Anmeldelse af Jørgen Dehs: Det autentiske. Fortællinger om nutidens kunstbegreb. Forlaget Vandkunsten 2012.
Af Erik Exe Christoffersen
Jørgen Dehs bog om Det autentiske. Fortællinger om nutidens kunstbegreb er en meget fortættet og velskrevet afhandling på 215 sider omkring et begreb, der væver sig ind i kunstforståelser og kunstdiskussioner. Bogen tager fat i det autentiske som et program i kunsten. Autenticitet er som sådan en konstruktion og en værdisætning af den kunstnerisk skabte, troværdige og tilsyneladende ikke-tilvirkede virkelighed i modsætning til fx kitsch, oplevelsesøkonomiens eventtilbud og lignende overdrevne effektjagende teatralske fænomener og begivenheder.For Dehs er det autentiske en forestilling om den ”rene vare”, som har været en dynamisk faktor i nutidens kunstbegreb, som det har udviklet sig fra midten af 1700 tallet. Det autentiske skaber en form for paradoks i kunsten, som jo per definition er en konstruktion. Autenticitetsforestillinger spiller op mod det modsatte som indebærer illusion, forstillelse, iscenesættelser og teatralitet. Ifølge Dehs søger modernitetens kunst medialt, indholdsmæssigt og formmæssigt så at sige sin egen modsætning som autenticitet i form af ’aura’, autoritet, troværdighed og uforfalsket ’renhed’. Værket agerer som om det ikke var repræsentation, som om det var et naturprodukt og som om det ikke var medieret. Dehs taler om en særlig forundring, nysgerrighed, lyst eller opmærksomhed, som kunsten er i stand til at fremkalde i tilskueren. En særlig autentisk sensitivitet som er en slags korrektiv til den rationelle virkelighedstilgang og en produktiv ”glemsel” i forhold til kunstinstitutionen.
I og med at det moderne frisætter subjektet fra bindinger til såvel tradition, natur som religiøse forestillinger bliver det muligt og nødvendigt at se individet som i overensstemmelse med sig selv. Autentisk vil sige at man ikke forstiller sig, lyver eller har en bagtanke, men simpelthen er, hvad man er: som om der var tale om naturen eller noget ”tæt” på naturen: barnet, den ”ædle vilde” eller orientaleren og som altså er uspolerede i forhold til den forurenende moderne kultur. I og med at det moderne skaber forudsætningen for selvrealisering gennem selviscenesættelsen, skaber det også grundlaget for det modsatte: behovet for det autentiske. Det autentiske er som Dehs fremstiller det indlejret i dette paradoks i forhold til kunsten.
Antonin Artaud er i teatret med “grusomhedens teater” er fortaler for en umiddelbar ikke-medier påvirkning af tilskueren.
Kunstens selvrealisering
Bogen er bygget op omkring centrale tematiseringer hvor autenticitesbegrebet indgår: det er fx konstruktioner som kulturel uskyld, model ’natur’, mimesis, det sublime, autonomi kunstneren og publikum som autentiske, det nye og medial autenticitet. Dehs får en række kunstteoretikere sat i sving og skaber udveksling mellem Platon, Adorno, Barthes, Benjamin og Bürger, Fried, Danto for at nævne nogle af de vigtigste navne, som det nok vil være en fordel af være bekendt med. Ligesom det vil være en fordel med en vis indsigt i den fænomenologiske tradition, som ifølge Dehs placerer det autentiske før begrebsligheden og hensigtsmæssigheden. Dehs får også en række kunstnere og deres værker til at tale med: fra Aristoteles dramaturgiske tragedieform, Brecht episke teater, Duchamps readymade, Warhols suppedåser til Triers dogmepoetik. Igen er det en fordel med en vis fortrolighed. Det karakteristiske med en række kunstnere er at de forestiller sig med visse greb at kunne komme tæt på virkeligheden – samtidig med at de gør op med tidligere kunstformer som in-autentiske.
