudover er stemmeføringen generelt rolig, lavmælt og blød. Virkemidlerne på aktørniveauet er derfor til dels synkroniseret. Det kommer også af, at der er et fælles mål i udvekslingsbegivenheden, nemlig at facilitere det mellemmenneskelige, ægte møde mellem fremmede mennesker. Performernes rolle vil derfor være præget af denne kontekst. Derudover havde performerne nogle distinkte forskelle på alle tre niveauer.
I de enkelte situationer foretog man som deltager derfor nogle selektioner i forhold til iagttagelsen af performeren, både i forhold til indikation og distinktion (Rosendal Nielsen, Thomas, Interaktivitet…, s. 74). I en specifik situation, i sekvensen med associationer over et ord man forbinder med noget stort, blev dette forhold særligt tydeligt. Vores ord var kærlighed, som er rimeligt abstrakt. Performeren starter ud med at fortælle om en tur i skateboardpark med hendes søn, og den kærlighed hun har til ham; derved trækker hun fra sit person-niveau på, at hun er mor, i samspil med en tolkning af os deltagere som værende gamle nok i forhold til sociale normer, til selv at have børn. I min iagttagelse af performeren som mor, blev min rolle præget af delingen af kærlighed til børn-oplevelsen, og mit forhold til min kærestes søn blev derfor i min fortælling fremhævet som værende lig hendes, selvom jeg ikke er mor til ham, og i andre kontekster definerer mit forhold til ham anderledes. Der ligger derfor en iagttagelse og fortolkning af performerens udspil, hvilket giver konteksten for den specifikke sekvens. Deltageren læser denne ind i udformningen af rollen; den bliver stadigvæk udformet fra ens person, men nuanceret af situationen. Performeren er derfor i sig selv en begrænsning for interaktionen, men efter igangsættelse af de enkelte øvelser indgår performeren på samme niveau som deltagerne, og skal ligeledes igennem en proces af perception og fortolkning tilpasse sin rolle til udvekslingsbegivenheden.
Der ligger i LIFE LIVE! en stram orkestrering i forhold til hele sceneriet, som gør at deltagerne kommer igennem en simultan fælles rute, der ud over at skabe rammer for mødet også skaber en tryghed og orden. Derudover ligger der en selvreference de forskellige rammer imellem, som gør, at tematikken i monologerne om universet og størrelsesforhold påvirker de fysiske rammer og visuelle indtryk for at skabe fælles referenceramme for interaktionens kommunikation.
I LIFE LIVE! blev der hurtigt delt meget personlige informationer om ens person, eller i hvert fald ens egen tolkning af ens person. Trygheden i det fremmede møde kunne være fremmende for den hurtige åbenhed, fordi man ikke skal være i kontakt med personen uden for forestillingsrammerne.
Når rammerne var brudt i slutningen af forestillingen, snakkede deltagerne ikke sammen efterfølgende, men brød op i stilhed uden afsked; ens sociale status som fremmede havde derfor ikke ændret sig på trods af mødet. Deltagerne kendte kun hinanden indenfor rammerne.
I forhold til målet med LIFE LIVE! er der for deltagerne ikke nogen direkte belønning i forestillingsspillet. I en af de sidste øvelser, som er ens for alle grupper, skal en deltager give en ting til den deltager, man har lært mest om. Derefter skal personen give den videre til den person, som man er mest nysgerrig på, og til sidst den man ligner mest. Alle tre tilsagn er flatterende i forhold til at være et socialt attraktivt menneske. Hvis man har åbnet sig meget op, bliver man belønnet; hvis man har delt lidt, men interessant, bliver man belønnet; hvis man har virket som en interessant deltager – det kan være på alle niveauer – bliver man belønnet. For os begge to som deltagere har det givet en emotionel tilfredsstillelse, hver gang man har fået anerkendelsen. I den modsatte ende, hvor man ikke modtager en anerkendelse, ligger der en ensomhed, en slags udelukkelse fra det opbyggede fællesskab, som får en til at revurdere sin fremtoning og aflæsning af de andre deltagere. Dette lidt skævt fordelte belønningssystem påvirker i sidste ende meget ens oplevelse af forestillingsspillet, da det er en slags kollektiv vurdering af hinandens person.