Både for subjektet og for kunsten gælder selvrealiseringen som rammebetingelse. Rammerne er forskellige og uddifferentierede. Det vil sige at de både er nødvendige begrænsninger, men også en form for frihed i kraft af at spillereglerne er selvvalgte eller kontingente. Det skaber nogle såkaldte paradoksale betingelser både for subjektets kreative processer og for den kunstneriske skaben. Dehs definere autenticitet netop i forhold til de vaklende autoriteter og udpeger forskellige diskursive felter hvor autenticiteten udfolder sig: som kulturel uskyld, som det sublime, som autonomi og som værk. Autenticiteten søges i opgøret med det traditionelle og det regelbundne i form at det nye, det eksperimenterende. På den måde er autenticiteten ofte faktisk knytte til krisen, i og med det er i krisen der foregår en form for forandring, nytænkning eller afklædning og hvor det etablerede bryder sammen eller sættes ud af spillet (”likvidering af kulturarven”).
Det betyder selvsagt at også kunstneren og publikum værdisættes af autenticitetsbegrebet. Jo mere skrøbeligt kunstnersubjektet er og jo mere risikobetonet den kunstneriske proces og mødet med tilskuerne er, ja, jo mere autentisk forekommer den kommunikative situation og dermed også publikums reaktionsformer. Den såkaldte chok-strategi er naturligvis her central for at tilvejebringe en form for anderledes autenticitetstilstand. Dehs taler om forskellige former for blokering af et visuelt overblik eller dybdeperspektiv, en displacering og marginalisering og tab af narrativ beherskelse, gennem fx det fragmenterede, det afbrydende eller simpelthen ”det rystede”. Det fremprovokerer andre sansemåder gennem taktile kvaliteter og forventningsbrud. Autenticitet spiller i høj grad sammen med en renselsesstrategi som vi finder mange steder i modernismen. Man vil rense mediet, rense for det teatrale i betydningen overspil eller rense for, som Brecht sagde, kunstens forførelse: Glo ikke så romantisk.
Autenticitet som rystelse
Kunstens autenticitet kan være knyttet til indholdssiden i værket, men i stigende grad forbindes autenticiteten med dens måde at værre form på. Det betyder med andre ord at især den dimension af kunsten, som er blevet kaldt performativ er central i forhold til autenticitetsbegrebet. Kunsten kan være reel, organisk handling, som er hvad den er netop ved ikke at fokusere på det bagvedliggende, på repræsentationen. Det er hvad dogmefilmene forsøgte, og hvad en række forskellige former for performance eksperimenterer med i forhold til skuespillerne, rummet, situationen, relationen til tilskuerne etc. I og med at der er tale om kunst, kan man sige, det skaber en autenticitetseffekt.
Der er en lang tradition for den handlingsorienterede kunst som går tilbage til avantgarden og som bryder igennem med performance i 60erne. Avantgarden manifester er på mange måder i Dehs optik et autenticitetsprogram i og med den historisk vil nedbryde kunstinstitutionen og de klassiske kunstregler. Avantgarden vil skabe en ny organicitet, noget uorganisk, som er anderledes levende og knyttet til ”liv”. Avantgarden dyrker overskridelsen og kontroltabet gennem chok-strategier og dermed skabes et brud med forventningshorisonten.
Med det senmoderne bliver både handlingen og værkets operation samt kunsteneren selv mulig at placere eller opfatte som et mere eller mindre skrøbeligt eller rystet værk. Autenticiteten opstår i selve kommunikationen som et reelt kontroltab: det kan være håndholdt og rystet kamera i billedmediet, i maleriet kan det være blindtegning eller ved at man erstatter penslen med kroppen eller lærredet bliver kunstnerens egen krop. I teatret kan det være performere som ikke kender handlingen eller replikkerne etc.
Kunstens fornyede autenticitet opstår gennem en række forskellige operationer, som alle forstyrrer eller vanskeliggør måske endda umuliggør en kontrolleret repræsentation. Værket bliver åbent, mange taler om en form for tomrum eller pausens stilhed, som skaber muligheden for tilfældigheder og det uforudsigelige: stumhedens tale, dunkelhedens klarhed eller tilsynekomsten i det tomme rum. Men det er stadig en iscenesættelse af dette tomrum og denne rystethed, som gør, at man kan tale om et værk. Man kan sige at det opstår et parameter af mere eller mindre risikobetonede udtryksformer og obstruktionerne er mere eller mindre markante og eksplicitte i det enkelte værk.
Det er Dehs pointe at autenticitets-programmet har været gennemgående i moderniteten og ikke mindst i avantgardens og den performative og relationelle kunst, som har været central det sidste 15-20 år under programmet ”the return of the real” som det blandt andet er lanceret af Hal Foster, Erika Fischer-Lichte og Nicholas Bourriaud. For disse bliver ”det virkelige” ikke at finde som noget bagvedliggende, noget oprindeligt, men i gentagelsen eller remedieringen og altså ikke i den unikke begivenhed.
Autenticitet og in-autenticitet som et etisk spørgsmål
Noget af det, som gør forholdet mellem autenticitet og in-autenticitet interessant er, at der løbende skiftes position. Fx forbindes autenticitet i teater-realismen med absorption og indlevelse i et troværdigt illusionsrum og tilskuerens fordybelse i en fiktiv handling og karakterer. Fiktionen bliver så troværdig at tilskueren glemmer den mediale ramme iscenesættelsen lader som om der er tale om en virkelighed som slet ikke iagttages. Mediet og de mediale greb er transparente: dramaturgiens regler, overspil, glemte replikker, publikums henvendelser eller skuespillerens reaktion på publikums applaus, latter er fjernet for ikke at forstyrre det autentiske moment. Disse i negativ forstand teatralske elementer udrenses i såvel spil som arrangement.
I modernismen og i avantgarden, bliver teatralske elementer positiveret fordi absorptionen er en forførende illusion, som skaber inautenticitet. Sagt med en demonstrativ negativ vrængen: ”Her spilles teater”. Det bliver derfor vigtigt at skabe illusionsbrud og pege på mediet og dermed situationens autenticitet frem for fiktionens. Teatralitet forstået som affektive dramatiske udtryksformer, direkte henvendelsesformer som understreger situationens fællesskab, afbrydelser og forstyrrelser af diverse kommenterende karakter bliver udviklet, som en løbende rystelse af det transparente medium. Hvor det autentiske i første version er forbundet med den fiktionelle fordybelse er autenticiteten i det andet forbundet med en medial refleksion og en ofte ironisk distance til indholdet. Med andre ord kunne man i princippet sige, at der var tale om at det autentiske knyttede sig til henholdsvis indhold og form, hvor modparten indtager in-autenticitetens slette karakter. Det interessante er efter min mening, hvordan sådanne skift i position tager sig ud og foregår og det er måske en af manglerne i Dehs’ bog. Man kan savne en historiserende fremstilling af programmet og Dehs kunne gerne have skrevet et kapitel mere, om hvor det autentiske aktuelt befinder sig blandt andet som modfigur til oplevelsesøkonomien.
En afgrænsning af programmet
Det er god grund til at være på vagt overfor enhver argumentation, som benytter henvisningen til autenticitet som argument eller værdisætning, for man kan aldrig være helt sikker på, hvad der egentlig menes. Sådan som jeg opfatter det, er der tale om at kunsten producerer autenticitetseffekter, altså ikke autenticitet som væren men som effekt. Man kan tale om autenticitetseffekter som performative konstruktioner, det vil altså sige at kunsten skaber noget som gennem en medialiseret optik opfattes som autentisk. Autenticitet er som sådan ikke en væren, men forestillingen om en væren som er i overensstemmelse med sig selv og altså tilsyneladende ikke medieret.
Dehs taler om autenticitet som et program i kunsten. Det kunne godt uddybes, hvad han egentlig mener med program. I Dehs’ fremstilling er en række beslægtede problemstillinger underordnes autenticitet-begrebet og han får en række kunst-diskussion indrulleret i sin begrebsafklaring. Måske for mange. Netop derfor ville det have været godt med en konkretisering af autenticitetens former som historiske, men Dehs’ bog er en god hjælp til at optrævle autenticitetsbegrebets konstruktion, hvilket der er god brug for i dag, hvor autoritære autenticiteter tilsyneladende vakler mens kunst og andre medier af al kraft skaber autenticitetseffekter.
Erik Exe Christoffersen (f. 1951), lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet. Har siden 1982 undervist i teatrets æstetik og kultur. Har udgivet bl.a. Teaterhandlinger (Klim 2007) Og Odin Teatret. Et dansk verdensteater (red.) Aarhus Universitetsforlag 2012. Redaktør af tidsskriftet Peripeti (2004-)