En vigtig pointe er det paradoks, at LIFE LIVE! som system konstitueres i kraft af sin afgrænsning fra virkeligheden, selvom det søger det virkelige møde.
I forestillingsbeskrivelsen spidsformuleres det, ”undervejs vil det være den enkelte deltagers ærlige deltagelse, der former rejsen”. Spørgsmålet er dog, om man overhovedet kommer nærmere en sådan størrelse som det ærlige møde, når det finder sted indenfor en fiktionel ramme. Bliver formen en frisættelse for deltagerne, der indenfor rammerne vil mærke virkelighedens sociale besværligheder forsvinde og friheden folde sig ud, eller sker det modsatte? Man kan argumentere for, at forestillingsspillets præmis nærmer sig det indoktrinerende i kraft af de meget klare forventninger til måden at deltage på, og derfor blot fordrer mødet som en overkonstrueret størrelse, der sætter deltagerne i en præstationspræget situation. Da skellet mellem deltagerens person og rollen i forestillingsspillets ”nu” er en udflydende størrelse, kan der opstå tvivl og usikkerhed; fortæller jeg en god nok historie til, at de andre synes, jeg er interessant? Kan jeg finde på noget lige så spændende som ham/hende før mig?
På modpolen kan sammenflydningen af person og rolle sammen med det fremmede møde være en fordel, da det i kombination med den opstillede fiktionsramme, som medierende for mødet, giver en tryghed for individet. Den fiktionskontrakt, som forestillingen og deltagerne indgår, giver trygheden til at deltagerne tør sætte mere af sig selv på spil, og det resulterer i en åben og aktiv deltagelse. Derfor kan de møder, der finder sted i LIFE LIVE!, ikke foregå udenfor forestillingens rammer. Forestillingen giver netop rum til en refleksion over sig selv og andre mennesker, som inddrager den hverdagslige realitet, men uden at sætte den på spil.
I et større perspektiv kan den dobbelte performativitet ses som et symptom på samfundets udvikling hen mod at være en performativ kultur; i det identitetsskabende arbejde bliver det ikke et spørgsmål om, hvorvidt den påtagne rolle er fiktiv eller ej, men et spørgsmål om, hvilke dele af ens person, man sætter i spil i rollen. Hvis alle møder således har et skær af det performative, hvor en person spiller en rolle, bliver møderne i LIFE LIVE! ikke mere eller mindre konstruerede eller ægte end virkeligheden udenfor. De kan måske nærmere siges at blive kondenserede former for reelle fysiske møder, hvor vores roller tager udgangspunkt i vores egen person.
– Anna Emilie Groth og Rikke Baes-Carlsen
Lys og skygger spiller en stor rolle i forestillingens visuelle udformning og disse elementer bruges elegant og fantasifuldt. Den intense stemning i rummet afbrydes desværre lidt for ofte af høje lydeffekter. Som da vi i min gruppe blev afbrudt under en personlig fortælling om familiære relationer af en flok græshopper. Generelt bygger forestillingen i høj grad på deltagernes personlige fortællinger, og jeg blev da også overrasket over, hvordan jeg i mørket lænede mig ind til manden ved siden af mig og fortalte hemmeligheder, som jeg ellers ikke fortæller nogen.
I dette magisk rum deltagerne imellem føler man virkelig teatrets ‘nu’, og det er befriende at få lov til at hengive sig til dette ‘nu’. Det er i disse autentiske øjeblikke at forestillingen virkelig lever. Dog er der også risici ved i så høj grad at inddrage deltagerne i en autentisk fortælling, fordi man meget af tiden er bevidst om sin egen rolle, som deltager, og det er svært at slippe behovet for at finde på noget klogt eller originalt at sige, når man bliver bedt om stille et spørgsmål til en anden i gruppen eller fortælle sine egne personlige historier. LIFE LIVE! er en forestilling, der sætter fokus på det uendeligt store i det helt små. Som når rummet mellem et atoms kerne og elektroner forstørres op, mens performeren forklarer, at der i dette meget store mellemrum ikke eksisterer noget, og derfor konkluderer “Vi består faktisk mest af ingenting”. Fysisk er det muligt at alting hovedsageligt består af ingenting, men LIFE LIVE! inspirerer helt klart sit publikum til at fylde dette ingenting.